Breaths

Det havde nu været en stund, siden den fantomagtige skabning var stødt på en anden sjæl. Ganske vist bar han stadig minderne, om alt fra den unge spørgende skabning, til den tunge brogede hingst, der havde forsøgt at lade ham genfinde sin balance. Han vidste ej hvor længe, men for længst var de vante vaner vendt tilbage til unghesten. Hans gang, præget af en død fremførsel, og frem for alt et sænket hoved, som var han en, der var ganske nær livets ende.
Mørket kopm tideligt disse dage, et mørke der bragte kulde med sig, men på trods af dette, var han ganske bevidst om, at vinteren endnu var mild. Der var mange kolder dage at se frem til, og derfor var det et krav, at han holdt sig i bevægelse, sørgede for at musklerne stadig havde styrken til at holde ham i gang flere timer.Med det sagt, havde han dog på det seneste følt hvorledes hans uhdoldenhed langsomt var skærpedes. De første dage i denne krop, der ikke længere bar magiens indre drivkræft, havde været en ganske ubehagelig oplevelse, noget der kunne sidestilled med tortur. Dog var dette nu ændret, han havde tilpasset sig begrænsningerne, omend han kunne føle, hvorledes hans kapacitet var bundet af sindets sløvhed. Han var bevidst om de høje knæløft han var født med, hvorledes et let svej i nakken, kunne samle hans krop, og lade ham præstere bedre end de fleste. Han kunne blot ej overskue det, eller se meningen med at føre sig i en sådan dans..

(27)

.~:SAMAEL:~.
BREATHS (20)

Den tunge hingst vandrede netop igennem de fugtige arealer, som en lys, ren skikkelse, blandt alt muderet. Noget der i særdeleshed var mærkværdigt, men dog en af de ting han var bevidst ved. Mudderkager ville blive ham en stor byrde, såfremt for mange af dem samlede sig i hans lange pels, eller i og omkring de fjerklædte hove. Således sørgede han for at holde pelsen ren, dyppe spidserne af den mægtige hårpragt, når områderne tillod det. Og det var netop dette han havde i sinde.
De tunge skridt var ganske rolige, og frem for alt sat med en skarp rytme. Ganske snart blev dette dog forstyrret, da underlaget sniftede, blev en anelse mere sandet, og snart blev denn afløst af den lette plasken, da hingsten lod sig føre et par skridt ned i skovsøen. Med vilje sigtede han ej imod midten, men lod sig hvile langs kanten, så den tunge pels ikke blev for våd. Ganskevist var han fænomenal til at holde varmen, men for meget vand ville forstyrre hans evne til at puste pelsen op, og i sidste ende hans isolerings evner.