AGAINST THE SUN ✗ Tsavani

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

When ✗ Formiddag
Where ✗ De østlige enge
Who ✗ Tsavani

Hingstens hove hamrede mod det næsten knitrende hvide lag af sne, som med et tilfredsstillende lyd gav efter under hans kraftfulde skridt. Omkring ham hvirvlede sneen i kaskader, som flygtede den næsten fra væsnet, som nådeløst tordnede af sted hen over engen, uden tanke for den perfektion, hvorved det hvide dække var blevet skabt. Fuldstændigt urørt havde det ligget, indtil han var kommet.

Hvorfor han løb, var et udmærket spørgsmål, for han havde ikke direkte nogen grund til det; intet jagtede ham af sted hen over det hvide landskab og ej heller jagtede han noget. Han løb blot, om for sin egen glæde eller frustration var dog svært at sige. En ting var dog sikkert; han var ikke kun lige begyndt at løbe. Sveden var synlig på det plettede skind, mens hans sider hastigt hævede og sænkede sig. Lyden af hans vejrtrækning alene ville også fortælle enhver, at han havde løbet langt længere, end han nødvendigvis skulle. Sådan da.

Over ham fandt man en blændende blå himmel, hvorfra solen vågede over landet. Intet varslede om dårligdom på denne dag, for man kunne næppe finde en lysere dag, uanset hvor længe man ledte. Sneen fordoblede solens lys mangenfold og hvis ikke man vidste, at verden ikke kunne gøre det, kunne man ligefrem påstå, at den skinnede. Glødede i solens livsgivende lys.

Og dog... det kunne blot være hans mening, for det var sådan han så dagen igennem hans ravgule øjne. Det han i hvert fald kunne se, for hingsten missede let med øjnene det meste af tiden. Varmen var ønsket, men det skarpe lys var næsten mere, end han orkede.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[40]

Emne: AGAINST THE SUN                                                                Ord: 389

Næseborerne på den kødfarvede mule blev indåndende trukket ind og ud. Den beigefarvede hoppe strakte hovedet ned mod det, der før var græs, og pustede ned i jorden. Det fine snelag hvirvlede op omkring hende og satte sig på hendes mule, der blev kold og våd. En legesyg brummen forlod hendes strube.
Hun havde altid ønsket at se sne. Hendes hjemland, Méduil, havde været så dækket af aske fra de mange vulkaner, at noget så fint og rent som sne aldrig ville have kunnet trænge igennem. Hun havde derfor kun hørt fortællinger om dette naturfænomen fra de rejsende, der kom lang vejs fra og var på gennemvandring i Méduil.
Men nu... Nu oplevede hun det endelig. Hendes hudfarvede hove stod let begravet i det og gjorde hendes tynde hovskæg vådt. Nu hvor hun selv stod midt i det, måtte hun indrømme, at det ikke var helt så fantastisk, som hun havde forestillet sig... Altså, det var flot og spændende, og måden hvorpå snefnuggene hvirvlede rundt i luften tændte hendes legesyge. Men det var vådt, og det var koldt. Hun ville have elsket det... hvis det havde ligget der om sommeren.

Hun rejste atter hovedet fra jorden og rystede sig en omgang, så alt den sne, der havde lagt sig på hende, mens hun stod stille, atter hvirvlede af. Hun kastede en gang med det stolte hoved, inden hun begav sig videre på sin vandring langs engen. Hendes skridt var spankulerende, og hendes ben var højtløftede. Det var koldt nok i forvejen, så hun ville ikke have mere våde fødder end højst nødvendigt.
En tromlende lyd fyldte pludselig stilheden omkring hende, og hendes mandelformede ører blev opmærksomt rettet i vejret. Lyden af tunge, hurtige hovslag rungede henover engen. Hun stoppede op, hævede hovedet og udspilede de ovale næsebor. I det fjerne kunne hun se en stor hingst komme løbende i fuld fart. Sneen føg omkring hans spraglede krop, og den kraftige man og hale bevægede sig som sorte og hvide flammer i vinden. Hendes hoved blev ganske let tippet på skrå. Hvorfor havde han så travlt?
Hun blev stående helt stille i sin position og lod en feminin brummen lyde mod ham, da han kom nærmere. Hun ville ikke forstyrre ham, hvis han var på vej mod noget vigtigt, men ville lade ham opsøge hendes selskab, hvis han ønskede det.

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Den plettede hingsts skridt forsatte uden tøven eller tegn på, at han have brug for at holde op. Jovidst sved det lidt i lungerne og benene værkede en lille smule, men det var kun sundt, såvidt han vidste i hvert fald. Dog ville han ikke løbe til evig tid, for det var der bestemt ingen grund til, og selvom der manglede tegn på grunden til det, så hamrede han pludseligt sine hove ned i sneen. De blev ikke løftet på ny for at komme tilbage i den rytmiske takt der før havde været, men blev heller ikke i sneen. Med nogle lidt underlige, rykkende hop kom han til et holdt og i første omgang stod han helt stille i den position, han var stoppet i; en lidt akavet en, men han skulle bare lige have vejret. Så, efter et par øjeblikke, trådte han fremad og rystede sig.

Hoppens brummen var gået fuldstændigt forbi ham, tabt i vinden om man ville, men hendes eksistens gjorde ikke.

Hans rysten sendte virvaret af sne, is og hår, som han for tiden bar rundt på, ud på en hvirlende tur, før det meste af det faldt til ro på den ene side af hans hals, mens pandelokken også lagde sig til en side og dækkede for udsynet. En tilfreds brummen forlod ham, inden han begyndte at se sig omkring og først der fik han øje på hende. En stor, gyldenlødet hoppe. Meget stor faktisk. Man kunne fristes til at tro, at det var første gang han stødte på en hoppe, større end ham selv, men det var ikke rigtigt tilfældet; han havde mødt en enkelt, større end ham...
Synet af hende fik ham til at hæve sit hoved og knejse let i nakken inden han vippede ørerne fremad; alt mere automatik end selvvalgt handling. Halen svirpede bag ham, inden han sendte et dæmpet vrinsk mod hende; der var vel hundred meter eller lidt mere mellem dem, så det virkede passende nok.

✕ ...but I do it in the best way ✕

Emne: AGAINST THE SUN                                                                 Ord: 371

Den plettede hingst fortsatte af sted i sit hæsblæsende tempo, og man skulle tro, at han aldrig havde tænkt sig at stoppe igen... Men med ét stoppede han brat op. Han var en kraftig hingst, og hans stop blev derfor ikke særlig elegant at se på - men stoppet fik han da. Tsavani vibrerede nysgerrigt med de kødfarvede næsebor og undrede sig over, hvad der mon havde fået ham til at stoppe så brat op - var det mon hendes tilstedeværelse? Men det skulle hun nok få svar på, for snart begyndte han at skridte roligt fremad igen, mens han rystede sin store krop fri af det lag af sne, der havde lagt sig på hans pels. Han virkede ikke til at have bemærket hende overhovedet - var hendes brummen mon gået tabt i vinden? Hun skulle lige til at forsøge igen, men så skete der en ændring hos hingsten. Hans blik var nu rettet direkte mod hende, og hans hoved blev hævet, mens hans nakke knejsede stolt. Det var helt tydeligt, at han havde fået øje på hende nu. Hun vippede interesseret sine egne ører fremad, mens hun blot betragtede ham med et indgående blik.

Hun nåede lige at tro, at der ikke ville ske mere mellem de to, men så vrinskede han mod hende. Han hilste hende an. Det var i hendes øjne et tegn på, at han ønskede hendes kontakt. Han havde givet hende det signal, hun havde ventet på. Med et kast med hovedet satte hun frem i en livlig trav. Den flødefarvede hale smældede ivrigt bag hende, og hendes hoved var stolt rejst. Hendes himmelblå øjne søgte hans, mens hun kom nærmere. Hendes kraftige hove banede sig vej gennem sneen, og med trampende skridt kom hun hen til ham. Hun satte farten ned til skridt og brummede forførende, mens hun begyndte at cirkle omkring ham. Hun bevægede sig med langsomme, feminine skridt og vippede interesseret de mandelformede ører mod ham. Den lange man gled velformet nedover hendes skulder, alt imens hendes kraftige pandelok skjulte halvdelen af hendes ansigt. Den anden halvdel var dog fri og viste et blåt øje, der så varmt og charmerende mod ham. Hun lod langsomt sit hoved glide ned i en hilsen.

„Hvem er du?"

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Der kom intet svar fra den gyldne hoppe, men det betød ej, at hun ignorerede ham, for hun bevægede sig afsted mod ham i en livlig trav, som sendte hendes hvide lokker ud i en hvirvlende dans. I modsætning til ham, som var stoppet, forsatte hun dog rundt om ham i skridt, tilsyneladende for at se ham an. Det var, i hans øjne, en lidt underlig adfærd, alt taget i betragtning, men han havde jo været ude for det før. Selv følte han ingen trang til at cirklere om sit selskab; hverken for synets skyld eller for nogen anden grund. Nej, det han havde brug for at se, kunne han lige så let se fra der hvor han stod i midten af hendes cirkel.

"Jeg er ingen, -" svarede han med et skævt smil, mens han fulgte hende med blikket. Hun var en flot hoppe, ingen tvivl, og man skulle ikke gøre sig nogen tvivl om det faktum, at hun vidste det og viste det. Hendes farve var måske lidt i den milde ende, men stadig gylden; ikke, at han lagde så meget i det, men præferencer havde man vel, uanset hvor meget man brød sig om at benægte det. "- men hvis det er mit navn du er ude efter, så er det Chrome."

Halen svirpede bag ham igen, inden han trådte et par skridt fremad, for at stoppe hendes cirkleren. Det var ikke fordi det generede ham så meget igen, men det var da lidt irriterende at skulle følge sit selskab rundt heletiden. Hvis hun ønskede at bevæge sig, så var han villig til at gøre det, men han brød sig ikke synderligt om at være prydsgenstand i midten; i hvert fald ikke lige idag.

"Og du er?"

✕ ...but I do it in the best way ✕

[4]

Emne: AGAINST THE SUN                                                                Ord: 318

Hun fortsatte sin cirkel omkring ham og så ham an fra alle sider. Hendes blå øjne hvilede på ham og fjernede sig ikke ét eneste øjeblik. Han var en smuk hingst, det måtte hun indrømme. Hans krop var muskuløs og fik ham til at se stærk ud. Arrene på hans krop gav ham en rå udstråling og viste, at han var en hingst, der havde været ude for lidt af hvert. Hans farve var da også helt fantastisk. De spraglede pletter spredte sig som et kaos på hans krop, men alligevel var der harmoni i hele farvesammensætningen. Ja, han var i sandhed en smuk hingst.
Udtrykket i hendes øjne blev en anelse undrende, da han udtalte, at han ikke var nogen. Hun tippede forvirret hovedet på skrå. „Alle er da nogen?"
Hun ønskede ikke at virke provokerende eller dum, men hun var oprigtigt i tvivl om, hvad han mente. Hun havde aldrig hørt nogen udtrykke sig på den måde før, og hun havde derfor svært ved at forstå det - for man kunne da ikke være ingen?

Hun spidsede nysgerrigt ørerne, da han fortalte hende sit navn. Hun nikkede bekræftende. Det var skam dét, hun havde været ude efter - mere behøvede hun ikke at få at vide. Hun smagte lidt på navnet. Chrome... Det var enkelt, men alligevel unikt. Det passede godt til ham.
Hun så overrasket på ham, da han trådte fremad og afbrød hendes cirkel. Det havde hun ikke lige forventet. Hun rynkede spørgende et bryn. Havde han følt sig generet af det? Halen viftede afslappet bag hende. Hans handling var okay med hende - hvis han ikke ønskede hende i bevægelse, havde hun det da også helt fint med at stå stille. „Mit navn er Tsavani, og jeg er mange ting. I mit hjemland var jeg kendt som E'cine. Her i landet er jeg endnu ikke noget af betydning. Her er jeg blot Tsavani, søster til Cadeyrn."