Meeting the Moon

Den gråmellerede hingsts skridt, var som altid blot en dæmpet klang af lænker, og hans skridt præget af en næsten svævende tendens. En eksistens, der var både nær og fjern, men ikke destromindre fanget af fortidens bånd. På trods af, at de var brdt for længst, sad de gamle minder stadig fast under det blommede skind, og hjemsøgte til tider hans tanker. I sine mange vandringer, kom han til tider i tvivl om, hvorvidt han stadig var ved bevidsthed, eller lå slumrende, med en drøm på sinde. Så længe han havde vandret, sat en hov foran den anden, skulle det ej undre ham, om selv hans marreridt om tidens ødelæggelse, snart ville falme i en grå døs af hans nutidige oplevelser. Thi der var ej meget i hans sind, på trods af hans livsgnist var tændt igen, blussede den kun svagt, og netop nok, til at lade ham opfylde ønsket om at holde sig i live. Han havde i sinde at ændre sin tilstedeværelse, at vende sit blik tilbage til de levendes marker, men dybt i hans sind, nagede det ham bitterligt. Han kendte ej meget til denne verden han befandt sig i, selvom han følte at have vandret i den i årtier. Dog kendte han ej andre historier, end de hvislende hviskerier han til tider passerede, og følte ej for at nage for meget i de fremmede sjæles liv. På trods af den hvide sjæls ønske om at hjælpe ham videre i livet, redde ham fra den tunge skæbne døden var, følte han sig endnu ikke parart til at nyde denne gave, snarere følte han det som en byrde, en tung byrde der var blevet ført på hans skuldre. Til trods for dette, vandrede den grå skabning fortsat, i en rolig gang, taktfast, søgende efter ting, han endnu ikke anede.

(1)

.~:SAMAEL:~.
MEETING THE STARS (4)

En brise strøg hen over det skov areal den brede hingst befandt sig i, og lod de tusinder blade i træernes krone, tage af for vinden, så kun en mild luftstrøm trægte igennem, og legede med de lange sølvhvide lokker. Hans skrudt var tunge, og dog lettere end man kunne forvente af en hingsts statur. Som altid hvilede en fredelig stemning hvor han vandrede, som synes at influere alt levende omkring ham. De dybblå øjne strejfede roligt omgivelserne, og med ét bragte den tunge hingst sig selv til holdt. En grållig skikkelse flimrede i udkanten af hans synsfelt, bag træerne, og vandrede med en sær, og dog velkendt klingen. En hest, så meget troede han da. Men det var ikke en hest han kunne genkende, og ej heller tyde ud fra det han kunne se. Fortælinger om skygger og spøgelser fór kort igennem hans hoved, og uroligt trippede han et skridt baglæns, tippet af en besynderlig blanding af frygt og nysgerrighed.
Efter en kort tids tøven, og med visheden om, at de fremmede lyde ikke var stoppet, satte han igen i bevægelse. Denne gang vældede hingsten frem i en blød trav, der snart lod vægten bære på baghovene, så det optimale afskub kunne opnåes uden forkert brug af hans krop. Af og til mødte månehingsten enkelte glimt af den grållige skabning, der bevægede sig langsomt, men dog taktfast frem. Snart var han nær nok, til at annerkende i sit sind, at dette var en anden hest. En hingst til og med, ud fra hans duft at bedømme. Hans gang begrænsedes langsomt til skridt igen, imens han begav sig nærmere, bevidst om at denne fremmede måtte have opdaget ham nu.

Kædernes raslen ophørte, næsten bræt, da lyden af knækkede grene mødte de spidse mørke ører. Undrende tippede hingsten hovedet på skrå, og vendte sig imod denne fremmede lyd. I starten fornæmmede han knapt sjælen, men snart mødte lugten af hingst hans næsebor, og en dyb fnysen forlod mulen. Denne anden lød tung, men forekom dog som en rolig skikkelse, frem for en potientiel fare, så snart forsvandt alle tegn på, at den fremmede var opdaget, fra grållingens udtryk. Dog satte Fenris ej i bevægelse igen, men afventede denne fremmedes ord, for han synes at komme fornæmme dennes interesse i et spørgsmål. Han måtte vente i et rums tid, hvor blot stilhed herskede imellem de to sjæle, før han måtte konstatere, at han havde taget fejl, og med en brat bevægelse igen satte gang i bentøjet. De øjnenløse huller så ganskevist intet, men det arrede sind havde ej længere fokus på hingsten. Der var ingen interesse at spore, ingen genkendelse, eller reaktion på denne hingst. an var ganskesimpelt ikke nok, til at holde den skimle skabnings opmærksomhed. Med beægelserne kom den lette klagen fra jern ledenes gniden imod hinanden, en lyd der efterhånden var ham en vant følgesven. Lydene generede ham ej længere, de jagede fortidens stemmer væk fra de dystre tanker.

(2)

.~:SAMAEL:~.
COMPANY (5)

Månehingsten så forundret til, imens den spinklere skikkelse både stoppede, og efterfølgende satte igang. Som altid, var der ikke en flod af ord, der forlod hingsten, istedet sænkede han hovedet let, og strakte sig en anelse. En ting den anden ikke reagerede på. Overhovedet. Undren fyldte de dybblå øjne, og idet fantomet satte igang igen, forlod en vrinskende brummen den tunge hingst. Han ønskede ej at denne fremmede forlod ham, ønskede i det mindste at dele en hilsen, så de kunne mødes igen på et senere tidspunkt. Tøvende løftede han en af de gyldne hove, og lod den føre et skridt frem, en bevægelse der snart var fulgt af bevægelse fra de andre ben. Skumfarvet hovskæg fulgte bevægelserne, og snart fulgte han i den grållige skabnings spor, slog ham følge, et par længder bagud. De var ganske forskellige de to sjæle, som de vandrede der i hinandens selskab, og dog uden at mødes, eller en fælles kommunaktion, og alligevel følte han sig iagttaget, og ikke mindst annerkendt, blot ved sin tilstedeværelse alene. Samael kunne gradvist mærke, hvorledes hingstens fokus gled gradvist fra den usynlige sti foran sig, til han selv igen. Mørkt tonede ører tittede på bag en månefarvet man, og disse var vendt imod ham. Måske opmærksomt, måske mistænksomt.

Han, der endnu blot var en skygge af sig selv, bemærkede den søgende lyd, der kom fra den fremmede. Hans tidligere antagelse blev bekræftet, og han tog sig kort i at undre sig over, at denne fremmede ikke havde talt, da han havde chancen. Disse tanker blev dog snart erstattet af nye, han blev forfulgt. Eller måske forfulgt var et forkert ord at benytte sig af, denne fremmede synes ikke at have en skummel mening, men alligevel fulgte den tunge skridt, efter hans egne, langt lettere. I en tid vandrede han blot videre, slog det til side som et tilfælde, men snart måtte han sagtne farten, for at vide hvorvidt denne sjæl søgte ham, eller hvorledes hans intentioner lå. For der var noget i gærre, noget han ej kunne overskue med simpel analyse. For første gang, i hvad der synes meget lang tid, savnede den lænkede sine øjne, evnen til at se, og ikke mindst tyde denne fremmedes kropssprog. Måske var det derfor de var gået forbi hinanden, måske denne tungere skabning ej kunne udtrykke sig på anden vis, end det primitive vrinsk? Han var usikker, og det var derfor farten blev sagtnet, imens han ventede på at blive indhentet, så han lettere kunne tyde lydene fra denne hest, men ligeledes tale, uden at hæve stemmen mere end nødvendigt.

(3)

.~:SAMAEL:~.
GREETINGS (6)

Den tunge brogede brmærkede straks den sænkede fart, og lod ligeledes sin hastighed falde, imens han iagttog handlingerne fra denne skabning. Kort gled hans ører bagud, usikkert, og han lod vægten centrere på bagparten, imens han ventede på den næste ændring. Dog kom den aldrig, så i stedet strakte han halsen en anelse, og genvandt tøvende farten. Samaels blik gled over det arrede grå skind, imens han trådte nærmere og nærmere den spinklere bagpart, og snart slog et slag uden om den, for derpå at følges, skulder ved skulder, men den mærkelige skabning. Han bar ufatteligt mange ar, i sådan en grad, at hingsten kort var i tvivl om, hvorvidt alle de lyse markeringer ligeledes var en del af disse. Dog lod han sig berolige ved erindringen om at have mødt heste af samme farve i sin fortid. Skimmel, hvis han ikke tog meget fejl. At denne fremmede var grim af arene, ville dog være en direkte løgn, selv som en af det samme køn, fornæmmede han tydeligt dennes tiltrækningskræft, omend den var gemt bag en frastødende, næsten skræmmende udtstråling. Han synes ej at eksistere helt, som var han mere død end levende. En ting den tuge hingst ej tog som et godt tegn.

I et rums tid ventede den skimle skikkelse med tålmodighed, imens han lyttede til de tunge skridt bag sig. Kortvarrigt var der en forskel imellem trinenenes tyngde, en vægt der blev lagt bagud, og fik ham til at løfte hovedet en anelse, opmærksomt på den mulige trussel. Dog synes den tunge hest snart at falde til ro, og fange hans hentydning. Skridtene, og lyden af de knækkende kvister, og kradsene blade kom nærmere, og snart kunne han let fornæmme den anden ved sin side. Tempoet blev igen sat op hos den gråskimle skkelse, og han vendte hovedet let, udspilede næseborene, og noterede den fremmedes duft. Han var en hingst, ingen tvivl om det. En hingst der bar ganske mange dufte med sig. Både fra fremmede heste, men ligeledes fra øer han endnu ikke havde sat hovene på. En salt duft af havvand synes ligeledes at hænge ved.

“Jeg fornæmmer at du søger mig, fremmede, hvem er du, der træder i mine spor?”
Ulvens stemme var ganske dæmpet, som en fjern sommerbrise i vintermånederne, blot et ekko af fjerne erindringer. Ligeledes talte han lavt, men dog med kraft nok, til at det fremkaldte en reaktion i den anden. Han fornæmmede den lette brusen, da hingstens ører vendte imod ham, og følte ligeledes et roligt blik hvile i hans retning. Kort var han overrasket, over måden hvorpå denne fremmede formod at gøre sig til et tydeligt billede i hans tanker, han fornæmmede den enorme hårpragt, ligeledes hvordan denne fremmede var både lavstammet, men ligeledes kraftig, med en enorm trænet elegance. Et svagt sølvligt skær oplyste hans omrids i hingstens tågede tanker, og små glimt af lys trådte frem. Fornæmmelsen, tankehesten, forsvandt dog lige så snart den fremmedes blik igen vandrede væk, og efterlod den grållige i en besynderlig tavshed.

(4)

.~:SAMAEL:~.
GREETINGS (7)

Snart lød den skimles stemme, som en ganske fjern kalden. Toner, der i sig selv udtrykte længsel og ulykkelighed, men ligeledes en fjernhed fra verdenen, gled igennem månehingstens tanker. Ved lyden af disse ord, foldede den tunge hingst let i halsen, og rettede sine tvefarvede ører imod den talende. De havblå øjne hvilede roligt på stedet hvor den fremmedes ville have været, på de hulrum der gemte sig under forbindingen, og kunne anes, hvis den rette viden om anatomi var i tankerne på den observerende. Han lod en mild brummen svare hingsten, imens ordene langsomt dannedes i hans tanker, og derpå rungede den tnge hingsts stemme, langt dybere og tydeligere end spøgelseshestens. Ligeledes lå der en stærkere essens, omend den bar tegn på, at han var en drømmende skabning, der levede med en hov i et andet univers.
“Navnet man gav mig, er Samael. Min vandring var ej ment til at bekymre dig, men det forekom mig en skam ej at mødes, før vi igen skilles.”
Hans blik gled derpå frem på stien igen, og han føte roligt kroppen til side, for at undgå et træ, og strejfede derpå den fremmedes skind. En handling der ej forekom ham fremmed på nogen vis, nærkontakt ej heller. Et tungt åndedræt fæstnedes i den brede bringe, før han vendte tilbage til sin forhenværende post, en smal hests skulderbredde fra den fremmede, en afstand der synes at passe dem begge.

Den tungeres stemme havde en beroligne indvikning på den lænkede, og han lod ordene cirkulere i sine tanker, imens den fremmede trådte nærmere, og igen trådte væk. Det gibbede kort i den skimles skind, hvilket fremkaldt en dæmpet klagen var lænken om hans hals, men ellers var der ej heller nogen modstand at spore i hans fremtoning. Nærhed var ej heller noget han afsyede, men dog var det heller ikke noget han direkte søgte. Nærmere var det, for ham, en konsekvens ved at være nær skabninger af hans æt, og ligeledes en ting, der var gemt bort i instinkerne hos han selv. Instinkter, der for længs var låst forsvarligt væk, bag hans mange murer.
Ordene var i sig selv også hvad han håbede at høre. Denne fremmede havde intet ilde i sinde, noget hans blik havde kunnet bekræfte, ved genskæret af det lyse, smukke sind. Skimlen lod overlæben cirkulere en anelse, før han igen lod sin stemme fylde det korte mellemrum, denne gang en anelse tættere, omend den var lige så død som før;

“Samael. Man kaldte mig Fenris, ulven der ville bringe verdens undergang. Men i min nuværende tilstand, er det mig ikke muligt for mig at fastslå, hvorvidt jeg stadig er den hingst, de skænkede det navn.”
Han talte med sandhed. Thi han havde ændret sig gradvist, fra at være den lille lydige krigsmaskine, til nu at være en morder, hjemsøgt af fortiden, og ikke mindst af tidens ar. Fenris havde været navnet på den følelsesløse kriger, og den var han ikke længere. Han var en strejfer, næsten et spøgelse, en sjæl der var mere hjemsøgt end levende. En der vandrede søgende, uden mål, og uden muligheder.

(5)

.~:SAMAEL:~.
NAMES (8)

Fenris. Med en særdeles dyster betydning. Han forstod at denne ulv ej var den skabning, der gik ved hans side, men den han havde fået navn efter. Lige som han selv havde navnet af en hellig skabning med mange sider. Det forekom ham sært, at denne fremmede var usikker på sin eksistens betydning, på hvorvidt han stadig kunne kalde navnet sit. Selv var han ej længere den Samael menneskene kendte, ikke længere avlshingst, og ej længere en beundringsværdig artist. Nej, han var drømmevandreren, han, der så på to planer, han der genspejlede solens lys, i en evig dans på nattehimlen. Månen. Således forekom det ihvertfald, at andre beskrev ham. Og at han følte sig sært knyttet til det sølviske skær, fra nattens sol, var ej en løgn. Måske han var den jordlige afspejlning af dette, måske ikke. Han kendte ikke svaret endnu, men dog var han bevidst om én ting; Han var mere Samael, mere sig selv, end han havde været i tiden før.
“Jeg kender ej denne Fenris, eller historier om hvorvidt denne vil bringe undergang, eller måske blot en ny begyndelse. Men en ting er mig vis; Navnet du bærer er ej at finde i din fortid, og ej heller i hvem du tror du ikke er. Fenris, om du vil det eller ej, er det et navn der er knyttet til dit sind, din skabning, om du så er hvem du er nu, eller hvem du var dengang. Såfremt du ej føler navnet passer dig, lad så et andet oplyse din skabning.”
Sjældent lod hingsten andre lytte til sin stemme så længe, men disse ord forekom ham vigtige. Denne fremmede skabning var tynget, af fortid og fremtid, en ting der måtte ændres, såfremt dette ikke var for sent.

Ordene lod sig igen drage ind i hans tanker, snoede sig imellem hinanden, imens han tydede betydningen fra den dybe stemme. Han forstod at der lå en dybere mening, en sand bekymring, blandt denne fremmedes ord. En brkymring den gråskimle ikke kunne forstå, eller begribe, at den kunne eksistere for en helt ny bekendt. Et fnys forlod ham, banede sig vej ud gennem den slankere hals, og forlod de mørke næsebor. Hvilken besynderlig hest han havde mødt, men dog forstod han meningen med disse ord, og lod den brænde ind i sine tanker. Han havde behov for at overtale sig selv ydeligere, men hvad denne hingst sagde, var dog nok til at han lod det simre. Andre kendte ham ikke, kendte ikke den han havde været, så hvis han lod navnet Fenris beskrive sig, ville det være det de forholdt sig til. Ønskede han ikke at være knyttet til ham, var det op til ham selv, at beslutte hvorledes han skulle tiltales…
“Dine ord er ganske velkomne, Samael. Men dog forekommer din bekymring mig uvirkelig. Hvorledes kan skæbnen af en gemen fremmed bekymre dit sind? Navnet vil jeg lade gå på tanke, for ganskevist er jeg ej hvem jge var, men livet har endnu ikke det fulde greb i min psyke. Hvorvidt min eksistens er ønsket, eller uønsket, har jeg endnu at bedømme. Fortidens lænker vejer endnu for tungt, til at begyndelsen kan genskabes.”

(6)

.~:SAMAEL:~.
WORRIES (9)

Månehingsten fornæmmede tydeligt den anden sjæls undren. Så hvorledes en let skepsis fik ørene til at glide et nøk tilbage, og en let sitren ved skulderen til at opstå. Denne sjæl havde et besynderligt kropssprog. Sært, som om han ej var vant til at kommunikere med det, og ligeledes tomt, uden uddybninger til at støtte op om ordene. Han fornæmmede ligeldes, at måden hvorpå han selv lod de lette signaler komme til udtryk, ej blev opfanget af ham. Noget hingsten så småt begyndte at mistænke bindet for. Denne hingst måtte være blind, en af dem, der ikke havde samme ydre syn som han selv. Hvorledes det var opstået, var sikkert en længere historie. Men han fornæmmede dog, at hingsten havde båret det længe, længe nok til ikke at snuble over grenene der kom dem i vejen, og til at føre sin krop med en vis grad af selvsikkerhed, selvom den døde aura overstrålede hvert udtryk af denne.
“Bekymringer kommer i mange afskygninger, du som ej hviler. Mit sind lader mig skænke mine tanker til andre sjæle, om disse er venner, fjender eller fremmede. Et liv i smerte er næppe ønsket af nogen, og dette er hvad der ligger bag min omtanke. Ikke at vide hvem man selv er, den situation har jeg selv stået i, set hvorledes min tidligere verden smuldrede, for et land jeg ej forstod, og knapt ønskede at forstå. Fremmede sjæle, et andet sprog, og frem for alt, en mangel på nærhed. Den tid er ovre for mig nu, men knapt startet for dig.”

Så denne fremmede påstod at kende hans situation, noget der fik ham til at folde halsen let, knejse kortvarrigt, imens en indskydelse af at benægte passerede hans sind. Og dog lod han den ej komme til udtry, og løsnede snart musklerne igen, for i stedet at stoppe, med de mørklødede ører rettet imod den fremmede sjæl. Havde han haft et blik, havde dette hvilet på ham, med tydelig opmærksomed, måske ligefrem mistænksomhed. Hvem var denne hest, hvordan kunne han sætte sig i hans sted? Hans fortælling forekom ægte nok, og den spættede hingst var ganske enig i de udtalte ord. Hans verden var væk, og selvom han havde håbet på at hans liv ligeledes var det, var den blevet erstattet af denne fremmede. Han kendte ingen, og tidens magt hvilede ej længere i hans besiddelse. Han var utryk, det var ordet, men nærheden havde han nu aldrig følt manglede. Thi han havde sjældent søgt den hos andre, selv i sit gamle liv.
“Med andre ord har du ligeledes betvivlet dit navn og eksistens?”
Måden hvorpå denne Samael førte sig, og ekkoet af den månefarvede fremtoning, fik kort den skimle til at betvivle ordene. Han virkede ej som en, der havde døjet med problemer. Tværtimod synes han er være stabil, og harmonisk, med overskudet til at lade sine bemkymringer røre andre. Hvilket var langt mere end han selv nogensinde havde haft.

(7)

.~:SAMAEL:~.
THE STORY (10)

Et sted knækkede en barriere, og før første gang så den tunge hingst, hvorledes følelserne løb igennem den arrede krop. Hvorledes hingsten, Fenris, først virkede til at samle sig, for at lade en arrig snappen i hans retning, og derefter stoppede usikkert. Med en fjendtlig usikkerhed ganskevist, men der var ingen aggressioner at tyde i hans kropssprog. Eller væremåde. Et smil bled over den brogedes mule, og han stoppede, med hovedet tippet let, og vendt i hingstens retning. Han befandt sig nu et par skridt foran denne lænkede skikkelse, hvilket på ingen måde var en sikker afstand, hvis han skulle vise sig at blive farlig. Men den brogede hingst stolede nu engang på sin evne til at bedømme andre. Denne hingst var ganskevist presset, men han ønskede ikke en kamp.
“I tiderne hvor jeg kom hertil, havde jeg blot ganske få momenter forinden forstået hvad mit navn var. Jeg levede på instinkter indtil da, og var pludselig gevet en bevidsthed, samt et navn at sætte på den. Ja, jeg betvivlede hvorvidt det virkelig var hændt, men ligeledes om jeg var skabt til at leve i dette land. Tale var ej noget jeg formod at gøre, før mange måner efter min ankomst.”

Han fornæmmede et smil fra den anden, hvilket lod de mørke øre søge dybt ned i den snehvide man. Han var ikke tryg ved den forbindelse smilet kom i, men snart dukkede det ene mandelformede øre frem, eferfulgt af det andet. Han talte med indlevelse, og en historie der næppe kunne være andet end sand. At forestille sig denne månehingst i den situation, var dog alt andet end let. Skimlen nikkede kort, og satte derpå igang igen, hvilket fremkaldte en raslen fra kæderne, der som altid ledsagede deres gamle fange.
“Jeg står ikke i helt samme situation, Månehingst. Sproget forstår jeg, og ligeledes folket, men min fortid tillader mig ikke frie tøjler. Endnu er jeg fanget af minderne, af tvivlen, og ønsket om at lade livet i stikken, for at hvile for alvor. På trods af dette, fortæller stemmer mig endnu, at jeg burde leve, betræde vidder jeg ej før har været på, og dele stemme med alskens heste, åbne sindet over for andre, modtage det..”
Hvorfor han delte sine problemer med denne tunge fremmede, vidste han ej. Men måden hvorpå han agerede og bevægede sig, lod alligevel den unge sjæl tømme sine bekymringer. For Fenris var endnu ung, i alle sammenhæng. Ung, og alt for ulykkelig, på trods af sit korte liv.

(8)