Troublemaker [Åben]

JULEAFTEN

Den gyldne sjæl, som huserede på Chibale i største delen af tilfældende var atter vendt tilbage fra nogle af hans togter. Ballade havde han lavet meget af, øvet sig ihærdigt på at udvikle sin magi, som var ham skænket ved hans fødsel. Man kunne kalde ham en stræber. En stræber efter sin faders anderkendelse, men det var ikke noget der sådan lige lå ham alt for nært. Det var blevet skubbet bort at hormonerne der raserede i den unge hingsts krop. Allerede havde han sat et føl i verden, som vidst nok, forhåbenligt skulle være dødt. Han var endnu ikke klar nok i hovedet til at tænke på den slags. Om han nogensinde blev det, var ikke til at sige. Han var jo lidt en sær snegl ham den gyldne. Altid ude på ballade. En rigtig bachelor. Han klukekde fornøjet i sit stille sind. Han var på nogle punkter blevet mere voksen. Han kunne bedre håndtere sine små hyperaktive udbrud når det virkelig gjaldt. Han havde hygget sig med den spraglede Asira. Hendes sind var så skrøbeligt bag de mange facader. Ja hende. Hende kunne han godt lide. Hans hoppe, som han dog på nuværende tidspunkt slet ikke havde nogen interesse for. Det kom og gik, som sommerregn. Hans sind var hurtigtarbejdende og ting hang ikke altid helt på når han først havde fundet noget mere spændende. Det der var mere spændende var lige nu at se en edderkop fortære sit bytte.

Emne: Troublemaker                                                                            Ord: 338

Chibale... Tsavani havde altid holdt meget af denne lille, men meget yndige ø. Den var smuk og frodig, fuldstændigt som hun kunne lide det. Men end ikke Chibale var sluppet fra vinterens sne og kulde. Også her var sneen faldet og dækkede nu jorden til med sin hvide masse. Hun løftede benene højt for at blive så lidt våd som muligt, men det var en så godt som umulig opgave. Sneen sad i klumper i hendes hovskæg og gjorde det vådt og tungt at gå med. Øv, hvor hun hadede vinter! Hendes blå øjne gled skuffede udover Chibales landskab. Den hvide sne var skam smuk, det var slet ikke det... Men hun savnede den grønne frodighed, der havde spredt sig udover øen, sidste gang hun var her.
Hun kom fra et land, der ikke fik sne på noget tidspunkt af året. Hun havde altid kun hørt om det hvide naturfænomen fra de rejsende, der vandrede gennem landet, og derfor havde hun aldrig selv oplevet det. Hun havde dog hørt fortællinger om sneen, og hun havde altid ønsket sig selv at opleve det. Nu hvor hun havde det, måtte hun indrømme, at hun var blevet slemt skuffet... Det var bare så meget mere koldt, vådt og klamt, end hun havde regnet med!

Hun skuttede sig kort, da den kolde vind ramte hende. Selvom hun groede vinterpels ligesom enhver anden hest, var hun ikke god til det med kulde. Hun var en rigtig frossenpind, der havde det bedst i varme temperaturer. Det havde nok noget at gøre med, at hun var vokset op i et land, der bestod af frodige landskaber eller områder dækket af aske fra vulkaner. Hun var derfor ikke vant til at have de hårde og stride vintre, der kunne forekomme i andre lande.
Med de højtløftede skridt trampede hun videre i det dybe sne. Hun var ikke i særligt godt humør og ville bare have sommeren tilbage. Til hendes held var der dog ikke rigtigt nogen heste i nærheden - hun var ikke ligefrem i humør til selskab.

To måneder senere, ups

Xenocrates opfangede lyden af en fremmed. En han som sådan aldrig havde haft færten af på nogen måde. Det vil sige nok en nytilkommen. Om ikke andet på Chibale. Den lyse hingst havde ellers ikke rigtig haft lyst til vildt meget selskab på det sidste. Han lod en skinger latter lyde fra hans unge bryst,så skinger at edderkoppen der havde været midt i en måltid nu fortrak. Den skulle ikke nyde noget. Hurtigt fik den unge sjæl tumlet sig igennem sneen og mod hans nye 'ven'. Med høje knæløft på grund af den dybe sne. Han fik hurtigt spottet den lyse hoppe. Hun var jo enorm. Xenon tog noget af farten af og stod kort og funderede over hendes størrelse. Han var jo meget lille i forhold til hende, det kunne han allerede nu se. Heldigvis ville han nok være hurtigere. Han rømmede sig en anelse og satte nu frem mod hende igen, i et mere stille tempo. Det forekom ham at hoppen nok var større end hans spraglede halvbroder. Den unge hingst rynkede svagt på mulen inden han med en svag brummen hilste den enorme hoppe.

THREAD: Troublemaker                                                                                                    WORDS: 396

//OOC-note: Det gør slet ikke noget, haha! Jeg er heller ikke altid selv den hurtigste til at svare... o.o

Hun fortsatte sin uendelige trampen i den dybe sne og svirpede ophidset med den lyse hale bag sig. Hendes gyldne ører var tilbagetrukket i nakken, da hun var i sådan et dårligt humør. Hun følte sig så ugidelig i dag... som om at intet havde hendes interesse udover blot at være sur. En lyd fangede pludselig hendes opmærksomhed og fik hendes ører til at rotere lyttende rundt. Det var en latter; en skinger latter, der efter sigende kom fra en hingst. Hun vendte atter ørerne bagud og rynkede ligegyldigt på mulen. Hvor uinteressant... Forhåbentlig holdt den latterlige hingst sig på afstand, så hun ikke ville blive tvunget til at konfrontere ham.

Men hvad havde hun egentlig regnet med? Selvfølgelig var der ikke noget, der skulle gå efter hendes hoved denne dag... For der gik skam ikke lang tid, før hun kunne se den fremmede komme tumlende gennem sneen imod hende. Hans knæløft var nøjagtig lige så høje som hendes egne; men andet var heller ikke rigtigt muligt i denne sne. Han stoppede nu op og stod og betragtede hende. Hun selv valgte at gøre det samme. Hingsten kunne næsten være en lav og spinkel udgave af hende selv; samme gyldne farve, blå øjne, lyse aftegninger og hårpragt. Det eneste, der adskilte deres farve, var den kulsorte mule, der meget uharmonisk var plantet på hans krop. Hun rynkede uimponeret et bryn. Nøj, hvor hun bare ikke magtede dette...

Hun havde et kort håb om, at hingsten blot ville miste interessen og vende om igen, men nej da... I stedet rømmede han sig og satte atter af sted mod hende. Hun hævede hovedet i et hurtigt ryk og så på ham med et dræbende blik i de kolde, blå øjne. Hun selv gjorde intet for at gå ham i møde, men blev blot stående med alle fire ben solidt plantet i jorden. Hun hørte godt hans hilsende brummen, men den gjorde hun intet for at besvare... I stedet lod hun sit blik køre dømmende op og ned ad hans krop, mens den kraftige hale svingede uinteresseret bag hende. Hun virkede ikke fjendtlig eller aggressiv, men gav ham heller ikke ligefrem nogen imødekommende signaler; nej, i stedet stod hun ubevidst og spillede lidt kostbar. Hun lod det være op til ham, om han stadig havde interesse i at komme hende nærmere, selvom hun ikke direkte havde hilst ham an.

[2]
Den gyldne hingst var egentlig tæt på at ombestemme sig med hensyn til hoppen selskab, for hun virkede ikke indbydende, men nærmere afvisende. Det var normalt ikke noget der generede hende, men hendes størrelse gjorde det ikke ligefrem motiverende. Mh. Xenon tog nu de sidste skridt hen mod den gyldne olme hoppe og stoppede op udenfor hendes rækkevide. Der lagde han hovedet på sned med et drenget smil.

" Hvorfor så seriøs? "

Næsten bjæffede han. Den unge hingst havde sine særheder og virkede måske en anelse bims, men han fandt det morsomt. Trods alt havde man kun det sjov man selv lavede. Han ville se hvor langt han kunne komme ind i hoppen, måske han nåede lige så langt som den grå hoppe. Hvor mon hun var hende?

Troublemaker
_____________________________________________________________________

Hun havde svagt håbet, at hendes uinteresse for denne hingst ville få ham til at skifte mening og vende sig om, men ak nej... Der var selvfølgelig ikke noget, der skulle gå efter hendes hoved. Hun himlede tydeligt irriteret med øjnene, da han skridtede det sidste stykke imod hende. Hvorfor skulle hun tvinges til at stå model til det her? Hvorfor var der aldrig noget, der kunne gå, som hun ville have det? Hun følte sig virkelig uretfærdigt behandlet! Alle andre fik, hvad de pegede på, men hun fik aldrig nogen ønsker opfyldt... Ikke engang et ønske så simpelt som lidt fred og ro!

Hun mødte den fremmede med et hidsigt blik i de isblå, kolde øjne. Hun hadede sit liv lige nu, og den vrede måtte gå ud over ham, da han var den nærmeste. Man kunne sige, at denne hingst var uheldig at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt... Men det var hans egen skyld, mente hun - for han kunne for pokker da bare have læst hendes signaler og ladet være med at komme nærmere!

Det drengede smil om hans mule og hans næsten bjæffende spørgsmål fik hende til at væmme sig indeni. Nøj, hvor var hun bare ikke i humør til sådan noget unghingste-pjat lige nu! Godt nok var den fremmede ikke en plag, men det var tydeligt at se, at han ikke havde levet mange år i denne verden. Hun hævede uimponeret et bryn.
„Hvorfor så anmasende?" bed hun ham af.

_____________________________________________________________________

Tag: Xenocrates | Wordcount: 247