Post by Deleted on Feb 9, 2015 21:31:45 GMT 1
* * * (7) * * *
Hun havde kredset om ham længe nok. Holdt ham som en fange for sit blik. Det var ikke fordi hun ønskede ham noget ondt - sådan var hun slet ikke. I hvert fald ikke overfor ham. Hun var ikke tvivl om, at han kunne slå fra sig hvis han skulle, men hun kunne ikke lade være med at føle en smule medlidenhed med ham. En medlidenhed der altid ville forhindre hende i at gøre noget imod ham. I hvert fald for nu. Han virkede jo så svækket. Manglen af synet måtte da forhindre mange ting for ham? Det var næsten synd...
Hans tavshed generede hende ikke, men på den anden side vakte den heller ikke hendes interesse. Hun sluttede sin kreds en sidste gang, og betragtede kort den mørke sti hun havde trådt rundt om ham. En dæmpet latter forlod hendes strube.
"Farvel, du sorte hingst. Pas på skyggerne,"
bemærkede hun kort til hingsten, inden hun skridtede forbi ham imod skovens dybere egne. Hun anede ikke selv hvor tæt hun var kommet på at advare ham imod noget virkeligt - for hende var det blot en gammel hilsen fra sit hjemland. Men her, i Andromeda, fik den en helt anden betydning.
//OUT
