Ensomheden findes ingen steder (Solani)

Hoppen tøvede et par sekunder, for derefter at give et stift nik med det slanke hoved. Det var bedre end ingenting, men hvis han begyndte at behandle hende som en idiot igen, så ville hun ikke tøve med at angribe ham, og denne gang for alvor. Blodet var stoppet med at løbe, men en dunkende smerte sad stadig i hendes hoved, og hun undlod at bevæge sig, i frygt for at miste balancen igen. Hun brød sig bestemt ikke om denne fremmede, og heller ikke om dette land. Der var koldt, og hestene var åbenbart fuldstændig syge i hovedet.
Selvom den vrede glød stadig ulmede i hendes øjne, slappede hun en smule mere af. Hvis han ikke gjorde noget, så ville hun heller ikke, og omvendt. "Okay, fint. Kan man tillade sig at spørge ind til dit navn, hvis du er ejer af et, eller overskrider det endnu engang dine grænser?" prøvede hun sig af. Hun havde ingen intentioner om at sige sit eget navn før han havde, selvom han sikkert var fløjtende ligeglad med hende. Han ville sikkert bare have hun skred, men ikke om det nogensinde skulle ske før han havde sagt noget om sig selv.

Der måtte være sket noget med denne hingst, og hun agtede at finde ud af hvad, selvom han sikkert ikke havde i sinde at fortælle hende det. Hvorfor hun ønskede at vide det, var ikke noget hun selv vidste, men hendes konstant sultne og irriterende nysgerrighed pirrede hende, og hun ønskede et navn og en forhistorie til dette ødelagte ansigt.

Det havde nok været bedre for denne fremmede hoppe at have mødt en anden end netop Rashn som den første. Det anede ikke den arrede hingst at denne hoppe var ny i landet, mere ny end han selv var. Havde han vidst det havde han dog stadig ikke ændret sin adfærd. Det var lige gyldig hvem man var og hvordan man så ud Rashn var ens overfor alle. Der var ingen undtagelser om man så var ny.
Denne fremmede spurgte ind til hans navn. Det var ikke noget nyt at føre denne samtale, som dette ville lede til. Alle i dette land virkede til det var helt normalt og vide alt og alle. Hvorfor andre var så ivrige efter at lærer hinanden at kende, kunne Rashn ikke helt forstå det. Og dog. De kendte jo ikke sandheden, de levede endnu i illusionen.

"Mit navn er for dig, som for alle andre lige gyldig. Jeg ønsker ikke at kende nogen og jeg ønsker ikke nogen kender mig."

Det havde ikke så meget med hans grænser, men atter lod han hende tænke som hun ville. Det havde hun frie tøjler til. Rashn kunne ikke være den der bestemte hvad hun måtte og ikke måtte, han kunne blot nævne hvad han ikke ønskede. Fysisk var det dog mere tydeligt og han måtte oftere tage til voldsommere metoder for at få fremmede til at holde den min. ønskede afstand hvis altså absolut skal befinde sig i nærheden af ham.

(25)

Solani sukkede dybt over hingstens irriterende stædighed. Selvom Solani ikke var en hoppe der gav op uden kamp, var hun ikke direkte dum, og gad ikke kæmpe for noget i lang tid, hvis det var umuligt at opnå. Og det var denne hingst tydeligvis, og det var som om alt hun gjorde prellede af på ham, og det gjorde hende sindssyg. Dette var et irriterende land, med irriterende heste, og hun kunne praktisk taget ikke holde ud at være sammen med denne navnløse hingst ret meget længere. Hun fnøs let, og vendte blikket væk. Irriteret skrabede hun let i jorden med den ene velformede hov, vendte blikket mod solen der langsomt farvede den mørke himmel rødlig i øst. Hun sukkede let, og vendte blikket tilbage på hingsten.

"Fint. Er der noget der er værd at vide om det her land, så jeg ikke går direkte ud og slår mig selv ihjel?" mumlede hun surt. Det kunne være at skoven var fuld med varulve, eller sindssyge heste som ham. Det skulle ikke undre hende, og så kunne han da i det mindste fortælle hende noget om det her sted.

Rashn stod endnu ganske passivt. Han kunne ligne en statue som han stod der med hver en muskel spændt til bristepunktet og den stive holdning, det tomme blik der stirrede direkte igennem alt uden at se på noget. Kun hans brystkasse hævede og sank sig i takt med hans vejrtrækning der var umådelig rolig, i forhold til selve hingsten.
Rashn var dog ikke så passiv som han kunne se ud. Han var konstant forberedt på et angreb, ikke kun fra denne fremmede hoppe, men fra alt der kunne være omkring dem. Der var dog ingen lyde eller lugte der tydede på der var andre i nærheden. For nu var han ladt alene med denne fremmede.. trods han ønskede det blot havde været ham. Stille havde der ikke været de sidste par dage. Her var for mange. Konstant synes han at støde på fremmede eller mere fremmede der valgte at støde på ham! Han forsøgte at undgå alle andre.

Den fremmede virkede ikke særlig tilfreds, men hun havde været uden om det selv. Rashn havde advaret tydeligt at hun ikke skulle nærme sig, også selvom han ikke havde brugt nogle ord havde hans kropsprog talt for ham. At denne fremmede egentlig havde valgt at ignorere det, ja det var jo hendes egen fejl. Hun skulle stå frit til at gå, faktisk måtte hun hellere end gerne forsvinde af den samme vej hun kom.

"Jeg kan ikke fortælle dig meget om landet. Det er overbefolket."

Det var hvad Rashn mente. Det var næppe over befolket, men af at være en hest der gerne ville være ladt alene var det frygtelig med alle disse andre levende individer der dukkede op konstant, og hver gang en ny. Ikke at Rashn tog sig spor tid til at forholde sig til hver enkelt, han havde som men planer alligevel at lade mindet om mødet forsvinde og ligge det hele i glemsen som det aldrig var hent. De var ikke andet end fremmede. De betød ikke noget.

(26)

Ensomheden findes ingen steder

[1]

Solani hævede det araberprægede hoved et par centimeter op, for derefter at give et tydeligt suk fra sig. Dette var om muligt nokdet kedeligste selskab hun nogensinde havde været i, og egentlig orkede hun faktisk ikke engang denne latterlige hingst længere. Han havde skadet hende, fordi hun var kommet få centimeter for tæt på, hun havde ikke fået det mindste ud af det. At det var overbefolket? Fantastiske fakta. Lige noget hun kunne bruge. Hun himlede irriteret med de tofarvede øjne, men blev standhaftigt ved.

"Du har tydeligvis været her længere end jeg. Det der kan umuligt være det eneste du kan sige om landet."

Sagde hun småirriteret, og slog let med halen. Hvor havde hun lyst til at træde fremad, men så dum var hun alligevel ikke at hun havde tænkt sig at blive banket i jorden for tredje gang. Han kunne nok godt fortælle hende mere om landet, men de var ikke ligefrem kommet helt fantastisk ind på hinanden, og han gad sikkert ikke fortælle det til nogen som ikke ligefrem var hans yndlingsperson i hele landet.
Hun vendte langsomt hovedet bagud, bare for at sikre sig at der ikke lå nogen rovdyr på lur, men som hun havde forventet var de fuldkommen alene i den nattemørke skov.

Wordcount: 210 | Tagged: Rashn