|
|
Post by Deleted on Dec 17, 2014 22:05:48 GMT 1
Baby I'm preyin' on you tonight, hunt you down, eat you alive~ En rolig stilhed hvilede over de vækstribe arealer, kun forstyrret af en enkel vind hist og her. En vind, der legende snoede sig igennem hingstens bølgende lokker, og lod dem flakke let,skabe en illusion om den ild, der nu brændte for fulde drøn i blodshingstens indre. Og dog var han tavs, betragtede de golde arealer med et vagtsomt blik. Kort gled en skutten igennem den røde pels, og da synes helved at eksplodere. Med tydelig erfaring, gled hingstens vægt bagover, imens han gik ned i bagbenene, samlede styrken, for derpå at springe op og frem - en udladning der alene fik hans mørke næsebor til at udvide sig hidsigt. Snart borede de guldskoede hove sig ned i sandet, et par meter længere fremme, og skabte momentumet der skulle til, før hans baghove tog over. På trods af de voldsomme bevægelser, var alt foretaget med en næsten elegant lethed, og han overlod snart sine sanser til det bankende blod, blind af flammernes påvirkning. Skridt efter skridt, trin efter tin, fór den røde hingst fremad, nåede bunden af den lille dal, og fortsatte da op ad den næste sandbanke. Der var ingen mine til at stoppe, på trods af flankerne der hævede og sænkede sig som blæsebælge, han løb blot for... Ja, for at løbe.
|
|
|
|
Post by Deleted on Dec 18, 2014 8:35:18 GMT 1
❖ Jivala ❖
- "These shackles I've made in an attempt, to be free.
ANIMALS
Den tørre vind strøg ind over ørkenområdet, og løftede oppe i det lette sand. Skabte mindre hvirvler og vendinger, inden at den ramte den brogede hoppes følsomme krop. Omfavnede hende i et pust af varme, inden at den gled videre ligeså hurtigt den var kommet. rejste over klitter og bakker, for en dag at ende ved havet igen. Den brogede løftede svagt det fine hoved op imod vinden. Fulgte den flugt det vinden samlede mig sig op tog, inden at det forsvandt ud af hendes synsvidde. Og et svagt suk undslap hende ved følelsen der fulgte. De vinde lå langt uden for hendes rækkevidde, og havde altid gjordt det. Og selvom man drømte, kom man ikke længere end når man vågnede igen.
Det sitrede i hoppens ben at løfte sig fra jorden. På trods af at hovene solidt stod plantet i sandet, var det en insisterende tone der lurede i underbevidstheden. En tone der havde ledt hende til den røde slanges hule - efterladt hende med en frustrerende mission i sigte.. og en dyr pris hvis det fejlede.
De krøllede ører vippede svagt tilbage, og med et fnys begyndte hoppen igen at bevæge sig igennem sandet. Dette område var faldet godt i den brogede smag, siden at sneen havde besluttet sig for at invadere de andre øer. Det var ubehageligt koldt at være derovre for længe, og kunne slet ikke måle sig med ørkenens lune varme. Bevares, for dem der bar pelsen til et vinterliv var det nok herligt. Men for dem der stadig ventede på den, var Zenobia et godt sted at holde til.
En buldrende lyd begyndte i det fjerne.
Svagt hævede den trefarvede hovedet, imens hun undrende spejdede ud over landskabets klitter. hvem kunne frembringe sådan en lyd? svaret kom hastigt efter, da en vældig og rødlig hingst kom til syne over nogle bakker. Bred var han, og i fuld fart. Som løb han fra eller imod noget den brogede ikke kunne se. Skeptisk vippede Jivala de krøllede ører tilbage imens at hun med små iltre fnys trippede baglæns for at skabe afstand. For selvom han var langt væk, havde han høj fart på. Og man vidste aldrig hvordan fremmede havde tænkt sig at agere.
words: 368| Tag: Caedis |
|
