Post by Christian on May 10, 2015 20:06:40 GMT 1
De korte ben gjorde nærmest et lille hop, for at komme den store brogede en smule nærmere. Efter de havde hilst hinanden ordentlig an, hørt hinandens navne og den lille dunfarvede havde prøvet at forklare, hvordan det var der hvor han kom fra, var barrieren fra bekendt til ven allerede brudt ned. Det var som dengang.. Dengang med Klaus. En lille tænksom mine gled over hans mørkere hoved, inden han prustede sagte. Han huskede tydeligt den dag, han havde set den større pony for første gang. Han havde endnu ikke boet hos sin ejer, men stod opstaldet på nabogården, hvor han blev mobbet af de større ponyer. Klaus var kommet ind, havde kastet et blik på ham og herefter tævet 3 af de andre som drillede Christian. De var som skabt til at blive venner, ja nærmest som kendte de hinanden på forhånd, og lidt på samme måde følte han overfor den brogede.
Da hans tænksomme øjeblik, som både indeholdt glæde og savn, var ovre, spidsede han atter sine øre imod den Loyale Brêgo. Han fortalte, at der ingen hegn var i landet - så langt havde den lille shetlænder også tænkt, for han havde ikke set et eneste på sin vandring her i landet, inden han stødte på Brêgo. Han brummede godmodigt, inden hans øjne nærmest lyste op; for han ville gerne vise ham stedet, og han fik endda lov at kalde det for sit hjem! Han slog glædeligt med det lille hoved, inden han forsigtigt nappede den brogede over knæet.
,,Jeg kan ikke andet end at sige tak. Jeg må indrømme, at det at være så alene, som jeg har været fra jeg vågnede her i landet til nu, har været ret overvældende og skræmmende."
Ivrige svirp kom fra den tykke hale, der flød bag hans bagben, inden han ivrigt kastede et blik rundt. Den ældre herre, som Christian i sandhed var, var som forynget under mødet med den brogede Brêgo. Det var nok grundet alle de nye informationer, og glæden over at kunne finde et hjem her i landet, der havde fremkaldt disse ærlige og ungdommelige reaktioner; og med tiden ville han sikkert falde mere til ro i sig selv igen. Dog kunne det sagtens fornæmmes på ham, at han bar på mere viden end den gennemsnitlige sjæl; han bar på et helt livs erfaringer i den lille krop, som han med glæde ville dele ud af, til alle der ville lytte. Han nikkede glædeligt til Brêgo nu - for han ville meget gerne se det sted, han fremover kunne kalde sit hjem.
Da hans tænksomme øjeblik, som både indeholdt glæde og savn, var ovre, spidsede han atter sine øre imod den Loyale Brêgo. Han fortalte, at der ingen hegn var i landet - så langt havde den lille shetlænder også tænkt, for han havde ikke set et eneste på sin vandring her i landet, inden han stødte på Brêgo. Han brummede godmodigt, inden hans øjne nærmest lyste op; for han ville gerne vise ham stedet, og han fik endda lov at kalde det for sit hjem! Han slog glædeligt med det lille hoved, inden han forsigtigt nappede den brogede over knæet.
,,Jeg kan ikke andet end at sige tak. Jeg må indrømme, at det at være så alene, som jeg har været fra jeg vågnede her i landet til nu, har været ret overvældende og skræmmende."
Ivrige svirp kom fra den tykke hale, der flød bag hans bagben, inden han ivrigt kastede et blik rundt. Den ældre herre, som Christian i sandhed var, var som forynget under mødet med den brogede Brêgo. Det var nok grundet alle de nye informationer, og glæden over at kunne finde et hjem her i landet, der havde fremkaldt disse ærlige og ungdommelige reaktioner; og med tiden ville han sikkert falde mere til ro i sig selv igen. Dog kunne det sagtens fornæmmes på ham, at han bar på mere viden end den gennemsnitlige sjæl; han bar på et helt livs erfaringer i den lille krop, som han med glæde ville dele ud af, til alle der ville lytte. Han nikkede glædeligt til Brêgo nu - for han ville meget gerne se det sted, han fremover kunne kalde sit hjem.
