Ashborn - Afsluttet.

"Hush, child
The darkness will rise from the deep
And carry you down into sleep
Child, the darkness will rise from the deep
And carry you down into sleep.."

Den røde hoppe havde ventet længe.. Ventet, imens tiden havde sneglet sig afsted. Havde ladet måneder glide forbi, imens hendes rastløse sind havde drømt om de andre øer end lige præcis denne. Den røde havde ønsket at bevæge sig væk og videre, men det havde været en umulighed. Fordi på Fohen hørte den til. Faktummet at hun ingen andre ønskede at møde, havde også været et af de mange ting der havde holdt hende tilbage. For Fame ville ikke lade nogen vide af det der var hændt hende, siden at det såre simpelt aldrig ville være sket i hendes hoved. Den voksende mave talte hende dog imod, og vidnede om at tiden var ved at være inde... Og når det var overstået, ville hun være væk igen.
Svagt drejedes det fine hoved tilbage, og en skarp smerte fik hende til sammenbidt at trække luft ind. Det var ved at være tid.. Tro det eller ej, Fame havde været i denne situation før. Dette var andet føl der skulle komme fra den rustrøde, og ville - hvis ikke den hvide eller andre tog den med sig, glide stille og roligt bort fra livet.

Besværet bevægede den røde sig igennem skoven, hvis nøgne stammer ikke skabte et forsvarligt dække. Fames søgende øjne ledte efter en fordybning i landet, hvor hun ville kunne lægge sig i skjul for hvad der nu end måtte findes på øen. Det nåede hun til efter få minutter, hvor hun med et besværet støn lod kroppen dumpe ned. Og hun ventede. 

Ikke længe gik der, inden endnu en velkendt smerte skar sig igennem hoppens krop. Sammenbidt snappede hoppen ud i luften, inden at hun lagde sig på siden. Derfra, begyndte helvede om igen for den rustrøde. Besværet trak hun vejret ind og ud, imens sved begyndte at danne sig på hoppens flanker og mave. Den flødefarvede hale slog arrigt bagved hende, imens hun uhørligt sendte alskens bandeord og forbandelser imod bastarden, der i dette øjeblik gjorde sin entre i verden. Endnu en ve, og hoppen pressede. Sådan blev minutter til en time, inden at kroppen begyndte at kunne ses.Senere hen benene, inden at hun med et sidste stresset støn fik den helt ud. Det var som en tung byrde blev løftet fra Fames skuldre. Afkræftet vippede hoppen ørene lyttende bagud,  imens at hun med udspilede næsebor prøvede at orienteresig igen. Levede den? Sekunder tikkede forbi, uden at en lyd kom fra ungen bagved hende.. Forhåbningsfuldt drejede hun hovedet, inden at en tumlen og fnysen brød stilheden. Den levede. 
Fames mørke øjne granskede skikkelsen, der i asken forekom hende mørk med hvide aftegn Fnysende tumlede den langbenede skikkelse rundt, idet at den allerede nu prøvede at rejse sig. Skeptisk så hun på den, inden at hun irritabelt daskede til den, så den væltede igen. Tsk..

"Listen carefully now, you need to know 

I will give you life, and a place to go 

I will wean you, and let you age recieve 

And when that time comes, I will turn around, and take my leave. 

I will hand you over to the hands of fate 

´cause, behind this smile, im filled with hate."

Lys. 

Selveom Fohens øer var et mørkt og dystert sted, var det svage lys som en klar sol for den sølvtonede hoppe. Dens mørke belysning var utrolig for den lille skabning, der endnu ikke nænnede at åbne øjnene. For ikke at tale om at bevæge sig. Chokket over at dumpe ned sådan et fremmed sted, holdt stadig den lille skabning hen i en mekanisk og dødlignende tilstand. en tilstand, hvor hun såre simpelt bare blev liggende. Dog nåede trangen til ilt hende hurtigt, og med et gisp trak hun luft ind i de små lunger. Hastigt, imens en ubehagelig følelse gled igennem kroppen. 

Kulde. 

Det var kulde, der lagde sig om den tynde krop. Den pludselige overgang fra kropsvarmen fra den røde, til jordens kulde var brat, og fik det til at sitre i de lange ben. Hun måtte gøre noget. Bare et eller andet! Glippende åbnedes de blå øjne, imens hun sart betragtede de udtværrede pletter og silhuetter i det mørke område. De store pupiller søgte at fokusere, og fik hende til at dreje hovedet svagt tilbage imod den røde skikkelse. En varme strålede ud fra hende, og svagt prøvede hun at krybe  tættere på, men kunne ikke bevæge sig. De lange ben lå i vejen. 
Fortumlet prøvede hun at folde dem ud, imens hun møvede den lille krop rundt i den mørke aske. Hun ville tættere på! Sådan gik nogle sekunder, inden at hun på røstende ben fik rejst sig en smule. Balance var der ikke tale om, og den sølvtonede stod næsten kun på held, og holdt nu krampagtigt fast i den stilling - uden at bevæge sig. Dog fik et fremmed skub hende til  at falde sammen igen, og se forumlet op bagefter. Hvad skete der? Endnu engang prøvede hun at rejse sig, og snublede skrævende hen til den liggende hoppe. Søgende efter kontakt over varme. 

Udmattet sænkede Fame hovedet. Hendes hastige vejtrækning blev langsomt svagere, og den røstende krop stoppede sin krampagtige sitren. Endelig... jah, endelig var det overstået. Hun nød blot øjeblikket, hvor at hele kroppen igen føltes flere kilo lettere. Der var intet afkom der tærede på hende, og ingen frygt for at andre skulle se hende i sådanne en tilstand mere. Hun var endelig fri, og endelig i stand til at bevæge sig uden for øen igen.
Den lille skabning hun havde væltet, ville ikke længe stille længe. Mere tumlen kunne høres, men Fame vendte trodsigt blikket den anden vej. Betragtede det øde landskab, og lod som om at føllet ikke eksisterede. For senere hen, ville føllet ikke findes i hendes hoved. Dog fik hun ikke lov til at være alene længe, før at den med snublende skridt væltede ind over hendes side. Med et arrigt hvin strakte hoppen benene ud, og trippede i samme øjeblik 2 - 3 skridt til siden. Ørene vippede tilbage i den lyse man, og fnysende hævede hun det fine hoved. Endnu et bump vidnede om at den var faldet igen. Uduelige, ynkelige skabning. For det var hvad den var.

Endelig vendte hoppen fronten imod den, og skuede med kritiske øjne ned over den brunlige skabning. Ledte efter ligheder imellem dem, men fandt til sin tilfredshed få. Udover den hvidlige hårpragt, var der intet der kunne vise deres forbindelse. Den begyndte at røre på sig igen, og vagtsomt hævede hoppen hovedet yderligere. Dens vaklende skridt blev langsomt mere sikre, og det var tydeligt hvor den ville hen. Et kort øjeblik mødte hun dets blanke blå, men virrede skeptisk med hovedet af den. Så uskydlig og hjælpeløs, at hoppen næsten fik ondt af den. Og selv da den kom nærmere, rykkede hun sig ikke med det samme. Spændte blot anspændt op i kroppen, klar til at rykke sig hvis det blev for meget.

Et fremmed puf fik den lille skabning til at falde opgivende sammen. Som når man pustede til et korthus kollapsede hun, imens hun uforstående så frem for sig. Hvad var der lige sket? Det lille føl var et øjeblik sat på standby, inden at hun med en masse små fnyselyde begyndte at bevæge sig igen. De uendeligt lange ben blev kastet til siden, som hun prøvede at rulle op på maven. Instinkter bad hende rejse sig op - komme videre. Talte til hende, og fremskyndede hende til at begynde at gå. Og med røstende ben prøvede hun at hæve kroppen, imens hun sitrende så imod den rødlige skabning. De følsomme næsebor indtog den søde duft af hende, og bad hende om at søge imod rødlingen. Så det gjorde hun.
Med snublende skridt bevægede hun sig fremad, imens den anden stadig blev liggende. Søgende strakte hun den lyse mule frem, der kun nåede at strejfe hoppens bug før at hun med et sæt blev væltet omkuld igen. En høj lyd lød, og den røde bevægede sig væk.

Endnu engang fik den mørke hoppe rejst sig, og stod for første gang mere sikkert. Med først tøvende - så mere standhaftige skridt gik hun, imens at den lyse mule var strakt søgende frem imod den røde. Kontakt.. hun ville gerne have kontakt med hende. Og selvom det for fremmede udefra så ud som om at den røde hoppe ville springe fra som en fjeder, blev hun stående. Også når den sølvtonede endelig nåede Fame. Ledende gled mulen omkring hoppens glødende skind, inden at den fandt hvad den søgte efter. Mad.

Den lille skabning faldt noget så ynkeligt sammen, at Fame næsten kunne få ondt af den. Fnysende og rullende prøvede den at stable sig på benene, og nægtede pure at give op lige med det samme. Det var som om at noget drev hende frem, selvom Fame - ganske elegant hvis hun selv skulle sige det, blev ved med at prøve at holde den nede. Dog nægtede den lille sølvtonede, og begyndte med vaklende skridt at gå imod hende igen. Søgende, med den hvide mule strakt fremad. Fame granskede hendes føl nøje, men fnøs så. Nuvel, hun måtte lade den komme til på et eller andet tidspunkt. og skulle et føl komme fra hende, skulle det ikke være svageligt. Så på trods af ubehaget, bed hoppen tænderne sammen og lod den die.
Sekunder tikkede forbi, uden at meget lyd kom fra nogle af dem. Enkelte gange kunne den brunliges tilfredse fnys høres, men ellers var stilheden næsten uhyggelig omkring dem. Hvert øjeblik ventede Fame at se nogle af de uhyggelige skygger krybe tættere på, men det så ud som om de lod dem være lidt endnu. Om det var bevidst eller ubevidst - det vidste hun ikke.

efter have sikret sig der ingen kom, vendte hun for første gang et mere nysgerrigt blik imod føllet. Det havde en støvet mørkebrun farve, og var prydet med besynderlige hvide snemønstre. blå øjne, og lys man og hale. Det lignede heldigvis ikke hende... ithvertfald ikke udover hårpragten, der ligesom hende selv havde en let bølgen i sig.

Den lille skabning mærkede fjernt et blik på sig, men tog ikke videre notis af det. Koncentrerede sig i stedet om den simple handling - eller det instinkt der bad hende om at få eller finde maden. Den sølvtonede kunne endnu ikke samle noget så kompliceret på tanker, og kørte på hvad hun følte. Og i øjeblikket, var det velbehag med en snert af kulde. Den hvide hale svirrede livligt bagved hende, inden at hun langsomt trådte et skridt væk. Følelsen af mæthed gjorde hende doven og tung i kroppen.

Med et nys bakkede hun væk, inden at hun på ny gik fremad imod den røde. Med et bump stødte hun ind i bugen, inden at hun bukkede sig en smule ned, for at krybe ind imellem benene. Af ukendte årsager, fik det hende til at føle sig mere sikker. Følelsen af at noget eller nogen stod imellem hende og det åbne selskab, var rar.

Undrende og forbløffet gled blikket over askeengen længere fremme. Her imellem de mange træer, var en hvis ly til at finde. Men derude var det så langt fra ly. Men verden var endnu stor for det unge føl, der med stavrende ben krøb sammen under Fames lange ben. En dag ville hun se det hele. Men ikke i dag.

Fame
Det lille føl tog sig god tid, men fik endelig gjordt sig færdig. En følelse at lettelse bredte sig i Fame, som hun med et skjult smil betragtede den sølvtonede. Hendes stavrende ben og klodsede bevægelser var ikke videre tiltalende, men en tanke om at hun ville vokse fra det, var nok til at være tilfreds for nu. Nu hvor Fame var alene med føllet, og der ikke var andre til at se dem.. så tillod hun sig at lade en følelse af stolthed skylle igennem kroppen. Det støvbrune føl var raskt og velskabt. Der var ingen fysiske fejl, og det var for tidligt at sige om der var nogle med psyken. Kort slog hun hovedet opad. Hvis hun abselut skulle have et føl rendende, blev det ikke en hvem som helst. Selvom denne ville være den eneste der fik lov at leve, villa ingen kunne sige hendes føl havde været svage. 
Den gik en smule rundt, inden at den valgte at stavre imellem benene på den røde. Observerende så den røde ned imod skikkelsen, inden at hun langsomt bukkede hovedet ned for at se på den. Det mørke blik fangede den unges lyse, og et svagt prust kom fra hoppen - henvendt til den støvbrune. For hvad skulle hun kalde den? Uden nogen trækning så hun på den, inden at en svag tanke spirede frem i hoppens sind. Kunne hun være bekendt at navngive hende efter den tid? 

"Rasbell..?"

mumlede hun, og strakte mulen en smule ud, for at nusse den sølvtonedes hvide pande.

- "The rose withers.            

but not the thorns."

Den støvbrune knækkede langsomt sammen i benene, idet at en udmattet smasken kom fra hende. Hun var mæt og tryg, og havde brugt noget af tiden på at få liv og blod ned i de lange ben. Hun havde bevæget sig, hun havde strakt alle sine lemmer, og var nu nu træt. Desuden, var alt så frygtelig lyst. Hun havde brug for en et dulmende mørke, som søvnen var det eneste der kunne hjælpe hende med.
Dog faldt hun ikke i søvn med det samme, da en svag vippen med ørene tilkegav hendes opmærksomhed kort var vakt. Den røde talte, og hun reagerede selvom hun ikke forstod ordet. Dog følte hun den blide nussen, og et - hvad mange ville betragte som smil - gled over den hvide mule.

Og med den rolige puslen omkring sig, faldt den askefødte i søvn.

//Rasbell og Fame out - tråden afsluttet.