Thief of the Second Realm | Atlas

Taia
☽ ° ☾

Time | Tidlige nattetimer
Location | På en af øens mange skovstier
Tag | Atlas

Sneen dalede nedover den skovfylde ø. Chibale var hvid for tiden, præcist som tre af de andre øer var og denne aften gjorde den kun hvidere. De dage, hvor sneen ej faldt, fik øen lidt af sin farve tilbage, når heste og andre væsner fulgte skovenes mange stier. I aften ville de dog forsvinde bort med sneen, men hvem havde noget mod det? Sneen dækkede spor af sorg og trods kulden, kunne sneen virke som nyt liv; hver gang sneen faldt, blev øerne friske og klare på ny.

Langs en af øens mange stier, gik en skikkelse, som ingen kunne se. Hun vandrede mellem to verdener, for nok var hun død, men borte var hun ej. Pludseligt standsede hun. Nogen gik på stien foran hende, alene i natten og tilsyneladende urørt af verden, i den forstand at vedkommende, ej virkede skadet eller syg. Det var et skridt nærmere livet, det vidste hun, men det gjorde ikke det hele bedre for hende. Et suk forlod hende og hun lukkede sine øjne et øjeblik; den fremmede ville ikke vide, hvad der havde rørt den.

Med langsomme skridt nærmede hun sig og skikkelsen ville kunne mærke en kulde krybe mod sig; ikke meget mere end en kold vind, men der var ingen vind denne aften, så hvad vedkommende ville tænke, var svært at sige.

☽ ° ☾

Sneen dalede fredfyldt. En hingst, fremmed for dette land, var kommet til en ø der var ham fuldkommen ukendt. Intet lignede det han var vant til. Intet så ud som det plejede. Hvorfor kunne han ikke forklare. Han ønskede måske heller ikke vide det. Han havde kun meget lidt i tankerne, og lige i dette øjeblik var det overlevelse. Han måtte først og fremmest sikre sig at han ikke havde andre dyr og væsner i hælene, og han måtte finde mad og vand. Han vidste trods alt ikke hvornår han ville få mad og vand at se igen. På hans lange ture havde det ikke altid været muligt, og nogle dage havde han været fuldkommen afkræftet af sult, og kun lige slæbt sig selv gennem terrænet for at overleve.

Hans pels var ikke den tykkeste, men han frøs ikke. Selvom jorden var kold og sneen faldt, så blæste det ikke, og nogle af træerne måtte vel samle en del af den sne der rent faktisk var tiltænkt ham. Han skælvede dog da det føltes som om temperaturen dalede, og hans ører vendte sig og lyttede i alle retninger. Der lød stadig ikke som om vind ramte træerne. Det hylede ikke nogen steder på grund af den og syntes heller ikke at kunne mærke det - på andre måder end den skælven der gik gennem hans krop og fik ham til at spænde op for at undgå at fryse.

Taia
☽ ° ☾

Jo tættere hun kom, jo mere kunne hun se af skikkelsen. Gylden var den og større end hun først havde antaget. Han, for det viste sig at være en hingst, stod ikke meget højere end hende, ej heller var han bredere, men på afstand havde hun blot antaget ham som have været mindre... mere i stil af... hun nægtede at mindes navnet, ikke nu, ikke her. Hun ønskede ikke at trække hans minde ind i det, hun var nød til at gøre, for at vende tilbage til ham. Som sådan var det ingen grusom eller direkte forkert handling, bestemt ikke, for hun tog kun fra dem, hun mente der kunne klare det, men stadig var det forkert. Man måtte ikke tage fra nogen, uden først at have deres tilladelse. Ikke desto mindre gjorde hun det.

Kulden krøb nærmere hingsten, lagde sig over ham som et tæppe. Aldrig ville den dog komme i nærheden af hans hoved, for hoppen bag det hele vidste hvad kulde kunne gøre mod sindet. Hvis kulden først gik til hovedet, først nåede sindet og tankerne, så vidste hun, at hun var gået for vidt og gjorde hun først det, så kunne hun ej leve med det.

Hvor kulde spredte sig i ham, spredte varme sig i hende. Ikke den samme varme, som den man kunne finde, hos en vens side. Nej, en unaturlig varme, som strøg gennem alle dele af hende, fyldte hende, som hun stod ved hans skulder.

Tiden løb langsomt for hende i dette øjeblik, så hvad der for hende var minutter, forløb på sekunder for den gyldne.

☽ ° ☾

Kulden forsvandt ikke med det samme igen, men lagde sig i stedet over ham som om hele temperaturen havde ladet sig falde - men underligt nok føltes hans hoved ikke som om det var påvirket af kulden på samme måde. Ørerne blev lagt fladt ned i nakken og øjnene skulede rundt. Et eller andet over dette sted gav ham myrekryb. Noget var ikke rigtigt. Noget var helt forkert. Han syntes ikke at kunne høre andre eller se andre, men han havde stadig fornemmelsen af at nogen var til stede. Han følte sig overvåget, og dette var ikke noget han satte pris på. Slet ikke. tvært imod faktisk. Han havde det bedst med at være den der havde overblikket. Han foretrak at være i kontrol. Det havde også været nødvendigt for ham at vide hvem og hvad der befandt sig hvor, for ikke at havne i ubehagelige situationer. Dem havde der kun været få af indtil videre - heldigvis. Sådan måtte det meget gerne fortsætte.

"Jeg ved du er her" udbrød han med en utilfreds tone. Han havde som sådan ikke noget at tabe på at sige det. Var han alene ville ingen høre det, og var nogen til stede kunne de måske godt nares til at tro han havde 'fundet' dem.

Taia
☽ ° ☾

Ved lyden af hans stemme, forsvandt kulden næsten med det samme. Som skræmte hans ord den bort, drev den på flugt. Helt forsvandt den dog ej, for hoppen trak sig blot et par skridt væk fra ham og han forsvandt dermed ud af den sphere om hende, hvori energien blev taget fra andre. Varmen forsvandt fra hende på samme tid og bragte hende tilbage til den tomme, kolde status, hun følte det meste af tiden...

Det var som sådan ikke første gang, nogen havde taget 'kontakt' til hende; ikke første gang nogen, havde påstået, at de vidste hun var der. Den plettede hingst, som hun havde fundet på stranden, havde også udbrudt, at han vidste nogen var det. Det havde dog været helt anderledes end med denne hingst. Den gyldne var utilfreds og Taia kunne ikke klandre ham, men samtidigt kunne hun heller ikke forklare noget til ham. Hun kunne ikke fortælle ham, hvorfor hun tog det, som retmæssigt var hans, ej heller kunne hun bede ham om lov.

Hun vidste, at han talte i tro, ikke i vished, om hendes eksistens, men ikke desto mindre spirrede et håb blot for et øjeblik, da han så sig omkring. Hvad hvis han rent faktisk så hende? Hvis han, i modsætning til alle andre, var i stand til at se hende? Måske havde det, hun havde gjort indtil nu, ændret noget? Måske, bare måske...! Det spinkle håb drev hende til at blive stående, afventende, håbende.

☽ ° ☾

Kulden der før havde hvilet over ham lod til at ændre sig. Den forsvandt nærmest igen. Temperaturen steg i hvert fald. Hvorfor kunne Atlas ikke forklare. Han nærede heller ikke den helt store interesse for temperaturskift og unaturlige ting og sager. Faktisk var han sikker på der var en ganske logisk forklaring på det hele - som han bare ikke var kommet i tanke om endnu. Han havde trods alt oplevet mange ting indtil videre. Det kunne også være det var et sted han havde ramt, som havde været i skygge det meste af dagen, og som ikke havde været varmet op af solen da den for lang tid siden havde tittet frem. Hvor længe sådan noget forblev varmt vidste han dog intet om. Det var heller ikke de mest spændende samtaler han nogensinde havde haft med andre. Det var jo ikke rigtig vigtigt, og ikke lige noget man gik og snakkede om. 'Hej, jeg hedder Atlas, har du også lagt mærke til kolde pletter' - nej. Andre ville bare tro han var tosset. En nomade var en ting - han behøvede ikke blive set ned på af andre for at tale om ting som andre måske ikke kendte til. De mange rejser havde trods alt vist ham en del, og givet ham tid til at opleve og filosofere. "Vis dig selv!" kommanderede han i en næsten skarp tone der ikke var til at spøge med.

Taia
☽ ° ☾

Nej... han så hende ej, præcis som de andre. Denne hingst påstod, som de havde gjort; intet havde ændret sig...
Hoppens skuldrer sank, mens håbet sivede ud af hende. Langsomt, men ubetvivlsomt forsvandt det hele og efterlod hende, som hun ofte var, når hun forlod nogen; ensom, tom, kold, men samtidigt håbefuld, for noget af det blev. Det skulle nok virke, på et eller andet tidspunkt, så måtte det virke...! Hun kunne ikke være dømt til at vandre mellem to verdener uden andet formål end at stjæle fra andre, det var ikke hendes lod i livet. Det nægtede hun at lade det være. Nok følte hun intet hjerteslag nu og hun trak ej vejret, men det ville komme tilbage til hende... det ville det...

"Det kan jeg ikke," svarede hun blot sørgmodigt. Når han ikke kunne se det, så var det tvivlsomt, at han kunne høre hende, men hvem vidste? Verden, mest af alt disse øer, var lunefulde og måske var det ej blot en vind, der hvislede forbi hingsten. Trods alt var hun ikke gået helt bort og en dag ville hun slippe ud, om end først kun for få øjeblikke, men før eller senere ville hun blive der... blive der og aldrig forlade det igen.

☽ ° ☾

Intet dukkede op. Intet kom frem. Atlas blev dog stående og lyttede - så sig omkring. Han kneb stadig øjnene sammen som om det ville hjælpe ham til at se. Der var stadig mørkt så det var begrænset hvor meget han ville kunne se - og især med de mange træer. Han var endda på nippet til at fortsætte sin vandren da han fornemmede en andens nærvær igen. Han var ikke alene, så meget var han sikker på. Hvad han ikke vidste da han drejede hovedet. var at de blå øjne lå og hvilede direkte på en skikkelse han ikke kunne se. Han vidste hvor den anden var for han kunne mærke det. På samme måde som han kunne mærke når andre iagttog ham. Ligesom han vågnede hvis andre stirrede på ham når han sov. "Jeg ved du er der. . . Det nytter ikke noget at gemme sig" kommenterede han så, før han tog nogle skridt frem. Hvis den anden rent faktisk var der, og den anden tilmed ville følge efter, havde han måske mulighed for at høre hvor der kom skridt fra.

Taia
☽ ° ☾

Nok hvilede hans øjne på det punkt hvor hun stod, men han så hende ej, det var hun helt og aldeles sikker på, for hun kunne ej fange hans øjne og ej heller kunne han hendes. Der var ingen øjenkontakt. Hans næste ord vidnede videre om det og til dem vendte hun blot sine ører tilbage; han føltes sig tydeligvis sikker på, at der var nogen, men hvem havde han ingen anelse om og med tanke for alt, så var det sikkert det bedste. Alligevel ønskede hun dog ikke at efterlade ham i denne tilstand, søgende efter noget, som han ej kunne finde...

Uanset hvor meget han lyttede, så ville han ej høre hoppens skridt, for de forsvandt ned i sneen uden at efterlade et mærke. Det var underligt hvordan hun kunne vandrer på jorden, men gå igennem alt andet; hvorfor faldt hun ej ned til det næste rige?
Kulden ville han mærke igen. Ikke så meget som før, men blot lige på hans mule. Et køligt punkt et øjeblik, før det forsvandt igen, da hoppen på ny trak sig tilbage. Hun burde gå sin vej nu, efterlade ham med det, men hun blev stående et øjeblik, afventende. Var det nok for ham?

Det ville lyde underligt til de fleste, men han var den første til at antage, at hun var mere, end blot en temperaturændring og for det kunne hun ikke blot efterlade ham.

☽ ° ☾

Atlas lyttede opmærksomt. Hele hans krop var klar til hvad som helst - at flygte, at kæmpe, slag, at slå. . . Alt! det havde været nødvendigt da han var mindre. Det havde været nødvendigt gennem hele hans liv. Han bar dog ikke mange ar selvom han nok egentlig burde have. Dem han havde var heller ikke særlig store. Han kunne intet høre. Stadig ikke, men tilstedeværelsen af et andet væsen var der stadig. Han slog et irriteret smæld med halen og satte farten op til en trav, men stoppede dog brat op igen efter noget tid. Der var stadig ingen vind. Hans blik gled op mod himlen og han hviskede nogle mumlende ord, som kun var for hans egne ører - og den han talte til, som ikke var på jorden som alle andre.

Da han igen havde rettet blikket fremad og havde stået i lidt tid i tavshed, vendte han rundt på ingen tid og kastede sig fremad igen i en anden retning - den vej han lige kom fra. Den der holdt øje skulle i hvert fald ikke få lov til at gætte sig frem til hvad han havde gang i! En kulde gled dog over ham igen - en som ikke havde været der lige før da han havde betrådt det samme sted. En fnys forlod hans hoved og ørerne blev presset ned i nakken. "Hvad er denne galskab!?" mumlede han sammenbidt for sig selv før han trak luften ned i lungerne og lukkede den ud igen med ordene "VIS DIG FOR MIG!" Denne gang med mere kraft på og langt højere end før. En befaling der lød som om den kunne komme fra en hærfører der talte til en hel flok krigere.

Taia
☽ ° ☾

Det var ikke nok... intet hun kunne gøre i sin nuværende tilstand ville være nok for denne hingst, det bestemte hun sig for da han råbte ud i natten. Han søgte hendes eksistens, ingen tvivl, men han ville aldrig finde hende, som hun vandrede nu, uanset hvor meget han råbte efter hende. Uanset hvor meget han befalede hende, så kunne hun ej give ham hvad han ønskede og det tvang tankerne tilbage til hendes tid med benægtelse... tilbage på mødet med Altaïr. Det skar stadig i hende, at hun havde efterladt ham sådan. At have hørt ham bede, plagende søge efter hende i sorg, før han havde givet op. Hun burde søge ham ud snart igen, finde ham, prøve på ny... Vent på mig, Gråling... Vent på mig.

Med sænket hoved vendte hoppen sig bort fra hingsten, som stadig sammenbidt så sig omkring efter hende. Hun drog et suk, da hun sendte hingsten et sidste blik; forhåbentligt ville hun snart kunne vise sig og fortælle ham, hvad han havde følt denne nat. Forklarer ham det, som han ikke kunne forstå. Hun ønskede trods alt ikke at skabe nogen last eller give problemer, men denne gang syntes hun alligevel at have gjort lige præcist det.

Hingsten kunne søge så længe han ville, befale til solen stod op og senere efterlod landet til mørket igen, men kulden ville ej være der på ny. For nu i hvert fald, for en dag ville han føle den på ny, men ej lede efter det, som ingen så.

[OUT]

☽ ° ☾