FEVER DREAMS ✗ Jivala

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

When ✗ Morgen; to dage efter 'WHERE IN THE WORLD'
Where ✗ En af de nordlige enge
Who ✗ Jivala

Han stormede af sted, ned langs stier af skygger og gange af mørke. Hult hamrede hans hove mod glasset, mens hans gled rundt om hjørnerne. Foran ham løb hun, men han var ikke sikker på om han fulgte hende eller nærmere jagtede efter hende. I sit bryst kunne han mærke hjertet hamre løs.
Han havde hende næsten.
Med et forsvandt glasset under ham og han mærkede sig selv falde gennem luften. Hjælpeløst sparkede han med sine ben i et forsøg på at dreje sig selv. Endeligt formåede han at komme så meget rundt, at han kunne se ned i mørket. Alt han så var et glimt af noget der lignede vand, inden hans krop hamrede igennem havet af glas, smerten og kulden prikkende som nåle.

Hingsten vågnede med et sæt. Feberen var sat ind aftenen før, men han kæmpede bravt i mod den og trods det hele, så virkede det til at være en kamp han var på vej til at vinde. Nok havde han tabt mere end han havde vundet i sit liv, ingen tvivl, men han havde dog vundet livet og han nægtede at bukket nakken for en simpel feber, trods at den gav ham de her underlige drømme. Han gik i hvert fald ud fra, at det var feberen der gjorde det; hvis det ikke var feberdrømme han havde, så vidste han ikke hvad det skulle være.

Dæmpet smaskede han; han følte sig tør i munden. Omkring ham lå sneen, ren og hvid som nogensinde, men han traskede alligevel fremad; en bæk klukkede ikke langt væk og hellere den end sne. De rifter og småskrammer han havde var allerede begyndt at hele og ville næppe efterlade ar, som dem han bar mere tydeligt hist og her. Inden længe nåede han bækken og uden tøven sænkede han mulen ned i det iskolde vand.

Dagen var en af de mere grå af slagsen. Den vinterstorm han var kommet i var for længst fortid, men det undrede ham ikke, hvis der ville falde mere sne denne dag.

Et fnys forlod den plettet hingst, da han løftede hovedet og kiggede udover området. Her var stille og ensomt, men alt taget i betragtning var det nok for det bedste. Et øjeblik mindedes han den grå hoppe fra et par dage før; hm.. han ville nu ikke have noget mod at få besøg af en anden en som hende. Let rystede han sig, inden han svirpede med halen og så lod et hingstet vrinsk lyde. Nok havde feberen sit tag i ham, men det samme havde de instinkter der havde drevet ham til al den dumskab, han havde gjort i sit liv.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[5]

    ❖ Jivala  ❖
                        - "Take me some place where there's           music and there's laugther"

FEVer dreams

De slanke ben kæmpede sig igennem det vældige lag sne der havde lagt sig over landet. Det var næsten eksploderet de seneste par dage, og det før grønne og orange var nå blevet en flot og uskyldig hvid farve. Den dækkede både landjorden og træerne, og enkelte steder var de mindste søer allerede ved at fryse godt og grundigt til is. For nætterne var kolde, og dagene ensomme. Således havde det været for den brogede hoppe, hvis pels endnu ikke havde skiftet fuldkommen. Og selv hvis den havde, ville den ikke dække hende godt. Det var tydeligt hvordan Jivala var skabt til de varmere lande, og forholdt sig nok bedst i de ørkenlignende øer. Men vandet var nu for koldt til at svømme over, så indtil nu var hun fanget her.

Akavet gik den slanke hoppe over sneen, imens hun prøvede at løfte benene højt nok for at de ikke skulle slæbe sig igennem sneen. Små røstende bevægelser fulgte hendes krop med minutters mellemrum, og den brogede havde valgt at søge længere ind imod skovene. Disse åbne områder var ikke ligefrem behagelige.

Ikke længe skulle der gå, inden at en bæk brød igennem de brede enge. Dens klukkende lød havde skillet sig ud fra den ellers knasende lyd sneen frembragte, og med sjoskende bevægelser havde hun søgt imod den. Måske ville den lede hende til et varmere sted… og hvis ikke, så ville det være noget at gå efter. For den brogede var i vilrede, og manglede et bestemt mål – en plan og et overskud. For mange tanker rumsterede rundt i hovedet på hende, og tvang hende videre fremad. For noget måtte hun gøre. Ellers endte hun med at lægge sig frustreret et sted, når hun havde brug for at bevæge sig. For varme måtte hun skabe på den ene eller anden måde.

words: 303: | Tag: Chrome

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Den plettede hingst virrede med hovedet et øjeblik, før han sænkede det mod den iskolde bæk igen. Vandet sveg næsten, som var det brændende varmt, selvom det var alt andet end det. Et fnys forlod ham, så en sky af damp steg mod den grå himmel.

Egentligt var det hele noget sært noget; i starten havde det undret ham lidt, at der var sne, men han havde blot trukket på skuldrene over det, men som timerne var gået, var det gået op for ham, at ikke kun sneen var ny. Alt var nyt. Intet var som dagen før han var kommet, men hvorfor kunne han ikke huske. Han havde et svagt billede, næsten ikke mere end et omrids, af et par hopper, men hver gang han prøvede at huske, så gjorde det næsten ondt. Efter et par gange havde han blot droppet det, men tanken virrede stadig bagerst i hans hoved; ventede på det tidspunkt, hvor den kunne komme til igen.

Hvor sårerne kom fra var også en gåde, om end en langt mindre end. Han havde altid formået at gøre dumme, hvis ikke direkte idiotiske, ting, så småskræmmer var blevet en del af hverdagen; en af de ting, man bare accepterede var der.

Lyden af skridt fangede hingstens opmærksomhed og han løftede hovedet på ny, med vand dryppende fra den spættede mule han havde. Ørerne blev spidset ved synet af en broget figur længere nede ved en af bækkens slyngninger. Trods feberen trådte han fremad, hans nakke let knejset i stolt positur, mens han prøvede at bedømme hvad han stod overfor. Hvis det var en hingst havde han nemlig en reaktion, mens en hoppe ville frembringe en noget mildere reaktion. Let fnøs han, før et hingstet vrinsk banede sig vej mod den brogede, velkommende, men samtidigt varslende; ikke om et onde, men om hans tilstedeværelse.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[12]

    ❖ Jivala  ❖
                        - "These shackles I've made in an                    attempt to be free"

Fever dreams

En kold vind gled over landskabet, og den brogede løftede svagt og irritabelt hovedet. Hvem var det der havde opfundet vinter? Hvad godt gjorde den? Den dræbte skovene, og fik hele systemet omkring dem til at gå tilbage til ingenting. Skovene var tomme, og føden var der ikke meget af. Og så var der så koldt.. Så frygtelig koldt, at den brogede flere gange havde overvejet at søge imod sandøen igen. Det eneste der stadig holdt hende tilbage, var at havet var mindst ligeså koldt som landjorden – hvis ikke koldere.
Et vrinsk fik hoppen til at stoppe op, og missende så hun imod der hvor det kom fra. Tonen var dyb, og stemmen maskulin. Fremmed, men ikke desto mindre kommet fra en der havde fået øje på hende før hun fik på ham. Dog skildte en plettet skikkelse sig ud fra landeskabet omkring ham, og den brogede vendte trippende fronten imod denne fremmede. Studerende.

Han var stor.. det var det første der faldt hoppen ind. Meget stor endda, og bred som bare pokker. Hele hans krop var af markant anden bygning end det hun havde set før. Derudover bar han en underlig pels, men ikke desto mindre så han ud til at befinde sig godt i det kolde landskab. Forsigtigt vippede hoppen hovedet på sned, inden at en feminin brummen blev sendt hilsende imod ham. Hvem mon han var?
Den brogede tog efter en tids overvejelse, nogle skridt imod ham. Søgende, da hun ikke ønskede at stå stille for længe af gangen.

words: 252| Tag: Chrome

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Skikkelsens svar var næsten ikke hørbart, men fortalte ham alligevel alt han havde brug for at vide; det var en hoppe. Ikke at det alene ville få ham til at rende ned til hende og vise sig fra sine bedste sider, men det hjalp da bestemt på det. Det fik ham dog til at gå fremad mod hende med kraftfulde skridt, som effektivt bar ham gennem sneen.

Jo nærmere han kom, jo bedre kunne han se hende. Hun var ung, ingen tvivl der. Kun knap en egentlig hoppe, medmindre det tilfældigvis bare lå til hende at se ufatteligt ungdommelig ud. Hele hendes positur syntes dog at sige, at det ikke var tilfældet; hun var ung af både krop og sind.
Selv trådte hun frem mod ham efter et stykke tid, selvom det kun var et par enkelte skridt og det var måske denne handling der stoppede ham fra at være helt så ligefrem, som han havde været med Mitis. For hele situationen var som sådan den samme, selv duften der spillede med hans sanser og tændte den indre ild. I stedet for alt det han havde gjort ved hende, stoppede han blot op foran hoppen og iagttog hende i stilhed.

Og så, uden nogen synlig grund, svirpede han med halen og slog let med hovedet, før han rakte sin mule hilsende frem uden et eneste ord.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[17]

Den brede hingst tog nogle skridt imod hende, hvilket fik hende til at smile svagt. Denne fremmede havde ikke afvist hendes selskab, hvilket da var en start. Den brogede hoppe var ikke synderligt vandt til selskab, og kunne fremstå utrolig sky og reserveret som et førstehåndsindtryk. Hvilket heller ikke var helt usandt. Men med tiden ville det forhåbentlig blive bedre, da hun bestemt arbejdede på det. Hun havde sine gode perioder, hvor en samtale eller bare omgangen omkring andre kunne føles helt naturlig. Men hvis det ikke var tilfældet, var det et hurtigt hej og farvel. Idag føltes som en god dag, hvilket også var en del af grunden til hun ikke vendte om eller bakkede væk da han kom nærmere. Istedet stoppede hun afventende op et lille stykke fra den plettede hingst, og gav ham tid til at betragte hendes statur. Ligesom hun havde gjort med ham.
Stilhed hvilede over området, inden at den plettede kraftige hale gjorde et svirp i luften. Med en stille iagttagelse betragtede hoppen hans hilsende gestus, og vendte så blikket tilbage til hans gyldne.

En let vind løftede op i den mørke man, og med en stille udpusten af luft strakte hun også mulen frem. De følsomme næsebor sitrede svagt ved den maskuline og fremmede fært, og fik Jivala til at spærre øjnene en anelse overrasket op. Hun havde omgivet sig med hopper og yngre hingste i lang tid, så den var.. anderledes. Men ikke på nogen dårlig måde - nærmere eksotisk.
Svagt hævede hoppen hovedet, inden at en hun med et fnys trådte et skridt nærmere. For en nysgerrig glød var tændtes i de brune øjne, undrende over sit mærkværdige selskab.

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Chrome fandt sig selv overrasket da hoppen foran ham spærrede sine øjne let op i overraskelse. Han kunne ikke rigtigt opfange, hvor hendes overraskelse kom fra, og det øgede kun hans forvirring, da hun trådte nærmere trods det hele. Gløden i hendes øjne gjorde det på ingen måde nemmere for ham at forstå situationen, men samtidigt dæmpede det hans trang til at finde ud af, hvad der havde skabt det hele til at starte med. Eller måske var det blot det, som lå i luften, der lagde et yderligere slør over den plettede hingsts sind og dæmpede alle de tanker, han end måtte have, som handlede om andet, end hoppen foran ham.

Der var ikke kommet nogen hilsen tilbage, men det lgde han ikke så meget i. En dæmpet, beroligende om man ville, brummen spillede i ham, inden han puffede ud efter hendes mule. Det var en ganske blid og meget forsigtig bevægelse, alt taget i betragtning. Der var bestemt ikke den hårdhændethed og iver efter at få ting overstået, som man ellers så let kunne findes hos andre hingste, sat i den samme situation som ham.

At den brogede hoppe var så ung som hun var, satte bestemt en dæmper på den plettede hingst. Man skulle være et usselt kreatur for at udnytte ungdom og Chrome var mange ting, men ikke det. Dermed ikke sagt, at ting ikke kunne udvikle sig i en retning, som ingen af dem direkte ønskede, men han var bestemt ikke hingsten, der spillede efter det. Om det kun var morale eller forskellen i luften kunne man diskutere, men noget var bestemt anderledes med den nysgerrige, men meget forsigtige unghoppe foran ham.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[5]

At aflæse Jiva udfra det kropsprog hun viste, var ikke den bedste idé i længden. For når den brogede ikke engang selv kunne andre fuldkommen, vidste hun ikke hvad hun selv sendte. Men for hende var det meget normalt. Når hun viste overraskelse, tilbageholdenhed eller måske glæde, var det hvad hun følte. Men uden at kende tankerne bagved, kunne følelserne nok være mange, og kommer hulter til bulter. Et karaktertræk der nok ikke ville forsvinde med alderen.
Den plettede brummede mildt, inden at han med et blidt puf skubbede til hendes mule. Den forsigtige bevægelse fik hende til at vippe ørene en anelse frem, og et flygtigt smil gled over hendes læber. Se, hvis den plettede havde valgt en mere frembrusende tilgang, med den brede krop der fulgte med, var Jivala for længst vendt om og løbet. Han var jo kæmpe! Og kunne nok sagtens ligne andet end hvad han fremstod som nu. Men hun følte sig ikke presset af hans væsen, og lod derfor sin egen glide tilbage imod hans i et blødt nap.

Jivala holdt nogle sekunder den plettedes blik, inden at det vandrede videre til hans mørkværdige bølger. Jivala havde ikke set andre end hende selv med sådanne bølger, og kunne ikke andet end at mærke et sug af tilfredshed ved at finde noget bekendt ved den fremmede. Så var han jo ikke helt fremmed. Selvom det nok var en anelse uhøfligt og grænseoverskridende, strakte hun uden tøven mulen ud efter en af hans bølgede totter. Dog stoppede hun brat i bevægelsen, og rykkede med en spørgende brummen blikket tilbage på ham. Måtte hun?

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Et smil formede sig om Chromes mule da den brogede unghoppe vippede sine ører fremad og viste et flygtigt smil. Det var et tilfredsstillende resultat, for med hendes forsigtige måde at føre sig frem, så skulle han være lige så forsigtig med sine modtræk. Og det var noget han forstod sig på, for trods hans til tider frembrusende måde at møde andre på, så havde han også den mere stille og rolige side af sig. Ikke kun fordi han havde haft med heste at gøre, hvor dette var en nødvendighed for at lære dem at kende, men også fordi det sådanset lå til hans natur. Livet havde bare en måde at bestemme hvilke dele af ens natur, som fik lov til at blive den primære måde at være på, og desværre var den side af ham ikke blevet den. I modsætning til mange så havde han dog beholdt den, hvilket alt taget i betragtning sandsynligvis kunne kaldes noget af en triumf.

Da hun strakte sin mule frem, men så trak sig bort med en brat bevægelse vippede han sine ører lidt undret til siderne, inden hendes spørgende brummen lød. Hun var usikker på hvorvidt, hun måtte røre hans man eller ej; efter hans mening var det lidt sødt, men også underligt. Hun var dog tydeligt forsigtig af sind, så måske havde nogen snappet efter hende en enkelt gang da hun havde rørt dem, så nu holdt sig til at spørge først.
Den plettede hingsts svar kom i form af en dæmpet brummen og et blidt nap efter hendes man; hun måtte godt røre, hvis det var det, hun ønskede. Han havde faktisk ikke i sinde at stoppe hende fra at gøre noget, medmindre det var at skade ham, men han havde på fornemmelsen, at han ikke havde nogen grund til at bekymre sig om det.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[15]