Female Rebel

{Jivala}

Hun satte i et spring og landede knap nok igen – den askegrå dansede frem i mørket over græs og frossen jord. Det var kun de hvide aftegn som vidnede om hendes tilstedeværelse, ellers gled hendes grå skind og sorte hår fint i med manglen på sollys. Solen var netop forsvundet, men det holdt ikke Ariel tilbage. Hun havde nogen hun skulle finde og hun var vis på at hendes søgen ikke ville være forgæves. Derfor dansede hun ind på Teylars territorium, ikke for at vende tilbage til det sted som oprindelig var hendes families hjem, men for at finde en helt bestemt sjæl. En hun opfattede mere som familie end nogen af dem hun havde blodsbånd med, nemlig den brogede skønhed.

Ikke en gren knækkede under hendes hove, men selvom hun var ganske lydløs så var det ikke målet. Et fnys undslap fra hendes udspilede næseborer, et fnys af en livsenergi uden lige, og snart fulgte også et syngende hvin ud i mørket.

word count 163

    ❖ Jivala  ❖
                        - "These shackles I've made in an            attempt to be free"

Female rebel

Den brogede Jivala, havde langt om længe taget sig sammen til at snakke med Brego. Og havde langt om længe taget sig sammen til at spørge om ansøgning til flokken. Det meste af tiden havde hun brugt på at vandre undersøgende omkring i flokkens områder, men havde endnu ikke taget sig sammen til at hilse på den andre. Så langt var hun slet ikke kommet, og foretrak at finde ud af tingene på rolig vis. Endnu.. en dag måtte hun selvfølgelig finde de andre – men ikke endnu.
Solen var netop forsvundet bag havet, men den brogede var ikke gået til ro. Ikke endnu. Vinteren holdt hende oppe, og den hvide sne gav rigeligt med lys til at kunne orintere sig. Stille bevægede den brogede sig igennem det åbne landskab, inden at et sygnende hvin skar sig igennem mørket, og nåede den brogede. Iltert stoppede hun op, da hun med det samme genkendte den stemme. Ariel var kommet! Med et ivrigt hvin svarede hun sin veninde, og satte i hastig trav kursen imod den åbne skov længere fremme. Hun var her!

words: 183| Tag: Ariel

Sne. Det hvide element fra himlen knasede svagt under hendes hove for hvert et skridt hun tog. Månen var ikke fremme denne nat, for himlen var dækket af skyer. Den askegrå kastede et blik op, kun ganske kort så hun ikke mistede balancen, og overvejede om skyerne mon ville bringe mere sne med sig. Det var ikke meget der var faldet indtil nu, men luften var kold og klar og vidnede om at mere ville komme.

Den grå standsede pludseligt op så den lille bestand af sne, der trodsalt var, hvirvlede om hovene på hende. En varm bølge rullede igennem hendes slanke krop – hun havde fået svar, og det var helt bestemt Jiva. Et energisk smil fandt hurtigt vej til hendes mule og en let, lys latter lød et kort øjeblik. Så begejstret blev hun simpelthen, med et slag fra halen satte hun igen frem i et hurtigt ryk, nu i en ny retning. Hendes veninde var altså virkelig blevet en del af Teylar.

word count 164

    ❖ Jivala  ❖
                        - "These shackles I've made in an               attempt to be free"

Female Rebel

Den brogedes krop, bevægede sig let og elegant over området. Dampen steg fra de følsomme næsebor, og sendte små hvide skyer op imod de andre skyer der dækkede himlen. En smuk nat var det, selvom Jivala var ganske ensom. Dog agtede hun ikke at være det længe, og kastede derfor muntert med hovedet da hun satte farten yderligere op. De lyse hove bevægede sig knirkende over den lette sne, der hvivrlede om de lange ben. 
Let bevægede hun den slanke krop imellem de nøgne stammer, imens det brune blik granskende søgte området omkring hende. Det var vinter, og ingen buske eller træer bar endnu blade her på Teylars område. Derfor var udsigten fri, men stadig var der ingen i syne. Dog vidste hun udemærket hvem hun ledte efter, og vidste hun burde være her. Og med den tanke, hørte hun den lette og lyse latter brede sig over området. Det var helt bestemt Ariel!

Jivala kom snart til en forhøjning, og gik med hastige skridt op imod den. Derfra ville hun kunne se ned over skovens enge, og få et bedre udsyn over hvem der var her. Og da hun nåede der op, tog det ikke lang tid at finde hende. Der, i kontrast imod den hvide underskov bevægede Ariel sig. 
Et muntert og glædestrålende hvin blev sendt afsted, og den brogede bevægede sig med ivrige skridt imod hende.

words: 181 | Tag: Ariel

Det var på en bakketop at den grå fik øje på hende. Jiva. De bløde ører blev automatisk rettet yderligere fremad og smilet varede ved på den hvide mund. Hun var ganske vidst yngre, men det var en fuldvoksen hoppe som lod sig afsløre i den ellers mørke nat. Sneen hjalp på synet, sneen sammen med den brogedes hvide pels. Ariel fnøs højt og muntert, hun slog over i en let dansende galop det sidste stykke over den åbne eng. Ud over de to, Jivas lyse hvin og hendes egne hovslag, så var der ikke en lyd at høre omkring dem. Det var en af de ting som karakteriserede vinteren. Den var ganske stille. Som om alting holdt vejret indtil sommeren kom tilbage.

Hun besvarede venindes hvin i en lys og frisk tone, der var ingen tegn på træthed hos den grå. Bestemt ikke nu da hendes veninde var dukket op, nu da hun rent faktisk var blevet en del af samme flok. Det gjorde egentlig ikke den store forskel for den grå, det med flokken, men det betød at de nemmere kunne finde hinanden. Og hun troede helt bestemt at Jiva ville komme til at synes om floklivet, trods sit tøvende sind. Hun havde ikke selv været synderligt god til at tage del i det, men måske den brogede ville.

Nu var der kun nogle få meter igen, hun sænkede farten med ivrige, men lette skridt og brummede varmt som endnu en hilsen. De lyse næsebor var udspilede, hendes ånde stod tydeligt frem i det kolde vejr. Og øjnene gnistrede, de fjernede sig ikke fra den brogede et øjeblik.

word count 270

    ❖ Jivala  ❖
                        - "These shackles I've made in an               attempt to be free

Female rebel

Den blide sne føg omkring kroppen, og kastede sine bløde fnug op på bugen og flankerne. Selvom der ikke var faldet meget på denne ø, var det så tyndt og fin sne, at det alligevel formåede at dække en til. Jivala havde selv oplevet det flere gange, i nogle af sine rulleture i den bløde sne. Ganske forfriskende, og helt igennem rart på sin egen specielle måde. Selvom den brogede Jivala fandt sommer og efterår langt pænere end vinter, var der dog noget godt ved den.
Nogle få meter fra Ariel, sænkede den brogede sin hastige trav. De slanke ben stoppede glidende op, og i glæde rejste den tvefarvede sig stejlende fra jorden. Kastede forbenen ud i leg, inden at hun med et dæmpet bump landede foran hende. Små brummende lyde kom fra hende, og hun hilste med en dæmpet glædelig latter sin veninde. Det var nu engang noget tid siden. Den brogede – hvis højde nu var nået det samme stangmål som Ariel, kastede ivrigt med hovedet så de sorte krøller fløj. Dog flyttede hun aldrig blikket fra Ariels gyldne, der klart skinnede i den mørke nat.

små hvide skyer steg fra næseborende, inden at hun med en forsigtig nippen fjernede nogle af lokkerne der havde forvildet sig ned foran den askefarvedes øjne. Tilfreds tog hun et skridt tilbage, og blinkede kærligt. For hvis der var nogen der stod hende nær, var det Ariel.

”Hvor ser du godt ud i nat”

words: 223| Tag: Ariel

Den askegrå piskede kort med sin ravnsorte hale og trippede begejstret et par skridt tættere på den elegante hoppe foran hende. Jivas duft opfangede hun snart, velkendt. Hun smilede endnu bredere og slog selv en lys latter op da veninden rejste sig på bagbenene, så den askegrå dansede sidelæns af ren og skær energi. Kulden hang tydeligt i den askegrå, glatte pels, men hun mærkede den næppe nu. Da hun endelig stod stille og Jiva nippede til hendes vilde, sorte lokker virrede hun let på sit lyse hoved. Hun spidsede glædeligt ørerne og fnøs så overrasket, halvt i latter da hun hørte den brogedes ord.

”Jeg? Det er synd og skam at du kun i vandafspejlinger kan se hvor elegant du er blevet, Jiva,”

Hun brummede muntert og nippede så venligt til den brogedes slanke hals, den del som ikke var dækket af hendes bølgende hår. Pelsen føltes kold, men der var varme nedenunder.

”Så du har talt med den brogede hingst?”

Nysgerrigheden viste sig hurtigt i de ravgyldne øjne da hun trak mulen til sig for rigtig at se på sin veninde.

word count 187

    ❖ Jivala  ❖
                        - "These shackles I've made in an               attempt to be free

Female rebel

Ariel virkede overrasket over hendes ord, hvilket kort overraskede Jivala. For hvad var der at blive overrasket over? Af alle dem jivala havde mødt, havde Ariel de mest unikke og strålende øjne af dem alle. De var klare og rene. Hos andre hvilede en skygge over deres blik, som tyngede noget dem ned. Men den askefarvede var en fri sjæl, der ikke ville lade sig tynge ned. Og lige præcis den evne.. den egenskab, ønskede Jivala selv at kunne efterligne en dag. Energien og livsglæde strålede joh ud fra den askefarvede, så det var svært at blive stående stille.
Med en lettere klukkende latter virrede hun på hovedet, og skubbede venskabeligt blidt til den andens skulder. Hun? Måske.. forandringer opdagede hun sjældent på sig selv, så udover manen kunne hun ikke fortælle de store. Men Jivala var skam vokset sammen til en køn hoppe, hvis krop endelig passede sammen. De brune øjne gnistrede kort, og hun nikkede ivrigt.

”Jah! Og han var.. speciel. Meget god, og meget blid..”

Sagde hun eftertænktsomt. Brego havde overrasket hende – ingen tvivl.

words: 177 | Tag: Ariel

Hun vippede med ørerne, og lagde med et smil sit lyse ansigt en smule på skrå ved lyden af Jivas latter og ord. Hun havde ikke selv mødt denne hingst. Og selvom han var hendes leder, men det med autoriteter var som sådan ikke noget den askegrå forstod sig på. Hun havde levet sit liv på egen hånd, kun vejledt af de forskellige sjæle hun havde mødt på sin vej – og den brogede lederhingst havde ikke været en af dem. Han kunne dog ikke kræve meget af dem siden han ikke havde søgt at finde hende eller opsøgt hende. Så vidt hun forstod var det en ret så åben flok. For hende egentlig blot et minde fra fortiden, en del af det hun var blevet født ind i, men hun var ikke blevet ret længe.

Nu var det anerledes. Nu bandt noget hende alligevel til dette stod. Det var et mødested nu, og hun håbede samtidig at det kunne give Jiva en form for beskyttelse. Hun smilede varmt efter pludselig at have stået i tanker et øjeblik.

”Speciel? Det glæder mig at han var venlig. Nu kan vi altid finde hinanden her.”

word count 194

    ❖ Jivala  ❖
                        - "These shackles I've made in an                attempt to be free

Female rebel 

Det lød som om at den askefarvede slet ikke kendte sin leder, hvilke for en stund overraskede Jivala. Fordi… burde man ikke det? Svagt tippede den brogede hovedet på sned, imens en mild brummen steg fra hende. Tænkende og overvejende, imens hun nulrede fraværende den askefarvedes hals et øjeblik. Hele dette flok liv var meget fremmed, og meget nyt for hende. men hun håbede inderligt at hun ville falde til rette dette sted. Dog var der noget, der virkelig bekymrede den brogede. Den røde slangehingst jagede stadig hendes sind, og frygten for at den korte glæde ville smadres igen lurede. For…. Den brogede virkede ikke som en, der ville give sin amulet fra sig.
Den milde stemme fra den sorte vækkede hende, og hun smilede svagt. Jah, de ville altid kunne finde hinanden her! Så længe hun måtte være i flokken, ville det kunne være et fast mødested for dem.

”Jah… det kan vi..”

Sagde hun, og rykkede sig tættere på den askefarvede. Blikket flakkede svagt omkring dem, som søgte hun efter noget. For i det skjulte var hun bange for den sleske hingst, da han havde lydt så henkastet med.. alt.

words: 192| Tag: Ariel

Den askegrå lyttede til stilheden et øjeblik, efter at hendes egne ord var forsvundet ud i mørket. Jivas berøring sendte en behagelig bølge af varme igennem hende, og hun virrede kraftigt på de lyse næseborer. Der var så stille omkring dem, der var ingen tvivl om at de var alene. Det var underligt. Hun vidste ikke præcis hvor mange sjæle som flokken bestod af, men området var ofte livsforladt når hun endelig var her. Det var også et større område, men alligevel. Her var altid stille. Måske skulle hun selv prøve at engagere sig mere. Specielt nu da Jiva var blevet en del af det hele, så var det godt at vide hvad som foregik. Den askegrå hoppe vrikkede kort med ørerne. Hun havde aldrig bekymret sig om den slags før.

”Er alt i orden?”

Hun var igen blevet fuldt opmærksom på sin veninde, og det undrede hende hvor stille hun pludselig var blevet. Den brogedes flakkende blik undgik heller ikke hendes opmærksomhed. Hun rynkede kort brynene, men nippede så let til hoppens krøllede lokker.

”Vi kan finde en grotte at overnatte i.”

word count 182

    ❖ Jivala  ❖
                        - "These shackles I've made in an                attempt to be free
"

Female rebel

Hvis der var noget Jivala var, var det til at lyve. Hele hendes attitude ændredes altid drastigt, og ordet skyldfølelse fulgte også med. Blikket ville flakke, benene trippe rastløst, stemmen knække over, en nærvøs latter. Jah, hele pakken ville følge med i købet. Derfor havde hun for længst opgivet bare at prøve - hvis hun da overhovedet havde gjordt det. For den brogede havde aldrig haft brug for at skjule sandheden, og ville forhåbentlig heller ikke komme til det. Generalt var Jivala en af de få, der var utroligt nemme af aflæse via kropsprog. Derfor var det heller ingen sag for den askefarvede at mærke forandringen hos hende.
Blikket vendtes igen imod Ariel, og prøvende smilede hun kort. Det blev dog et meget hastigt smil, inden at hun så væk igen. Om alt var iorden? det var det ihvertfald ikke. Og det var ikke et spørgsmål om hun ikke ville forklare sig. Hun vidste bare ikke hvordan hun skulle starte.

"næsten.."

endte hun med at mumle, og nikkede da enig. en hule, en grotte, et læ sted. Alt andet end den mere åbne eng ville være godt. Kort drejede Jivala kroppen en anelse, inden at hun trippende begyndte at bevæge sig fremad igen. og mens de gik, fandt den blide stemme sit toneleje frem igen.

"Der er den her hingst.. Jeg kender ikke hans navn helt præcist, men han er rødlig.."

begyndte hun prøvende.

words: | Tag: Ariel

Ariel observerede opmærksomt sin veninde. De gyldne øjne betragtede hende i tavshed, der var ingen fordomme at læse i dem, hun så blot tålmodigt på Jiva med et lidt mere alvorligt blik end den grå ellers havde for vane. En blød brummen lød fra hende da veninden endelig åbnede munden, allerede inden hun havde udtalt det første ord, vidste den grå at der var noget på færde. Der må bestemt være hændt hende noget, og hun havde ikke selv været til stede, erkendelsen rev en anelse i brystet på den mørkegrå hoppe. Da Jiva satte i bevægelse og hun selv fulgte med, var hendes trin dog lette og dansende som altid. Hun vippede lyttende ørerne i retningen af den brogede som nu gik på hendes side, et faktum hun havde nydt så mange gange før og også nød nu, trods alvoren som simrede svagt i luften.

”En ven?”

Det lød ikke sådan, men den grå forsøgte alligevel. Hun virrede let på sine hvide næseborer. En rødlig hingst, den grå mindedes da nogle få sjæle som både havde været hingste og rødlige. Djanges søn var en af dem, men ud fra Jivas tonefald kunne det umuligt være ham, hun mente.

200 words

    ❖ Jivala  ❖
                       - "Big things often have small                                          beginnings "

Female rebel

Opmærksomt var blikket vendt imod Ariel, imens de roligt gik længere ind i den større skov. I stilheden var det kun hovenes dunke skridt, da selv dyrene i øjeblikket ikke var vågnet op til dåd. Det ville dog ikke vare længe, før at hele stemningen omkring skumringen ville vække alverdens smådyr såvel som store dyr, for igen at fylde luften med en skovs vante lyde. Svagt vippede de krøllede øre tilbage, idet at hendes grålige veninde endelig brød stilheden.
En ven?
Svagt rynkede hoppen på mulen, og rystede da svagt på hovedet. Hun ville ikke betegne ham som en ven. Faktisk ikke engang en bekendt. Hun havde intet vidst om ham, men havde naivt vadet ind i løvens hule. Og den brogede havde troet på de besnærende ord. De havde lydt... rare i momentet. Men det var nu ikke engang sandheden, og hun kunne bare ryste på hovedet af sig selv. Selvfølgelig... hun var dum når det kom til sådan noget.
Den brogede vendte det nøddebrune blik tilbage imod Ariel, og stoppede let op. En skygge tyngede det ellers lyse blik, og forsigtigt nippede hun til den askefarvedes hals.

"Han er nærmere en fremmed... og ikke særlig rar".
begyndte hun, og lukkede kort øjnene i. Svagt sitrede det brune skind i en kuldegysning ved hans slangeøjne. Nej, bestemt ikke rar.

"Og jeg.. kom til at aftale noget med ham".

words: 229| Tag: Ariel

Den askegrå lyttede opmærksomt til omgivelserne, måske fordi hun fornemmede hvordan Jiva måtte samle sig inden hun kunne fortsætte. Det hele overraskede den grå. Alligevel var der ingen voldsom reaktion fra hende, intet chok, hun ventede blot tålmodigt på at hendes veninde ville fortælle. Det hele, forhåbentligt. Det ville nok komme lidt efter lidt, men hun ville høre det hele til ende, og til slut ville hun vide om det virkelig var alvorligt. For det lød sådan, men den grå var tavs og smilede kun varmt til den brogede, om end knap så glædeligt da hun stoppede op og nippede ud, parat til at tale igen.

”Hvordan.. Aftale?”

Hun betragtede hende i tavshed, med det hvide ansigt let på skrå som de stod der i mørket. Det var snart ikke meget hun kunne se af hende, den brune, kun øjnene skar på forunderlig vis igennem alt det sorte som krøb frem omkring dem. Og det øjnene fortalte var ikke godt.

161 words