Mellem træerne jeg vandre

Snefnug sad i den tætte pels. Hovskægget var efterhånden ganske stift af frost og sne, men det generede ikke den lille shetlænder. Han elskede det, for vinteren var den årstid han altid havde holdt mest af.
Det undrede ham en smule, hvordan han dog kunne være gået fra efterår til vinter så hurtigt, men han gættede på, at den rejse han havde været ude på, efter han forlod sit gamle hjem, måttet have taget længere tid end det føltes; for her dalede sneen stille ned og lagde sig på alt omkring ham. Smilet sad ganske stort omkring den mørke mule, alt imens Christian i luntetrav bevægede sig rundt imellem de store stammer, som denne skov besad. Aldrig havde han set mage! Han huskede tydeligt den skov, der var hvor han boede. Han havde egentlig aldrig kunnet lide den. Der var for meget der var falskt i den, træerne var blevet plantet af mennesker, og mennesker ødelagde skoven gang på gang.
Her var det anderledes. Her var alt i skønneste orden, naturen havde selv sørget for skoven var vokset op og havde plejet den. Han kunne ligefrem mærke hvor frit det hele føltes, hver gang han trak vejret ned i sine lunger. Det var en fryd for både øje og sind, og med de dunede ører vendt helt fremad, sprang han snart frem i en galop, der udløste flere bukspring. Han følte sig så kåd på denne vintermorgen!

Place: Leventera, Skovbunden dybt i skoven.
When: Formiddag, Vinter
Tag: Brêgo, Kongestenens Vogter

Hvad den lille fyr nok ikke kunne have tænkt sig frem til, var den brogede hingste der havde stået og iagttaget ham fra afstand. Aldrig havde han set sådan en lille tyk pony. De eneste små væsner han havde oplevet, som rent faktisk lignede heste, var føl. Den her skikkelse var i hvert fald ikke føl. Lille nok i højden, men alt andet ved den så voksent ud.

Brêgo havde holdt sig i ro. Han havde taget turen væk fra flokken - han behøvede jo ikke være der hele tiden. Ingen hest ville kunne holde ud at forblive et sted, velvidende at der er et kæmpe område med andre hvis selskab kunne have interesse. Nysgerrigheden voksede hos Brêgo. Han ville så gerne finde ud af hvad den lille fætter var for en, og han havde vel også nogle spørgsmål til ham. Efter den beslutning trådte han fremad, og bar sig selv med rolige skridt mod den lille hest. Han forholdt sig stadig nogenlunde tavs - men dog ikke helt lydløs, for jorden under ham gav lyd fra sig når han trådte i sne eller på grene. Det var nu heller ikke fordi han ville snige sig ind på hesten. Først da han havde begivet sig nærmere og hingsten sprang frem i galop, satte Brêgo farten op og gav et vrinsk fra sig. Han skulle jo nødig tabe den lille fyr af syne.

Sneen sprøjtede omkring hans krop, helt op langs hans mave, imens han bukkede afsted. Han nød sneen så meget, for det havde altid været hans yndlingstid på året. Med hans enormt tykke pels, blev efteråret tit varmt og træls, men når frosten kom, havde han det perfekt. Og så var sne bare herligt.

Han havde helt glemt tid og sted, så det kom som lidt af en overraskelse, da en kæmpe hingst pludselig dukkede op. Christian stoppede med at bukke, som han ellers havde gjort helt op imod et minut, drejede rundt om sin lille krop, for at stikke hovedet op i luften og se på den store brogede. Aldrig havde han set SÅ stor en hest! Han udspilede sine næsebor, alt imens hans snusede ud i luften foran sig, for at fornemme hvilken duft denne store hest bragte med sig – men intet mindede ham om hans hjem. Han var altså en fremmed.

De små dunede ører sad så langt fremme de kunne og bag hans kæmpe pandelok kunne man lige skimte de små, udtryksfulde øjne. De betragtede de spraglede mønstre på hingstens store krop, og blev derpå fanget ved det sære udstyr han havde om halsen.

Christian havde selv været ridepony i mange år, så han kendte en del til forskellige ting, som mennesker puttede på hestene, men det han så nu var nyt. Det måtte være en form for fortøj til en springhest, men den store hest manglede både saddel, trense og menneske. Forundret lagde den lille pony hovedet på sned, inden hans stemme for første gang lød i dette land.

,,Godformiddag! Mit navn er Christian. Må jeg spørge, hvad det er for noget du har om halsen? Og hvor er menneskerne henne?” 

Christian havde slet ikke overvejet, af denne verden ikke indeholdt de tobenede, som han havde været vant til at omgås hele hans liv. Nok var her intet hegn, men han havde stadig regnet med at de var her et sted, med en varm stald og masser af mad. Realiteten omkring hvor den lille pony var, var endnu ikke gået op for ham. Nok vidste han, at han var i en anden verden, nok de dødes verden; og nok lå det i hans underbevidsthed, at han skulle søge efter hans bedste ven Klavs. Men et menneskeløst samfund, som dette var, kunne han slet ikke forestille sig.

[ 1 ]

Den lille fyrs energi var kun noget Brêgo kunne se på med beundring. At han på trods af sin lille størrelse stadig kastede sig kådt rundt som alle de andre store heste. Han lod sig vidst ikke mærke af at han var anderledes end alle andre. I hvert fald alle andre her. Alle var som sådan anderledes fra alle andre her, men den lille fyr var nok nærmere unik på grund af sin størrelse.

Brêgo strakte mulen frem for at snuse undersøgende i den lille hests retning. Aldrig havde han set sådan en besynderlig lille skabning. Han lagde godt mærke til hingstens blik landede på halsæden og Brêgo gjorde et forsøg på selv at se mod den, men det var jo ikke muligt. han så igen mod den lille hest, da han åbnede munden og talte. Det var mange spørgsmål han havde på én gang, og det fik den brogede til at slå en lille mild latter op. "Jamen goddag du lille fyr. selvfølgelig må du det" fik han svaret som en start. "Dette er kongestenen. En magisk sten jeg har fået til opgave at passe på. . . Nu må det vidst være min tur til at stille dig et spørgsmål. . . Hvad er mensker?" Aldrig før havde Brêgo hørt det ord. Før han kunne forklare hvor de var henne var han jo nødt til at vide hvad det var.

Den lille shetlænder havde endnu mulen vendt i vejret, opefter imod den store hingst, som nu selv sænkede sin hals for at snuse imod Christian. Om det var nysgerrighed eller foragt, som den brogede var præget af, overfor den lille dunhingst, var ham et kort sekund usikkert, da hans ikke kunne se alt tydeligt igennem pandelokken. Da en vind fik fjernet den, så han kunne se klart, virkede hingsten dog nysgerrig. De små ører, som Christian besad, kørte i små cirkler i det han gumlede tænksomt, da den brogede hingst begyndte at tale. Kongesten, magi, og han vidste intet om mennesker. Hvordan kunne han ikke vide noget om dem? Et øjeblik var den lille hingst helt mundlam, imens hans ører endnu kørte i cirkler. Tænksomt stod han blot og betragtede den brogede hingst, indtil han var kommet frem til en konklusion.

,,Mennesker er tobenede væsner. Du ved, dem der kommer med mad, putter os i en varm stald, strigler os og rider på os?” 

Tvivlen om hvorvidt den brogede forstod hans ord, var meget klar i hans udtale. Men noget i ham nægtede endnu at tro på, at de ikke fandtes i dette land. Selvom den brogede talte om meget ukendte ting for den lille hingst, magi, og denne kongesten; var den magisk? Han udspilede igen sine næsebor, og rakte den lille mule en smule tættere på denne lilla sten, som sad i midten af det fortøj han havde på. Beskyttede den ham mon? Var det det, som var meningen? Og hvad magi egentlig var, vidste han ikke rigtig, for han havde kun hørt ordet én gang før, og han kunne ikke rigtig genkalde, hvilken mening der havde ligget bag.

,,Du må undskylde, at jeg virker lidt forvirret. Jeg er ganske.. ny, vil jeg kalde det, i dette her land. Måske du kan fortælle mig, hvad magi er, og hvor jeg egentlig er havnet?” 

Den lille hingst, som var ældre og vis, følte sig i dette øjeblik langt fra det han var. Han følte sig ung, men nu var hans liv også blevet forlænget på forunderlig vis, og hans uvidenhed omkring hvor ham var, vagte minder fra hans unge år, hvor hele livet var en udfordring, et eventyr, som blot ventede på at blive udforsket.

[ 3 ]

Brêgo stod og lyttede til den lille hingsts ord uden at afbryde. Hvad han sagde gav dog overhovedet ingen mening, men vakte en stor nysgerrighed. Han måtte bestemt komme fra et meget anderledes sted end både Andromeda og det sted han selv var fra. Så meget var sikkert. Han rystede dog på hovedet. "Maden kommer fra jorden. Den er dog nemmere at finde om sommeren. Hvad er en stald? og en strigle? Og der er da ingen der ville kunne gå rundt på to ben uden at skvatte" det var fuldkommen uhørt! Det måtte også se underligt ud. To ben? hvad gjorde de så med de tomme pladser til de sidste to ben? Han rømmede sig lidt da den lille indrømmede han var ny i landet - det var nøjagtigt det samme Brêgo selv var kommet frem til.

"Du er i Andromeda. Jeg er bange for det her sted er meget anderledes end der hvor du kommer fra" Et kort øjeblik gled de plyssede ører bagud, men ikke presset ned i nakken. I stedet lyttede han til omgivelserne. "Du har ikke været her i lang tid kan jeg regne mig frem til. Det lader også til at måtte være noget af en omvæltning" Han havde næsten ondt af den lille hest. Hvis han var vant til at få ting fra andre og nu stod og skulle klare sig selv. "Andromeda består af 5 øer. Du befinder dig lige nu på Leventra."

[ 3 ]

Brêgo stod og lyttede til den lille hingsts ord uden at afbryde. Hvad han sagde gav dog overhovedet ingen mening, men vakte en stor nysgerrighed. Han måtte bestemt komme fra et meget anderledes sted end både Andromeda og det sted han selv var fra. Så meget var sikkert. Han rystede dog på hovedet. "Maden kommer fra jorden. Den er dog nemmere at finde om sommeren. Hvad er en stald? og en strigle? Og der er da ingen der ville kunne gå rundt på to ben uden at skvatte" det var fuldkommen uhørt! Det måtte også se underligt ud. To ben? hvad gjorde de så med de tomme pladser til de sidste to ben? Han rømmede sig lidt da den lille indrømmede han var ny i landet - det var nøjagtigt det samme Brêgo selv var kommet frem til.

"Du er i Andromeda. Jeg er bange for det her sted er meget anderledes end der hvor du kommer fra" Et kort øjeblik gled de plyssede ører bagud, men ikke presset ned i nakken. I stedet lyttede han til omgivelserne. "Du har ikke været her i lang tid kan jeg regne mig frem til. Det lader også til at måtte være noget af en omvæltning" Han havde næsten ondt af den lille hest. Hvis han var vant til at få ting fra andre og nu stod og skulle klare sig selv. "Andromeda består af 5 øer. Du befinder dig lige nu på Leventra."

De små dunede ører tippede pludseligt til siden, da den store hingst fortalte ham, at han ikke anede hvad han snakkede om. Han havde nu håbet, at den brogede havde hørt om noget af det, eller set noget der lignede, men desværre. Han brummede kort, så en sky af varm damp stod omkring den lille mørke mule. Dette land, dette ’paradis’, som menneskene havde fortalt om, det sted man kom hen, når man skulle dø, havde altså ikke mennesker. Maden kom fra jorden, ligesom på folden, men der var ingen wrap om vinteren eller lækkert kraftfodder.

De dunede ører blev dog vippet frem igen, da den store brogede besvarede hans andre spørgsmål. Det slog den lille hingst, hvor uhøflig han egentlig havde været, bare sådan at brage løs med det ene spørgsmål efter det andet. Han opførte sig alt for unghingstet! Han rømmede sig let, da den brogede hingst fortalte omkring landet. Andromeda. Der var flere øer, som måtte være delt af vand. Javel så. Mon Klavs var på en af disse øer? Kort skimmede den lille Christian omkring, inden hans fulde opmærksomhed igen lå på den brogede.

,,Du må undskylde min direkte talestrøm. Jeg tror jeg har glemt min høflighed lidt der hvor jeg kommer fra.” 

Et uskyldigt smil fandt vej til den mørke mule, inden han rakte den lidt op imod den brogede hingst igen. Han så ret dunet ud selv, en tyk vinterpels havde han bestemt. Med let udspilede næsebor og et lille smil, begyndte han så at forklare hvad mennesker var; for den brogede have nemlig spurgt.

,,En stald er en slags læ, hvor der ikke kan komme kulde ind. Eller regn. En slags.. grotte.. tror jeg. Bare lavet af mennesker. En strigle er en ting menneskerne bruger til at børste vores kroppe med. Det er virkelig dejligt! Du burde prøve det. Og jo, menneskerne kan gå på to ben. Deres kroppe står ligesom op i luften, som hvis jeg gør sådan her,..” 

Den lille hingst rejste sig på bagben, og balancerede ganske fint alt imens hans forben var trukket op under bugen på ham.

,,Sådan står de. Og deres forben bruger de til at tage ting med. Det er også dem de bruger til at holde børsten når de skal strigle. Og de falder nogengange, men det er sjældent.” 

Derpå dumpede han ned på alle 4 igen og rystede den lille krop over. Han brummede da en anelse mere muntert nu, selvom han havde været lidt trist over, at menneskerne ikke var i denne verden. Han vippede kort med sine ører, inden hans erfarende stemme lød igen.

,,Det er meget anderledes kan jeg forstå ja.. Men jeg må jo bare tage det som det kommer! Men, nu vil jeg mægtig gerne høre, hvem det egentlig er jeg snakker med” 

Han lod sin hals udføre et lille nik, for at bekræfte hans ord; han ville rigtig gerne høre om den brogede også, i stedet for blot at fylde ham med spørgsmål hele formiddagen!

Mellem træerne vil jeg vandre

♥

words: 256    /    tag: Christian

Selvom Brêgo ikke rigtig kendte til den lille hingst snakkede om, så fandt han hans forklaring yderst underholdende. Der var et eller andet spændende over den lille skabning og det han kunne fortælle han havde set. At nogen ville gå på bagbenene på den måde i lang tid lød fuldkommen uhørt i Brêgos ører, men der var også så mange andre ting i Andromeda som mange nok ikke havde hørt om før. Magi blandt andet.

"Jeg kan i hvert fald høre det er meget anderledes fra her. Desværre er der ikke meget jeg kan sige eller gøre for at det kommer til at føles som dit gamle hjem. Her har jeg ikke set nogen skabninger vandre rundt på to ben, og det eneste læ der er at finde, er mellem træerne når de er fyldt med blade, eller i grotter. Er man heldig kan man måske finde andet som kan give læ og ly for regn og vind."

Brêgo rømmede sig, for det gik op for ham, at han faktisk havde fuldkommen glemt at præsentere sig selv. Det måtte være på grund af den lille skabnings fortælling - og det at han havde mødt en der skilte sig så meget ud fra alle de andre, at hans fokus havde ligget på den fremmede i stedet for helt normal høflighed. Han rømmede sig derfor en enkelt gang før han gav sig til at svare den lille hingst med latter i stemmen;

"Du er vidst ikke den eneste der har ladet høfligheden blive hjemme. Mit navn er Brêgo."

1

De små dunede ører blev vippet helt frem imod den større borgede hingst, som han var rendt ind i på sin vandring i dette ukendte land; han lyttede til hans forklaring omkring landets mangel på stalde og mennesker - i stedet skulle man søge ly under træerne og i grotter. Grotter? Hvad var det mon? Han studsede et øjeblik over det, inden hans ravfarvede øjne endnu engang med et glimt af nysgerrighed og visdom beskuede først den lilla sten, der hang i den sære kæde om hans hals og derefter hans spraglede krop. Den lille Christian fik nu navnet på hans selskab, Brêgo, hvis klang lød helt sydlandsk i hans ører. Han smagte lidt på navnet, inden han trissede et lille skridt tættere på og rakte den mørke mule op imod den rødes, som var helt grå ude i spidsen, hvor blissen ikke dækkede. Hans ører vrikkede næsten i små cirkler af ivrighed for at snuse til denne hingst, som nu ikke længere var en fremmed, men en bekendt; nemlig Brêgo.

,,Brêgo lyder som et ædelt navn. Jeg har aldrig mødt nogen med et lignende - jeg kender kun til navne i stil med mit eget, danske navne, og de islandske navne. Stammer dit fra, måske, syden?"

Igen snakkede den lille Christian nok i helt andre baner, end dem som den brogede Brêgo kendte til. Den lille pony skulle lærer mangt og meget om dette forunderlige land, som Brêgo kendte til, for hans liv før dette paradis, lod til at være helt anderledes. Hvorfor vidste han ikke, men det var et mysterium som han så frem til at udforske.

,,Hvor bor du så i det her land, Brêgo?"

Det var det næste store spørgsmål i den lille hingsts liv. Han havde været her et par dage og havde blot sovet hvor han nu have været når han var træt, men det var en utryg tilværelse. Han savnede hans faste boks, der altid var det samme sted, de trygge rammer, hvor han vidste ingen ville ham ondt. Herude, i et 'frit land', vidste han dog ikke om han kunne være tryg eller ej. Han vidste ikke, om der fandtes farer, eller det blot var en stor sikker fold.

Mellem træerne jeg vandre

♥

tag: Christian

Brêgo var ikke bange for nærhed med de andre væsner i landet. Han var måske ikke helt så vild med tanken om at stå inden for rækkevidde af en skyggehest, men alle fredelige væsner skulle være så velkomne til at komme så nær de ønskede. Hans egen nysgerrighed til den lille hingst, fik ham til at sænke hovedet en smule og dermed snuse lidt til hingsten også, så han fik fat i hans lugt, og dermed ville kunne kende ham en anden gang på afstand. Han gav endda også et lille venligt nap fra sig før han trak hovedet en lille smule op igen, men ikke alt for meget, for han ville heller ikke bare stå og kigge over hovedet på det nye bekendtskab.

"Jeg tror da ikke mit navn er så specielt igen. Eller ædelt. Det betyder loyal." Forklarede han så med en venlig tone og et varmt smil. Han var trods alt ikke af ædel herkomst. Faktisk tvært imod. Han var ikke renracet som resten af flokken. Han havde mere eller mindre været udstødt af flokken allerede fra en meget ung alder, og behandlet som skidt af resten - med undtagelse af en lille gruppe hopper der havde taget sig godt af ham og sørget for de andre hingste på hans alder lod ham være i fred og ikke hakkede efter ham. Selvfølgelig ikke de andre små hingstes mødre. Mange af dem havde været for fine af sig. Det var også derfor Brêgo ikke altid forstod om det var ham der blev talt til når andre brugte 'De' og 'Dem' når de talte til ham. Han var trods alt ikke dannet. Hans viden kom fra hans egne filosofiske tanker og selvfølgelig også erfaringer.

"Jeg ved ikke om jeg kommer fra syden. Jeg ved ikke hvor jeg kommer fra i forhold til Andromeda, andet end langt væk. Men her i landet er det Leventra jeg kalder mit hjem. Nærmere Teylar-flokken på Leventra. Vi er ikke så mange endnu, men et stille og roligt voksende fællesskab. Alle er velkomne"

4

De små afrundede ører som den lille pony havde, blev atter af ivrighed kørt i små cirkler, da den store brogede sænkede sit hoved, for at tillade nærkontakten at opstå. Christians mørke næsebor blev udvidet og hans mørke ravfarvede øjne lyste af nysgerrighed og intelligens. Hver en detalje der var at vide om den brogede efter dette møde, ville han kunne til perfektion, for den lille hingst huskede alt. Det var nøgleordet bag hans viden, som han bar med sig fra et langt liv.
Da den brogede tilmed nappede ud efter den lille mule, skyndte han at nappe venligt igen, med en kvik lille hovedbevægelse. Det gode ved at være lille var, at tingene kunne ske meget hurtigere, når kroppen var lille og let at håndtere. Han brummede muntert og med en venlig tone, inden han gumlede da den brogede begyndte at tale igen.
Den brogede fortalte om en flok, et fællesskab, og endnu en tænksom mine gled over den lille hingsts hoved. Han havde altid været en del af en flok og aldrig vandret alene som nu; men flokken havde aldrig været selvvalgt, og hvor længe flokkens medlemmer ville bo i den, havde været op til de mennesker, som han havde boet hos. Sommetider havde flokken endda været delt i to af et hegn, fx da føllene blev født. Men det lod til at være så meget anderledes her.

,,Jeg har aldrig været alene, som nu. Jeg har altid boet i en flok, men det har aldrig været en flok jeg selv har valgt. Menneskerne sørgede for at vi kom i en god flok og passede på os. Dit hjem lyder rart, Brêgo, men hvordan fungere en flok her? Er der ingen hegn der passer på jer?"

Den lille hingst længtes efter et fællesskab, det var tydeligt på ham. Hele den lille krop blev nærmest længere, som forsøgte han at læne sig ind imod den brogede og søge den kontakt han havde savnet i flere dage. Men alligevel trådte han ikke tættere på, det ville være uhøfligt. Han gav sig i stedet til at betragte den større brogede, hvis hoved endnu var i nogenlunde højde med ham selv.

Mellem træerne jeg vandre

♥

words: 253    /    tag: Christian

Selvom Brêgo sagtens kunne virke som en der havde levet i mange år, så havde han det ikke. Mange kunne tage fejl af hans alder, og nok mest af alt på grund af hans afslappede og filosoferende væsen. Han kunne bruge lang tid på at tænke over små detaljer på sine mange vandreture. De små detaljer var jo også vigtige i nogle afgørelser. Den lille hest mindede på mange måder Brêgo om sig selv, og så alligevel ikke. Han virkede næsten modsat. Gammel, men ung - dog stadig en der satte pris på viden som ham selv. "Hegn?" den spørgende tone i Brêgos stemme var sikkert nok til at besvare den lille hests spørgsmål. For hvordan kunne der være hegn, hvis han ikke vidste hvad det var? "Det foregår på den måde at alle kan gå hvor de vil. Ingen er bundet til Leventra eller Teylar. Men alle har også et sted hvor de kan høre til - et sted de kan komme til hvis de ikke ønsker at strejfe rundt alene. Der vil altid være en at komme til. Det eneste jeg forventer er, at alle hjælper alle der har brug for det. At ingen bliver efterladt." svarede han med et lille smil. Han kunne jo ikke altid selv være der, for han havde også brug for at komme væk fra området engang imellem, og lige se hvordan det stod til rundt omkring, for hvordan kunne han være god til at tage sig af andre uden nogen som helst form for overblik? 

7

Den lille hingst, hvis ryg kun ragede omkring en meter over jordens overflade, spidsede de små afrundede ører, der tittede frem af den tykke pandelok, som lå imellem dem. Den store brogede hingst, hvis sind virkede utroligt mildt og roligt, vidste tydeligt ikke hvad et hegn var, eftersom han spurgte tilbage med et spørgsmål. Christian lod den lille mørke mule trække et smil ganske tydeligt, inden han med et lille kvikt slag med hovedet nappede ud imod den større brogede; forsigtigt og venligt.

,,Et hegn er.. En slags barriere. Man kan ikke gå udenfor hegnet, så det er en grænse, der sørger for at ondt bliver ude; men du kan heller ikke selv komme udenfor hegnet, med mindre menneskerne åbner for det."

Hans stemme tav, da den brogede Brêgo, hvis navn betød Loyal, fortalte om flokken. Der var intet hegn, men det lod til at være et frirum, hvor man kunne føle sig hjemme, hvor man kunne vandre som man ville, med dem man ville. Det lød så anderledes, så frit, og tanken om at være fri havde været utroligt skræmmende for den lille pony, som havde været vant til et liv i tryghed, på sin fold, med sine faste venner. Livet havde dog ændret sig utroligt meget for ham over de sidste par dage, og derfor måtte han vel blot vænne sig til, at han aldrig ville se et hegn igen, en fold igen, et menneske, en strigle eller en stald. Han gumlede ganske forsigtigt med den lille mørke mule, inden hans stemme atter lød, vidende om et liv fyldt med erfaringer; et andet liv.

,,Det lyder rart, dette sted. Tror du måske, at jeg kunne slutte mig til jer? Jeg har aldrig været alene, og jeg har aldrig lært hvordan man skal klare sig i friheden, som her."

Hans spørgsmål var reelt nok. Måske kunne det virke underligt at spørge en, som man lige havde mødt, om man måtte bo sammen med dem; men det faldt den lille pony ganske naturligt. Hans grænser var nok langt anderledes, end alle de vilde heste der fandtes i dette land - for Christians opfattelse af tryghed betød andre tæt på ham. Andre han kunne stole på, andre han kunne vandre ved siden af, uden bekymringer for at blive ladt alene.

Mellem træerne jeg vandrer

♥

words: 447    /    tag: Christian

Forklaringen af hvad et hegn var, var næsten overflødigt, for Brêgo anede jo ikke hvad det var alligevel. Det forhindrede ham dog ikke i at lytte pænt og høfligt til den lille hingsts ord alligevel. Han ville jo også gerne opnå så meget viden som muligt om hvor andre kom fra. Alle havde mere eller mindre en unik baggrund. Han havde ikke mødt nogen der havde haft det præcis som ham, men han havde da mødt andre der havde haft det lige så svært som ham selv. Det lød ikke til at det var tilfældet med denne lille hest. Ikke hvis han kom fra steder med andre, hvor han blev passet og plejet af nogle andre væsner, og hvor intet ondt kunne komme ind igennem den såkaldte indhegning. Det betød jo konstant sikkerhed. Og det lød også til han havde haft mulighed for at stå i læ når det regnede meget eller blæste meget. På en måde misundede han ham næsten, for det lød i hvert fald til at have været rart. Men på den anden side gjorde han heller ikke. For det betød at nu stod han nærmest på egne ben, og havde ikke længere de andre væsner til at pleje og passe ham. Det var jo næsten som at komme fra noget godt til noget værre - og for Brêgo var det stik modsat. Han var kommet fra et liv på flugt hvor han havde måtte klare sig selv, og til Andromeda hvor han næsten altid var omgivet af andre, og andre havde haft taget sig af ham når han havde haft brug for støtte, en hjælpende hov eller et par trøstende ord, og det var han meget taknemlig for. "Den slags, hegn, er jeg bange for vi ikke har her. Men det betyder ikke ubudne gæster får lov til at komme ind på området alligevel. Jeg kan vise dig stedet?" svarede han med et smil.
Den lille hests spørgsmål fik Brêgo til at lyse lidt mere op. Han ville i hvert fald sætte pris på den lille hests selskab, og han var også helt sikker på at det var en han ville kunne knytte sig langt bedre til end nogen anden i flokken. Selvom de ikke havde kendt hinanden i meget mere end nogle minutter, så følte Brêgo sig alligevel tættere til ham, end nogle af de sorte i flokken, eller den lille brogede hoppe - endda tættere end til sine medvogtere. Måske fordi han kunne fornemme at på trods af deres modsætninger, så havde de mere til fælles end han havde tilfælles med nogen anden. "Selvfølgelig må du slutte dig til os. Jeg er sikker på vi kan få gavn af hinandens selskab"

4