Between Worlds She Wanders | Euphoria

Taia
☽ ° ☾

Time | Formiddag
Location | En nordlig eng
Tag | Euphoria

For nogen var det måske en absurd tanke, at man kunne vandrer mellem to verdener; på en gang levende, men også død. Ikke som i en der gik blandt levende, iført en død krop, men som en levende, beklædt med intet. Alligevel var det realiteten for mindst en af landets sjæle; hun vandrede hvor ingen så hende, ingen hørte hende, men hvor hendes tilstedeværelse alligevel kunne føles, mærkes, rent fysisk. Hun ønskede det ej, men hver gang hun kom nogen nær, tog hun fra dem. Stjal som en tyv i natten, men uden den samme bagtanke; hun tog ikke fordi hun kunne, fordi hun ville, men fordi det var en nødvendighed. For at kunne give det tilbage, hun skyldte, måtte hun stjæle endnu mere, som hun lovede sig selv, at hun ville give tilbage, når blot hun fik muligheden.

Solen skinnede blegt over den skjulte sjæl, mens hun iagttog engen under hende. Hun havde fundet hvile på en bakketop, men hendes søgen var evig for nu. Hele tiden gik hun, søgende efter det, hun ej ønskede at tage. Omkring hende hvirvlede verden af sted i en sløret eksistens; tiden gik ikke for hende, som den gik for andre, så nogle gange løb minutter af sted som var de sekunder, mens andre gange kunne et sekund trækkes til det, der for hendes vedkommende var en time.

Efter en udefinerbar mængde tid, fandt en sjæl vej ind i hendes syn. Ung var den, men ved godt helbred, så Taia måtte var villig til at gøre det nødvendige, så hun begyndte at gå.

Jeg lover, at du får det igen...

☽ ° ☾

Euphoria var for en stund i et roligt lune. Solen var fremme på denne køllige vinter dag og hun stod derfor på engen med de ravfarvede øjne lukkede, ganske afslappet og sugede blot solens energi til sig, og varmen bredte sig udover det grå skind som var prydet af en tyk vinterpels. For en stund var den unge sjæl uden bekymringer og ved særdeles godt mod. Et svagt smil kunne tydes på den lille lyserøde mule og åbnede for en stund de ravfarvede øjne og kiggede sig omkring. Hun var ganske alene, troede hun, og hun havde måske håbet at Nymfen ville have været i nærheden. Hun var lige i stødet til at lege med hende. Det havde hun ikke været i lang tid. Hun var endelig ovenpå igen efter mødet med monsteret. Hendes far. Hun nynnede fornøjeligt en lille melodi, inden hun tog et par dansende trin fremad. Dog stoppede hun hurtigt. Hun kunne vel godt dase lidt i solen en stund endnu. Der var alligevel ikke andre.

Taia
☽ ° ☾

Et sørgmodigt smil spredte sig om hoppens mule; så ung og livlig den unge sjæl var. Hun dansede næsten lystigt i sneen, mens den døde hoppe nærmede sig med tunge skridt. Ordene blev ved med at spille i hende; Jeg lover, jeg lover, jeg lover.

Langsomt ville kulde omfavne den unge, gråsorte hoppe. Først hendes side, så hendes ryg; langsomt ville den sprede sig over hende og tage det fra hende, som den usete sjæl havde brug for. Måske ville det føles ubehageligt, måske underligt, men intet holdt den unge sjæl der. Hun var fri til at gå, det øjeblik hun ønskede, det øjeblik hvor det hele føltes forkert. Kulden ville dog ikke ramme hende, som den havde ramt andre; den ville ikke være der i samme grad, ej tage så meget fra hende, som den havde taget fra andre. Hun ville føle den, men ikke blive omklamret af den, for selv ting, som hvor nær man måtte komme, kunne læres.

Taia ønskede ikke at se på dem, hun tog fra, men nægtede samtidigt at vige bort. Det var forkert, men ingen skam. Hun gjorde det af nød, ikke af griskhed. Og hun ville give det tilbage, uden tvivl. Hun ville opsøge denne unge hoppe, præcis som hun ville de andre og forklare dem hvorfor kulden havde besøgt dem tættere på livet, end den havde andre.

☽ ° ☾

Uvidende var den unge sjæl omkring den andens tilstedeværelse. Man kunne trods alt ikke se, høre eller lugte hende. Ergo hun var der ikke. Derfor var hun der stadig og hun var nu i færd med at rode i sneen med hendes lyserøde mule. Muntert prustede hun til pulveret som sprøjtede ud over det hele, mens hun fniste fornøjet. Hun måte vise Nymfe det her lille trick. Årh det ville blive så sjovt at se det sprøjte op i hovedet på hende. De små ravfarvede øjne lyste op blot ved tanken og hun hoppede let på stedet med et bredt smil på mulen og duttede ud i luften. Alt imens kom den anden nærmere og Euphoria mærkede nu kulden snige sig op af hendes side, og hun trak sig sidelæns for at forsøge at undgå den mærkelige fornemelse der nu som hun atter stod stille bredte sig til hendes ryg. Snart var hun gennemkold og stod bævrende på hendes lange tynde ben. Smilet var forsvundet fra hendes lyserøde mule og øjnene var matte. Hvad end det havde været forstod den unge sjæl sig ikke på. Hun vidste kun at hun lige pludselig følte sig fuldstændig drænet for energi og ikke kunne holde på varmen. Hun snøftede let og vrinskede næsten ynkeligt ud over engen efter hendes mor, Nymfen, en eller anden.Selvom hun snart var 2 år så havde hun stadig brug for nærvær og tryghed, da hun meget let følte sig sårbar.

Taia
☽ ° ☾

Kulden syntes at sprede sig hurtigere i den unge hoppe, end Taia havde forventet; langt hurtigere og i højere grad end hun overhovedet havde kunnet forestille sig. Hvorfor var hun i tvivl om, for hun holdt sin afstand og den varme der løb gennem hende, var ikke anderledes end tidligere. Foran hende bævrede den unge sjæl nærmest, men hun mærkede intet fald i den energi, hun trak til sig og det forvirrede hende i den grad. Ikke desto mindre respekterede hun dog den unge sjæl og trak sig bort, væk fra hende med et par enkelte skridt; hun forlod hende dog ej, ikke når hun virkede så påvirket af det hele. Det ville ikke være ansvarligt at gøre det, for hvad hvis den unge sjæl faktisk ikke kunne tage det? Hvad hvis Taia havde taget fejl omkring, hvad den kunne klare? Hvad hvis hun havde taget mere, end hun troede? Nej, Taia forlod hende ej.
Den døde hoppe trak sig et skridt mere bort, og tillod dermed varmen at vende tilbage til den unge hoppe. Ikke kun ville den varme, hun selv generede fylde hende, men også varmen fra solen ville hun kunne føle på ny. Tog hun dog et skridt mod den usete, så ville varmen forsvinde på ny.

☽ ° ☾

Euphoria var en skrøbelig ung sjæl som ikke havde så meget til overs for det overnaturlige og dets fænomener. Så da kulden ramte hende så var hendes umiddelbarre reaktion, næsten en indre panik og frembragte minder om en traumatisk oplevelse som indebar hendes far og meget smerte. Godt nok var der ingen sammenligning, men den kulde hun havde følt fra ham bar en svag lighed med den hun havde følt. Selvom denne kulde som sådan ikke var mega slem, så gjorde de minder udslag i sådan en grad at det nok var grunden til at hun bævrede. Hun blev mut og vrinskede endnu engang kaldende efter sin mor. Hvorfor var hun der aldrig mere. Nok var hun snart 2 år, men lige nu havde hun brug for tryghed mere end noget andet i verden. Hun følte sig altid alene når hende mor eller Nymfen var fraværende. Hun kendte ikke andre end sin familie.
Varmen vendte dog snart langsomt tilbage, men det gjorde Euphorias gode humør ikke. Det var somom at kulden havde revet det bort og hun stod nu en anelse sammenfoldet i sneen og skuttede sig yderligere, inden hun kom med det der mindede om en ynkelig vrinsken.

Taia
☽ ° ☾

Humøret syntes ikke at vende tilbage til hoppen, selvom varmen måtte brede sig i hende på ny, for hun rystede ikke længere på samme måde. En undret brummen lød dog fra den arrede hoppe; en lyd som aldrig ville nå den unge og ukendte, men som alligevel blev frembragt af vane. Hvad der havde fået hende til at bævre som hun havde, var en gåde, som Taia ikke kunne løse, hvordan end hun drejede den. Hun fandt et delvist svar, men måtte henkaste det, for ikke at ende på et dårligt punkt. Langsomt tippede hendes ører tilbage; måske havde hun blot taget fejl af situationen.
Et par øjeblikke mere iagttog hun den unges vrinsken, søgen efter nogen. Det skar i hende, som det havde skåret i hende på Foehn. Instinktet, viljen, lysten til at tage sig af dem, som ingen andre tog sig af. Savnet efter rent faktisk at have nogen at tage sig af; savnet efter at gøre det, hun var skabt til. Når livet kom tilbage til hende, skulle hun nok kunne gøre det... det krævede bare mere... mere stjæleri.

Langsomt vendte hoppen sig bort fra den unge sjæl; der var intet hun kunne gøre for at dæmpe den frygt, hun havde frembragt og det gjorde blot hendes tilstedeværelse koldere, mørkere om man ville. Hun ønskede ikke det her, ikke på nogen måde overhovedet, men var alligevel tvunget til det...

Hvorfor havde Den Vise ikke gjort noget...?

☽ ° ☾

Euphoria så ned i sneen som hun havde været i færd med at rode rundt i. Små visne totter af græs stak nænsomt frem under det frosne dække, og hun prustede for en stund til det. I det sprang sneen om i hovedet på hende, og lyset vendte for en stund tilbage til den grå hoppe og hun fniste stille. Ja hun måtte bestemt vise det her til Nymfen. Endnu engang så hun op. Nej der var altså ingen. Ikke en sjæl denne solrige dag. Hvor mon de gemte sig alle sammen? Hun tog et par skridt baglæns for at vende rundt og studere resten af engen med hovedet undrende på sned. Kulden var hende en gåde, men hun havde allerede lykkeligt glemt alt om den, og brugte nu mere energi på at lokalisere Nymfen, hvis hun altså var på øen. Hmm.