Reach for the light [Åben]

JULEAFTEN

De sidste par dage havde været noget af en omvæltning for den spraglede hingst, som for en stund havde søgt fra sine rammer i ørkenen og tilbage på øen, hvor han før havde tilbragt megen tid. Megen tid for her var hans familie bosat, dog var den splittet, spredt for alle vinde nu. Ava kunne ikke længere vende tilbage til Teylar, hvorfor Mindraper blev nødt til at søge til øen hvor denne befandt sig. Han kunne ikke blot lade hans døtre i stikken.
Selvom han ikke just var fan af Avas beslutning, så havde han taget den beslutning at han måtte stå ved hendes side. Han kunne ikke svigte hende, selvom han egentlig havde forsøgt at stikke halen mellem benene, men hingsten havde indset hvem der betød noget for ham, men samtidigt følt sig splittet. En følelse der stadig ulmede, da han nu også følte sig ganske knyttet til en lys sjæl i dette land. Han skyldte den gyldne hoppe mangt og meget, for var det ikke for hende havde han ikke fået øjnene op for at overhovedet at kunne føle for Ava som han nu engang gjorde.
Den spraglede hingst drog et kort suk, inden han for en stund stoppede op og lod den tykke hvide dampsky for hans næsebor stige mod den sorte nattehimmel.

Det er blevet fortalt, at en dag ville solen ikke længere rejse sig fra havets greb. Stjerner ville fra den dag af guide verdens væsner fremad, og natten ville herske. En nat, der ikke ville være mørk og forfærdelig - men tværtimod en nat fuld af vidundere og drømme. En nat hvor verden ville dulmes i mørke og bløde farver, og månens blege lys ville fungere som solens stråler. Det ville være smukt. Men sådan en dag havde altid kun været en historie, som den mørkebrune Regina bar med sig ind i et fremmed land. For selvom disse lande havde visse ligheder, var områderne langt fra ens. Og derfor tvivlede hun også på at historierne ville være det samme her.
Svagt vippede de bløde ører tilbage, idet at den mørke søgte efter en lyd at følge. En stemme, et vink eller en hentydning til hvad hun nu skulle gør, eller hvor hun skulle give sig hen. Vinterøen havde virket forfærdelig øde, så Regina havde overvejet om der overhovedet fandtes liv disse steder. Hun tvivlede dog. Vinteren havde nok bare dulmet alt ned, ligesom den gjorde i hendes hjemland.

Et smil gled om den mørke mule, inden at hun med ranke og energiske sktidt bevægede sig fremad. Den frostklare sne knirkede sagte under de lyse hove, men ellers havde stilheden lagt sig omkring det hvide område. Man skulle dog ikke sammenligne stilheden med mørke, da den hvide sne reflekterede i alt lys der blev sendt ud. Og opmuntret af den lyse nat, sendte den mørke hoppe endnu et friskt vrinsk ud i natten. Måske heldigere denne gang.