No Man's Land | Sicarius

* * * (4) * * *

Dette land var fremmed og anderledes. Det var som et ingenmandsland, hvor man aldrig vidste hvem der lurede og hvorfor. Her var spillereglerne anderledes, og hun kunne ikke regne dem ud. Hun var vant til at slås for alt hun ville have; snyde, lokke, true og spille skuespil. Alt sammen i én stor redelighed, for at få det der var noget værd; væske og føde. Den der havde meget af det, var verdens rigeste mand. Men her... her voksede græsset alle steder, vandet lød i store floder og luften var ren og klar. Hvad skulle man slås for her? Hvad var den skjulte dagsorden? Noget måtte her da være! Ingen steder kunne der da være fredeligt, som et paradis. Nej. Hun nægtede at tro på at paradis fandtes. Sådan var hun ikke opdraget. Hos hende lå mistroen nær hendes hjerte, og hun stolede endnu ikke på dette fremmede land.

Hun bevægede sig hen over en smal eng, der mindede om et langt spor, mere end en egentlig eng eller lysning. Hun fortsatte på den, midt i det hele, for her havde hun godt udsyn, og andre havde godt udsyn til hende. For her var hun boss. Ingen skulle lave numre med hende og alle skulle vide at hun ikke var bange af sig. Hun var konstant på dupperne, med adrenalinen sekunder fra at blive sluppet løs. Hendes sanser arbejde på højtryk og hendes ører vippede konstant fra side til side, og opfangede hver en lyd. Paranoid? Måske. Hun ville ikke nægte det. Men hvem ville også føle sig sikker i et land af sukker og solskin?

No Man's Land

Sneen dalede dovent ned, satte sig i alt hvad der var at sætte sig på. Sicarius sukkede irriteret. Det var koldt og klamt, og selvom han ikke frøs kunne han mærke en lille kuldegysning hver gang lidt smeltet sne fandt vej gennem hans tykke pels, og ned til hans varme hud. Hvad var formålet dog? Den mindre snestorm få dage forinden, havde efterladt den eng han vandrede på, dækket af en plysset dyne af uberørt sne, men nu var det meste smeltet, og fedtet brunt græs tittede frem hist og her. Det hele var desværre blevet fuldkommen mast, men hvad gjorde det. Den kraftige hingst holdt alligevel ikke øje med det. Han vidste at skønhed blot ville blive knust, ligemeget hvilken verden han var i. Før eller senere ville det forsvinde, og ondskab ville tage over. Før eller senere ...

Sicarius ville ikke nægte det hvis nogen kaldt ham kold og kynisk, for det var præcis det han var. Måske endda ondskabsfuld. Men igen, det søde og smukke ville altid blive mast af de højere magter, og han troede ikke længere på belønninger og frelse for de der ikke begik synder her i livet. Han troede ikke på et liv efter døden. Han troede på et mørke, et mørke der var ens for alle. Ens hjerne var vel stoppet, så mon ikke man ikke tænkte over at man bare lå og svømmede rundt, eller ens knogler var de eneste rester tilbage af en. Ihvertfald holdt de kolde altid længere. Det var ikke andet end fakta fra hans tid i krigen.

Wordcount: 260 | Tagged: Izmira

* * * (8) * * *

Hun lod halen give et smæld fra sig, en skarp lyd der blev forstærket ned igennem den øde eng, hvor lyden forplantede sig ekstra godt i den stille luft. Hendes næsebor udvidede sig i takt med hendes åndedrag og en hvid sky steg fra hendes mule. Kort efter fnøs hun forarget. Hendes varme ånde fik det til at perle og fryse på hendes mule, og snart var hendes ellers mørke mule dækket af rim. Hun virrede let med hovedet og svang sig derpå pludseligt til højre i et hidsigt udbrud. Hvorfor var alt så besværligt i dette land? Hun frøs, hun rystede af kulde, hendes pels frøs, hendes hove klampede. Nej, dette var ikke en let tilværelse hun var blevet sendt til. Hun havde altid set sig selv som stærk og en der havde evnen til at overleve alt. Men uden den rette fysik - og den rette pels - fandt hun det nu pludselig meget svært at se sig selv i den rolle. Det gjorde hende bitter og arrig, hvilket tydeligt kunne ses på hendes kropssprog.

Knap havde hun snurret en halv omgang til højre, før hun brat stoppede op. Alle fire hove stod nu solidt plantet i jorden. Hun hævede det ædle, fine hoved højt til vejrs. De markerede, nøddebrune øjne spejdede stift ned langs engen. En fremmed bevægede sig rundt nogle hundrede meter borte. Så vidt hun kunne se, var det en stor krabat. Misundeligt snappede hun i luften, da hun bemærkede hingstens store, dejligt varme pels. Hvad hun ikke ville give for at kunne holde varmen!

No man's land

En sjovt farvet hoppe lyste tydeligt op i sneen, og et køligt smil trak op i Sicarius mundvig. Lille tøs så ud til ikke at være tilpasset kulden her endnu, og hendes kropsbygning var spinkel, sikkert vant til varmere temperaturer. Sneen hvirvlede ned fra himlen, og den nye sne knasede let under hans store hove. Han satte tempoet let op til en trav, for at tilbagelægge de få hundrede meter der var til den fremmede hoppe. Ingen lyde forlod hans læber, men dampen kunne let anes foran hans bløde mule. Da han kom nærmere, kunne han svagt lugte en sødlig duft, der kom slangende. Indikerede tydeligt at hoppen var i brunst, hvilket blot gjorde dette lille møde en smule mere ... Interessant. Sicarius satte farten ned, for serefter at stoppe, en halv meter fra hoppen. Lige sådan så han kunne nå hende, hvis han blot gik et lille skridt. Hun skulle ikke få lov til at slippe væk.

"Fryser du?" Hvislede han udtryksløst, og vendte de isblå øjne mod hendes brune. Han spilede let de runde næsebor ud, indåndede hendes søde duft. Dette skulle ikke gå til spilde. Han nægtede at lade hende gå, og han var langt større og mere muskuløs end hende, så hun havde ikke de store chancer for at forlade området, hvorend hun gerne ville. Han knejsede en smule med nakken, for at vise sig frem. Det gjorde han altid, for han var vant til det. Selv hvis der ingen andre var, så gjorde han altid noget for ikke at ligne en svækling. Åh, hvor han hadede og foragtede dem. Svage og lave. Og han kendte alt for godt til dem, de svage og ødelagte. Det var altid dem der formindskede de stærkes chancer. Han ville hellere dø end at ligne en af dem.

Wordcount: 298 | Tagged: Izmira

* * * (11) * * *

Med sammenknebne øjne betragtede hun nøje hvordan den fremmede hingst nærmede sig. I virvaret af sne banede han sig frem i en let trav, der hurtigt bragte ham inden for hendes sfære. Han var bogstavelig talt klods op af hende, og det brød hun sig bestemt ikke om. Deres øjne mødtes -hans blå, hendes brune - men hendes var mindst lige så kolde som hans. Hvad bildte han sig ind? Hun svang iltert med den cremehvide hale, der var blevet fyldt med isklumper der klyngede sig til hvert enkelt hårstrå.
Hun rankede sig stolt, selvom hun på ingen måde kunne måle sig fysisk med hingsten her. Hun havde allerede mødt en anden hingst, hvis fysik hun også målte sig underlegen med. Generelt var det ikke hendes styrke at slås. Hun plejede at sno sig, åle sig, spille spil og snyde for at få det hun ville have. Hvad var folks problem her? Havde de ikke andet i tankerne end deres muskler? Kendte de ikke til intrigernes brutale, hårstrås fine spil?

"Jeg tror skam allerede du kender svaret på det spørgsmål. Spørg om noget andet,"

Hvislede hun koldt tilbage. Hvis han ville lege, så var hun med på den. Åh jo, hun kunne lege. Alsken julelege og magiske kunster. Men hvis han troede at han skulle tvinge hende til noget, så måtte han tro om igen. Med et let skridt trådte hun bagud.

No Man's Land

En hæs latter rungede udover det åbne areal omkring dem, som svar på hendes spørgsmål, men han havde skam taget imod hendes lille udfordring. Sneen dalede vildt ned fra den hvide himmel, og blandt alt det hvide stod hoppen, og var nærmest helt gul. Han latter forstummede ligeså brat som den var begyndt, og et glat udtryk spredte sig over hans arrede ansigt. "Hvor kommer du fra, tøs?" mumlede han udtryksløst, og stirrede gennemtrængende ind i hendes mørke øjne. Den lette damp der viste sig foran begge deres par af næsebor, blandede sig sammen, så lidt plads var der imellem dem. Sicarius ønskede sit bytte i en passende rækkevidde.

Sicarius var ikke en hingst der tumpede rundt som en ged, trippende i sneen. Nej, alle fire hove, beklædt med et tykt lag hår, var solidt plantet i den knasende og nye sne der dækkede næsten hele Leventera. Han ville ikke spilde sin energi på ikke at komme nogen vegne. Han havde ikke noget imod at gå, uden en endedestination, men blot at stå og spilde hårdt optjent energi - nej, det var kun noget for idioter, og Sicarius var skam langt fra en idiot. Det var denne hoppe heller ikke, og han kunne mærke det på hende med det samme. En kølig, ikke idiot. Omtrent som ham selv, bortset fra at denne var en hoppe, lille og feminin og spinkel. Ligesom alle de andre.Det isnende smil bredte sig igen let op over hans tørre læber, men i hans øjne sås kun hendes eget spejlbillede i den blanke overflade. Da hun trådte bagud, trådte han fremad. Ikke truende, bare som om det var noget han ville blive ved med. Og om han ville blive ved. Lige til de begge faldt døde om. Han havde lært aldrig at give op, og havde erfaret at hun svæklinge gør det. Det var dem hvis ben brækkede, det var de som knækkede hostende sammen, de som døde. Svæklinge, hver og en.

Wordcount: 326 | Tagged: Izmira