When shadows laugh [Drezar]

En stund efter, at hingstens ord var ophørt, var han som trukket ind i sig selv. Fjern, forsvundet fra denne verden, imens hans indre forsøgte at finde ud af, om det var en lettelse eller byrde for ham, at have delt sin historie. Det var første gang han havde sagt det højt - for nogen. Ikke engang havde han sagt det højt for sig selv. Han stolede virkelig på denne hoppe, denne sirene, som han var så inderligt fascineret af, og det var også hendes berøring der vakte ham tilbage. Han brummede sagte, inden han drejede sit spraglede hoved lidt for at beskue hende bedre.
Hun var trådt ham nærmere, og hendes nynnende toner havde fået hans krøllede ører til at vrikke sirligt frem i små ryk ad gangen. Hun var så intens i hendes aura, hendes fremtoning, at hans fokus ikke kunne holdes på ham selv og hans frygt; og da hendes spundne toner lød, som var de sunget fra en af de eventyr han havde hørt i sit tidligere liv, fangede de hans indre fuldstændig.

Det var forfærdeligt, det som var ham hændt. Og det var lige så forfærdeligt det, som skete med hans ven Thork. En detalje han ikke havde fortalt den rustfarvede hoppe, men han så ingen grund til det. Thork var gået bort langt før ham selv, og nok endt i en anden verden, efter hans død. Han brummede sagte, inden et lille smil tegnede sig på hans mule - et smil, præget af den stolthed hingsten ejede. De ord, som hoppen sagde, kendte han godt, og han gav hende ret. Næsten.

,,Aye.."

Lød på med en fornyet sprødhed. Han havde sundet sig over gensynet med hans minder, sundet sig over valget om at fortælle hende det. Han var tilfreds med det, og faktisk havde det givet ham en lettelse, da først han havde følt efter. Overskud til at hente de sprøde toner, dybt i hans bryst havde han nu; og hans attitude vågnede på ny op.

,,Du har ret, men ser du.. Jeg døde.. Så hvordan gør det mig stærkere?"

Spurgte han, nok mest rettet imod sig selv. Han puffede nu let til hans sirene, efter hun havde givet ham et mere markant skub. Han gav hende gerne hans opmærksomhed og nu til fulde, efter han havde søgt ind i sig selv for en stund. Han søgte derefter hendes mule med let udspilede næsebor, for at fange hendes ganske særlige dufte igen.

,,Jeg er her stadig, og det har jeg tænkt mig at blive ved med. Uanset om dette så blot er et pure opspind efter mind død, skabt af min egen hjerne eller ej."

Derpå kom smilet, som man kendte fra ham. Skævt, charmerende. Han rankede da sin krop helt op, lod hans vante spænding i de stærke muskler blive genoptaget og herefter slog han pludseligt frem med et forben foran sig. Måske havde det styrket ham at indrømme, at han havde en svaghed overfor et andet levende væsen.

´When shadows laugh....

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

Den varme vind løftede op i den lange man, hvis krøller kort dansede hid og did. Det hvidlige hår, der med både tekstur og opførsel mindede om silke. Ligesom den rustfarvede selv, var det let og elegant. Et blødt stof, der omfavnede hver en del af sin selskab. Foldede sig ned over deres statur, og reflekterede bedst muligt solens lyse stråler. Bredte sig ud et slør når vinden legede med det, men faldt altid tilbage til sin feminine statur i sidste ende. Den rustfarvede var en skabning med ynde i hver en celle af kroppen, der i øjeblikket tydeligt trådte frem. Med en næsten stolt bevægelse knejsede hun i nakken, da han med stærke bevægelser trådte et skridt frem og væk fra hende. Den brogede var noget hun ikke agtede at dele. De mandelformede ører vendtes roligt tilbage, imens at hans charmerende stemme stille mumlede et spørgsmål. Om det var henvendt til hende, eller blot ham selv vidste hun ikke. Men det fik hende dog til at tænke over det. "Aye..."
Fame lukkede kort øjnene, idet at hun overvejede hvad hun skulle sige. For hvem var hun til at fortælle gode råd om livet? Hende, der kom igennem det som en giftig blomst i en frodig skov. Nærede sig af andre, og i sidste ende hævede sig over dem. Bedrog og besnærede, og når flammerne kom, tog den blodrøde farve sig bedst ud i de ulmende gløder. Sådan en selvopfattelse talte ikke godt for gode råd. Men ikke desto mindre ønskede hun at... tale. Bare give anelser af, hvordan hendes sind fungerede. Hvordan rosen levede, og hvorfor den lod torne skærer enhver der kom den nær. Hun slog kort hovedet opad, så pandelokken fandt sin plads over de mørke øjne.
Men hun ville ikke.... miste noget. Og derfor var hun tavs omkring brand og roser, og fandt igen fokus på den brogede. "Men døde du virkelig? Er du stadig død?" mumlede hun, men vidste ikke helt om han hørte det. Måske ønskede hun ikke han hørte den svage frygt der blev undertrykt i et skævt smil. Frygten for at blive alene igen.

Med et fnys rankede hun op, og bevægede sig med trippende skridt fremad. Kontrolleret og behersket, og bestemt en opfordring om de skulle videre. Hun kunne ikke klare at stå stille, og skulle af med følelser på en eller anden måde. Arbejdet igennem ørkenens klitter, var ofte en god måde. Et vindende smil, og med en melodisk nynnen drejede hun hovedet lidt tilbage. "Hvad vil du så nu gøre, Drezar?" Øjnene glimtede.

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

Hans ædle krop var langsomt ved at live op igen; langsomt, men sikkert, var hans ryg blevet løftet og båret af hans muskler. Hans hals, som var velansat, var hvælvet og hans ører var tippet lyttende fremad imod hans mystiske sirene, som han havde fundet på ny i Ørkenens sand. Han brummede sagte, dybt til hende, da hun i tavshed havde betragtet ham. Han ønskede ikke tavshed imellem dem, ikke længere - og snart faldt hendes lokkende toner. Hun spurgte ham, om han stadig var død. Han brummede sagte, men iltert, inden han lagde sit hoved på sned og trippede med overbevisende skridt hen langs hendes side, for at nippe efter hendes mule. Hendes øjne, der var så funklende, nærmet glimtede da hun atter spurgte ham, om hvad han nu ville gøre. Ja, hvad ville han egentlig? Han slog med hovedet og skævede kort ud over det hav, som havde været årsagen til at han var panikket før. Årsagen til, at hans mystiske sirene havde set ham så sårbar, som han havde været. Han lagde kort sine ører inden han hævede halsen en tak mere. Han skulle over - han skule krydse vandet. Han vendte derpå sine øjne direkte imod hendes, og gengældte det specielle glimt, som hun før havde udvist ham.

,,Om jeg er død nu, eller ej, det kan jeg ikke bedømme. Jeg føler mig levende, og vil opføre mig således, sirene. Og hvad jeg vil gøre nu? Jeg vil leve."

Hans sidste ord var opfordrende, sigende; med de ord mente han, at han ville se landet. Lære om det, udforske det; men han ligeså ville han kæmpe for sin plads ved hendes side. Han puffede imod hendes rustfarvede hals, inden han med en dyb brummen søgte op imod hendes kæber igen. Forsigtigt kærtegnede han hende, med en så følsom mule, som kun en erfaren hingst kunne have. Han vidste, at var han for meget, da kunne han miste hende - og det ville han absolut undgå.

´When shadows laugh....

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

Ethvert signal den brogede måtte opfange, blev positivt modtaget af den rustfarvede. Han gav hende en snert af tryghed, som hun i øjeblikke nød i fulde drag. En vished om at han ikke ville gå, en tanke på at han ville gøre meget for hende... for jah, de tanker gjorde hun sig. Hvordan at han måske... stolede på hende. Blot en anelse. Og turde hun tænke nærmere over det, ville det gøre hende utilpas. De mørke tanker passede kort til hendes blik, som hendes opfordring - eller var det en ordrer?, kort lød igen. Bringe ham til vulkanen. Hvad de ville gøre med ham, vidste hun ikke. Men hun følte en svag... modvilje. Var hun villig til at gå så langt?
Med et fnys rystede hun hovedet en anelse, og betragtede den brogedes stærke krop arbejde sig mere rank og sikker. En holdning der bestemt klædte ham, kontra den usikre udstråling før. Selv hævede den rustfarvede sine bevægelser en anelse, måske uden tanke for hvorfor. Måske ønskede hun bare at han
kun så det bedste hun kunne præstere, og ikke blot det middelmådige. Det trak let i hendes mundvig. Selv det middelmådige ville være godt for enhver...

"Og havet?"
En blid nippen imod hans kæbe, og den rustfarvede dansede let og tirrende uden for hans blide berøringer. Legen skulle ikke være let, og hun ønskede at fremprovokere noget. En vildskab, en vrede, en drivkraft som ville få ham over. Den lange hale hvislede, og i et iltert hvin slog hun en hov i jorden. Ville han over? Så måtte han vise det!

Hun måtte... hun ville ikke føle skyld. Og nu hvor denne følelse meldte sig, måtte hun undertrykke den. Fjerne den, som hun så ofte havde fjernet omsorg og det der lignede. Hun måtte ikke lade ham komme nærmere, da hun ikke ville kunne komme væk igen. De lyse lokker bølgede om hende, idet at hun satte i trav imod havet og dets strande. Glødende i den røde sol.

"Vil du kunne krydse det?"
hvislede hun, og smilede da. Et mørkt smil, et lokkende smil. Men mest af alt med skyggen af hvad hun også kunne være. En flyvsk person. Skiftende som vindene, og fri som de fugle man fulgte over himlene. En sjæl med en længsel og en dyb hunger efter noget. Hvad som helst. Hun ville have mere - altid mere. Hun ville have ham med.

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

Hun pirrede ham, det havde hun gjort fra dag et. Og hvis ikke det var fordi, han netop nærede den fascination overfor den rustfarvede hoppe, ja hans forelskelse, som det jo i bund og grund var, så havde hun ej kunnet overtale ham til at overveje det, som hun netop fik ham overtalt til. Han have fortalt hende, at han ville leve; og gemt i hans ord lå visheden om, at han ville opleve landet. Følge hende og følge sit hjerte. Hun spurgte ham nu an om havet; om han ville kunne krydse det. Han vendte kortvarigt sine krøllede ører inden han med et fnys slog sit ben fremad i luften foran sig. Havet skulle krydses, det var ikke et spørgsmål om at kunne. Det var et spørgsmål om at gøre det.
Han fnøs sagte inden et meget karakteristisk smil gled over hans mule. Hans charmerende og rå smil, inden han puffede imod hans sirene. Og samtidig trådte han hende nærmere. Hun havde før trådt fra ham, måske for at pirre hans sind mere, måske for at provokere ham - og nu trådte han hende nærmere ingen. Han søgte hendes øjne, for dem ville han beskue, ja, lede efter en reaktion i, når han fortalte hende hans beslutning. Og da han fik kontakt, begyndte hans sprøde og lækre stemme at forme ord som kun den rustfarvede kunne høre.

,,Aye.. Jeg kan krydse det."

Han trak sig herefter fra hende med et voldsomt ryk. Hans øjne viste det hele - kampgejst, viljestyrke og mod. Han sprang et par iltre skridt fremad, ud i vandets bølger. Det hev og sled i hans indre, og han hylede hingstet op. Hans sind, som var opsat på at gøre dette - for hans sirenes skyld - bød ham inderligt om at komme væk fra vandet. På ny følte han den kvælende fornemmelse af at drukne, men denne gang var han opsat på at han ikke ville bøje sig for det. Han var på vej til at krydse havet, forhåbentlig med hans sirene ved sin side; hoppen, hvis særlige væsen havde fået skubbet ham ud over hans egen grænse. Ud over hans frygt. Og uden hende, var han ikke sikker på han kunne gennemføre.

´When shadows laugh....

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

Illusionen om magt var altid en gevinst i det fjerne, selvom man vidste det blot var en illusion. Tanken om noget... holdbart, en forandring for andre eller verdenen, lokkede mange fra nær og fjern til sig. Som en blomst tiltrak bier, tiltrak magten den rustfarvede danserinde. Hende, hvis skønhed havde båret hende langt, men mest af alt hendes tanker om sig selv og sin fremtid. Hun kunne og ville være i kontrol. Og det for øje, og magten til at udføre hendes egen vilje, var hun havnet her. Hun var vaklende i troen, men stadig på vej imod mørket, asken, øen og skyggerne. Hun måtte blive ved med at stole på illusionen, ikke bare var en illusion. Hun måtte ikke gennemskue dets bedrag. Det ville så tvivlens frø dybere i hende, og i sidste ende overskygge hvem hun nu engang var. En dybt rådden person, helt ind i sjælen.

Og dét, var også en tanke om hende selv, hvilket holdt hende fast i hendes egen realitet.

Hun var et bedrag, og en vidunderlig løgn. Et mantra hun måtte huske på, så den fine skal ikke slog revner ved hingstens ord. For dybt i hans øjne, bevægede et hav af følelser om kap med havet foran ham. Det var en viljestyrke og et mod hun ikke havde set længe. Og hun vidste i det øjeblik, at han stolede på hende. Og var det ikke alt hvad hun havde håbet på?

Øjnene glødede, og et tilfreds hvin undslap hoppen. Opmuntrende, opildnende, og med en tone af overraskelse over hans vilje. For det overraskede hende ligesom det gjorde hende glad. Hendes hale slog et smæld, og med sammenknebent blik betragtede hun Drezars kamp imod havet og sig selv. Og hun fulgte trop, guidede ham med en blid berøring, og nynnede opmuntrende for hans trætte lemmer. For han kunne krydse havet, hun var ikke i tvivl.


Måske fornemmede han denne løgn om hoppen. Hendes mystiske aura, der strålede og emmede af hemmeligheder og skjulte løfter. Måske tog han et valg, når han fulgte hende. Lyttede til hendes ord, og lod sig føre med af hendes sang, der lokkede om en fremtid for dem. Fame kunne ikke sige om mystikken i sidste ende ville være det der gjorde alt endeligt for dem. For hun kendte ikke engang sig selv mere når hun dansede med den brogede. Hun følte et pust af liv i visne træer, men benægtede det kort efter.
For det lille pust kunne erstattes af en orkan, så snart hun havde muligheden for... for hvad? Hendes egen selvopfyldende profeti, endelig opfyldt? Han ville forlade hende, så han hvad hun tænkte og følte. Det ville skyggerne ikke. Håbede hun.

Blikket blev vendt imod hingsten, og hun prøvede. Men hun kunne ikke lade værd med at erstatte det falske smil med et kort ægte et - næsten sørgmodigt. For hun var begyndt at vakle et sted hvor hun ikke burde.

//Undskyld jeg gik lidt amok, men gud hvor har jeg savnet Fame og Drezar <3 Tænker du kan oute tråden, og så kan vi starte en på Askeøen snart.... ._. 

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

Vandet rørte ved hans hove; det rørte ved hans piber. Det rørte ved hans knæ, hans overben og snart hans skulder. Den spralgede Drezar, en hingst hvis frygt for havet overskyggede alt andet, var nu netop på vej ud i dets glubske gab. Hans hove sank ned i det bløde sand, som lå og holdt vandet oppe; holdt det fra at falde uendeligt. Han fnøs hidsigt for hvert skridt han tog, og hele tiden skævede han imod sin sirene, som fulgte ham - opmuntrede ham. Han fik klemt et lille taknemmeligt brum ind imellem hans hidsige og frustrerede fnys, som gentagende gange lød når vandet kravlede længere op af hans spættede skind.
Efter minutters kamp, hvor den spraglede hingst var rendt mere sidelæns og baglæns end frem, slap hans hove endeligt den bløde, lettere glatte sandbund under vandets overflade og måtte give sig hen til, at hans muskler kunne føre ham over vandet. Hans hjerte pumpede så hurtigt som det nogensinde havde gjort, og panikken lå blot millimeter under pelsens ydre og blot ventede på at bryde ud.

Vandet kildede ham under mulen, hver gang det kravlede længere op, når en bølgetop passerede de to heste. Drezar prustede, fnøs og hvinede af og til i afsky for vandet; og hver gang han gjorde dette, krøb en pinlig fornemmelse ind over ham. Han synes det var pinligt, især når han burde være den der kunne føre hans sirene i sikkerhed - men nu var det omvendt. Det var en følelse af umyndeliggørelse der gled over ham, og det brød han sig ikke om. Han brød sig langt fra om det! Og han håbede blot at hans sirene ikke ville vende ryggen til ham, når de ramte jorden på den anden side.. Det ville han slet ikke kunne magte.

Med støtte fra den mystiske sirene, kom Drezar om sider over vandet. De to heste gik sammen i land; og selvom den spraglede hingst var udmattet, udkørt og slukket psykisk ovenpå den angstprovokerende oplevelse, så var der alligevel en boblende glæde der ulmede i ham; for han var ikke druknet. Og selvom vejen endnu var lang for den spraglede hingst, i forhold til at overvinde hans frygt - så havde han ved hjælp af sirenen ved hans side taget det første og afgørende skridt.

(The End)

// Undskyld det sene svar, må jeg nok også hellere sige. Jeg er frisk på at starte en tråd med den næste del af deres eventyr når du er klar!