BEACONS OF THE PAST ✗ Taia

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

When ✗ Tidlig aften
Where ✗ Ved kysten på østsiden af øen
Who ✗Taia

Kysten havde været blandt de nemmere ting at finde; faktisk havde Chrome næsten ikke engang fundet den, han var nærmere bare stødt på den, mens han tilfældigt havde vandret af sted i søgen efter nyt selskab. Ikke at han direkte søgte, for han krævede ikke selskab som så mange andre, men nød det da alligevel, selvom han havde haft forskelligt held med dem, han havde mødt indtil videre. Nogle havde været venlige, andre knap så meget; den første hoppe han havde mødt, havde endda endt med at bære hans føl. I hvert fald antog han det, men han kunne vel egentligt ikke vide sig sikker.

Man kunne tro det eller lade være, men dette var første gang han rigtigt så havet. Han havde hørt om det; hørt historier om den salte luft og det uendelige vand. Det virkede dog, nu hvor han stod og så udover det, ikke uendeligt. I hvert fald syntes han at kunne ane øer i det fjerne, men han kunne vel tage fejl som enhver anden. Hvis der var andre øer, så ville han dog ikke svømme ud til dem, hvor tiltrækkende ideen end var. Havet var endnu ikke frosset, men han havde hørt et savn om, at det kunne fryse til. Et savn fortalte i hvert fald om, hvordan en flok havde krydset havet fra Øen mod Nord, for at nå dertil, hvor han var født. Det var dog blot et savn, så måske passede det ikke, men søer kunne jo fryse, så det var vel ikke umuligt.

Over den plettede hingst flød et par skyer dovent af sted, mens vinden hvirvlede omkring ham. I hvert fald antog han, at det var vinden, for en kulde krøb ind mod ham.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[35]

Taia
☽ ° ☾

At bestemme sig for at gøre det nødvendige var en ting; at gøre det var noget helt andet og på alle måder en skræmmende tanke. En skræmmende handling. Taia havde altid været en hoppe af mildt og godt sind, som aldrig ville tage fra andre. Hun havde ikke brug for andres ejendele, eller blot relation, så det at stjæle var en absurd tanke for hende. Ikke desto mindre havde livet, eller rettere manglen på det, bragt hende i en situation hvor det at stjæle, var den eneste mulighed hun havde, så vidt hun kunne forstå. Det var ikke blevet bekræftet af nogen, men hun følte sig rimelig sikker på, at det var var sandt. Hun var død og for at komme tilbage til livet, skulle hun bruge energi. Energi hun kun kunne få ved at tage den fra andre… Hvorvidt energien kom tilbage til de sjæle, hun tog fra, var hun usikker på, men samtidigt følte hun sig sikker på, at det måtte være tilfældet. Hvis ikke, så ville hun stoppe med det samme og vandre alene i ensomhedens univers, stedet mellem liv og død, men indtil det var bekræftet, ville hun fortsætte.

Hendes vandren, søgen, efter energi bragte hende til Leventera’s kyst. Hun søgte vidt og bredt efter den nødvendige energi, for ikke at tage for meget fra nogen bestemt. Hun tog kun en smule, gav kun sjælene et kort gys, før hun forlod dem på ny, for hun vidste jo ej hvor meget skade de tog af det hele. Ved kysten havde hun fået øje på en plettet skikkelse; en stor og tilsyneladende kraftfuld en. I hvert fald manglede skikkelsen, som ved nærmere inspektion var en hingst, ikke just noget, for at klare sig gennem vinteren uden for store problemer. Han virkede egentligt til at klare sig så godt, at Taia dømte, at han næppe ville mangle noget, hvis hun tog en smule.

Hun hadede det, men i det mindste valgte hun selv og hvis muligt, ville hun betale tilbage, den dag hun fik muligheden.

☽ ° ☾

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Der var noget over havet, der mindede den plettede hingst om hans mor. Det var stort, koldt og, så vidt han forstod, skånselsløst; alle tre ting, som passede præcis på den hoppe, der havde opfostret ham, for ja, der var ikke meget ‘mor’ over den hoppe. Hun havde taget sig af ham, sørget for, at han havde overlevet, ingen tvivl der, men der havde ikke været nogen rigtig struktur. Intet at falde tilbage på, når tiderne ikke kun blev fysisk hårde. Han vidste, at han for hende ikke havde været noget specielt, hvis han da overhovedet egentligt havde været andet end en, der tog fra hende. Hun havde ønsket sig en datter og havde ytret sig om det mange gange, også overfor ham; han havde været hendes sidste chance for det, men han skulle absolut være blevet den han var.

Med et fnys kastede den plettede hingst tankerne af sig; han gad ikke tænke på den forbandede hoppe længere, ikke nu hvor han, tilsyneladende, var fuldstændig fri for hende. Ikke at han var sikker på, om hun stadig levede, men han havde ikke set hende død, så han følte sig sikker på, at den gamle møgkrikke stadig vandrede omkring et sted i hans hjemland.

Fordybet som han havde været, lagde han ikke mærke til den kulde, der krøb ind over ham, før han mærkede den i sine knogler. Han skyede dog ikke bort, men antog blot at det var vinden som drev ind fra havet. ”Helt fri er jeg måske ikke for dig, huh?” mumlede han med et trist smil om hans mule, der vidnede om alt andet end velment sorg. Han hadede ikke direkte den hoppe, der havde født ham, men han elskede hende bestemt heller ikke. Han havde vel egentligt ikke en eneste positiv følelse omkring hende.

✕ ...but I do it in the best way ✕

Taia
☽ ° ☾

Hoppens skridt bragte hende mod den plettede hingst, men det var bestemt ikke med tydelig velvilje; nej skridtene blev mere eller mindre slæbt afsted. Hun ønskede det virkeligt ikke, men det var nødvendigt. Hun blev ved med at gentage det overfor sig selv; Jeg er nød til det… Jeg skal nok give det tilbage… Bare en smule…

Hun stod ved hans side uden at røre ham og lod varmen sprede sig i hende, mens hendes hoved hang let. Som en steppeild løb den afsted, brændte sig gennem hver fibre af liv hun havde i sig, inden den endte blindt der hvor hendes hjerte skulle sidde. Hun havde intet hjerteslag for nu, men en dag ville det igen være der, rytmisk og betryggende, et vidne om, at hun var i live. Varmen var også et minde om den første gang, hun var gået bort… eller var hun nu også det? Måske… Uanset om hun var død, inden hun nåede landet her, så mindede varmen hende om den ild, der var blevet hendes endeligt. Det havde været så simpelt årene før… så let, for hun vidste hvad hun skulle. Det havde været indøvet, været næsten natur for hende, men når noget vendte sig mod en som det havde gjort… så var der intet, man kunne gøre.

Hingstens stemme trak hende ud af hendes tanker og et øjeblik stirrede hun forfærdet på ham. Han talte til hende? Hvordan…? Hvordan vidste han, at hun var der? Kendte hun ham, siden han talte til hende som han gjorde. Med et hastigt skridt trak hun sig bort fra ham, strøg gennem sandet uden at få det til at flytte sig. ”Hv...Hvordan… Kan du se mig?”

☽ ° ☾

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Chrome fortsatte med at se ud over havet, mens kulden bed i ham. Der var nu noget underligt over den, måtte han medgive, hvilket satte tanker igang hos ham. Den føltes ikke ens over det hele, men som om den havde oprindelse et enkelt sted. Det i sig selv var ikke så underligt, men vinden gjorde ikke sådan. Den lagde sig ikke om en del af en, men fandt legende vej rundt om hele ens legeme. Let rynkede han brynene og så mod der hvor kulden kom fra; det øjeblik hvor han gjorde det, forsvandt den dog bort, som hvirvlede den afsted med vinden, som strøg forbi. Den kastede hans man og hale ud i hvirvlende bevægelser, før den faldt til ro igen. Et fnys forlod ham; nej, det måtte bare være vinden, for hvad ellers gav kulde på et sted som dette?

”Vidste du overhovedet hvor ondt det gjorde?” mumlede han ud i vinden, inden han rystede sit hoved. Hmpf… Nej, den hoppe havde aldrig kendt til, at ord kunne røre andre og mindst af alt hendes egne afkom. Han var ret sikker på, at han ikke just var hendes eneste søn, men han havde egentligt aldrig mødt nogen af de andre, så om hun havde været mildere ved dem vidste han ej. Han var dog ikke en af dem, som sørgede over en trist tid som føl, for der havde også været lyspunkter, selvom de var få. At løbe med de andre hingste var dog bestemt en af de få grunde til, at han ikke gjorde det; gruppen havde løftet ham fra at være en ranglet hingsteplag til den han var i dag. Det havde givet skræmmer, bestemt, men han gjorde det glædeligt igen.

✕ ...but I do it in the best way ✕

Taia
☽ ° ☾

Der var stadig intet andet end overraskelse og manglende tro på, at han måske havde set hende. Han havde hørt hende! Håb voksede i hende, hvirvlede op og spredte sine vinger, klar til at flyve… blot for at blive skudt ned, da han vendte sig bort og talte ud i vinden med ord, som bestemt ikke var tiltænkt hende. Hendes ører vippede bagud, sørgmodigt, mens hun så på ham. Nej… han havde ikke set hende, men havde blot tilfældigt sagt noget, som kunne have virket som det. Håbet i hende sank bort, fandt tilbage til mørke afkroge i hende, men dog spirede et lille håb fortsat; håbet om, at hun var på rette vej. Det lille håb der drev hende fremad til at gøre det hun gjorde. Til at stjæle, trods det ej var hendes natur. Håb kunne gøre mange ting, vanvittige ting, og drive enhver til randen af deres eksistens, hvis blot det var stærkt nok. Dette håb ville hun dog ej tillade at drive hende derud; nej, dette håb skulle løfte hende op, løfte hende ud af verdenen mellem Livet og Døden. Håbet skulle blive den bro, der bragte hende tilbage til dem, hun holdt kærest.

Og dog, trods hans ord kun dræbte det håb, hans ord samtidigt havde skabt, så spirede der også en nysgerrighed hos hende, for hvad talte ham om? Hvem havde skadet ham til det punkt, hvor han villigt talte til vinden om det? Det var ej noget, hun kunne eller skulle blande sig i, men det var alligevel en tanke som blev siddende i hende, da hun rokkede frem på sine forben et øjeblik tillod kulden at løbe ind over ham et par øjeblikke mere. Snart havde hun taget det hun havde brug for, det hun ville, og når det var gjort, så ville hun efterlade hingsten til sine tanker og tale.

☽ ° ☾

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Vinden hvirvlede ind over hingsten på ny og han lukkede øjnene. Han kunne egentligt godt lide den salte luft og lyden af havet. Han havde hørt bølger før, for de forekom også på søer, men de havde aldrig helt været som dem, han hørte nu, her ved havet. Her brusede de og hvem vidste, måske kunne de faktisk blive så store, som legender fortalte om, men det håbede han nu ikke. Dette land var nyt for ham, ukendt, men han ønskede ikke at se det forsvinde i en bølge…

På ny strøg kulden ind over ham, men denne gang ignorerede han den; det måtte bare være vinden, uanset hvor underligt den opførte sig. Let fnøs han af den, som om det ville gøre noget. ”Du ønskede mig altid borte, så… i det mindste er du glad nu.” Den plettede hingst rystede let på hovedet og så ud over havet igen. Han måtte hellere komme videre, alt taget i betragtning. Han havde stået her en del tid nu og det var ærligt talt begyndt at blive lidt koldt, såvel som kedeligt. Det var fascinerende, ja, men ikke så interessant igen, at han ønskede at blive her længere.

Med rolige skridt begyndte han at forlade stranden. En kort tanke blev sendt til det faktum, at da han gik, forsvandt kulden, men mere lagde han ikke i det, før han sprang afsted. Sandet strøg væk under ham, indtil hans hove nåede mere fast grund og farten blev øget. Inden længe var han ude af syne.

[OUT]

✕ ...but I do it in the best way ✕

Taia
☽ ° ☾

Taia stod fortsat ved den plettede hingst, da han tilsyneladende fik nok af havet… eller nok af hendes ukendte tilstedeværelse. Han vendte sig bort og gik sin vej, hvilket efterlod hende alene ved stranden. Hun fulgte ham dog med blikket indtil han forsvandt ud af syne; selvom han ikke rigtigt havde set hende, så havde det været rart at føle et større håb, om end kun for et øjeblik. Selvom det havde været et falsk øjeblik, så havde det været rart at føle selskab igen… ikke blot at have den uendelige ensomhed som sin eneste følgesvend.

For et øjeblik tillod den arrede hoppe sig selv at se udover havet. En dæmpet brummen spillede i hende, mens hendes hoved sank ned mod sandet under hende. Forsigtigt prøvede hun at puffe til det; det flyttede sig ej. Det var en handling der vidnede om desperation og ønsket om ændring, men ingen var fundet. Det knækkede ej hoppen, men med en træt bevægelse lagde hun sine knæ mod jorden, før kroppen fulgte trop.

Hvor længe hun lå der lagde hun ej mærke til, men da hun endeligt forlod stranden havde natten sat ind og indhyllet landet i mørke.

[OUT]

☽ ° ☾