When shadows laugh [Drezar]

Den bagende sol var endelig vendt tilbage, og sendte sine velsignede stråler ned over det røde land. De få timer den fik lov til at færdes frit, brugte den gavmildt på den sandede ø Zenobia, hvor varme nu engang ikke var en fremmed ting. Tværtimod, var det her varme hørte hjemme. Det brændende sand og den velsignede varme var noget den røde havde savnet, og med en dyb indånding sugede hun færten af dette sted til sig. Mange ville se dette som en ødemark. Et forsøg der var slået fejl. Et sted der ikke burde findes. Men Fame kunne ikke være mere uenig, og skuede med et flygtigt smil over det uendelige bakker af sand. Dette var det nærmeste hoppen ville kalde for hjem.
De lyse lokker blev iltert slået til den anden side, idet at hun en sidste gang rystede den slanke krop for vand. Turen hertil havde været hård, da den rustfarvede ikke just var i form. Men som hun stod i varmen, forsvandt alt træthed og ømhed der måtte været kommet. Det var istedet en behagelig prikken der stirede i skindet, og fik hende til at trippe tilfreds fremad. Ej var den røde pels dækket af aske mere. Næppe var den flødefarvede hårpragt mørk som natten. Fordi asken havde ikke fulgt hende hertil, men havde givet slip i kampen imod havet. Nej, hun var endnu engang fri. Og uden den ekstra byrde omkring hende, bar den rustfarvede sig endnu engang så let og elegant som før.

Målrettet travede hoppen igennem sandet, imens den lange hale frit slog adskillige svirp bagved hende. Frihed, og dog med tanker mente. En af dem var omkring det lille brunlige føl, der nok snart ville vågne fra sin søvn. Bare den lod værd med at falde i huller, eller slå sig selv ihjel på anden vis.. så skulle det nok gå. Fame havde stadig brug for den lille klump, da den sikrede hende nogenlunde. For hvis de ønskede at den skulle leve, havde de stadig brug for hende. Tanken om de krøbende skygger fik hende tilbage til nutiden, og med et gys stoppede hun op. En opgave.. det var hvad der lå forude. En opgave der skulle løses på en anden sjæls bekostning... Mon han stadig var her?

De lunefulde mørke øjne hoppen bar glimtede let, inden at hun med et hoppet hvin begyndte at trave fremad igen. Øen var stor, og chancerne små. Men de var dog chancer.

Ørkensandet var efterhånden hans foretrukne underlag. Hvorfor? Det var besværligt, tungt, egentlig ret træls at vandre igennem – men det havde fordele. Det gjorde ham stærkere, hurtigere, mere adræt. Men det var ikke derfor, han dag på dag havde vandret rundt i det nærmest uendelige ocean af sand. Nej, han søgte efter noget han ikke selv besad. Han søgte ikke styrke, hurtighed, smidighed. Han søgte en anden. Den hoppe, som han for længe siden havde fundet herude, den hoppe, der havde tryllebundet ham. Hans sirene.
Hun var sporløst forsvundet efter den nat de havde tilbragt sammen, og fordi han ikke havde kunnet finde hende igen, havde tanken om, at hun blot var en indbildning været oppe og vende. Han nægtede dog at give slip på mindet om, at hun faktisk havde været der, at han faktisk havde rørt hende, og med det som motiverende faktor, havde han søgt og søgt. Og så havde han ikke behøvet at krydse havet igen.. Det ville han egentlig helst undgå.

Hans lange, slanke ben, dansede efterhånden elegant i sandets glubske masser. Han havde lært at glide på det, så at sige, og havde lært hvordan han sparede sin energi herude. Han havde lært en masse, jovist, men ikke fundet den tilfredsstillelse han søgte. Han manglede hende. Ja, bare han kunne se hende, ville det være nok – og så alligevel ikke. Han ville kæmpe for hende, det vidste han, når først han fandt hende igen. Så fik hun ikke lov at slippe væk, aldrig mere.
Han brummede iltert, inden hans krogede ører endelig fangede tegn på liv. Først tænkte han egentlig ikke så meget over, hvem stemmen tilhørte, men øjeblikkeligt stemmede han sin forpart op, rejste sig i et stejl og hylede hingstet tilbage til den sjæl, der havde valgt at betræde sandets masser, som han havde. Og først lidt efter gik det op for ham, hvem han egentlig havde svaret..

Han skød frem, nærmest som en pil, i den retning som stemmen kom fra. Sandet sprøjtede omkring hans krop, da han tonsede igennem masserne, for at nå hen til sirenen, før hun kunne forsvinde igen. Og dér, inden længe, så han hende foran sine øjne. Han fortsatte imod hende med høj fart, indtil han blot få meter forinden, bremsede helt ned, hejste sin forpart i endnu et stejl; dansede et trin frem inden hans forben blev slynget i sandet. Dybe brummende lyde steg fra hans bryst inden han med hvælvet nakke rakte mulen frem for at røre hendes skind. Det var virkelig hende! Og hun var ikke en indbildning. Hun var virkelig!

Måske stod stjernerne bare rigtigt den forrige nat. Måske var det bare hendes heldige dag, eller måske ville skæbnen det hende godt på den ene eller anden måde. For det der skete næstefter, var ikke til at forklare som rent held. Det nægtede hun simpelthen at tro, hvis hun en dag valgte at tænke tilbage på det. Hun kunne have vandret i timer - søgt og søgt efter den brogede, og det ville ikke have båret frugt. For sandhavet var stort, så den brogede kunne være alle steder, såvel som ingen steder. Men han var her, hvilket faldt uden for hendes daglige portion held. Han var her. Den rustfarvede snublede et kort skridt i hendes ellers fjedrende trav, ren forbløffelse over det velkendte hvin. Hendes bløde ører drejedes let imod lyden, inden at hun til sidst drejede hele forparten med. Han var her virkelig.. for Drezars hvin var ganske karakteristisk for Fame, hvis sensitive sanser ikke fejlede. Let trippede hun fremad, inden silhuetten af den brogede skikkelse kunne ses imod den bagende sol. Og der i det skjulte, hvilede et mildt smil i den mørke mundvig. Ørkenvandreren var kommet, eller havde han altid været her? Kun guderne kunne vide det.

I høj fart bevægede Drezar sig ned af sandbakken, imens de kraftige bevægesler sendte kaskader af sand til alle sider. Fra hingsten emmede en rå og indespærret energi, der let afspejledes i hans stærke bevægelser. Med en dansers lethed, og dog en hingst styrke bevægede han sig fremad i sit rette element. Fame hævede langsomt hovedet, som den brogede vandt frem march. Afventende så hun på ham. Den slanke krop - der endelig havde fundet tilbage til sine faste men dog runde former, trippedes let fremad for at gå ham i møde. Dog var der ikke just brug for det, og Fame valgte istedet at stoppe op og lade ham komme til hende.
Hendes mørke øjne gled over hans, alt imens en mild men intens brummen steg fra den rustfarvede. Intens, da hendes iver efter at komme ham nær ikke mindskedes af den savnede fært. Og da Drezar selv rakte mulen frem, tøvede hun ikke med at lade sin egen glide kærtegnene op over den markerede næseryg. Bryd af på midten, og fulgte istedet kæben hos den brogede hingst. Følte og undersøgte hans hals længere ned, inden hun til sidst stoppede ved skulderen. Der stod hun et øjeblik - tænkende, inden at hun med et sagligt suk lagde noget af hovedet over hans højere ryg. Drevet af momentet og et savn hun ikke havde vidst var så stærkt.
Måske stod stjernerne bare rigtigt den forrige nat. Måske var det bare hendes heldige dag, eller måske ville skæbnen det hende godt på den ene eller anden måde. For det der skete næstefter, var ikke til at forklare som rent held. Det nægtede hun simpelthen at tro, hvis hun en dag valgte at tænke tilbage på det. Hun kunne have vandret i timer - søgt og søgt efter den brogede, og det ville ikke have båret frugt. For sandhavet var stort, så den brogede kunne være alle steder, såvel som ingen steder. Men han var her, hvilket faldt uden for hendes daglige portion held. Han var her. Den rustfarvede snublede et kort skridt i hendes ellers fjedrende trav, ren forbløffelse over det velkendte hvin. Hendes bløde ører drejedes let imod lyden, inden at hun til sidst drejede hele forparten med. Han var her virkelig.. for Drezars hvin var ganske karakteristisk for Fame, hvis sensitive sanser ikke fejlede. Let trippede hun fremad, inden silhuetten af den brogede skikkelse kunne ses imod den bagende sol. Og der i det skjulte, hvilede et mildt smil i den mørke mundvig. Ørkenvandreren var kommet, eller havde han altid været her? Kun guderne kunne vide det.

I høj fart bevægede Drezar sig ned af sandbakken, imens de kraftige bevægesler sendte kaskader af sand til alle sider. Fra hingsten emmede en rå og indespærret energi, der let afspejledes i hans stærke bevægelser. Med en dansers lethed, og dog en hingst styrke bevægede han sig fremad i sit rette element. Fame hævede langsomt hovedet, som den brogede vandt frem march. Afventende så hun på ham. Den slanke krop - der endelig havde fundet tilbage til sine faste men dog runde former, trippedes let fremad for at gå ham i møde. Dog var der ikke just brug for det, og Fame valgte istedet at stoppe op og lade ham komme til hende.
Hendes mørke øjne gled over hans, alt imens en mild men intens brummen steg fra den rustfarvede. Intens, da hendes iver efter at komme ham nær ikke mindskedes af den savnede fært. Og da Drezar selv rakte mulen frem, tøvede hun ikke med at lade sin egen glide kærtegnene op over den markerede næseryg. Bryd af på midten, og fulgte istedet kæben hos den brogede hingst. Følte og undersøgte hans hals længere ned, inden hun til sidst stoppede ved skulderen. Der stod hun et øjeblik - tænkende, inden at hun med et sagligt suk lagde noget af hovedet over hans højere ryg. Drevet af momentet og et savn hun ikke havde vidst var så stærkt.

[2]

Hvert skridt den brogede tog foregik nærmest i slowmotion. Hans fokus lå helt alene på den rustrøde hoppe, som han skidt for skridt nærmede sig i dansende bevægelser. Det at hun var her forekom ham en smule uvirkeligt, for han havde søgt efter netop denne ene sirene i måneder. Måske var det bare hans sind der spillede ham et puds? Måske så han nu blot hvad han ønskede at se, fordi han var ved at være udmattet? Men nej.
Da først de nåede hinandens nærmest elektriske aura, mærkede han hende helt ind i sin krop. Og da hun ligeså rakte mulen frem for at røre ham, sitrede det hele vejen ned til hans haser. Først rørte hun hans mule, så hans kæbe, så ned ad halsen og ned mod skulderen. Han stod mussestille under hendes berøringer af frygt for at hun ville forsvinde hvis han gjorde noget; så først da hoppens mule var ved hans skulder, rakte han sig endnu længere frem og nærmest grådigt, men utroligt kærtegnende strøg hende over den lange feminine hals.

Hvordan den spraglede hingst følte i det øjeblik at han rørte hende, kunne nok bedst beskrives som eufori. Han nød det helt ned til halen og næsten i saglighed lukkede han sine øjne og udstødte en dyb, dyrisk og dominerende brummen. Hun var hans, hans sirene, og ingen ville kunne tage hende fra ham. Nok ville hun kunne forsvinde, som hun havde gjort det før, men ingen skulle røre hende. Hvorfor den brogede havde udviklet sådanne nærmest overdrevne følelser var ikke til at sige. Han havde aldrig været knyttet til en hoppe før, ud over hans moder; og dette bånd han havde med den hoppe der havde givet ham liv, kunne slet ikke sammenlignes med det som han havde med den rustrøde. Måske var det undertrykte følelser der var sprunget op i ham; manglen på nogen at knytte sig til førhen, der havde drevet ham ud i denne kontakt med hoppen. Måske var det hendes magi? Hun måtte næsten i hans verden være magisk, og måske havde hun blot tryllebundet ham. Uanset hvad, så nød han i hvert fald blot hun var der.

Der gik en rum tid før han stoppede sine kærtegnende bevægelser over hendes skind, og trak hovedet til sig. Han brummede en anelse spørgende imod hendes mule, som for at stille det usagte spørgsmål; Hvor har du været? Det havde rumsteret meget i hans hoved, og var nok det han helst ville have svar på. Han var lidt mere ligeglad med hvorfor hun havde forladt ham sidst - han ville langt hellere vide noget om hvor hun færdedes, så han kunne finde hende igen, når hun valgte at forsvinde fra hans synsfelt igen.

Fame
Den brogede lod Fame komme til, inden at han med en næsten dyrisk brummen ligeså gav sig hen. Gav sig hen til den fælles følelse af elektricitet, der som gnister sprang imellem Fame og ham selv. Det bløde skind sitrede svagt ved hans kærlige strøg, for derefter at brede sig videre til hele den rustfarvedes slanke skikkelse. Det fik hende til at lukke det ulmende blik i, alt imens hun i øjeblikket blot lod sig omfavne og være... holdt af. For et stærkere ord turde hun ikke bruge. Det var underligt.. men Fame følte sig godt tilpas ved denne hingst. Joh - selvfølgelig spillede det en faktor at han var utrolig smuk. Han var nærmest eksotisk for den røde, der aldrig havde set en skikkelse som ham. Men også den måde hun kunne omgås ham på, var ligeså unik - hvis ikke mere. Ørkenvandreren bar et tegn, som den rustfarvede ikke havde set længe. Noget hun måske havde savnet, når alt kom til alt.

En blød brummen steg fra hoppen, der med et tilfreds prust trak hovedet til sig igen. Noget skulle ikke forklares, og hvad den brogede fik frem i hende var en af de ting. Dog lurede det i baghovedet, at det ikke måtte blive ved. Noget skulle gøre for at stoppe hvad der med hastige skridt voksede sig større. Den røde fandt tilbage til den ædle holdning, og et smil spillede om de mørke læber. Øjnene betragtede ham, som han stillede det uundgåelige spørgsmål. Hvor havde hun været?
Forsigtigt nippede hoppen til hans mule. Den rustfarvede vidste ikke hvordan hun skulle forklare alt hvad der var sket, men hun måtte formulere sig på den ene eller anden måde. Drezar fortjente et svar. Også selvom det nok ikke var helt ligetil.

"Andromeda er endnu stort, og jeg ønsker at se mere. Møde og opleve flere.."

sagde hun, og tippede det fine hoved på sned. Det var nu ikke en løgn. Hun ønskede at kende det land hun boede i. Og sådanne rundture tog lang tid, og var vel mere en grund nok. Den lyse hale svirpede bag hende, inden hun opstemt kastede hovedet opad.

"Og det gjorde jeg"

sagde hun med et drillende glimt, og trippede let til siden. Hun vidste ikke om Drezar var jaloux anlagt. Men ikke desto mindre, måtte hun lede samtalen videre. Svagt kneb hoppen øjnene sammen, og vendte i smidig bevægelse om på bagbenene, så hun igen stod med fronten imod Drezar.

- "The rose withers but not the thorns" 

Han holdt sin mule nærmest pirrende tæt på hendes, imens han afventede det svar, som hans brummene lyde havde stillet. Og selvom hun med hendes bløde og milde tone, trak hovedet lidt til sig, lod han sin følge med frem, for afstanden skulle endnu ikke blive for stor. Han ville holde hende så nær han kunne, så han kunne føle hende. Han var i øjeblikket egoistisk, det vidste han godt og skjulte ej, for han ville ikke miste hende nu, hvor han lige havde fundet hende. Og således kunne han næsten mærke de små vibrationer i luften, som hendes syngende ord skabte.
Hun fortalte ham, at hun havde været ude og se landet, møde nye. Han vrikkede det ene øre lidt tænkende tilbage, for en sær fornemmelse sagde ham, at det kun var den halve sandhed. Hvorfor, det vidste han ikke, og fordi hans følelse ikke kunne hæftes på et argument stærkt nok til at underbygge yderligere spørgsmål til hoppens færden, måtte han med en dyb og accepterende brummen godtage hendes ord.
Da hun tippede hendes hove let på sned, måtte han trække sig en smule, for at give plads til hende. Herefter blev hendes aura langt mere drillende, pirrende, i det hun trippede til siden. Hans ører blev lagt i nakken; ikke fordi han var vred, men fordi han var ilter. Han viste udadtil, at han havde herredømmet her, at ingen skulle komme nær, hvorefter han med et lille hop med forparten, sprang efter hende igen. Han befandt sig hele tiden indenfor en meters afstand eller mindre til den rustrøde hoppe, hans sirene, som han ville følge herfra og til verdens ende, hvis hun tillod det.
Da først han var kommet hende helt nær igen, lød hans sprøde stemme, hans lækre toner der blev fremsagt med en ærlighed som ingen kunne matche.

,,Har du så fundet noget af det du søgte?"

Han var oprigtigt interesseret i, om hun havde lært noget mere om landet; for hans eget kendskab var småt. Han havde været længe ad gangen hvert sted, fordi han havde problemer med at krydse havets glubske vidder. Han havde derfor kun set lidt af landet, mødt lidt af dets befolkning, og hans manglende viden om landets udbredelse kunne afholde ham fra at kunne finde hende en anden gang; og han ville altid søge at finde hende, det var sikkert og vidst, også selvom han måtte krydse havet, hans største frygt.

Fame
Det mørke blik vandrede ned over den maskuline, kendte skikkelse. Betragtede ham stille, imens at tankerne gav sig til at samle sig mere og mere. Hun måtte forklare på en måde. Hun måtte formidle, eller sige noget, der kunne få ham til at drage med hende til vulkanen. Hun måtte overbevise ham, og sige at det var dét værd. Og før hun overhovedet nåede til den del, måtte den rustfarvede overbevise sig selv. For det var ikke en hemmelighed at hun var imod det. Et kort sekund glitrede det mørke blik en anelse arrigt, inden at det forsvandt ligeså hurtigt som det var kommet. Skyggerne krævede mere end hun først havde troet. Og ville det være offeret værd? Spørgsmålet hang ubesvaret i hendes sind, og uden at ville tænke over et svar, vendtes opmærksomheden tilbage imod Drezar.
Nærværende trak hoppens smil op i en blød bue, idet at han endnu engang bevægede sig nærmere den lunefulde skikkelse. Svagt strakte hun hovedet længere frem, imens de bløde ører vippedes lyttende frem. Den lækre stemme smøg sig ud imellem dem, og fik hende til at knibe øjnene sammen velbehag. Da hævede hun tilfredst hovedet en anelse, og brummede kort. Den stolte hoppe slap ikke den pirrelige stemning der omgav dem, men lod for en stund ro sænke sig over den blussende flamme. For Fame var som en flamme.. holdt man øje med ilden, bragte den varme og nydelse. Lod man den være uden opsyn, ville den sørge for at få det igen.
Da Drezar sprugte ind til hende, åbnede Fame det ulmende blik en anelse. Smilet trak yderligere op, og en mild brummen steg fra den rødlige hoppe. Den brogede kunne ikke have formuleret det bedre. For jo, hun havde fundet hvad hun søgte. Hun havde set hvad der havde været nødvendigt at se, og gjort hvad der måtte gøres. Den røde trak langsomt hovedet længere op, inden at hun nikkede. Rasbell måtte han intet vide om. Men alt andet ville ordne sig..

"Jah, det gjorde jeg... "
sagde hun langsomt, og tippede hovedet på sned. Svagt gled de lyse lokker ned fra halsen, og faldt i sirlige buer omkring det kønne hoved. Den lumske stemme sang en blid melodi, der søgte at vække ørkenhingstens interesse.

"Fortæl mig Drezar.. hvor meget af landet har du set? Hvor meget ønsker du at se?"
Fames lange ben trippede kort til siden, og hun vendte blikket tilbage fra hvor hun var kommet. Ud af øjenkrogen rykkede hun dog et skridt tættere på den brogedes krop, for kort og måske en anelse drillende at prøve at presse ham en anelse til siden. For selvom Fame var en hoppe med megen selvkontrol, havde hun også et frygteligt konkurrence gen. Og selvom hun ikke behøvede, blev hun ved med at teste sine grænser af imod den ranke hingst.

- "The rose withers.            

but not the thorns."

Selvom stemningen var ganske intens, var der også plads imellem de to sjæle til ro; og det lod til at roen gradvist faldt over den rustfarvede Sirene, som stod i den spraglede hingsts nærvær. Det generede ham ej, for hans instinkter, der altid talte sandheden, havde ligeså brug for den rolige tæthed, som de havde brug for den iltre spænding. Begge ting skabte reel nydelse i sindet på den spraglede hingst, hvis korpus ikke lagde skjul på at han ønskede hende nær sig så længe som muligt.
Det smil som synede på hoppens mule var ret rammende; for den spraglede, ærlige sjæl, kunne ikke rigtig stå for den mystik der hvilede over hendes aura, hendes smil og hendes øjne. Hans egne øjne blev et øjeblik nærmest tryllebundet; måske var det naivt af ham - men hans følelser havde han aldrig undersøgt nærmere, før han kom til landet. Måske var det hans uerfarende hjerte, som var årsagen til at han ganske præcist var tryllebundet af hoppen her, måske var det en magi hun besad - eller også var hun bare dén hoppe han ville kalde sin egen. Dét der brød hans blik var hendes ord, der nu besvarede hans tidligere stillede spørgsmål.
Hun fortalte, at hun havde fundet hvad hun søgte, om end hendes ordvalg var lidt søgende. Hans indadvendte ører blev opmærksomt rettet fremad, nysgerrigt omkring hvad det præcist var hun havde søgt og fundet - men inden han nåede at spørge, henvende hun sig til ham med et spørgsmål; nemlig hvad han havde og ønskede at se af landet. Han brummede sagte inden hans sprøde, lækre toner blev spundet til ære for hoppens ønske.

,,Jeg har faktisk været på mange af øerne, men det er utroligt begrænset hvad jeg for alvor har set. Jeg har set øen her, vandret i ørkenens sand; men jeg drømmer om at se bjergene, som jeg har beskuet i horisonten ved mit besøg på den ø. Jeg ønsker også at udforske de dybe skove på de andre øer. Jeg ønsker vel i bund og grund at se frodigheden, mystikken i landet, hvis blot.."

Hans stemme blev afbrudt så pludseligt, at han nærmest selv blev forskrækket over det. Han rykkede uvilkårligt hovedet op, inden han udsendte en dæmpet fnysen. Hans reaktion mundede ud i den frygt, som havde afholdt ham fra at forlade Ørkenøen i måneder - nemlig hans frygt for havet. I starten af hans færden i landet her, havde han frit kunnet krydse havene uden problemer, men i takt med at han faldt til i landet, var hans frygt kommet tilbage. Han turde med andre ord ikke krydse havet; og det at snakke om det vakte blot hans frygt til live igen. Han sendte den rustfarvede hoppe et undskyldende blik inden han søgte hende med sin mule igen. Han kunne ikke få sig til at give hende afslutningen på hans sætning og han håbede derfor, at hun ville godtage hans tavse undskyldning.

Fame
Sandheder og løgne. Hvad var skuespil, og hvad var ægte. Hvem var hvem, og hvad var hvad. Det var spørgsmål der aldrig blev besvaret, og nok aldrig ville blive det.. fordi det var så frygtelig svært at bedømme en sjæl ud fra møder. Man kunne danse let på tå omkring hvad man kaldte venner, og forbande dem når man sad alene. Man kunne sværge det man gjorde var godt, imens baggrunden for hvorfor man gjorde det var selvisk og ondt. Mørkt kontra lyst... hvad var sandt, og hvad var falsk? Og hvornår ville maskerne falde? Fame selv dansede med i det evige maskerade bal. Hun bar sin facade med en selvsikkerhed og elegance, der kunne overbevise mange sjæle. Hvorfor hun overhovedet deltog i disse spil var uvidst. Men selv nu, gjorde hun det. Og den brogede skabning var, hvad hun udadtil kaldte en brik der kunne rykke hende videre. Men så hun indad, var det nu ikke hele sandheden.
Den brogede fortalte, og Fame lyttede. Interesseret i hvad han ville berette, og om hvad han havde lavet. Det var i sandhed lang tid siden hun sidst havde set den brogede, og kunne ikke indgå denne trang til at vide hvad han lavede. Hvor han var.. og hvis han sås med nogle: hvem de var.
Interruption
Pludselig knækkede den brogede vandres stemme over. Hovedet blev rykket op, og en fnysen undslap den maskuline skikkelse. Selv glippede Fame overrasket med øjnene, inden at hun svagt tippede hovedet på sned. Benene havde taget nogle uvilkårlige skridt fremad, men blev trippende rykket på plads igen. Hvad var der galt? Det lignede ikke Drezar at holde sig tilbage på denne måde... kunne det være..?

"Frygt..?"
mumlede hun for sig selv; knap hørligt i vindens evige løb over sandet. Svagt rejste den lyse man sig, og med en nænsom bevægelse lod Fame mulen kærtegne hingsten. Fulgte hans næseryg, inden at hun langsomt stødte hovedet imod den stærke skikkelse. Hvilke andre grunde, kunne holde ham fra hvad han ville? En blid tone steg fra hoppen, inden at hun forsigtigt nippede til den anden.

"Det er en skam... Jeg havde ellers noget jeg gerne ville vise dig"
mumlede hun imod ham, og lukkede svagt øjnene en anelse i. Den krydrede fært af ham fik hende til at tage et skridt tættere på, før at hun forsigtigt hævede hovedet for at se på ham igen.

- "The rose withers.            

but not the thorns."

Den kortvarige reaktion, som den spraglede hingst udviste, der tydeligt fortalte at han bar på en frygt, der kunne overrumple enhver anden følelse han bar på, hvis den blev vagt til live, lod ikke til at skræmme hans skattede sirene væk. Heldigvis, for han ville meget nødigt ende ud i at miste hende nu, hvor han havde fundet hende igen. Han brummede sagte og med en undskyldende gumlen tog han imod hendes nærhed, som hun kort efter tilbød. Det ord, som blev hvisket kun til ære for vindens lunefulde strøg hørte den spraglede hingst med de indadvendte ører ej. Det blev blot slugt af omgivelserne, for herefter at blive glemt - men det ord, som den rustfarvede hoppe havde udtalt sig, ramte sandheden komplet. Hendes blide toner, der nu hørtes, fik den spragledes krop til at give slip på sine spændinger øjeblikkeligt. Han lod hende komme til sig, lod hende røre sig, inden han selv begyndte at berøre hende. Forsigtigt nippede han imod hendes sarte mule, som hun havde helt nær hans og da hans ører, som syntes krøllede i forhold til hendes, blev vippet frem, da rørte spidsen ved hendes.

Hendes næste ord, som han hørte, der var spundet med hendes lokkende toner, som kun en sirene kunne spinde dem, fik hans ører til at tippes en anelse undrende frem og tilbage. Hun havde tydeligt opfanget, at han ej var gearet til at forlade øen, hvilket hun kommenterede med var en skam. Hun ville vise ham noget - men hvad kunne dette dog være? Han havde haft den overbevisning, at hun selv ønskede at forblive på denne ø så vidt som muligt, eftersom hun var en reel ørkensirene. En lettere spørgende brummen forlod hans dybe bryst, inden hans hoved blev hævet en anelse.

,,Du vil vise mig noget?"

Han sagte nu ganske få ord på hans undren, inden hans bringe blev opspændt. Han flyttede på sin spraglede krop, vaskede frygten fra hans udstråling, som før havde tynget ham. Som altid talte hans instinkter lagt tydeligere end hans følelser, og nu hvor hans sirene havde vækket hans nysgerrighed, reagerede hans krop på det. Hans dybe brummen blev tydelig igen, inden han forsigtigt strøg sin mule langs toppen af hendes perfekt satte hals, hvorefter hans øjne søgte hendes på ny.

When shadows laugh.

"I like the beautiful melodies, telling me terrible things. So were your tragedies as armor.
Not shakcles.

Alle havde deres dæmoner at slås med, ligesom alle frygtede noget. Nogle kampe blev taget på en åben slagmark, hvor andre kunne opfange den afmagt, vrede, frygt eller fortabelse der kunne følge af ens af det man gjorde - eller det man ikke kunne, men langt størstedelen foregik i ens eget mørke sind. Der hvor ingen kunne forstyrre, og det kun var sirenernes egen sang der ledte en på vildspor. Nogle af dæmonerne var skræmmende. En frygt der sad helt ude på skindet, og fik verden til at snævres ind i en ensrettet linje på den sikre vej. Den lukkede mange døre. Den rustfarvede vippede kortvarigt ørene tilbage Andre var lokkende. Bedøvende og milde, men besnærende og manipulerende. Fame selv kunne ikke sige hvilke der var værst... Tanken fik det mørke blik til at gløde kort. Hendes eget mørke - hendes egne dæmoner, var både hendes svaghed og styrke. De drev hende frem imod et mål, som altid havde været en frygt dengang. Kontrol.
Den røde fæstnede sig ved hans mere afslappede krop, og brummede mildt. Hvilke dæmoner kunne jage ham af alle skabninger? Den blide nippen forsatte sine kærtegn ned af den spraglede mule, før at hun faldt til ro med lukkede øjne. Kunne man forblive i det sarte øjeblik, ville den røde ikke sige nej. Men alt hvad der var sart, ville før eller siden visne hen når vinteren kom. Og både Fame og Drezar var kuldeskær. Og med vinteren, kom mørket.

Den røde åbnede øjnene svagt ved den undrende stemme, der dog stadig bar sine sprøde toner. Et nysgerrigt glimt var blevet tændt i hingstens nøddebrune blik, og den rødes læber vippedes opad i et smil. Fame kastede hovedet opad, og lod i stilhed bølgerne sænke sig ned over halsen igen. Som tænkte hun over hvordan hun bedst formulerede sit svar.

"Jah, det vil jeg".
Gentog hun, og rømmede sig en anelse. Trippene gled hoppens bagpart til siden, inden at hun med et opstemt svirp flyttede blikket imod der hvor hun mente havet startede. De mørke øjne glitrede tvetydigt i solen.

"En ø. Ganske anderledes, end hvad du nogensinde har set. Den er mørk, men varm. Den er fremmed... Men ikke desto mindre et sted jeg mangler at udforske. Men for en gangs skyld, ønsker jeg ikke at se den alene".
Sagde hun, og vendte kort blikket tilbage imod Drezar. En lokkende tone havde listet sig ind i stemmen, der bar løfter om både nye og eksotiske græsgange. Oplevesler, hun ville udleve med ham. Den rustrøde nikkede.
Det ville sandelig være en oplevelse de ville udleve sammen

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauti of the massacre that lies ahead. As a queen, I will not cringe".

[8]

Hvert et sekund, efter han havde adspurgt den mystiske sirene, ventede han i spænding på hvad end hun måtte ønske at vise ham. Hans øjne veg ikke et sekund fra hendes smalle hoved, og hans krøllede ører opfangede hvert et åndedrag hun tog. Han kunne fortabe sig i synet, glide væk i en tankeverden af ønsker og fantasier; men ej længe kunne nåede han at drive bort, før hendes syngende stemme atter krævede, at han havde fokus på nuet omkring ham. På hende.
Hun bekræftede at der var noget, som hun ville vise ham, og atter blev hans skind nærmest elektrisk på grund af hendes pirrende natur. Og inden hun uddybede denne lille gåde mere, drejede hun sin bagpart ud til siden og rettede derpå blikket fra ham. Hun fortalte ham nu om denne ø, anderledes end de andre; med mørke og varme. Han lagde sit hoved let på sned, inden han med imponerende bevægelser satte i skridt op foran hende - hvor han stoppede og så direkte på hendes kønne ansigt igen. Hans egne øjne besad igen denne undren, denne tænkende aura; for han vidste godt hvad det indebar at forlade denne ø - og netop dét var hans frygt. At møde havet igen.
Han tøvede et øjeblik, inden hans sprøde stemme blev hentet fra hans bryst på ny.

,,Hvis blot jeg kunne krydse havet."

Dette var slutningen på den sætning, han havde forsøgt at færdiggøre tidligere. Dér hvor hans stemme før var knækket over, dér hvor den rustfarvede sirene havde lagt mærke til den frygt, som sad i den spraglede hingst. Han havde dog fundet modet nu, i sig selv; søgt det fra hende, og havde nu udtalt det, som han ikke havde udtalt før. Ikke højt i hvert fald - for ofte havde han bandet og svovlet i stilhed over den udfordring havet var for ham. Men så igen; hans liv var blevet tabt på havet, og det var ikke ligefrem fordi han havde lyst til at miste det endnu engang - og blot fordi andre ved hans side kunne krydse det uden frygt, betød det ikke, at han dermed kunne. Nej, frygten for havet sad så dybt i ham, at han var bange for at ingen nogensinde ville kunne få bugt med den.

´When shadows laugh....

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

Fame havde ikke været her voldsomt længe - højest et år eller to. Men alligevel, havde hun ikke været sen til at opleve den skarpe kontrast der var skabt imellem god og ond. Lys eller mørke. Enhver der vandrede i gråzonen, var næsten dømt til at ende i enten den lyse eller mørke ende... Hun havde ikke set én der pure havde nægtet den ene eller den anden måde at leve på, og var i sit stormfulde sind sikker på at beslutingen ville falde en dag. Spørgsmålet var så bare... hvad var bedst? Hvad var mest rigtigt? Skyggen af et smil gled over mulen, idet at hun i en rolig bevægelse hævede det fine hoved. Der var tegnet en fin og tynd linje imellem disse 2 sider; gråzonen havde aldrig været en reel mulighed. Ihvertfald ikke for hende.
Hoppens glødende blik faldt igen på den spraglede, der i tiden var hendes som hun var hans, og snert af tilfredshed var til at skue, imens hun betragtede hingstens bølgende muskler i hans impornerende gang. Han var flot. Og som han blev stærkere, blev det efterhånden tydeligere og tydeligere... Det blev farligere og farligere at nærme sig ham, men hun kunne ikke lade værd. Og med det svage ekko af en advarsel lod hun mulen kærtegne hans skind på ny, næsten som for at sikre sig han ikke var et produkt af ørkens varme og sindets savn.

Gløderne ulmede, og svagt åbnede sirenen munden i overraskelse. Var det.... frygt hun fornemmede? Nærvøsitet? En aura hun aldrig før havde følt omkring Ørkenhingsten, der i øjeblikket fik hendes skind til at sitre underligt. Kunne det ske at han...
Det var næsten underligt. Rusthoppen var en hestekender uden lige, og vidste hvor flammen skulle startes. Varmt metal var ofte det nemmeste at bøje, men alligevel tvivlede hun kort på sin fornemmelse. Hurtigt rystede hun overraskelsen af sig, og puffede en anelse mere bestemt til den spragledes ranke krop, inden at hovedet en nænsom bevægelse blev lagt imod hingstens hals. "Du er bange..." Mumlede hun. Ordene fløjsbløde, blide og tæt på det uhørlige.
Bølgerne i manen bevægede sig, idet at hun hævede blikket og hovedet for at se på Drezar igen. Der var ingen fordømmelse, men nærmere et svagt glimt af forståelse. Hun vidste hvordan det var at være bange, selvom havet aldrig havde frygtet hende. "Hvorfor havet?"
Hoppens maske smeltede i øjeblikket sammen med hende selv. Hun havde svært ved at opretholde den.

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

Den fløjlsbløde mule, som hans sirene havde, berørte ham igen. Det satte en sitrende bevægelse i gang under hans skind, der forplantede sig ned langs hans skulder og om til flanken, som ringe i vand. Han nød hvert et sekund hvor de to sjæle havde fysisk kontakt, og når hun rørte ham, var det som om hans verden gik i stå. Nok var det ikke sandt, men den spraglede hingst kunne ikke lade værre med at nyde alt, han kunne af den rustfarvede hoppes opmærksomhed.
Hans tilstand kunne næsten beskrives som værende i trance, under hoppens kærtegn; men så snart hendes stemme kunne høres, måtte hans opmærksomhed finde fokus, for ikke at lade sig drømme bort til et sted, hvor der intet hav fandtes, og hvor hans sirene altid var ved hans side. Han rømmede sig lidt, for at vise, at han lyttede til hendes ord, der startede ud mumlende, men derefter blev klare.
Ja, han var bange - og hvorfor havet? Ja, det var et spørgsmål, som han godt forstod hun opstillede - men det var også et spørgsmål, som ville være svært for ham at svare. Han vævede et øjeblik, flyttede vægten fra det ene forben til det andet, inden han fjernt lod blikket glide fremad, imod det brusende vand.

Han genkaldet sig et øjeblik minderne fra havet; fra skibet og tiden låst inde i et lastrum. Alt det negative, og et kort øjeblik dirrede hans muskler ganske anstrengt. Og hvis ikke det havde været for den mystiske sirenes hoved, der hvilede imod hans krop, var han nok brudt ud i både buk og hop, for at ryste frustrationerne af sig - men denne gang holdt han roen intakt. Han huskede alt, huskede hvordan tingene havde set sort ud, blevet lidt bedre og da var endt i kaos. Der gik faktisk en rum tid, inden hans sprøde stemme hentede tonerne dybt fra brystet, for at svare hoppen så godt han nu kunne - og da hans ord kom ud, var det tydeligt, at de smertede ham, mere end noget andet.

,,Jeg druknede.."

Startede han ud. Hans blik var nærmest låst nu, låst imod horisonten, og hans ro måtte han hente fra hendes nærvær. Hvis hun flyttede sig nu, vidste han ikke hvad han skulle gøre af sig selv, så han håbede inderligt, at hun blev stående.

,,Havets bølger og jeg, har kendt hinanden længe. Jeg ved ikke, om du kender til mennesker - men jeg vil sige, at jeg har mødt både den gode side og den dårlige side, ved disse tobenede mennesker. Jeg blev spærret inde på et fartøj, der kan bringe levende væsner over havet. En dag, da en voldsom storm rasede over det åbne hav, sank dette skib, som det hedder - og jeg havde ingen steder at flygte hen. Jeg kunne ikke svømme til overfladen, for jeg var bundet og i et lukket rum. Forestil dig, en masse træer, der spærre din vej i alle retninger. Det sidste jeg husker, inden jeg vågnede op her, var følelsen af at vandet trængte ned i mine lunger, og mit hjerte der føltes som om det skulle eksplodere.."

Hans stemme var næsten blevet monoton til sidst. Det, at han fortalte hende hans historie, var nok det største tegn på tillid, som hingsten nogensinde have udvist. Og hvorfor hende? Hun fascinerede ham, fængslede hans sind, som ingen anden - og måske var det naivt. Men nu havde han engang valgt at gøre det, og således var det blevet. Hun vidste nu, hvorfor han frygtede havet - og han håbede da, at hun ville forstå.

´When shadows laugh....

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

Det var som om at Drezar gang på gang gled uden for hendes rækkevidde, hvilket kort frustrerede hende. Var hun ikke nok? Var der noget andet der var mere presserende? Både hans blik og fokus fløj som vinden skiftede, og var nok en reaktion på det følsomme emne de var gået ind på. En frygt der sad helt inde i knoglen, var aldrig let at få bugt med, det kunne den rustfarvede selv være et levende bevis på. Men en dag var de kæder knækket, og Fame havde været fri. Eller i hvert fald noget der havde været ligeså godt et kort øjeblik. Nu savnede hun den frihed... og ville gå langt for at skaffe den tilbage. En fugl der engang havde fløjet blandt de stærke vinde øverst oppe, ville aldrig acceptere jordens tyngde igen.
En pludselig spænding fik hoppen til at brumme overrasket, og hun løftede kort hovedet en anelse for at se på ham. De mørke øjne søgte efter tegn på den tidligere selvsikkerhed der altid omgav ørkenvandreren - hans aura hun i første omgang havde fundet frygtelig tiltalende... Men i dette korte øjeblik, var der en sart og smertefuld frygt i hans stemme og blik. Et næsten jaget blik, der dog med besvær tæmmede en kamp inden i hingsten.

En kamp imod ham selv.

Han druknede... Den rustfarvede trådte et skridt tættere på ham, og lod med en svag nynnen ham vide hun var her. Hun lyttede, imens han stemme steg til et monotont toneleje. Og hun blev, selvom det sitrede i hoppens skind at stikke af fra sådan et ansvar over for en anden. Hvorfor gav han sig ud så intimt? En næsten panisk tanke, der kort efter blev druknet i en vag følelse af afmagt. Hvorfor lod hun hans fortælling komme hende nær? Hvis Fame stadig troede på medlidenhed, var det hvad hun følte. Kunne det være sandt?
Den brogede afsluttede, og stilheden efter var næsten betryggende. Den lod ordene hænge, imens sirenen selv vendte og drejede hans ord for at forstå dem. Alt han sagde var fremmed for hende, men noget hun troede på. "Forfærdeligt..." sagde hun så endeligt, og så op. Den bløde stemme med den svage undertone af mørke lød, og Fame hævede hovedet en anelse. "Men et sprunget hjerte, er bedre end intet hjerte overhovedet. Du er her stadig..." Forsigtigt prikkede hoppen til hans bringe, og smilede. Sørgmodigt over hans fortid, men håbefuld for hans fremtid.

"En vis mand fortalte mig engang om livet. En forbandet kamp, hvor du ikke stopper nogle for dig til at stoppe. Hvad ikke dræber dig.." Den rusfarvede slog med halen, og nippede - måske en anelse hårdere til Drezars spraglede skind. "Gør dig stærkere".

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".