Sneen knaser (Izmira)

Vinteren var kommet, med vinteren kom sne, og sne var ikke godt. Det var for lyst, alt for hvidt. Mørket vinteren kom med var fint, det var godt, de få lyse timer var en fornøjelse. I mørket kunne Rashn holde sig skjult, han kunne gå uset forbi stort set alt og alle. Det havde lykkes den arrede hingst at bevæge sig uset rundt i noget tid. Tid nok til han kunne nå at samle sig lidt sammen. Han havde ikke just et godt syn på dette land, det virkede for overbefolket, og i sin korte tid her havde han allerede stødt på alt alt for mange. Nogle havde bragt flere komplikationer end hvad godt var- i hvert fald efter den arrede hingsts hoved.
Det var ikke fordi Rashn var ond og modbydelig, at han ikke brød sig om andre, og slet ikke nærhed. Det var hans manglen på tillid, der gjorde ham bitter.

Anspændt bevægede den arrede hingst sig igennem den nøgne skov. Hans hove der trådte i den ellers fine lag sne, gav en svag knasende lyd. Lyden fik Rashn til at trykke de mandelformede øre længere ned i nakken. Lyden var ikke rar, ikke fordi den gav kuldegysninger, eller var en grim lyd- men fordi det var en lyd, en lyd der ville afslører han bevægede sig i mørket. Han ville kunne afslører sig selv blot ved at bevæge sig frem, det var umuligt at gå helt lydløst, og lyden lød også langt højere for den arrede hingst end for alle andre- af den simple grund af hans sanser var stærke, alle ud over det manglende syn. Rashn var ikke helt blind, men næsten. Det var kun svagt han kunne se sig frem og i mørket næsten umuligt.
Den sorte hingst stoppede op imellem træerne der kastede lange og mørke skygger ned over sneen. Han havde ikke haft planer om at nå så tæt på lysningen, og nægtede sig selv at træde ud i lysningen. Han ville være for blottet, tydeligt ville han kunne ses i stor kontrast til den hvide krystaliserede sne. Opmærksomt lyttede den arrede hingst, han ville opfange en hver lyd- intet kunne han lade ham gå forbi. Det ville kunne give katastrofale følger. Det var i hvert fald hvad han selv mente.

(1)

* * * (5) * * *

Hvilket underligt syn. Hvide flager faldt fra en mørk, blygrå himmel og en bitter kulde havde lagt sig over landet. De hvide fnug dansede rundt i luften i en tid, inden de lagde til rette på den jord, der nu var helt frossen. Selvom der ikke var faldet i bunkevis, så var landskabet nu uden tvivl hvidt. Og det havde den delikate, østerlandske hoppe ganske enkelt aldrig oplevet før. Hun rystede af kulde, for hendes fine, bløde pels ydede ikke megen beskyttelse imod kulden. Hun var kun lige kommet til landet, og hun havde ikke haft mulighed for at udvikle en tykkere pels, end den hun var ankommet i. Og den var tynd. Der hvor hun kom fra var der altid varmt. Hvis noget faldt fra himlen var det gråt og usundt, og jorden dampede af giftige, brændvarme gasser. Intet hun nogensinde havde oplevet kunne sammenlignes med dette - og det samme vil andre nok sige, hvis de havnede i hendes land.

Hun arbejdede sig hastigt frem for at holde bare en smule af sin varme. Hun turde ikke stoppe op, men hun turde heller ikke fortsætte utilsigtet frem. Enhver idiot kunne regne ud, at mørket var et farligt sted, og i nye omgivelser var man hurtigt den underlegne. Alligevel var hendes indre roligt. Hun var født og opvokset som nomade, og hun var vant til livet på farten og til en tilværelse på kanten af livet. Men selv nu, hvor hun havde brugt den sidste måned på at æde sig huld til, var hun stadig tynd og man kunne se lidt flere af hendes ribben end man burde. Men det slog hende ikke ud. Hun ernærede sig på den lille flamme af had der brændte inden i hende. Den hvide hingst der havde ført hende her til... Aldrig i sit liv fortrød hun en aftale så meget som nu. Hun havde givet sin magi og sin magt i bytte for et nyt liv. Men hvad fik hun tilgengæld? Udsigten til en langtrukken, bitterkold død.

Hendes færd havde nu bragt hende over en smal eng, som hun havde krydset på tværs, langs den ene kant. Hun brød sig ikke om at være ude i det helt fri i disse mørke timer, og søgte derfor hurtigt skyggerne igen. Sneen knasede for hvert skridt, og det syntes at larme så meget, at det grænsede til det uudholdelige. Fordybet i sine egne bitre tanker, sansede hun ikke at hun havde kurs direkte imod en sort skabning, få meter længere inde i skovbrynet.

Da Rashn var stoppede op havde han forventet lyden af sneen der gav efter under vægten af hans krop ville stoppe. Den gjorde ej dette, og med det samme spændte den arrede hingst endnu mere op. Der var andre der lagde vægt på det frosne underlag, og denne nogen nærmede sig. Rashn flyttede ikke på sig, og ganske stille stod han nu. Stift stirrede han lige frem med et tomt blik i det ene øje han havde. Han lyttede til den taktfulde lyd af sneen der knaste. Lyden var ikke speciel høj, men den blev alligevel højere for hver skridt denne fremmede tog. Den nærmede sig.
Lugten kom hurtigt med, vinden bragte den søde duft med sig, en duft kun en hoppe kunne bære. Brunsten. Til Rashn fordel at det duftede kraftig af den søde duft. Nok ville han ikke kunne se denne fremmede der endnu nærmede sig, men han ville kunne lugte hende. Tydeligt, han ville vide hvor hun var i forhold til ham- ud over at bedømme på lyden af de trin der endnu ikke havde sat farten ned. Næppe havde hun opdaget ham, eller også havde hun i sinde blot at brase ind i ham, forbi ham måske.

Advarende og dybt undslap den arrede hingst nu en let truende brummen direkte til hoppen- trods hans blik ikke hvilede på hende, eller mod hende, mere lige frem i stift tomt blik. Der var ikke megen grund for ham til at anstrenge sig for at opfange hendes skikkelse, kun hvis hun havde været ekstrem lys, ville han ren faktisk kunne se hendes sløret skikkelse- som nu kunne han kun skimte bevægelser, og et sted kunne det lige så godt have været en fugl der fløj forbi- Hvis man da ikke vidste bedre.
De mandelformede øre var trykket fladt tilbage i nakken, og de hvide tænder var hårdt sammenbidt og blottet. hun skulle skifte retning, væk, eller i hvert fald stoppe op. Et skridt nærmere og han ville se det som et angreb. Allerede var Rashn parat til at forsvare sig selv, men det bedste forsvar for den arrede hingst var et angreb. Egentlig var det ikke fordi den arrede hingst brød sig om at slås, men han så blot ingen andre udveje.

(3)

* * * (6) * * *

Hendes tanker blev brudt af en dyb brummen. Hun reagerede prompte ved at stoppe op og analysere sine omgivelser. Lettere forfærdet opdagede hun, at hun var ganske få meter fra en sort, arret hingst. Hun havde ladet mørket bedrage sig, forlede hende til at tro at hun var alene. Dette land var ikke normalt! Hun huskede ikke sidste gang hun nogensinde havde ladet nogen komme hende så nær, ganske uset. Hun krængede mindvigene ned af på utilfreds vis - havde hun tilladt sig selv at slække på sin opmærksomhed? Hun vippede ørerne bagud i en vred gestus, men rettede dem snart undersøgende frem, da hun opdagede at den fremmede hingst tilsyneladende ikke kunne se. Han stirrede i hvert fald frem for sig på en unaturlig stiv måde. Også hele hans holdning var sær. Han var uden tvivl typen der bevægede sig stille og gerne smeltede sammen med skyggerne. Jo, det kunne hun godt se for sig. Men hun tilgav stadig ikke sig selv for at have overset ham, uanset farve og fremtoning.

Hun forsøgte at fange hingstens blik, men i mørket kunne hun lige så godt have stirret på en træstamme. Han reagerede i hvert fald ikke mere på det end et træ ville. Ganske kort gled hendes blik over hans arrede krop. Hun havde selv et par stykker, fæle, men ingen kunne dog måle sig med hans. Men det var ikke første gang hun så en hest som han. Hun havde set kroppe så arrede at det syntes umuligt. Hun havde set heste der manglede ben, øjne, hale og sågar et stykke af skulderen, der var blevet ituflået af vilde dyr. Han var langt fraden værste hn havde set, man han lå der op af. Her var folk alt for pæne, og på en måde fik det hende til at føle sig hjemme at se en hest med ar de kunne vise at han levede - at han kæmpede for at leve. Hvis ikke det var for den bitre kulde, ville hun have drømt sig hjem et øjeblik!

"Hvis ikke jeg vidste bedre, kunne man næsten forledes til at tro at vi var af samme land,"

kommenterede hun let til hingsten. Endnu var der en tilpas afstand imellem dem - langt større end andre ville finde normalt, men sådan lod de begge til at føle sig tilpas. Folk man ikke kendte, skulle man ikke invitere for nær.

Den fremmede stoppede, for Rashn var det en rigtig god ting. Hun reagerede på hans advarsler, de fleste med bare en anelse fornuft havde nok reageret ved at stoppe, eller i hvert fald forsvinde så hurtigt som muligt i en anden retning.
Rashn adfærd var som hos et såret dyr: Aggressiv. Et sted var den arrede hingst også et såret dyr. Blot ikke så fysisk såret som det kunne se ud til. Der var ikke nogen åbne sår, ikke længere. Alt var blevet til ar, ar der næsten synes rødglødende imod det sorte skind. Ar der prægede hans krop, mærker der viste hvem- eller rettere sagt hvad han var. En synder.
Der havde ikke været nogen der hid til havde spurgt ind til hans arrede krop. Måske turde de ikke, måske var det for uhøflig. Eller måske kendte de til historien bag og skammede sig over at støde netop på ham. Det sidst nævnte havde ikke virket sådan. Egentlig ville der nok heller ikke komme meget svar ud af det, hvis nogen spurgte ind til de ar, de mærker han havde. De mange skader som virkede så utallige. Man kunne hurtigt gå ud fra han havde været i utallige kampe, mødt større fjender. Havde det blot været sådan- for så havde Rashn ikke været den udstødte, han havde ikke været synderen, misforsetret i stedet havde han været helgen, den der kæmpede med livet som indsats. Forsvarede. I stedet for at være blevet straffet kunne han være blevet hyldret.

"Jeg ville ikke tro sådan!"

Den dybe, mørke og ru stemme lød serrende, sammenbidt og mere koldt end det egentlig var ment. Hans anspændthed og de sammenbidte tænder fik ikke lige frem hans stemme til at virke mere venlig eller i hvert fald bare mindre fjendtlig.
Det var ikke fordi det var umuligt hun var vokset op det samme sted som ham, men havde de, burde hun udemærket vide hvem han var, og hendes reaktion ville næppe have været den som den var. Rashn kunne ikke se om hun havde ar ligende hans, end ikke om han så kiggede efter.

Det var med en mekanisk bevægelse det sorte arrede hoved blev drejet og det tomme blik der var det ene øje han havde tilbage, stirrede mere eller mindre lige igennem hende.
Han fokuserede ikke på hendes skikkelse som så, han lyttede der imod. Lugtede, og brunsten hang tungt omkring hende. Hun ville næppe kunne overaske ham- mest fordi han var forberedt på alt eller i hvert fald det værste.

(4)

* * * (7) * * *

Hun betragtede opmærksomt den fremmede. Han virkede anspændt og mistroisk, som om han forventede at verden ville blotte sine tænder og æde ham råt. Det var måske ikke så langt fra sandheden, som nogen ville tro. Hun troede i hvert fald på det. Verden var et grumt sted, hvor det ikke var meningen at man skulle drive den af. Det fik man bare dårlige nerver af! Hun havde ofte lært sin lektie på den hårde måde, og at den jord hun gik og levede på var ond og uretfærdig, det havde hun lært tidligt. Nu generede det hende ikke længere, men hun tvivlede på om denne fremmede følte lige som hende. For lige så udfarende og truende han virkede, lige så sårbar og misbrugt så han ud. Hun kunne ikke placere hvorvidt han følte sig uretfærdigt behandlet af fortiden, eller om den blot var spøgelse i tågen. Men den gik ham stasig på. Og hvem ville bebrejde ham? En fortid der havde gevet ham ar som dem han bar, det var en fortid der var værd at tale om. Eller værd at fortie.

Hun vippede let den ene øre bagover ved hans hæse, vrede svar. Hun smilede blot, en anelse provokerende, men det kunne han jo ikke se. Hun havde stirret ind i hans øjne længe nok nu, til at forstå at han var blind. Eller i hvert fald natteblind. De havde hver deres fordel her i mørket, men også en svaghed. Hun sit syn, han sin lugtesans - og vice versa.

"Nej, det har du måske nok ret i. Du er ikke en nomade som jeg - i hvert fald ikke fra samme jord. Men måske af sind,"

svarede hun tankefuldt. Måske var de ens. Hvad vidste hun? De havde knapt stået ansigt til ansigt i fem minutter. Måske var de ikke. Den mulighed forelå selvfølgelig også, men hun syntes at kunne fornemme, at de på et eller andet plan var ens. Måske var det bare en enkelt oplevelse der havde formet dem i den samme retning, eller en idé, en tanke. Omkring dem lagde blæsten an til et større tilløb - luften var frisk og varslede om mere sne. Hun kunne lugte det. Og hun hadede det.

Rashns forsat stirrede frem mod denne fremmede hoppe. Han så hende ikke, han prøvede ikke. Der var ingen grund for at anstrenge sig i det svage syn han allerede havde og netop her, og denne dag var månens lys så svag han knap kunne ane en skikkelse, hun kunne lige så godt have været en af de store stammer der tårnede op.
Det ene øjne, det eneste han egentlig havde var tomt, blank, der var ikke nogen tegn af liv eller spor af noget som helst i hans blik. Der var ikke mere tilbage. En gang havde han ansigt været prydet med to brune øjne, nu kun et blodsprængt hvor en hendes synes at ligge hen over, sløret det der kunne have været blot et rødt øje.

"Jeg er eller var ikke en nomade."

Et kort svar, som ganske vidst var afsluttet. Rashn talte ikke meget, eller han gjorde hvis der var noget at tale om, hvilket nok ikke fandt så ofte igen, og dog for den arrede hingst synes det at være alt for ofte alligevel. Der var ingen grund for at spille ord på noget der alligevel ville være fuldstændig ligegyldig.
Nemt kunne Rashn ikke virke som en særlig rar person, tvært imod virkede han både hadefuld og fjendtlig, og det var uden at vide hvem denne fremmede var. Førstehåndsindtrykket af den arrede hingst kunne umuligt være særlig positiv, men længere gjorde det ikke Rashn noget. Han var efterhånden nogenlunde- tæt på at være komplet lige glad med alle andre.

(8)

* * * (9) * * *

Et vindstød rev i hendes silkebløde, hvide man og hale og pjuskede det op hen over hendes ører og hendes sider. Hun gøs kort. Hvordan kunne den fremmede holde varmen? I mørket kunne hun ikke bedømme om hans pels var lang eller kort, men den så nu alligevel længere ud end hendes. Tykkere. Hendes gyldne pels duede ikke til mere, end en hullet si duer til at si guld.
Igen svarede hingsten, prompte, og lige så fjendsk som før. Nej, måske var han ikke nomade. Klart stod det i hvert fald, at de opfattede det ord forskelligt. Så forskelligt, at hun ikke fandt til tilstrækkelig nødvendig at forsøge at diskutere dets mening med hingsten. Måske havde hun ej heller ret. Ikke at det betød noget. Hun var blot så vant til at kalde folk for det de var; nomader, endeløse vandrere. Det var ganske enkelt ikke gået op for hende, at i dette land - og sikkert hans med - der behøvede man ikke at flygte fra den luft man åndede og levede i.

"Men hvem er du da så, sorte fremmede? På sin vis er vi vel alle nomader. Hvorfor ellers være her, i dette bitterkolde land?"

Om hun forventede et svar? Egentlig ikke. Hun kunne godt leve med at tænke højt, og så måtte hingsten svare eller tale som han ville. Hun ville lytte eller acceptere, som det nu passede sig. Ej heller generede hans tone hende. Hvem kunne bebrejde ham. Respekt var noget man hurtigt lærte. Selvom hun nu ikke ligefrem var kendt for at overholde spillereglerne. Ikke altid.

Et sted kunne man vel godt kalde Rashn for en nomade nu, men han vandrede ikke fra sted til sted fordi han der var nogen fysiske grunde, og så meget havde den arrede hingst heller ikke flyttet sig de sidste par dage. Han havde befundet sig på netop denne skovbeklædte ø længe, ganske længe, dog aldrig præcis det samme sted to dage i træk. Han rykkede sig ikke efter vind og værd, han rykkede sig for at undgå andre. Andre levende individer. Det var ikke fordi Rashn havde nogen bestemt grund til at hade netop hende, denne hoppe hvis selskab han belejligt havde fået. Had var et stærkt ord, men og måske ikke det rigtige at bruge. Han brød sig ikke om nogen, mest fordi han vidste at han ikke kunne stole på nogen, ingen kunne stole på andre end sig selv. Det var sådan det var, de fleste var nok for blinde til at se det. Selvfølgelig ikke blind fysisk, som den arrede hingst næsten selv var- nogen gange anså han faktisk sig selv som se mere end andre.

"Jeg er en fremmede og det vil forblive sådan."

Det blev endnu et sammenbidt svar og uden nogen forklaring. En forklaring alle de andre efterhånden havde fået, og det virkede næsten rart ikke at skulle gennemgå den samme rutine som han havde gjort med alle de andre. End havde hun heller ikke præsenterede sig selv- hvilket også var mere end ganske udemærket var Rashn.
Passivt og ufattelig stille med stift og anspændt holdning stod Rashn. Kun hans brystkasse bevægede sig i takt med hans lavmelde vejrtrækning- og så vinden der en gang imellem fik fat i både man og hale og fik det til at hvirvle let rundt. Mens hans krop, blev der ikke rykket på, han stod som låst til stedet, men hele tiden klar til at at flytte sig.

(9)

* * * (10) * * *

Vindens styrke tog til omkring dem, hylede skingert af dem imellem træernes nøgne stammer. Endnu engang gled hendes blik over hingsten, og først nu opdagede hun at han bar stykker af stof bundet om sine forben. De var snavsede, plettede af både blod og skidt, og hang i laser. De havde helt klart set bedre dage, og hun tvivlede på hvor nyttige de var nu. Hendes ører blev vippet frem imod ham. Han mindede hende om en urokkelig klippeblok midt i et oprørt, skummende hav. Men han var ikke den klippeblok han så ud til. Indeni lurede noget andet. Noget helt andet. Men hun vidste ikke hvad, og for nu lod det heller ikke til at hun ville finde ud af det. Han var kold og lukket, som hende, og egentlig stod de bare spildte hinandens tid. Men alligevel kunne hun ikke få sig selv til at gå, selvom han nok ville ønske at hun blot forføjede sig i en vissen fart.

"En fremmed. Lad os lade det blive ved det."

Hendes stemme var rolig, og gav ham klar besked; hun accepterede at han ikke ønskede at diskutere, fortælle eller forklare noget om sig selv. På sin vis forstod hun ham godt. Hvor tit havde hun ikke selv sat den mur op, der hed tavshed? Ofte. Så forstod folk budskabet og skred deres vej. Hun lo let af sin egen dobbeltmorale. For her stod hun jo.

Det var ikke fordi den arrede hingst ikke som så ønskede at tale eller fortælle, han så blot ikke den store grund for at skulle bruge tiden på at lærer en fremmede om ham selv, specielt når han ikke havde tænkt sig at lærer dem at kende. Rashn kunne såvel godt tale og svare på de fleste spørgsmål, men holdt som regel emnerne væk fra hvor det drejede sig om ham. Det var to ting bag dette, den ene at han ikke ønskede at kende nogen og fordi han var vokset op med at man ikke som så lukkede nogen ind. Det land han var vokset op i var indviklet at forstå udefra, og måske også der for den arrede hingst aldrig helt havde kunne finde sig til rette. Rashn havde ikke været født ind i de skikke og love der havde formet ham igennem hans opvækst.

Det var et nik der kom til svar til denne fremmede, han dog alligevel mente han vidste mere end rigeligt om af at være en der ønskede kun at være sig selv og blot have lov til at overleve. Leve gjorde den arrede hingst næppe.

(22)

* * * (13) * * *

Hun så hans nik og lavede uvægerligt et lille ryk med hovedet, et slags nik. På det punkt var de åbenbart på bølgelængde. Snart søgte hendes blik igen ned langs den fremmedes krop. Hun ønskede stadig at tale med ham, finde ud af mere. Endelig havde hun mødt en, og så forventedes det at hun gik sin vej uden videre? Nej da! Hun knejsede let med nakken og trådte et skridt til siden. Hun vidste ikke helt hvad hun kunne forvente af ham. Hun havde set hans aggressive attitude - hvilket også var hvorfor hun ikke gik nærmere, men til siden. Men lå der mere bag det end en noget voldsom reservation? Måske.

Uden at vide hvad hun skulle sige, fortsatte hun rundt om ham. Hun forholdt sig neutral i både mimik og bevægelser, og viste på ingen måde hverken fjendskab men ej heller venlighed. Hun var der blot, skridt for skridt. Siden han ikke ønskede at tale, ville hun være åben overfor spørgsmål. Det krævede blot at han åbnede munden. Noget, hun dog tvivlede på ville ske.
Et interessant og anderledes selskab var han så sandelig.

Rashn havde ikke behøvet for at tale, det var ikke hans behov at lærer at kende andre. Hans behov for andre væsner var minimale, faktisk var de der ikke længere. Ødelagt af fortidens mange synder, troen havde drevet ham til det han var i det. Den arrede hingst var ikke mere end de havde gjort ham til. Rielegion var det der havde ødelagt Rashn. Det havde styret dem alle drevet til de han havde været udsat for.

Da hoppen begyndte at kredse om ham, han lyttede til hendes skridt, så hendes skikkelse bevægelser i sit sløret billede af verden startede den dybe og advarende brummen, og de mandelformede øre, som man skulle tro ikke kunne komme længere tilbage at ligge blev presset yderligere ned i den sorte man. Han fulgte hende rundt i bevægelserne, men ikke andet end på stedet, han drejede blot, så hans font konstant var imod hende. Bevægelserne var stive og han kunne vel og mærke have mindet om en maskine der rykkede på sig.

(38)

* * * (19) * * *
JULEAFTEN

Hun fortsatte frem i en dansende cirkel omkring ham. Man kunne ikke sige at hans reaktion forbavsede hende - på mange måder var den hvad man kunne forvente. Hvis hun var blind, ville hun nok også sørge for at holde målet indenfor den bedst mulige hørevidde. Hendes blik gled igen over ham. Ganske sikkert i modsætning til mange andre, fandt hun ham interessant, spændende. Han havde en historie der var værd at fortælle. Det kunne tydeligt ses på hans ar.

"Fremmed. Det er du i sandhed. Men ikke på en dårlig måde."

Hendes ord var blot tanker hun luftede, frit for alles ører. Men det var sandt. Halen gav et smæld bag hende, som hun brat stoppede op i den knagende sne. Hun betragtede ham længe, uden at sige noget. Hun beundrede den arrede for hvad end han havde levet igennem. For hvad end det var, så stod han jo her. Levende. Hun lagde hovedet på sned og fik et sørgmodigt udtryk i øjnene. Hvis man ellers kunne kalde ham det, levende. Hun tvivlede på at han var ordentlig i hovedet - i hvert fald ikke normal. Hun smilede svagt.

Tilfreds kunne den arrede hingst ikke helt blive, men af et selskab at være og under omstændighederne, kunne man vel godt kalde Rashn for tilfreds. Tilfreds med denne fremmede hoppe var villig til at lade det forblive sådan. Bestemt ikke tilfreds med hendes kredsen om ham og bestemt ikke tilfreds med den måde hendes blik konstant hvilede på ham- det var ikke noget han kunne se, men en fornemmelse. En fornemmelse de fleste kendte til.

Hoppen stoppede op. Han havde fulgte hendes bevægelser rundt, lyttede til hver en lyd der kom. Han havde konstant været forberedt på noget der ikke var sket endnu, men kunne ske når som helst- hvilket gjorde han endnu var forberedt på et modangreb. Forsvar.