Female Rebel

    ❖ Jivala  ❖
                       - "Big things often have small                                          beginnings "

Female rebel

Svagt lod den brogede hovedet falde, imens at tankerne krøb nærmere og nærmere til hvad der måtte være en realitet. Hun havde indtil nu kun tænkt på at sige det, men aldrig reelt stået i situationen for at sige noget. Dog vidste hun godt det var nødvendigt. Jivala var ikke stærk nok til at gå med sådanne tanker alene, for ikke at tale om, at vide hvad hun gjorde ved det. Hun vidste ikke om hun burde nægte den rødlige hvad han ønskede, om hun burde spørge Brego først.. eller om hun bare skulle tage den! Hun kunne ikke finde hoved og hale i det hele, og kunne derfor ikke forme en plan.

"Det var virkelig ikke det jeg ville! Han... snød. Jeg havde ikke noget valg!"

Udbrød hun frustreret, og kastede i et sekund af vrede hovedet opad. De brune øjne lynede over hendes situation, inden at et mørkt og selvbebrejdende glimt tog over. Det havde også været dumt. Virkelig dumt... men hun troede virkelig det havde været en mulighed. Men vinger var noget der hørte hjemme i drømme...tydeligvis.

"Han vil have jeg finder en skygge, og Bregos amulet. Hvis ikke... så sker der noget frygteligt"

Det sidste hviskede hun, imens det brune blik svagt flakkede ud til siden. Man vidste aldrig om der gemte sig nogle derude. Jivala så kort op, og trak skammeligt hovedet til sig. Hun vidste ikke hvordan Ariel ville reagere.. og havde det brae været en skygge - hvad det så end var, ville det være meget nemmere. Men Brego var deres leder. Og måske betød det ikke meget for Jiva selv, men det kunne være Ariel kendte ham bedre.

words: 276 | Tag:Ariel

Den grå lyttede. Og lyttede. Og imens satte en gnist sig i hendes gyldne øjne, en ild som ikke skulle forveksles med vrede, for det var ikke det som gik igennem hendes sind. Hvem var denne skabning hun talte om? Hvor holdt han til? Hvordan kendte hun overhovedet til hans eksistens? Det hele kom bag på den grå, men der var ingen fordomme i hende, ingen fordømmelse i hendes gnistrende blik. Det eneste som betød noget var at hun bekymrede sig for sin brogede veninde – for sin søster.

”Brêgos amulet! I bytte for hvad, Jiva? Du sagde det var en aftale, noget må han give dig til gengæld?”

Hun betragtede længe veninden som et kort øjeblik lod sine frustrationer komme til udtryk, det var tydeligt at hun var både vred og skræmt. Af hvad kunne den askegrå stadig ikke forstå, aldrig havde hun hørt om sådan en skabning. Eller hvad hun…? Et genkendelsens glimt tegnede sig i hendes baghoved. Leonora. Havde hun ikke sagt noget lignende? Hendes stjernepels… Måske var det noget hun bildte sig ind, hun kunne ikke forestille sig den stolte hoppe lave en aftale med en giftig sjæl. Men så igen, Jiva havde gjort det. Det undrede hende. For hvad? Hvad kunne hun mangle?

”Hvordan, frygteligt?”

Hun strakte sin slanke, askegrå hals og berørte let den brogedes med sin fløjlsbløde mule. Stadig var den askegrå rolig trods den forfærdelige situation Jiva havde rodet sig ud i. Med hvilke konsekvenser? Brêgo ville aldrig udlevere sin amulet, sin magi til et sådant væsen. Ikke at hun kendte ham synderligt, faktisk havde hun aldrig mødt ham, kun hørt om ham.

272 words

    ❖ Jivala  ❖
                       - "Big things often have small                                          beginnings "

Female rebel

Den brogede sænkede hovedet ane anelse længere ned, før at hun snerpede munden sammen. Ikke fordi hun ikke ville sige hvad hun havde ønsket, men fordi at når hun tænkte nærmere over det, virkede det så latterligt barnligt. Vinger var ikke noget man manglede, og ikke noget hun havde haft brug for som sådan. Det havde bare været hendes ønske, og ikke noget hun havde regnet med kunne komme i opfyldelse. Men nu kunne det, men for en pris hun ville hade at betale.,
Langsomt hævede hun hovedet en anelse, og med et suk mødte hun den askefarvede blik. Gyldne flammer dansede som ild i hendes øjne, og et øjeblik overrasede det hende kort. Var hun vred? Nej... Jivala ville kunne mærke hvis det var vrede eller skuffelse. Hun så bekymring, og noget sidste som hun ikke helt kunne sætte hov på. Og når alt kom til alt, så varmede det af nogle i det mindste bekymrede sig om hende her i landet.

"...Vinger"
hviskede hun hæst, men fjernede ikke blikket som hun først havde tænkt sig. Istedet holdt hun det fast, for hun ønskede at Ariel skulle vide, at vingerne faktisk betød noget. Det havde ikke været en nødvendighed, men en mulighed for frihed. Og frihed var noget alle fængslede fugle søgte.

"Han ville..., ikke dræbe mig, men tage noget jeg så ville mangle. Jeg kan ikke helt huske hvad, men... Jeg tror ikke det er godt på nogle måder".
Faktisk kunne Jivala ikke helt huske hvad han ville tage, da hun ubevidst havde begravet tanken og mulighedenfor at det kunne ske, langt væk i baghovedet. Svagt klemte hun øjnene sammen, og lod den anspændte holdning glide mere af hende. Bekyrminger hjalp hende ikke nu. De ville næsten kun gøre det værre! Jivala bed sig kort in læben, inden at hun igen så på den ældre hoppe - en skabning der var mere familie end noget andet her i landet.

"Ariel... ved du hvorfor en stækket fugl stadig kan synge..?"
mumlede hun pludselig, men dog indtrængende. Den brogede verden havde altid skillet sig lidt ud, hvad angik realitet og fiktion, og underlige tanker snurrede rundt derinde. Hun havde altid troet på eventyr, og håbede inderligt hun i dette øjeblik selv var med i et. For eventyr endte altid med lykke

words: 380 | Tag: Ariel

Svaret overraskede. Og så alligevel ikke, for hun kendte Jiva. Hun vidste ikke hver en tanke som gik gennem hendes sind, men hun havde kendt hende siden den brogede var helt lille og hun selv var ganske ung, hun havde endda ved én enkelt episode mødt hendes kønne moder.. Som så aldrig havde vist sig her igen, hun havde aldrig hørt Jiva tale om hende siden. I hvert fald vidste den askegrå, ikke fuldstændig, men måske bedre end nogen anden i landet, hvor fantasifuld og drømmende den brogede sjæl var. Vinger. Ariel havde efterhånden set flere mærkværdige skabninger med et udseende ud over det usædvanlige, og helt umærkeligt så kunne hun tydeligt se Jiva for sig med.. Med disse vinger, hun nu havde rodet sig ud i problemer for. Den grå bemærkede hvordan hendes venindes brune blik holdt hendes eget fast, og hun gengældte det.

Men hvad der ødelagde det smukke billede af Jiva som en – hvad havde de kaldt det, pegasus? –, nærmest som en fe ud af en historie om fremmede lande, var visheden om at hun var i alvorlig knibe. Den grå, en vild sjæl som sådanset kun formåede at holde et rigtigt bånd med ganske få sjæle, havde ikke stået i sådan en situation før. Hun havde ikke engang anet at sådanne magiske sjæle med mørke hensigter eksisterede. Hvad var det for en pris? En skygge..? Og deres leders amulet, den hun bestemt mente var kilden til hans magi, den genstand han var blevet tildelt at bevogte? Det måtte altså være at vogte den mod netop sådanne sjæle, noget den grå havde funderet over før, men ikke fundet svar på før nu. Og her stod Jiva, stadig ung, og skulle gøre den magiske sjæls beskidte arbejde.

Som et ekstremt sjældent syn, lagde den askegrå sine bløde ører tilbage {har ALDRIG skrevet det her på Ariel XD}. Ikke helt ned i nakken, for vrede over den brogede følte hun netop ikke. Men hun brød sig ikke om hvad hun hørte, at der ligefrem var en konsekvens for Jiva hvis hun nægtede. Eller simpelthen ikke kunne. Tage noget? Hendes syn, hendes minder? Hvor magisk og hvor ekstrem var denne skabning af.. aftaler? Hun brød sig i det hele taget ikke om nogen som helst del af den mørke mission, hun var blevet sat på.

”Kan han virkelig give dig vinger?”

Det kom kort, mere som en udtalt tanke end som et egentlig spørgsmål. Den ækle hingst lød som en alvorlig modstander. Noget måtte de gøre.

”Du er en del af Teylar nu, Jiva. Jeg forstår hvad der står på spil, og jeg vil gøre hvad der er nødvendigt for at hjælpe dig, men at stjæle din leders, en vogters helligste eje… Derned bør vi aldrig gå. Du må bede Brêgo om hans hjælp. Du er en del af hans fællesskab nu,”

De måtte starte et sted. Hun vidste ikke meget om skygger, for at sige slet ingenting, og så mest alvor i tilegnelsen af den brogedes amulet. Kongestenen var det hun havde hørt den blive kaldt. Den brogede hingst måtte da føle ansvar over for sine medlemmer, ellers var der vel ingen mening i at være i en flok, i et fællesskab. Hvad han ville mene om situationen anede hun ikke. Men hendes ord skulle ikke misforstås, hun troede bestemt på at Jiva vidste, at kom det til et spørgsmål om liv eller død for den brogede, så ville hun gøre alt der stod i hendes magt.

Den askegrå havde kastet sit gyldne blik ud i landskabet et øjeblik. Det faldt dog hurtigt tilbage på den brogede, da hun nærmest havde hvisket flere ord. Og den grå svarede som altid det allerførste som faldt hende ind, det allermest oprigtige.

”Fordi i sidste ende er det livet der er det mest dyrebare, en sjæl kan eje, Jiva.”

633 words

Female Rebel.

Den brogede betragtede med en stum mine den askefarvede, imens et væld af tanker og følelser flimrede over og i hendes ravfarvede øjne. Vrede. Overraskelse. Skepsis. Tanker... skuffelse. Den sidste var hun ikke helt sikker på, men det lurede lige i udkanten af hvad hun valgte at tro på. Dog vidste hun ikke, om det var skuffelse over hende eller noget andet. Ham eller situationen. Nej, den brogede havde efterhånden ikke styr på meget, og vidste endnu mindre. Hun vidste intet om Andromeda, og da slet ikke om de farer det havde indebåret at vandre uden for de trygge rammer. Men det havde været magisk eventyr indtil det blev skudt ned.
Jivala krympede sig kort ved Ariels ører. Hun havde aldrig set hende vred, og det vækkede en følelse af uro i hendes krop... var det så alvorligt? Jah, det var det. Den natsorte hale slog kort bagved hende, og hun puffede forsigtigt til den lyse mule Ariel havde. Hun måtte ikke være skuffet... Jiva vidste ikke hvordan hun skulle håndtere skuffelse. Vrede var en ting, men skuffelse...
Langsomt vippede de krøllede ører frem ved lyden, og hun så kort ned i jorden. Se det var et godt spørgsmål... Kunne han virkelig gøre det? Snød han hende? Jivala var en naiv skabning, og det have aldrig faldet hende ind at han kunne finde på at snyde hende. Og hvis han snød... betød det så også, at han ikke kunne skade hende? Den brogede spærrede øjnene en anelse op, og så igen på den askefarvede Ariel.

"Jeg... ved det ikke. Det sagde han, at han kunne... tror du han lyver?"

Jivala var ikke sikker... der havde været noget ved den røde - noget unaturligt. Noget fremmed, noget magisk. Det var som om at hele hans tilstedeværelse emmede af denne.. magi. Hun kunne ikke forklare det, og man skulle nok være der for at mærke det.

"Jeg ved ikke hvad han er... men han er ikke som os.."

mumlede hun lavt. Som om at han ville dukke op, bare de talte om ham. Ariels lyse stemme vækkede hende lidt op fra tankespindet, og med et håbefuldt glimt lyttede hun. Dog varede det ikke længe før at håb ændrede sig til frygt, og med en voldsom hovedrysten bakkede hun en anelse. Bede om hans hjælp... Det kunne hun ikke. Det ville hun ikke! Jivala spilede næseborene op, imens hun stampede en enkelt gang i jorden for at komme ud med frustrationer.

"Jeg kan da ikke bede ham om hjælp, Ariel! Hvorfor skulle han hjælpe? Det er jo ikke hans problem!"

Jivala kneb svagt øjnene sammen, imens den hviskende stemme næsten mumlede det sidste. Den brogede havde, og ville nok aldrig forstå hvad et fælleskab virkelig var. Det var et fremmed element, som hun ikke forstod. Og tanken om at en fremmed hingst ville tage et ansvar på sig.. som ikke tilhørte ham var absurd. Hun ville aldrig selv gøre det, og kunne derfor ikke se andre gøre det. Langsomt pustede hun ud, og slap med sekunderne den anspændte følelse i kroppen. Og langsomt hørte hun Ariels ord, og nikkede. Jah... livet kunne ikke erstattes.

Den askefarvede lyttede med sine bløde, mørke ører vendte. Jivas reaktion overraskede hende en smule, men der var ikke ret meget mere som kunne komme bag på den grå nu. Hun så til mens hendes veninde, hendes søster, et kort øjeblik lod sin frustration få frit løb. Det var bestemt ikke en tilstand, Ariel brød sig om at se sin mest elskede ven i.

”Jiva,”

Det kom dæmpet, indtrængende i et forsøg på at berolige og få den brogede til at fokusere på det næste hun ville sige. Samtidig trådte hun få skridt fremad, helt hen til den slanke hoppe og lod sin lyse mule glide over hendes brogede hals, let som en fjer.

”Brêgo er vogter. Det har du selv set, ikke sandt? Han har en kæde om halsen, har han ikke? Det betyder at han skal vogte over noget vigtigt, ikke kun det, men vogte over os. Jeg forstår langt fra den kamp som foregår, jeg har hørt om både lys og mørke, jeg ved ikke hvor den skabning du har mødt står i alt dette.. Men vi bør bede om hjælp fra den side, vi er en del af, vi er med lyset Jiva,”

Hun lod sin bløde mule hvile mod hoppens glatte skind, et kort øjeblik tavs inden hun igen fortsatte i et dæmpet tonefald.

”Jeg kan gå med dig, være hos dig. Og hvis det fejler, så finder vi en anden vej,”

Til sidst flyttede hun sin mule, kun for at plante et puf på hendes hals i stedet. Opmuntrende, opfordrende. Der var altid en vej. Måske kunne den askegrå give det, den absurde sjæl bad om, i bytte for Jivas. Det var en tanke som havde lagt og dæmret i hende i nogle minutter nu. Hvis alt slog fejl.

”Prøv at huske, hvad det var han ville tage fra dig. Hvad var det? Hvor fandt du ham?”

Den grå trådte trippede et skridt tilbage, så hun rigtig kunne se i Jivas øjne igen.

333 words

Female Rebel

Den brogede vippede svagt ørene frem, som en dæmpet intrængende stemme bad hende se op. Hun løftede ikke hovedet med det samme, men tog sig nogle sekunder til at trække vejret dybt ind. Berolige den sitrende krop, og fokusere mere på hvad der skulle gøres, istedet for hvad hun gjorde. Og da den askefarvede hoppe trådte nærmere, var det et sørgmodigt, men dog nærværende brum der kom fra hende. Hun var her stadig, og lyttede.
Jivala nikkede stille, og rettede kroppen en anelse. De mørkebrune blik så på hende - både bekræftende og tvivlende, idet hun stadig ikke kunne se hvilken hjælp han ville være. Hun forstod ikke, men ville aldrig sige nej til at prøve Og den askefarvede talte som hun kendte til dette... ansvar over for andre. Og talte til hvad den brogede inderst inde godt vidste. Og skulle hun være ærlig, vidste hun at lyset altid havde været vejen... det var ihvertfald hvad de sagde.

"Jah.... Det skal nok gå. Vi finder på noget"

mumlede hun, i ligeså meget bekræftelse over for sig selv som for Ariel. Den brogede rykkede en anelse på benene, og begyndte at gå en smule. Dog nåede hun ikke langt, og vendte med en koncentreret rynke hovedet opad. Som om at hun ledte efter et svar der svirrede lige i udkanten af hvad hun ville. Det handlede ikke om at huske. Det handlede om at forstå..

"Hjertet"

sagde hun tonløst, imens et blankt udtryk plantede sig over den brogede ansigt. Ordet bar ingen følelse - end ikke frygt. Men bar istedet en fornemmelse af tomhed over selve handlingen. Over hvordan han - det væsen, kunne tage noget så vigtigt. Den brogede var dog ikke følelseskold. Hun var bange.
Langsomt begyndte hun at gå igen, som at lægge ekkoet at ordet bag sig. Hun kunne ikke klare at høre det flere gange.

Ariel lagde ørerne tilbage. Der gik nogle sekunder hvor hun blot stod uden at røre sig og så efter den brogede skønhed, hvis mørke lokker fejede i den kølige brise som kærtegnede dem begge. En ny fornemmelse satte sig i hendes bryst, nærmest fremmed. Var det frygt? Nej. Hun havde det simpelthen ikke i sig. Ikke når det gjaldt hende selv.. Men Jiva.. Måske var det vrede, måske var det frustration. Men det kaldte ikke på noget udbrud, det bølgede ikke voldsomt igennem hende. Det var mere intenst og alligevel ligesom brisen over dem på samme tid. Hun brød sig bestemt ikke om hvad hun hørte. Der gik netop et øjeblik hvor hun var tavs, ordløs. Men den viden fodrede meget hurtigt hendes beslutsomhed, hendes viljestyrke.

Hun fulgte efter med lydløse skridt, let som en fugl trods det uvejr som havde rejst sig over dem og tyngede dem nedad mod jorden. Det ville ikke lykkes for stormen at mase dem i mudderet. Det var hun fuldstændig stålsat på. Snart nåede hun op til Jiva igen, og side om side gik de længere ind i tusmørket.

”Hvor fandt du ham?”

Hendes lyse stemme var dæmpet, men uden usikkerhed.

198 words