Anything you say(Mitis)

Can, and will, be held against you, so only say my name~
Forbeholdt Mitis

Den kølige vinld synes ikke at gøre den mindste indflydelse på flammehingsten. Modsat den ild, som han så ofte blev sammenlignet med, flakkede han ikke i blæsten. Kun den blodfarvede man og hale synes at give denne illusion, ellers var han som fastfrosset til jorden. Det var i særdeleshed en sjældent hændelse, at observere blodshingsten i stilhed, og det var ej heller en ting han foretrak. Denne ene dag var blot en undtagelse, og kiggede man nærmere, kunne man meget vel bemærke hvorledes bagparten var tippet let til den ene side, for at hvile et af de tonede ben. Hans hoved hang let, men der var dog liv i de brune øjne, der på ingen måde var til at tage fejl af. Selvom han i disse momenter var stille, var det nærmere en stilhed før en storm, end en egentligt afspejlning af hans sindsstatus. Lige nu brændte de indre flammer dog roligt, slikkede kælent op imod hans sindsvægge, og tillod ham at hvile sig - for nu. Lige som alle andre på denne ø, var han begrænset af sin krops udholdenhed. Og selvom han besad en umættelig viljestyrke, der til tider tvang hans krop ud steder, hvor den ikke burde kunne bunde, følte han sig pålagt til at hvile. Blot en lille stund endnu, indtil noget andet ville dukke op i hans syn, til noget mere spændende kunne få de dvaske flammer til at leve en anelse op. Hvad han ventede på, kunne kun tiden vise, for han selv, havde ingen ide. Blot en tro i, at ilden snart ville blusse op, og få hans blod til at pumpes hurtigere igennem årene, så hans vandring imod solen kunne påbegyndes på ny.

De seneste få dage efter mødet med den fremmede hingst, havde været et forvirrende slør af tanker, frygt og vrede, men kun på sig selv. Hun havde lovet sig selv aldrig, så længe hun levede, at knytte sig til nogen igen, men nu ville der snart være en ung sjæl der krævede al hendes tid, opmærksomhed og kærlighed. Ikke noget hun havde problemer med at give, men hun ville bebrejde sig selv resten af sine dage, hvis der skete noget med føllet. Eller med sig selv. Et lavt suk sendte en gennemsigtig sky af damp ud i den kølige luft der omgav hende. Stilheden skar hende dybt i ørene, og gav frit løb for tankerne. den grålige hoppe lukkede let de gyldne øjne, kneb dem sammen for at ønske at alt dette blot var et vidunderligt mareridt.
Men da hun åbnede dem igen, så hun stadig intet andet end den uendeligt tyste verden der omgav hende, samt den gnavende angst der gravede sig dybere og dybere ind i hendes brystkasse. Tankerne kørte i ring, drev hende til vanvid.

En lav brummen passerede Mitis' tørre læber, og kunne høres hult i den lette, og frostklare vind, der susede gennem Enophis skove. Månen hang som en tynd negl langt langt væk, skinnede på stien jorden foran hende fra en stjerneklar himmel. Selvom stjernerne var i flammer, virkede de kølige, i deres eget univers. De var så langt væk, men alligevel hang de der som om at hvis man blot strak halsen en smule, ville man kunne nå dem. Hun vendte blikket ligefrem igen, koncentrerede sig om virkeligheden. Det var vel hvad hun burde have gjort fra starten.

En lav kalden fulgte den brummen hun selv havde sendt afsted, men der var ikke særlig stor chance for at den nogensinde ville blive hørt. Hvorfor hun kaldte var hende stadig en gåde, for hun ønskede ej selskab i denne stille nat.

Wordcount: 317 | tag: Caedis

code by ♥

En let brise ryskede op i det glødende ildsted, og snart slikkede luerne med øget hast, brændte kraftigere. Et vrinsk havde vækket ham af den rolige holdning, og snart hæ vedes hingstens hoved spejdende. En hoppe vandrede derude i vinterkulden, søgende, kaldende på nogen eller noget. Hvad, vidste han ej, men alligevel forekom situationen ham for nær til at han ønskede at ignorere den. Et Fnys forlod de snart udspilede næsebor, og hingsten knejste kort i nakken, før han emd et gavaldigt spring, der mest af alt havde retning opad, søgte ud imod den strejfende sjæl. For en gangs skyld var galoppen dog ikke hans foretrykne gangart, i stedet bevægede han sig i en trav, der tydeligt kendetegnede hans gener. Han var en danser, ment til at imponere, blot man fangede hans bevægelser ud af øjenkrogen. Halen var hævet, og skridtene præget af høje knæløft. Derpå lod han med en dyb hvinende vrinsken den forvildede sjæl vide hans retning.
Snart fornemmede han en skikkelse i det fjerne, og lod derpå gangen falde til skridt. På trods af den nylige opvågen, brændte de indre flammer endnu lavt, og gav ham ingen grund til at agere iltert, som han normalt havde foretrukket. For nu nærmede han sig blot stilfærdigt, med den mægtige hals knejset, og de kendetegnene benløft. En flamme midt i mørket, og besynderlig i de ellers blålige vintertoner.

Vinterens blå, grå og hvide farver blandede sig med nattens mørke nuancer. Hele scenariet fremstod ret så deprimerende, men det gav dog den skimlede hoppe en hvis ro, i det rod hun havde rodet sig ud i. Hun hævede vemodigt hovedet, kiggede frem for sig, da et rødligt lys flimrede let i øjenkrogen på den unge hoppe. Foran hende stod en flamme, en rød hingst, der syntes at lyse op i den mørke skov, med et flammende udtryk i hans gyldne øjne. Denne hingst virkede næsten som hestenes svar på en flamme, fyrig og ilter, og glødende selv i koldeste måneder.

Hun var ikke sikker på om hingsten var mødt op her i foran hende, fordi den sødlige duft der indikerede at hun i denne tid var brunstig, havde ført ham til hende, eller om hendes vemodige kalden havde rejst så langt igennem skoven at denne hingst havde opfanget lyden. Eller at han blot var kommet tilfældigt forbi hende, og ikke ønskede at skjule sig for denne hoppe.
Det var ikke til at sige.
Mitis havde ej en idé om hvad hun skulle sige, så hun forholdt den blide stemme i ro for denne gang. Lod ham få det første ord, hvis det var hvad han ønskede, ellers måtte de føre endnu en stum samtale, omtrent som den hun havde ført med den fremmede få dage forinden.

Den skimlede hævede let hovedet, og knejsede en smule med nakken, men denne gang var det ikke for at vise sig frem. Det var for at gemme sorgen og forvirringen væk, og vise at alt dette kaos ikke rørte hende. I hvert fald var det ikke sådan hun ønskede fremmede skulle se hende. Faktisk ikke nogen, overhovedet. Aldrig ...
Hun skilte let læberne, for at lade få ord, en introduktion, flyde fra hendes strube, men kun en ugle tudede langt væk i skoven. Ingen ord syntes at forlade den spinkle hoppes fyldige læber.
Overfor hinanden stod hun blot og lod øjnende falde uroligt, flakkende i hans, for derefter at vende blikket ned.
Stille i den tyste skov stod en flamme og stirrede på et slukket lys.

Wordcount: 353 | tag: Caedis

code by ♥