Meeting the Moon

.~:SAMAEL:~.
PAST (11)

Månehingst. Ordet synes at fremkalde minder om lyset i den mørke engel, og han lod luften imellem dem hvile, indtil den grå igen havde fundet sin position ved hans side. Derpå knejsede han let i den brede hals, og lod sin mule berøre den andens skulder. Kort, støttende, før han fortsatte sine bevægelser, i den retning de nu engang førte ham. Lige som den anden sjæl, lige som Fenris, var han ikke bundet af et mål, han eksisterede blot i nuet, vandrede hvorend det førte ham.
“Fortidens ar skal nok lukkes, og tillade dig at åbne sindet på ny. Det kræver blot tid, og det rette lægemiddel.”
Et lægemiddel som kunne findes ganske mange steder, hans havde været lyset. Hans sol, varme og danserinde. Illana. Hun var grunden til at hingsten i dag førte sig med jordbundende, og dog drømmende skridt, og mødte enhver sjæl med en åbenhjertethed, der var fremmed for visse.
“Måske det vil tage tid, og måske det vil sårre dig dybere. Men vær vis på, at det vil lykkeds, og at din vej atter vil være synlig.”
Selvom de knapt kendte hinanden ved andet end navn, følte han alligevel behovet for at støtte denne unge skabning. For med det fjerne skjold ødelagt, lod det ham ingen tvivl, at denne var yngre end han selv. Mere forvirret og splittet, end han erindrede at have været. Men denne hingst havde sin stemme, ord, ting som han selv ej havde haft. Dog havde han ikke synet, så meget var blevet ham klart. Han kunne ikke læse fremmede, kun tyde deres bevægelser ud fra sine andre sanser, hvilket i sig selv var mere end nok problemer.

En blid berøring fik ulven til at bøje let i nakken, lade mulen søge nær kanten af sin bringe, for at fnyse dæmpet af den fremmede. Forvirring spillede kort i hans udtryk, men snart forstod han, at denne berøring var en moralsk støtte. Til han der ikke kunne tyde månehingstens udtryk eller statur, eller måske blot en generel ting for den tunge skikkelse. Fantom hingsten hævede snart hovedet, og fulgte med den brogede. Denne gang tættere end før, imens han overvejede den støttende tale der spillede sig imellem dem. Han forstod, at denne hingst var blevet helbredt af et lægemiddel, samt den tid, der havde lært ham hestenes sprog. Selvom han selv betvivlede sin evne, til igen at acceptere livet, tog han ordene til sig, som et svagt håb. Om at noget, eller nogen, ville lukke portene til hans fortid, eller åbne dem på ny, og hjælpe ham med at se den i øjnene. Imens de vandrede der, med en ny, tryg stilhed blosmstrende imellem dem, lod hingsten tankerne svirre om denne månehest. Han var i særdeleshed en vis skikkelse, og synes lige så fast og fysisk, som andre heste havde været. Hvem havde dog sendt denne skabning til hans nærhed? Skæbnen? Hvis det var således, turde han lade ønsket om et nyt liv slå fæste i sit indre. For dette møde var i særdeleshed bestemt til at ændre ham, det følte han. Ganskevist ville det tage tid, men det ville ske. Gradvist.

(9)

.~:SAMAEL:~.
SILENCE (12)

Stilheden kom dem begge til gode, og tillod ligeledes tankerne at spille hos den tungere hingst. Han betvivlede kort, hvorvidt hans ord havde været de rigtige, om han havde støttet denne unge sjæl som han havde ønsket. Dog lod han snart denne tvivl afkræfte, han synes at fornæmme en ændring i ulvens holdning, i måden hvorpå dennes hoved, der før havde været langt tættere jorden, med en tom fornæmmelse, nu var hævet let, blot en anelse. Ligeledes kunne han fornæmme denne fremmede, hans tankespind af følelser, hvorledes de trak ud igennem det skimlede skind, og tillod aflæsning, for en øvet, som ham selv. Ganskevist var denne åbning kun middelertidig, og han vidste, at den fremmede ville klappe i som en østers, det øjeblik hans usikkerhed tog over. Men det var en gremgang, som den brogede tog sig tilfreds med.
Snart ophørte de høje træer, og tillod en lysning foran de to sjæle, der nu ej var så fremmede igen. Den tungere higst brød sin stilling ved den nye bekendtes side, og samlede kroppen med en let anholdning fortil. Snart lagde han han mere kraft i sine skridt, og lod derpå travens rullende bevægelser tage over. Smukt, som noget fra et eventyr, trængte han ud i lysnignen, og lod et brummende vrinsk invitere den lænkede skikkelse med. Bød ham op til dans, uvist om udfaldet.

Modsat Samael bemærkede hingsten ikke selv, hvorledes hans sind åbnedes en brøkdel mere, eller hvordan hans krop gradvist ændredes fra stive, kraftige signaler, til at sende selv de mest usynlige og sårbare. Han var ikke vant til at begå sig med kropssprog, selvom det ganskevist var en naturlig del af hans væremåde, så havde han aldrig bidt mærke i det, eller lært at tyde det. Idet månehignsten forlod hans side, stoppede den blinge hest med et ryk, og lyttede anspændt til de samlede skridt. Snart lod et vrinsk dog den yngre slappe af, et vrinsk der bar undertoner af en let opfordren til leg, noget som den unge kun knapt forstod sig på. Han havde ej gjort sig meget i leg, men istedet, med stor undren, betragtet de yngre hestes leg. Dog ønskede han ej at skuffe denne sjæl, så han lod tøvende sin skridtlængde øges, og lod svævemomentet opstå. Per natur besad han en gang, der i sig selv var en dans, og hans hoved søgte ligeledes automatisk imod et sted, hvorfra han bedst muligt kunne bearbejde sin krop. Helt utrænet var han trods alt ikke, blot uerfaren i denne måde at benytte det på. På trods af sin blindhed, omgik han omhyggeligt forhindrigerne, og sluttede sig da til den anden i lysningen. Med den øgede fart, skænkede han flere tanker til underlaget og omgivelserne, mærkede hvorledes vibrationerne fra hans egne hove bredte sig i underlaget sammen med lyden af hans hovslag.

(10)

.~:SAMAEL:~.
DANCE (13)

En begejstring vældede op i den brogede hingst, da hans vrinsk kaldte den skimle hingst til bevægelse. Til sin egen forundrelse, bevægede denne sig med en træning, der til del mindede han om hans egne. En trænet elegange, med kontrol over sin krop, omend han var knapt så langt, som den ældre. Dog virkede hans bevægelser langt mere naturlig, og ligeledes måden, hvorpå han samlede kroppen. Som var denne hingst født til at bevæge sig, og agere på denne måde. Den tngede hingst øgede kortvarrigt sin hastighed og skridtlængde, hvorpå han sluttede tæt op til den skimle skikkelse. Et kort nap faldt i hans retning, før han stoppede op, og lod bevægelsen til stoppet, glide tilbage på hans bagpart. Et kort puf rettede han imod partnerens bringe, en intention, formodning, om at han fulgte trop, hvorpå han løftede forparten fra jorden, og elegant foldede hovene op under bringen. Derpå strakte han kroppen, uden at bryde sin balance, og lod den derpå forpurre af et udslag fra hans skægklædte hove. Uden at slå med hovedet, bragte han dog sig selv tilbage i balancen, før han tilfredst lod forhovene søge tilbage på jorden.

Traven blev gradvist forkortet, da den anden hingst kom nærmere, og snart bevægede de sig, med hvad der synes som en hårsbreddes mellemrum. Det var ganske tydeligt for unghingsten, at denne sjæl var begavet, og ikke mindst ualmindeligt erfaren med at bevæge sig på denne måde, tæt, side om side med andre. Selv koncentrerede han sin resterende opmærksomhed omkring den tungere, og forsøgte at følge hans tempo, og ikke mindst bevægelser. Et nap imod hans skulder, fik hingsten til at vige let, bryde samlingen, og tippe hovedet undrende imod den anden, og derpå lod et puf ham føre vægten tilbage. Han stoppede der, og fulgte med stor facination hvad der foregik i luften ved siden af ham. Igen synes et sølvisk skær at brede sig på hans fantomske hornhinde, og synet af den sølviske hingst, der hævede sig i luften med abnormal kontrol over sine bevægelser, stødte op til hans tanker. Måden hvorpå hovskæget, der bølgede i to nuancer; en hvidsølv, og en mørkere sortsølv, synes at ætse sig til hans sind, og lade ham strække halsen en anelse, da hingsten igen stod på jorden. Undrende lod ham mulen puffe til denne Samaels skulder, hvorpå han søgte ned med mulen, og let nippede til den store mængde hår, der vældede ud af benene på denne. Aldrig havde han set noget lignene, eller måske nærmere følt. Det forekom ham som en dybt besynderlig ting, og han mindedes ej, at have set noget i denne dur før.

(11)

.~:SAMAEL:~.
WONDER (14)

Fenris, den unge hingst, fulgte ikke med op i luften, men blev i stedet stående, med sit blinde blik vendt i Samaels retning. Kort brummede den ældre efter sin landing, undrende, for han mete da at have opfordret til det. Derpå blev han opmærksom på udstrålingen hos denne hest, og rykkede let i skindet, da en mimdrende mule søgte hans skulder, og snart rodede ved hans hovskæg. Han synes undrende, som om han netop nu havde opdaget noget, som han aldrig før havde set. Selv var månehingsten opvokset med sjæle af hans art, med utallige mængder hår samlet omkring og over koderne. Dog var han opmærksom på, at der fandtes utroligt få af denne art på øerne her. Hvorledes denne grållige sjæl havde bemærket hårret, var dog det spørgsmål der undrede ham mest, for han havde netop besluttet sig for, at denne partner var blind, en der havde fået synet frataget. Han havde dog ikke berørt hovskægget, ikke før nu, så hvordan dennes bevægelser kunne være så bestemte, søgende efter netop det, forstod han ikke. Der var mange undere til i denne verden, denne ulv kunne meget vel blive en af dem, han kom til at opleve i sin tid her.

Ulven trak sig da tilbage, efter at have taget sig tiden til at nappe, og undersøge det lange hovskæg. Lige så levende, og ægte fornæmmedes det, som hans indre syn havde vist ham. Snart fornæmmede han det igen, den let sølviske skikkelse, der undrende tippede hovedet på skrå, og lod en brummen i hans retning. Et prust forlod da den yngre hingst, let som en undkyldning, før han lod den ældre vide grunden til hans berøring, ved en forklaring;
“Visse tider ser jeg dit sind afspejlet i mit indre, Månehingst. Dette viste mig en enorm hårpragt, fastgjort til dine ben. Min undren ledte mig til at undersøge det, og det er ganske rigtigt. Hvordan disse syn er blevet tydeligere, er mig en gåde. For de plejer blot at være utydelige skikkelser, der spiller i min underbevidsthed. At mit syn nogensinde skulle komme tilbage er en umulighed, men mit indre synes skarpere nu. Måske oplyst af det månelys du kaster.”
For denne skikkelse synes at vælge omgivelserne i et blålligt måneskær. Skænkede han synet nok opmærksomhde, kunne han tyde omridset af den lyse sjæl, og ligeledes hvordan dette lys bredte sig til græsset omkring ham, tillod den unge hingst at ane sine omgivelser. Noget der havde været umuligt, i hvad han synes havde været en evighed.

(12)

.~:SAMAEL:~.
SIGNS (15)

Ordene denne fremmede udtryk, fik den tunge hingst til at tippe hovedet ydeligere, så der skabtes bevægelse i hans tvefarvede pandelok. Han talte om skær, om en aura, om et lys han selv kastede. Ting der alle mindede den tofarvede hingst, om mødet med hans mage, mødet med Illana. Hun havde været et klart lys, en tydelig skikkelse, selv hvis han havde lukket øjnene, og nu forstod han sig på, at gøre brug af den evne den oplevelse havde skænket ham. At fornæmme auraer, og visualiserer dem i sine tanker, noget som denne anden ligeledes delte. En erstatning for det syn der nu var ødelagt. Månehingsten så kort den spinklere hingst an, før han lukkede sine havblå øjne, og lod sit indre åbnes for sanseindtrykkene. Det der stod foran ham, kunne meget vel beskrives som et spøgelse. Knapt var han sanselig, blot en sort tåge, midt i mørket. Noget der i sig selv var ganske svær at skælne fra omgivelserne. Med dette forstod han, hvorfor det havde taget ham så længe at opdage den klirrende skikkelse. Han var næppe levende i sindet, selvom han åndede som alle andre. Og dog synes et svagt lys at svare månehingsten igen. Et bliligt skær, fra det udhviskede område, der måtte være hovedet. I et hvilket som helst andet tilfælde, havde han kaldt de blå lyskugler for øjne, men han var usikker på dette, for hingsten besad dem ikke fysisk, hvorledes kunne de så eksisterede på en psykisk?

Lyset blev med et klarere, idet hingsten i stilhed synes at fokusere. Omridset trådte tydeligere frem, og snart åbnede sølvhvide sprækker sig fra månehingstens skikkelse. Et glædende blik synes at møde hingstens eget, med en enorm vished, og ikke mindst en umådelig skønhed. Den unge spidsede ørerne, og lod dette syn berolige sit indre kaos. Det var som at se på månen selv, som at se glimt af den store sølvhvide kugle, igennem disse øjne. Noget han i sanhed havde savnet, omend han for længst havde opgivet ønsket om at se den igen. Den unge hingst sænkede hovedet, og lod med en dyb udånding sin koncentration falme. Han kunne umuigt holde sit fokus i længere tid af gangen, han var trods alt ikke vant med at se så klare sind i sit indre. Endnu et håb tændtes da i hans indre, om at hans syn måske kunne vendes til denne måde, om at han igen kunne fornæmme andres toner, og tyde deres bevægelser klarere, end hvor og hvordan de satte deres hove. Et stille håb, men han var træt nu, og gradvist følte han sit sind lukke i igen. Den måde hvorpå det syn krævede ham at åbne sig på, var en grad for meget for ham, hellere trak han sig ind bag de beskyttende mure igen.

(13)

.~:SAMAEL:~.
REST (16)

Samael lod sit sind forblive åbent, imens han igen åbnede de blå øjne, så de to planer overlappede. For en stund, kunne kan fornæmme det flakkende omrids af den lænkeklædte hest, og ligeledes se det flammende blå lys fra de tomme øjenhuler, før dette slukkedes, i takt med at skikkelsen ligeledes sænkede hovedet. Dog synes et blåligt skær at forblive i den sorte tåge, som om et indre lys havde fæstnet sig til hans sind, et nyt håb. Tilfreds lod den tungere hingst sin mule hvile imod den yngres, nulrede den kortere blommede pels med spidsen, og lod en varm udånding forme sig om ham. Han fornæmmede dennes træthed, hvorledes det spøgelsesagtige, fjerne, gradvist trådte frem, og lod derfor endnu engang sin dybe stemme lyde, tilbyde ham et alternativ til at søge ly alene.
“Du ser på åndernes plan, fornæmmer auraer, på samme vis som jeg selv. Hvad dette kommer af, eller hvorledes det åbnes, er en umulighed at forklare, men det synes ej nødvendigt, du har fundet det selv. Med åbent sind, er det muligt at kombinere de to verdener, at se begge ting samtidig, og på den måde observere fremmede sjæle, før man kommer dem i møde. Dog vil min teori være, at dit syn er skarpere end mit. Jeg ser blot omrids, til tider flakkende syner der blander sig med min virkelighed, men uden den, er det muligt at stille skarpt. Det er i min tro, at det er det syn du kan få, hvis blot du er villig til at åbne sindet.”
Han holdt en kort pause, før han fortsatte, med en stemme præget af en ganske venlig, kærkommen tone:
“Såfremt du ønsker det, Fenris, holder jeg dig gerne ved selskab under din hvile. Således beøver dine sanser ikke at være på vagt, det forekommer mig, at dit sind kan trænge til hvile.”

Han lyttede igen, beundrede måden hvorpå denne hingsts ord, kunne flette sig ind i hans tankegang uden problemer. Åndernes plan, auraer. Det skulle såmænd nok være en sandhed, selvom det lød både overnaturligt og kryptisk. Noget måtte denne hingst dog vide, for han havde set hvorledes månehingstens øjne havde åbnet sig, da han havde nævnt den sølviske skikkelse. Havde følt hvordan blikket havde hvilet i hans, haft øjenkontakt for… Ja, han huskede ej hvornår han sidst havde mødt en andens blik. Vidste blot at det var længe siden, uendeligt længe siden. De ord der kom derefter, fik ham dog til at trække sig en anelse tilbage, væk fra den lette berøring. HAn tilvød af vove over ham, imens han hvilede. Hvilket ville tillade ham en kærkommen søvn, noget han meget, meget længe ikke havde oplevet. Dog ville han behøve at lade sin lid til denne hingst, stole på hans blik, og nærhed. Kortvarrigt spidsede han skeptisk mulen, lod tankerne hvivle i et rum tid mere, før et tøvende nik kom fra hans side. Hans stemme lød derpå, med samme spøgelsesagtige toner, som den havde lydt før. Dog var en anden ro deriblandt, et svagt tegn på en begyndende tillid til den tunge hingst.
“Søvnen ville være velkommen, såfremt det ikke er til for meget gene.”

(14)

.~:SAMAEL:~.
REST (17)

En mild, bekræftigende brummen slog følge med den skimle hingsts ord, alt imens den tunge hingst langsomt lod et nik falde. Hans ord var hørt, og ganske rigtigt havde den ældre hingst spottet træthed i den andens sind. En varm luftstrøm forlod hans næsebor i en lind tågeestrøm, hvorpå han igen satte i bevægelse. En ting, der som altid skabte røre i hans skumformede hovskæg, lod det falde som sne hen over jorden, før det i en svingende bevægelse igen lettede fra jorden. Taktfast, som grundstenene, trommerne. På sin vis beroligne, harmonisk… Stabilt. Langsomt førte han an, ind imellem de fremmede træer, og fulgte sine optjente instinkter til at finde et sted, der både bar ly og sikkerhed, et sted hvor den blinde følgesven kunne lukke sindet, uden bekymring for hvorvidt morgendagen gryede. Således vandrede de to sjæle i stilhed, blot for en stund, før den tungere gjorde holdt, ved en naturlig skråning, beklædt af buske og mindre træer. Nok til at danne ly for den unge sjæl, og ligeledes ej skærme for meget for den ældres overvågende blik. Roligt lod han ørene vendes imod denne, nu knapt så fremmede, og lod med sin vejrtrækning denne vide, at stedet var fundet. Ham bekendt behøvede han ej at vise sjælen lyet og omgivelserne. Den unge hingsts sanser synes særdeles veludviklede, en nødvendighed når synet manglede.

Skimlen fulgte med korte skridt med den lavere, mere solidt byggede. Ved siden af hans tunge, stabile skridt, synes han trippede, fjerlette. At nogen var at fortrække, var dog en sag for ens egne overvejelser, for begge synes de præget af hver sin charme. Med de duglette skridt fulgte, som altid, den dæmpede lyd af raslende kæder. Noget der ej forekom fremmet for ulven, og ej heller synes at genere den tungere hingst. Dog sørgede den unge for at føre sig mere naturligt, uden sine tidligere bratte, lave benbevægelser, for at undgå for meget gene for de følsomme øre.
Et dybt fnys forlod hans næsebor, da de to langt om længe stoppede. Han fornæmmede skråningen, og synes ligeledes at kunne sanse bevoksningen. Luften fortrængtes atf genstandende deri, og duftene bar ganske mange informationer med sig. Frem for alt, var det dog de bløde, følsomme stråler, der ledte an i hans bedømmelse. Tjo. Dette område synes egnet, hvis ikke særdeles egnet. Noget der fik den brogede til at hæve sig endnu en anelse i hans anseelse. Han var tydeligvis en erfaren overlever. Ude på de åbne sletter var der ganskevist overblik, men ingen mulighed for at gemme sig. Når man var alene, var de lukkede områder oftests at foretrække. Desuden bød landet på knapt så mange rovdyr, snarere mystiske væsner. Og disse kunne lure overalt. Såvidt den lænkede var informeret om ihvertfald.

(23)

.~:SAMAEL:~.
AT LAST (18)

Der var stilhed imellem dem en stund, imens Fenris synes at overveje, hvorvidt dettes sted kunne godkendes, hvorvidt Samaels bedømmelse trådte inden for hans kriterier, og da synes der at løbe en afslappende strøm igennem den unge hingst, og hans søgte ind på det begroede område, som for at give det hele et ekstra syn. Et let smil spillede da over månehingstens mule. Ej slesk, ikke tilfreds, men snarere et mildt, lettet. I en kort stund havde han, omend han ikke havde udtrykt det, været bekymret for at den skimle hingst skulle afvise stedet, og ligeledes tilbudet om søvn. Men det virkede nu til, at han ville få den søvn han synes at behøve. Han ville have kaldt det at lukke øjnene, men det kunne denne sjæl vel næppe. Imens han tankefuldt vandrede rundt i cirkler, men mulen ganske let over den skiftene overflade, betragtede månehingsten hans bevægelser, alt imens hans opmærksomhed lod sig fordele over deres omgivelser, og denne unghingst. Snart ville han være overladt til sine egne tanker, og ikke mindst til den omgivende natur. En ting den magelige skabning i særdeleshed nød, omend andres selskab også altid var at se frem til. Langsomt åndede han ud, og lod det ene bagben bukke let, hvorpå bagparten sank et hak, før de dybblå øjne opmærksomt gled ud over de omgivende træer. Vagtsomt.