Strange Places [Daphne]

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Daphne rynkede let sin pande og smilet falmede lidt, da hingstens smil forsvandt; havde hun nu sagt noget forkert, så han ikke længere kunne smile for hende? Dette syntes dog ej at være tilfældet, for han svarede hende med et kompliment af hendes navn og gav sit eget. Hun kunne ikke helt forstå, hvorfor han havde fået et navn, men så havde fået et andet. Hvordan kunne man miste et navn og få et nyt? Kunne hun også gøre det, hvis hun ville? Det var nu ikke fordi hun ønskede et nyt navn; hun kunne godt lide det, den sorte havde givet hende!

"Hvorfor fik du et nyt na-?" Hendes spørgsmål blev rykket itu, da et vrinsk lød gennem luften. De dunede ører blev øjeblikketligt rettet mod lyden og hovedet let hævet. Et øjeblik stirrede hun blot i den retning, hvor lyden kom fra, før hun så smilede stort og så tilbage mod den grå hingst. "Mor kalder! Kom, du skal møde Mor, Sikar-us!" sagde hun ivrigt, mens hun allerede småtrippende havde vendt sig for at begynde at gå tilbage mod den sorte, som havde kaldt på hende. At den grå hingst måske ikke lige var så interesseret i at møde den sorte, det lagde hun ikke en eneste tanke på.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[24]

[7]

Det var ved at være mange timer siden, at den lille Daphne havde forladt den sortes side, for at udforske verdenen omkring. Hele tiden havde Leonora været indenfor hørevidde af hendes datter, som havde fundet et selskab af gråbroget karakter. Leonora havde ikke vurderet at nogen farer havde været på færde, og derfor havde hun holdt sig neutralt og på lang afstand; men efterhånden mente den sorte, at det var på tide at vende tilbage til flokken. Derfor havde hun sendt et kald efter sin datter, Daphne, for at fortælle hvad tiden var ved at blive, hvorefter hun ganske roligt ventede på, Daphne skulle vende tilbage.

Strange Places

Tøvende så den grå på den lille cremekage, da hun fortalte at han nu også skulle møde hendes mor. Det var måske en anelse for langt, mente den grå hingst. Han havde skamt også godt hørt Daphnes moders vrinsk, der skar sig igennem den kølige morgenluft. Et stille smil blev sendt mod den cremefarvede. Det måtte også være på tide at tage afsked nu, selvom han ikke brød sig om at afslå den lille hoppes forslag om at han skulle møde hendes moder.
”Jeg tror nu hellere at din mor vil have dig for dig selv, og vi har også snakket i lang tid. Det må være på tide at du også kommer hjemad. Men jeg håber da på at kunne møde dig en anden gang.”
Svarede han hende smilende. Han svarede ikke på hendes tidligere spørgsmål, et hun aldrig helt blev færdig med. Måske ville hun bare glemme det, for hele historien var nok lidt for svær for den lille hoppe at forstå, og det var nok bedst at hun bare slet ikke fik den at høre.

Wordcount: 178 | Tagged: Daphne

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den lille, lyse hoppe var nået en del skridt, før det gik op for hende, at den grå hingst ikke ville følge hende med tilbage til hendes moder. Hvorfor han ikke ville det, forvirrede hende og hans ord gav ingen forklaring ifølge hende. Hvad så hvis hendes mor hellere ville have hende for hende selv? Hun ville gerne have, at han mødte hende, så det betød da lige så meget, gjort det ikke? Udtrykket i hendes ansigt blev betuttet og en anelse utilfredst, men ikke på den bebrejdende måde. Egentligt var hun vel inderst inde bare lidt trist og ked af, at han ikke ville med tilbage. Hun kunne dog ikke tvinge ham, for det havde den sorte sagt, at det måtte man ikke: hvis der var noget nogen ikke ville, så kunne man ikke tvinge dem til det.

"...okay..." svarede hun lidt stille, før hun så rystede sit hoved. Det var måske egentligt også helt fint, at han ikke skulle med tilbage, for det betød, at den sorte ikke skulle bruge tid på at snakke en masse. Det var altid ret kedeligt når hun stod og snakkede med nogen. "Hej-hej, Sikar-us!" Med de ord forsvandt hoppeplagen fra den grå hingsts syn og kun fremtiden ville kunne vise, om hun nogensinde ville stå i det igen.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ