Crystal Ice

{Juleaften ~}

Luften var kold og klar, ikke en lyd var at høre mellem de ældgamle stammer. Den askegrå havde fundet vej til en af Enophis’ mange, store skove og her herskede sneen. Den havde dækket alt og faldt stadig, uden en lyd dalede snekrystaller ned fra himlen og gemte alle Andromedas farver. Der var kun hvidt og mørkt, træerne mørke silhuetter og hendes egen mørkegrå skikkelse. Hun trak vejret dybt og pustede fornøjet ud, som ville hun suge hele vinteren ind i sig og ud igen. Det var virkelig vinter.

Usædvanligt for den grå så hastede hun ikke afsted. Hun nærmede sig den første fod af bjergene, det sted hvor hun vidste at hun ville kunne finde et helt særligt vandfald. Men der var et stykke endnu, og alligevel havde hun ikke travlt – hun trippede frem i den dybe sne med lette, knirkende skridt. Imens dækkedes hendes ryg af krystaller, de sad overalt, i hendes hår og i hendes pels, selv i de mørke øjenvipper sad et par krystaller. Kulden rørte hende som sådan ikke, den var bestemt at mærke nu da hun ikke bevægede kroppen i fuld fart, men den satte sig i pelsen på en måde som hun ikke fandt ubehagelig. Den var opkvikkende ligefrem. Ariel brummede ud i stilheden, for der var ganske vidst ikke en lyd at høre. Vinteren var altid tavs.

word count 225

* * * (21) * * *

Midt i den hvide sne og de gråbrune stammer vandrede den gyldne hoppe. Selvom hendes pels var dækket af falden sne, lyste hun alligevel op i det ensfarvede landskab. Hun havde endnu ikke fået vinterpels, grundet sin noget voldsomme og bratte rejse her til landet. Hun var ganske enkelt dumpet direkte fra varme og sol, til sne og kulde. Hun fnøs misfornøjet. Hun kunne som sådan godt lide sneen, i hvert fald havde det sine øjeblikke. Men hun savnede varmen og den blå himmel, hvor der ikke var overskyet og snekrystaller faldt derfra.

Hun havde fundet en sti ikke lang tid efter hun havde forladt en stor, bred eng. Den havde hun nu fulgt i nogle timer, ensom og uden at møde andet end en mur af stilhed. Indtil... Hvad var det? Hun stoppede brat op og hævede det ædle hoved til sin fulde højde. Hendes blik spejdede vågent fra side til side, og forundret blev hun, da hun opdagede en grålig skabning ikke langt fra sig. De havde vandret side om side, men halvtreds-hundrede meters afstand, i gud ved hvor længe - dog var hun selv lidt længere bagud, hvilket nok forklarede hvorfor den grå ikke havde opdaget hende, trods hendes farve.

Hun spidsede ørerne og kaldte stille imod den grålige hoppe.

Hun tvivlede på at vandet ville være frosset til. Det var ikke koldt nok endnu. Selv med snekrystaller dalende ned fra himlen vidste hun at endnu mere kulde meget vel kunne være i vente. Mere sne og mere rim. Den askegrå vippede på sine bløde ører mens hendes ravfarvede øjne afsøgte skoven, selvom hun havde set det hele mange gange før så var hun stadig lige observant. Derfor overraskede det hende at der pludselig ud af stilheden lød en stemme, en kalden – hun standsede brat op og kastede et blik over sin krystaldækkede skulder efter lyden. Den havde været ganske feminin og kom fra et sted ganske tæt på. Havde hun alligevel været uopmærksom? Hun havde forventet at være alene, omgivet af sne og stilhed, og alligevel så tonede en sjæl op i alt det hvide. Et smil bølgede snart frem over den hvide mule, uden et øjebliks overvejelse svarede hun kaldet i en lys tone.

word count 156

* * * (22) * * *

Et blødt smil faldt om hendes læber, da hun fik et svar tilbage, ganske prompte. Den grå hoppe vendte sig straks imod hende, og selvom hun øjensynlig virkede forundret over at finde hende så nær, så lod hun også til at være helt med på at have selskab. Noget Izmira ikke takkede nej til. Hun havde været meget ensom, og kunne godt trænge til at snakke lidt med en af samme køn. Endnu havde hun kun mødt hingste, og ikke alle havde hun lige gode minder med.

Hun satte frem i en lystig trav hen over den nyfaldne sne, der dog knasede sprødt under hende. Snart var hun ganske nær den fremmede hoppe, og hun hilste hende med en dæmpet, venlig brummen og de fine gyldne ører spidset imod hende. Hendes blik gled hurtigt over den grå, og fandt en yngre men dog bestemt voksen hoppe. Og hun så et stort smil og glade øjne. Det smittede hende straks og hun stoppede derfor op foran dem fremmede med et bredt smil.

"Goddag," hilste hun varmt.

Den askegrå så til mens en gylden hoppe nærmede sig. Det gik ikke langsomt for sig, den fremmede tøvede ikke og det glædede kun Ariel endnu mere. Smilet voksede en anelse og hun drejede med lette trin sin slanke krop, så hun stod med fronten mod den gyldne sjæl. Sikke en pels hun havde, hoppen, hun havde næppe set nogen bære samme farve og det trods hendes mange møder med sjæle af alle slags udseende. Hendes egne gyldne øjne tog omhyggeligt alle hoppens detaljer til sig og afspejlede samtidig uden omsvøb den grås forundring. Hun flyttede på ørerne da hoppen gav lyd fra sig og energisk som altid så tog hun sig den frihed at trippe et par skridt nærmere.

”Goddag,”

En mild brummen undslap den grå i et lyst toneleje. Hendes udtryk var tydeligt nysgerrigt, hun havde ikke regnet med at støde ind i en fremmed på sin tur gennem skoven. Hun havde egentlig slet ikke regnet med at støde ind i nogen som helst. Men nu og da var man alligevel heldig.

”Jeg ser at sneen også har fået ramt på dig.”

Det lyse ansigt blev lagt på skrå. Hun hentydede til sneen på hoppens spinkle ryg og det venlige smil blev hurtigt muntert.

word count 210

* * * (5) * * *

Den fremmede hoppe kunne ikke skjule sin forundring. Det fik den lille gyldne hoppe til at smile mildt imod den smukt sortgrå sjæl foran hende. Det mørke pelslag skinnede blankt, selv nu med vinterpels og kulde. Det kunne Izmira ikke selv prale af, for vinteren havde været hård imod hende. Hun var tynd og så slidt ud, men ikke i hendes blik. Der var altid et vågent glimt i de gyldenbrune øjne.
Hun dansede let på stedet af ren og skær glæde over at have fundet selskab. Det var uvant for hende, men hun måtte tilstå at hun havde savnet nærkontakt. Det var svært at være alene, men endnu sværere at være alene i denne kulde. Og nu var hun endda så heldig at møde en så flink hoppe som denne.

"Mit navn er Izmira. Hvem er du?"

Hendes stemme var blid og varm, uden spor af fjendtlighed. I disse dage havde hun mistet lidt af sin brod, men det hang nok også sammen med at det kun var hingste hun så som virkelige trusler. Havde hun været hjemme, havde hun været mere bekymret for hopperne end for hingstene, for hingstene kunne hun tøjle, sno om sin lillefinger. Men hopper... de var jo lige så forføreriske, bedrageriske og løgnagtige som hende. Men ikke her. Ikke i Andromeda. Hingstene her kunne tænke for sig selv og de lod ofte til at være mere interesserede i at slås eller dominere hende, eller endda bare snakke. Og hopperne... ja, denne var jo den første af slagsen hun mødte her, men noget fortalte hende, at hun ikke skulle være bekymret. Tiden med løgn og rænkesmedning var forbi.

"Ja, den kom snigende fra oven,"

Hun lo sagte og hentydede til sneen på sin ryg. De første mange gange havde hun rystet det af sig, men efterhånden som det bare kom igen og igen havde hun lige så stille givet op og ladet sne være sne.