New Theory

Constance

°^{Leventera x Afternoon x Chrome}°

Selvom landet lå i dvale, så var her stadig frodigt. Solen sendte dovne stråler ind over landet, som formåede at fremstille det så ufattelig smukt. Godt nok var de fleste træer nøgne, og jorden gold, men græsset var stadig grønt omkring de fleste søer og skovbryn. Meget havde den roanrøde hoppe ikke nået at opleve, men befandt sig godt på Leventera. Hun havde aldrig manglet noget. På denne dag havde hun brugt en god del af sine timer på, at vandre igennem skoven, hvor der stadig lå faldne blade fra det efterår hun ikke havde oplevet. Det var ganske enkelt smukt, og hoppen havde nydt at slange sig frem, imellem de store stammer, forbi de mørkegrønne buske, og beskue de enkelte arter af fugle, som stadig befandt sig i trækronerne, under den grå himmel. Hun måtte være vågnet tidligt den morgen, for at vandre videre, for nu så det ud til at hun havde nået denne del af skoven til ende. For længere ude, der hvor træernes grænse var nået, strakte der sig et stykke eng på flere kilometer. Men da hun endelig nåede ud fra træernes dække blev den egentlige skønhed afsløret. Den store, vidst strakte sø i hjertet af øen lå stille og uberørt hen, og skabte det liv, som stadig i dag var afhængig af den.

Den unge hoppes hjerte bankede, idet hun gjorde holdt lige netop hvor træernes grænse var nået. Hendes fløjlsbløde ører blev vendt fremad, for at opfange alt, hvad der var værd at lytte til. Selvom hun ikke var løbet ind i nogen fare, siden hendes ankomst, så lod hun aldrig sit forsvar falde. Det var dog en meget diskret tilgang hun ejede til det, men hun vidste, at faren måtte lure i det gemte, og at man som ene var ekstremt udsat på åbne vidder. Men i, hvor længtes hun dog efter at nå til søens bred. Efter et minuts ordentlig observation, kunne hun ikke holde sin gejst tilbage, og langsomt begyndte hun at trippe en anelse, med rastløsheden der efterhånden blev bygget op. Den ædle hoppe gjorde et enkelt kast med hovedet inden hun skridtede ud, og frem fra sit skjul, som føltes som et sikkerhedstæppe der langsomt blev trukket af hendes ryg. Skridtene blev hurtigere, og hovedet førte hende frem i bløde bevægelser, inden hun satte frem i trav, med fronten vendt imod søen. For det var derhen hun søgte. Hendes krop var kommet sig over dagene, men musklerne havde brug for genoptræning. Balancen var heller ikke perfekt, men den friske hoppe formåede alligevel at sætte af, og arbejde sig frem i en kontrolleret galop. Hovenes dundren var svag, men kunne stadig høres imod den kolde, hårde jord. Inden længe, kunne hun sætte farten ned, dreje af og gøre holdt, med siden til søens bred. Her fra kunne hun endelig se, hvor stor den egentlig var - hun ejede helt krystalblå øjne, der skar sig ud fra hendes varme, røde skind, men hendes blik kunne ane det grønne tæppe på den anden side - men kun med nød og næppe.

Hendes vejrtrækning var forhastet efter hendes galop, og hun kunne godt mærke, at hun havde haft brug for det. Flankerne og bringen hævede sig ganske, imens kun hendes vejtrækning kunne høres. Der var ellers fuldkommen stille. Solen stod perfekt, og kastede sig ind fra siden, så hele søen var en genspejling af sine omgivelser. Constance var blevet en del af maleriet, og beskuede sig selv, i det klare vand, inden hun forsigtigt rystede på det ædle hoved, og lod det sænke ned til det frodige, grønne græs. Stadig med ørerne på stilke, for man kunne jo aldrig vide. Den unge hoppe var i et stadie af uvidenhed, men følte sig netop nu, i total harmoni.

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Chrome var ankommet i en snestorm, med blødende sår, dundrende hovedpine og en manglende balance, men alligevel havde han formået at gøre det mest usandsynlige, som den allerførste ting; han havde forøget sin 'pulje' af afkom om man ville. Han gik i hvert fald ud fra, at den grå Mitis nu bar rundt på hans afkom, men han kunne vel egentligt ikke være sikker, indtil han mødte hende igen og selv der, var det ikke til at sige med sikkerhed, om han ville have endnu en søn eller datter. For alt han vidste kunne hun være gået ud og have fundet en anden hingst, trods han var blevet hos hende. Ikke at det rørte ham meget; han havde gjort sit forsøg og så måtte tiden vise, om det var nok.
I dag var han dog en anden hingst; arerne han var kommet med havde ikke ændret sig og et enkelt af de blødende sår, var da også blevet til et ar selv, men borte var hovedpinen og balancen var også kommet igen, præcis som den skulle. Hvis man så ham nu, var der faktisk intet der vidnede om, at han var ankommet i den tilstand; han var så prægtig som nogen anden hingst på hans alder.

Tankerne løb afsted i hingstens hoved; han havde sluppet hovedpinen, sluppet feberens ilde, men tankerne slap ham aldrig. Næsten aldrig i hvert fald. Der var enkelte ting, der på magisk vis syntes at kunne fjerne dem, få dem til at dæmpe sig og lade ham være, men det var sjældent han stødte på det. Med en hovedrysten prøvede han, velvidende om at det var forgæves, at klare hovedet, men tankerne løb blot videre, legede med hans bevidsthed og ideer. For tiden handlede hans tanker mest om det, han havde opsnappet for et par dage siden: skygger. Hvad præcis de var, eller nok nærmere hvem, for det havde lydt som om, disse skygger var mere end mangel på lys, var et meget godt spørgsmål, som hans tanker nød at vende på kryds og tværs, trods han selv var godt træt af det. Hvorfor kunne det ikke bare stoppe? Bare engang i mellem?

Man kunne kalde det en tilfældighed, at den plettede havde valgt at søge øens hjerte, den enorme sø, denne dag. Som sådan havde han ingen grund til at finde den, for der var massere af liv og vand at hente andre steder, men ikke desto mindre skridtede han afsted mod den. Fulgte en af de mange stier i sneen. Meget af den syntes at være smeltet de sidste par dage, men der lå et godt lag de fleste steder, hvilket var hvorfor han fulgte en sti frem for at pløje sin egen vej gennem sneen. Ikke at det ville kræve så meget egenligt; ikke mer end at hæve sine forben en smule mere end sædvanligt.
Som søen strakte sig foran ham, fandt hans blik også noget andet, som bestemt skilte sig mere ud i landskabet end vandet. En rød skikkelse stod ved dens bred, med hovedet sænket mod græsset. Chrome vippede sine ører fremad inden han stoppede op og hævede sit hoved let. Trods han ikke vidste hvem det var, så vidste han hvad der potentielt lå i at tage kontakt. Et øjeblik spillede en brummen i ham, før et vrinsk lød, hingstet som altid. Nakken blev knejset på hingsten, mens han rettede sin holdning. Han stillede ej til parade, men bestemt til pragt; førstehåndsindtrykket kunne trods alt briste eller bære et møde.

[OOC note: Du kunne umuligt vide det, men jeg fiksede det bare lige hurtigt i min besked; der er allerede faldet sne i Andromeda på alle øer udover Zenobia(ørken) ]

✕ ...but I do it in the best way ✕

Constance
x "Simplicity is the ultimate sophistication" x

Der faldt stilhed i området - ikke den døde, tomme stilhed, men naturens egen form for syngende stilhed, som vinden og fuglene skabte gennem sving i deres stemmer, og vinden, der strøg sig langs græsset. Søen var også en stilhed i sig selv. Der var intet der rørte på sig, og vinden var ikke kraftig nok på dette tidspunkt til at skabe uro på overfladen. Hoppen følte sig tilpas ved vinteren, for der havde kun været få af dem i hendes liv, der havde været besværlige. Mere eller mindre var hun sluppet rimeligt igennem årstiden, uden at påføre sig selv varige mén, af mangel på mad og vand. Kulden havde været rimelig, og sne var jo guds gave i hendes yngste år. Ikke nok med det, så var det jo ganske smukt, når det lå urørt hen og solen kunne skabe den glimtende overflade. Netop nu, var hendes tanker mest fokuseret på, at finde de enkelte totter græs, der stadig var værd at spise. For meget af græsset var højt, vildt og tørret ud, så det var med finesse at hun udvalgte de grønneste græsstrå. Det var dog lige indtil, at lyden af et dybt vrinsk, der med styrke og intensitet var blevet sendt ud over området. Constance frøs, og vippede de bløde ører frem. Efter to enkelte sekunder gumlede hun videre på sin græstot, slugte den, og hævede da langsomt det ædle hoved op fra græsset, og lod de krystalblå øjne fængsle sig på den, som havde annonceret sin ankomst. Rolige var hendes bevægelser, da begge ører var vippet fuldt frem, og blikket lå hvilende på hesten, imens hun langsomt rettede ryggen, og lod det hele synke ind. 

Hingsten ejede allerede ved første blik en prægtig fremtoning, med en utrolig holdning der forsikrede hende om selvtillid, og ikke mindst en selvbevidsthed der ikke fejlede noget. Hans bygning var stærk, og musklerne kunne allerede ses, spille svagt under hans plettede skind, der ædelt tonede sig frem i sneens hvide billede. Constance tog sig et kort øjeblik, inden hun selv lod et vrinsk - et mere feminint et af slagsen - besvare hingstens. Hun var imponeret, og hun kunne mærke hvordan hendes interesse steg, som hendes hjerte hamrede en anelse hurtigere, af ren spændthed. Til sit modsvarende vrinsk slog hun kort med det ædle hoved, så den røde man blev sendt tilbage på rette plads, og pandelokken lod sig falde ned midt på hendes pande. Hendes blik og fremadvendte ører var en invitation til, at han endeligt gerne måtte bevæge sig nærmere.

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Mens hun forsat græssede, iagttog han hoppen uden at gøre noget andet; lod sig selv dvæle ved hende de få øjeblikke det tog, inden hun hævede sit fine hoved og så mod ham med et par kraftigt blå øjne. En brummen spillede i ham ved det og nakken knejsede lidt ekstra for hoppens skyld, inden ørerne tippede ved lyden af et feminint vrinsk. Hun inviterede ham nærmere og ikke kun med lyden af vrinsket; han modtog glædeligt det hele.

Et øjeblik længere stod han stille, for han var ingen overivrig unghingst. Nok var han ung, men ikke så ung, at han ingen manere havde. Alligevel virkede han dog ikke modvillig eller uden interesse for hende, da han begav sig afsted mod hende i en taktfast trav. Der var ej langt mellem dem, men langt nok til, at han ikke mente, at det gik hurtigt nok, at tilbagelægge distancen i skridt. Der var trods alt kun få ting mere frustrerende end blot at stå og se afventende til, mens en eller anden fik drasket sig vej mod en. Nej, man måtte gerne vise interesse, lyst, til at komme nærmere; hvis man da spurgte ham.
Der var ikke langt mellem dem, da lugten fangede hans interesse og antændte hans indre. Det var gået overraskende fint de sidste par gange, der havde været kontrol over det, men det pirrede ham mere og mere hver gang, han stødte på det. Det prikkede til ham, prikkede til instinkterne, som drev ham mod at fange præmien. At tage den hvad end det måtte koste, så længe direkte vold ikke spillede en brik i det hele. Et fnys forlod ham, da han stoppede op et par meter fra den røde hoppe; hans næsebor dirrede let da han trak vejret ind.

Han iagttog hende i stilhed et par øjeblikke, før han hævede sit hoved helt og knejsende hilste hende, stadig med afstanden mellem dem. Halen svirpede bag ham. Hun var en flot hoppe egentligt; ikke just gylden, men den røde farve klædte hende bestemt, selvom den kun dækkede hendes hoved og ben; den grårøde farve der dækkede resten af hende, havde han ikke just meget tilovers for. Med et let skridt trådte han fremad mod hende, stadig uden at sige noget.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[1]

| 5 |

Der var ikke gået mange dage siden hendes ankomst. Ene og alene var hun på magisk vis blevet sendt til dette uberørte land, så selvfølgelig følte hun sig forvirret, og kunne slet ikke forstå, hvordan hun var endt her. Det gik hende på, at hendes hukommelse var plettet, og hun havde i mange timer brudt sit hoved i et forsøg på at huske hendes sidste dage, inden hun vågnede på Leventera. Det havde i de første timer været omtåget, og hun var gået igennem nogle faser i de efterfølgende timer; panik, benægtelse, sorg og til sidst; accept - skeptisk accept. Aldrig havde hun været fuldkommen alene. Født og opvokset blandt andre af hendes slags, havde hun aldrig tænkt over strejferne. Hun havde haft ondt af nogle få, svage sjæle, som forbipasserede - nogle, som der ikke stod til at redde, men det havde været få. Selvom hun hele sit liv havde levet under en enkelt autoritets regler, så havde hun aldrig rigtig kunnet følge forpligtelserne. Aldrig havde hun følt sig fanget over de lette regler, for hun ejede en sjæl der krævede frihed. Vildt og frit blod løb i hendes årer, og aldrig ville hun lade sig tæmme af noget - eller nogen.

Derfor, da det gik op for hende at der stadig levede andre af hendes slags, gav det hende en form for tryghed. Mærkværdigt var det dog, at over dagene forsvandt mere og mere af denne usikkerhed og nervøsitet. Styrken var vendt tilbage, og hun var blevet selvstændig. Den for nu, glemte oplevelse i hendes hjemland og fortid, havde gjort hendes hjerte og sind fast besluttet på at bevare hendes frihed. Noget ingen skulle tage fra hende - hvad end, det så måtte koste.

På denne tid, var hun dog forandret. Det var ikke vinteren eller tiden der havde sat sine præg, men det var ganske enkelt hormoner. Det var ikke noget der påvirkede hende i sådan en voldsom form, at det ville være tydeligt på afstand. Men hendes hoved og krop reagerede blot anderledes, og hendes sanser blev skærpet - hun var vel en smule mere pirrelig, end hvad hun plejede at være. Selvfølgelig ville hun i enkelte tilfælde kunne 'tabe hovedet', en smule og drage forhastede konklusioner. Hun var dog fuldkommen bevidst om sig selv, og hendes uskyld, og hvis der skulle tages nogle beslutninger, så blev det gjort hurtigt, og det var der intet der skulle ændre på. Nu var hendes krop dog fyldt til randen med energi og en drillende form for rastløshed, der gjorde det svært for hende at stå stille - og især i andres selskab.

Da hingsten besluttede sig for at nærme sig, kom der en svag, salig brummen fra hende, og hun tog nogle enkelte, svagt tøvende, skridt frem for at gå ham i møde, dog stadig med et velholdt og intenst blik. Dagsordenen var allerede sat for hende, og hun var blot opstemt på, endelig at have fundet noget selskab. Det var jo trods alt også et behov der skulle stilles, og efter at være kommet sig, følte hun sig nu i fuldstændig kontrol over hendes krop. Begge ører var vendt fuldt frem, og de krystalblå øjne betragtede ham spændt, da han i sin taktfaste trav nærmede sig, uden problemer over det tynde lag sne. Vinden var i dette øjeblik rolig, så kulden var til at stå imod - en fordel for hoppen, hvis pels stadig manglede at lægge fuldt til. Jo nærmere han kom, jo mere spændte den roanrøde hoppe op, og blev vel en anelse nervøs. Det var ikke noget hun lod sig vise, for hun ønskede tid til at undersøge ham - så hun var spændt og ganske interesseret, men var klar til at tage sine egne forbehold - hun ville ikke lade ham komme for tæt på.

Endelig stod han blot få meter fra hende og hilste med knejset nakke, der fremhævede hans stærke hals, der ellers blev gemt under nogle voluminiøse lokker . Constance havde ikke noget imod manglende ord, men foretrak derimod kommunikation på denne måde. Af god gestus, imiterede hun hingsten ved elegant at knejse nakken en anelse, og med et svagt nik hilste hun på ham. Hverken førte hun sig frem som den dominerende, eller var endnu den underlegne, men ganske neutral. Pandelokken faldt lige ned over hendes hvide blis, der prydede det yndige hoved, som bar de blå øjne der eftertrykkeligt hvilede på ham. En svag, sitrende brummen skød da ud fra hendes bringe, idet hun af ren spænding lod den røde, fyldige hale afgive et enkelt slag fra sig. Hun tænkte meget over hendes træk, og var forsigtig af sjæl - hun skulle nødig træde forkert, for så at bøde for en fejl resten af hendes liv. En forpligtelse hun absolut ikke var klar til.

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Af natur var Chrome ingen voldsom hingst; ikke direkte i hvert fald. Som føl havde han aldrig været den, der tumblede andre til jorden eller brugte beskidte tricks, men verden havde hurtigt vist ham, at man ej kom langt med blidhed i det samfund, han var født ind i. Hans mor havde heller ikke just beskyttet ham mod det. Ikke at han kunne blid som et lam nu. Han havde sine øjeblikke, sine momenter af kærlighed og uskyld, som da han havde mødt det lyse hoppeføl, men det meste af tiden var han... hård var ikke ordet, men kontant passede nok meget godt. Han gjorde som han ville, når han ville, og lod ingen ændrer på det, medmindre han forstod deres synspunkt. En ting han ikke alt for ofte gjorde.

Disse ting lå til grund for den plettede hingsts videre færd i mødet med hoppen. En brummen spillede i ham, mens sløret lagde sig over hans sind og døsede hans tanker. De gik til ro, forlod ham og efterlod ham i en tilstand af ro i sindet, som han nød. I hvert fald var en del af hans sind roligt, mens en anden del af det blussede op med liv i takt med den andens ro.

Hoppen immiterede hans hilsen, hvilket han tog som yderligere en godkendelse af hans tilstedeværelse og et tegn til, at han kunne gå nærmere. Hendes brummen fik hans ører til at vippe fremad på et øjeblik, trods de var begyndt at følge andre lyde. Et fnys forlod ham, inden tiltede sit hoved let til den ene side; i stilhed holdt han fast i hendes blik. Halen svirpede pludseligt bag ham med overraskende kraft, mens et sitren kortvarigt løb langs hans skuldre; han var rolig udenpå, men indeni brændte han og det ville hoppen kun være klog ved at lægge mærke til.
Uden yderligere bevægelser, strakte han sin mule frem mod hende i en hilsen såvel som en prøve; var hun hys?

✕ ...but I do it in the best way ✕

[2]

| 9 |

Constance

location: Leventera | time: Afternoon | tag: Chrome

Constance var utrolig påpasselig, med hvordan hun håndterede de forskellige former for selskab. Hun følte ihvertfald ikke at hun ejede retten til at vælge og vrage imellem kandidaterne, og det var jo blot et tilfælde at hormonerne var på sit højeste. Derfor værdsatte hun enhver form for selskab i nuet. Før havde hun jo været omgivet af det, og konstant sikkerhed. Noget der på sin vis, måske havde gjort en anelse skade på hende, og hun var aldrig blevet direkte udsat for betydeligt meget - lige indtil den sidste dag. Stadig havde hun dog formået at bevare sin uskyld, da enhver mulig bejler var blevet jaget bort, af lederen af flokken, Cherokee. Hendes flok. Hun havde set dem blive behandlet som en trussel, og tog dem derfor som en. Sagen var dog en helt anden nu, hvor hun stod uden flok og egentlig ejede pligten til at opfylde det ansvar, som enhver hoppe er blevet givet. At føre en arv videre. Men selvfølgelig var der bestemte faktorer i udvælgelsen af en hingst - og ligeså meget som denne kunne være tilfældig, kunne den være nøje udpeget. Igen, føltes det nu mere som hingstens valg, som oftest ejede den dominerende magt, og hopperne havde ikke så meget at skulle sige. Så længe at de blev tilbudt føde og beskyttelse, var de ganske tilfredse.

Constance, som nu en enlig hoppe, der var blevet sendt ud i livet var langsomt begyndt at vænne sig til den selvstændighed det krævede at vandre over disse egne. Det gavnede hendes slanke krop, og hendes unge sind, der samlede erfaring og viden for hver dag. Noget, der en dag skulle vise sig at være nyttigt. Netop nu, stod denne prægtige hingst foran hende, med det spraglede skind. Et syn, der stak ud fra de mange utallige kastanjetonede heste, hun havde måtte omgåes, men som hver og en var en unik enhed i sig selv. Med et forsigtigt, dog intenst blik i de krystalblå øjne, observerede hun hingsten og hans adfærd. Der var mange signaler, som var værd at læse for at kunne afkode hans humør og intention. Men ja, hun havde fulgt hans bevægelse, hvilket var en invitation til at nærme sig. Han virkede som en, der ville være værd at huske, og den salige duft af hingst var ikke langt fra hende. Ørerne vippede opmærksomt efter hver en lyd deres bevægelser end måtte afgive, og nysgerrigheden i de klare øjne var ikke til at misforstå. Hun vidste dog, at hun skulle være forsigtig og sætte klare grænser, så der ikke skulle opstå nogen misforståelser. Constance ville ikke finde sig i at få overtrådt sine grænser.

Deres blikke mødtes, og lod sig ikke slippe i et vedvarende øjeblik. Dernæst bemærkede hun hingstens hale, der med ubestridt kraft, slog sig fra side til side. Det fik hende i et kort øjeblik til at vippe ørerne tilbage - men kun en anelse, indtil hingsten med forsigtige træk, lod sin mule føre frem imod hende. De fløjlsbløde ører blev da vippet frem, og respekten der blev udvist i hans forsigtighed behagede hende. Selv begyndte hendes hale at sveje rastløs bag hende, og hun lod sin krop spænde idet hun valgte at lade sin egen mule søge hans. Den søde duft blev hurtig gemt, så hun til hver en tid, ville have en chance for at identificere ham. Efter blot tre sekunder, med deres muler svagt strejfende, lød der et hvin fra den rødlige hoppe, idet hun kastede det ædle hoved op. Et lille svagt udbrud, fra al den spænding, som hendes hormoner formåede at generere. Hurtigt sænkede hun dog det roanrøde hoved igen og brummede stilfærdigt, så det skabte en svag vibration i hendes bringe. Måske var hun en anelse mere opstemt over selskab, end hun selv havde forudset.

code by ♥

P

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Den røde hoppe tog imod hans stilfærdige gestus; sådan virkede det i hvert fald for ham. Fra tid til anden undrede det ham, hvor frembrusende visse individer kunne være, men han var dog ej hellig i den sag; han havde haft sine gange, hvor han havde skubbet sig fremad nærmere end gået. Gange hvor han havde nægtet at vente på, at tingene blev som de skulle for ham og de fleste af dem havde bestemt end i fiasko. Han havde langt flere fiaskoer end han havde succeer og det var måske en af grundene til, at han ej pressede sig på denne hoppe. Det ville have været nemt at gøre det ellers; i teorien i hvert fald, men så igen, det meste var frustrerende nemt når man tænkte over det, men når man først prøvede at udføre det, så viste det sig at være et sandt mareridt at komme igennem. Han havde dog også haft de modsatte oplevelser; dem hvor det i teorien virkede umuligt, men hvor et simpelt forsøg havde vist sig at være alt der skulle til. Verden var nu finurlig i den forstand.

Hendes hvin fik ham til at træde bort og slå hovedet op med et overrasket prust, næsten en mimik af hende, om end mindre 'frivillig'. Let mimrede han med mulen. Han var ikke sikker på hvad han helt havde forventet, men der var trods alt gået et par øjeblikke, hvor hun havde virket mere eller mindre salig og derfor var hendes hvin bestemt ikke det, han først ville have gættet på. Måske at hun trak sig bort, men bestemt ikke et hvin. Det generede ham dog ikke, for lyden ansporede ham lige så meget som den havde overrasket ham; den kraftige nakke blev knejset på ny i et kortvarigt spil for hoppen. Man vandt trods alt ingenting ved blot at spille venlig, det havde han også lært fra massere af fiaskoer. Og dog holdt han ej hovedet højt længe, før han efterlignede hoppen på ny ved at sænke sit hoved, men dog stadig holde det lidt over hendes. Ikke i en fremvisning af dominans, men nærmere et tegn til udefrakommende såvel som hende; i dette øjeblik var hun hans, men han ejede hende ej.

Sådan stod han et par øjeblikke uden at gøre så meget andet, end at se på hende. Dvæle ved hende om man ville. At stå sådan for evigt ville dog være en kedelig affære og han havde heller ikke just lysten til det. Blot med læberne nappede han derfor efter hendes pandelok, inden han trådte frem med det ene forben og vippede sin vægt over på det, så bagbenene måtte flytte sig for, at han kunne holde balancen. Han nærmede sig, men stille roligt med al chancen for at vippe tilbage i 'sikkerhed' hvis hun følte han kom for nær.
På ny var hans næsebor udspilede, som han indtog hoppens duft og villigt lod sig selv forblænde.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[3]

| 12 |

Constance

location: x | time: x | tag: x

Godt fyldt op med energi, skabt af den rette mængde ernæring og hvile, fandt hun det vigtigt at holde hingsten oppe på mærkerne - lige så meget for hendes eget vedkommende. Hun ville nødigt være kedeligt selskab, selvom hun ofte havde fundet tryghed i en så enkelt ting, som en andens tilstedeværelse. Der var hverken behov for ytring af ord, eller kontaktsøgende midler, for at gøre hende tilfreds i de svage og trætte tider, som hoppen havde haft tidligere i sit liv. Nu følte hun dog, at retten var til at kunne kræve en smule mere. Men for at kræve mere, måtte man også selv bidrage med mere. Det handlede om ikke at være for genert, og det var klart en fordel at være en anelse kreativ, selvom originalitet ikke altid var værdsat. De klassiske træk og den mindeværdige adfærd var, hvad instinktet sørgede for at besvare automatisk. Noget der lå i hver hests DNA, og som altid kunne være et sikker kort at spille, når spillet først var begyndt.

Indtil videre havde hingsten ikke skuffet det mindste, tværtimod. Selvom hun skejede ud i et kort øjeblik, så håndterede han det med en god reaktion, som sagde lidt om hans temperament. Et andet scenarie kunne have været, at han var blevet utilfreds med hendes pludselige afvigelse fra stemningen, og endda måtte have været inde og rette på hende - eller i værste tilfælde bare var gået. Nej ham her virkede mere hårdfør, men samtidig blød og tolerant. Indtil videre et selskab der knapt var begyndt, men så sandelig et der var værd at være taknemmelig for. Den roanrøde hoppes krystalblå øjne, som var en klar kontrast til det røde skind, flyttede sig ikke fra den plettede hingst, og hans forestilling. Der var ikke meget der gik hendes øje bi, og det var smigrende at beskue hans spil med den stærke hals og holdning. Gad vide hvor megen historie han måtte bære på. Han virkede ikke ældre, men heller ikke til den helt unge del af vippen - men derimod en ganske voksen og velbygget hingst i sine bedste år. Det var få informationer der blev udvekslet imellem dem, men Constance fandt det fascinerende at beskue sådan en pragt, for så at sætte sine egne teorier. Efter lidt tid med lidt rolig beskuelse af hinanden, lod hun ham med forsigtighed træde nærmere. Han havde opført sig påpasseligt og fik indtil videre den mængde tilladelse af hende. Så sky var hun dog heller ikke, men stadig var hun forsigtig, og meget årvågen på hingstens træk.

Da han roligt lod sig nappe lidt til hendes røde pandelok, lød der en dyb, og beroligende brummen fra hende, idet hun selv lod sin mule søge frem for blidt at nappe til hans kæbe i en accepterende tilgang. Hurtigt trak hun dog sin mule til sig igen, da hun selvfølgelig også havde tanker på hingstens grænser, for hun var velvidende om, at der ikke var noget værre end en påtrængende hoppe. Hun ville starte roligt ud, men hendes slanke ben lod sig af og til skifte vægten rundt i rastløshed, og det kunne være et tegn til større 'optøjer', så snart deres forsigtige sfære var brudt. Energien næsten boblede i hendes indre, og ville kunne afgives af det mindste - humøret var i top, let påvirkeligt og sanserne skarpe. Meget kunne denne cyklus gøre ved en hoppe.

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Hun godkendte han tilnærmelser uden noget tegn på tøven, så Chrome så sig selv som værede accepteret mere eller mindre til fulde. Der var ingen sikkerhed for, at hun ikke afviste ham, hvis han prøvede at komme nærmere den præmie, hun for nuet var, men det var noget, han ikke tog så forfærdeligt tungt. Han havde tid og egentligt ingen grund til at tage noget fra hende. Ønskede hun ej at give ham det, hvis han på et tidspunkt spurgte om det, så måtte han blot vente og prøve på et andet tidspunkt, hvis ikke blot lade det gå forbi; der var for mange muligheder i verden til, at han ville lade sig selv fiksere på en enkelt. Det var simpelthen bare ikke det værd... i hvert fald havde han endnu ikke mødt nogen, som var besættelsen værdig.

En sitren løb gennem hingsten fra der, hvor den røde hoppe nappede til hans kæbe; en frydefuld fornemmelse for ham, som han villigt lod sig selv dvæle ved og absorbere. Nusseri var ikke just noget, som han gjorde meget ved, men en hoppes kærtegn fandt han altid kærkomment, ingen tvivl der. Man kunne dog ej sige, at han hungrede efter det eller var villig til at bukke sig for det, for det var han ej. Imens spillede lyden af hendes brummen blot i hans ører; en sød symfoni.

Den røde hoppe virkede lidt rastløs i hans lettere omtågede sind. Hun vippede frem og tilbage, som var hans rolige fremgang ikke helt nok for hende; Chrome bedømte hende ej for det, for selvom han bestemt ikke havde noget mod at tage det langsomt, så var det ikke det, der tændte hans ild mest. Det var en god start, en måde at få gang i det hele på, men ingen flamme ville rigtigt kunne springe frem fra noget så småt. Om hun så ønskede flammen eller blot den ulmende ild kunne man vel diskutere.
Med en lidt pludselig bevægelse trak han sig bort, væk fra hende, og spændte op. Halen svirpede bag ham. Han havde ej trukket sig bort fra hende fordi, hun havde gjort noget galt, men for, at han kunne teste, om hans observation af hende nu også var rigtig. Ønskede hun blot at stå der og nusse eller var hun mere interesseret i noget, som krævede lidt mere energi? Med nakken knejset, men blikket rettet direkte mod hende, skrabede han let i sneen med det ene forben.

Valgte var hendes: hun kunne enten træde frem og dæmpe ham, eller træde bort og ildne op til noget andet.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[15]

Constance

location: x | time: x | tag: x

Ganske rigtigt var Constance heller ikke en sjæl, som altid ville kunne nøjes med roligt og nærværende nusseri. Der fandtes andre måder at være nærværende på, og nuet bød på en del muligheder, som ofte blev tilskammegjort ved ikke at blive udnyttet. Godt nok dømte hun ikke andre på, hvad der passede dem bedst, for hun lod ofte sig selv tilpasse sig de forsigte sjæle, istedet for at bringe dem ud i situationer, der muligvis ville kunne skræmme dem bort. Det havde været en naturlig indlæring i hendes ungdom, og møder med andre uerfarne på hendes alder havde lært hende, at det til tider kunne være klogt at tage den med ro. Derfor lod hun stadig til at være yderst opmærksom på den plettede hingsts reaktioner, men fandt tilfredsstillelse i, at han dvælede ved hendes lille tilgang.

Til start var det overraskelse der blev vidst i det kønne hoved, da hingsten spændte op og trådte væk fra hende. De bløde ører blev vendt bagud, for det kom bag på hende - men hurtigt overtog hendes blik et præg af intensitet der viste at hun var imponeret, og det ene ører blev vippet frem, som var hun blevet en anelse udfordret. Hun var nemlig imponeret over hingstens egen opfattelses evne, der viste sig at have lagt mærke til detaljer i hendes adfærd, som hun ikke havde tænkt planlagt. Endnu et plus i bogen, og det fik også hende til at stramme en anelse op og tage enkelte skridt tilbage, idet hun hævede hovedet og vippede det sidste øre frem. De krystalblå øjne blev straks fængslet på hingstens forben, da det blev ført frem og med lette bevægelser skrabede han i sneens overflade.

Når man snakkede om ilden, kunne man vel sige at gløderne ulmede, og at hingsten nu, endelig havde tændt for den første, nyfødte flamme. Det var op til Constance, om hun ville puste til den, og lade den få fat og tage liv. Et slag gav sig fra den røde fyldige hale og det tændte blik blev ført tilbage til hans. Med et lød der et stærkt vrinsk fra den rødes strube, og hun lod sit eget forben føre frem, og i energiske bevægelser skrabede hun gengældende i sneen, og knejsede da i nakken. Constance pustede dermed til ilden, idet hendes skraben ophørte og med et lille afsæt, førte hun sig frem i en godt båret og let trav, få skridt frem, som så drejede til side og førte hende nogle meter væk fra den ædle hingst, og videre om så de stod med deres sider ud fra hinanden. Her gjorde Constance stop, men med små, galopprægede hop i sneen inden hun gjorde parade og hævede hovedet for at se afvendtende tilbage. En smule sne sad hist og her langs hendes ben, men det kunne sagtens nå at blive meget værre.

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Den plettede hingst spidsede sine ører, da hoppen i første omgang vendte sine ører tilbage og tilsyneladende fandt sig selv overrasket over, det han havde gjort. Et øjeblik virkede det til, at hun ville slå over i et andet humør, men så vendte intensiteten tilbage til hendes øjne og fortalte ham, at det ej var tilfældet. Blikket fjernede den lille tvivl han havde haft og fastlagde hvilken type møde, det sandsynligvis ville blive; næppe et, han på nogen måde ville have noget mod. Ej, at han ville have haft noget mod det, ikke direkte i hvert fald, hvis hun havde haft en anden reaktion og tingene dermed ville have udspillet sig anderledes, men det var altid glædeligt når tingene faldt i hak på den mest ønskede måde. Et skævt, lidt tilfredst smil lagde sig om hans mule som reaktion.

Hun tog innitiativ og pustede til ilden, så den bludsede op og faldt mod en rød farve ikke meget ulig den hun bar; der var stadig lidt vej, før den blev intens og gullig.
Pludseligt lød et vrinsk fra hende; et vrinsk som han sluttede sig til med et fnys. Uden tøven fulgte han hende med blikket da hun bevægede sig væk fra ham i trav, lod sig selv dvæle ved hendes bevægelser og måde at føre sig frem på. Han lunne godt lide begge dele, det måtte han indrømme, ligesom han godt kunne lide det meste af alt hvad han egentligt havde set når det gjaldt hende. Om det var hans omtågede sind eller den rigtige del af ham, der havde det sådan, var dog ikke til at sige; sandsynligvis var det primært hans nuværende sindstilstand, men der var en god chance for, at det blødte over i hans sande jeg også.
Da hun stoppede, stod han stille for et øjeblik og knejsede dybere, mens hans intense, gyldne blik søgte hendes kølige, men dragende blå øjne. Selvom hans blik var skarpt, så var der bestemt noget i dem, der bedrog det faktum, at han ikke helt hundred var sig selv. Om hun så det, kom dog an på, om hun selv var omtåget eller om det kun var ham, som blev påvirket af det hele.

Først gik det langsomt, men han hævede sit ene forben lidt op, satte det ned og løftede så det andet; hans hoved tiltede let på skrå. Og så, tilsyneladende ud af det blå, eksploderede noget. Med et ordentligt skub satte han afsted i en kraftfuld trav, hans nakke stadig knejset, indtil han hævede sit hoved op. Han bevægede sig mod hende, rundt om hendes forpart med en længdes afstand og rundt om hendes side. Da han nåede hendes bagpart nippede han let ud efter den; ville hun slutte sig til ham i dans eller skulle de være soloartister i en forestilling for hinanden?

✕ ...but I do it in the best way ✕

[24]

Constance

xxx

2

Det var ikke kun han, som var påvirket af hendes tilstand. Nej, hele hendes krop raste med hormoner, der fik hendes energiniveau til at stige. Det gav hende nye fornemmelser for grænser, og generelt blev hun mere rastløs og kontaktsøgende. Det forstærkede hendes sanser, og hver en berøring sendte en sitren igennem hendes slanke krop, som reagerede på det mindste, med det samme. Derfor ville det være en udfordring, at skulle forholde sig fuldkommen i ro. Constance ville ikke kunne formå at fjerne sin opmærksomhed fra andet end hendes modpartner, for når en dans blev indledt, ville alt andet blive sløret. Som var de kun de to i den store, vide verden. Selvfølgelig nød hun at være nærig med sig selv, og hellere føle sig frem, end at drage forhastede konklusioner. Hun kunne kun vide, hvad selskabet brød sig om ved at prøve sig frem - selv at træde over grænsen og endda gøre vedkommende forarget kunne hun finde nydelse ved. Det var vel en skjult og uskyldig humor, som var blevet givet hende i sin opvækst. Oftest formåede hun at gøre det godt igen, og betale sin gæld.

Hendes lille udfoldelse havde givet pote, og netop nu stod hun fuldkommen stille, med de intense, krystalblå øjne hvilende i hingstens gyldenbrune. Det var yderst tilfredsstillende at se, hvordan hingstens adfærd ændrede sig - hvælvede mere i den stærke hals, løftede ryggen og et helt særligt blik blev tændt i de fordybende øjne. Tanker blev ganske enkelt sat på en overfladisk pause, imens naturens drifter og adfærd langsomt tog over. Selvfølgelig var der mening og logik i deres handlinger, og stadiet ville aldrig holde hende fra at tænke klart. Hun var fuldkommen bevidst om alle sin handlinger, men blot ikke altid i lige så megen vedholdende kontrol.

Så hun betragtede ham, afventende og vippede begge ører fuldt frem, da den ædle hingst begyndte at bevæge de stærke ben. I mellemtiden havde hun sænket sit hoved en anelse, for selv at hvælve den fine hals - hovedet blev dog hurtigt løftet i et lille kast, da han med eksplosive, dog fuldt ud kontrollerede bevægelser, skød sig frem og bevægede sig imod hende, om hende, og nær. Med det samme hun mærkede hans varme mule nippe til hendes bagpart, skød hun sig selv frem, imens halen blev hævet, og lod den slå kraftigt fra side til side, som hun førte sig fremad i en elegant trav, der tydeligvis var en drillende adfærd - hun ønskede at danse. Et dæmpet hvin havde forladt hendes strube, inden det faldt over til en lys brummen. Hendes trav førte hende rundt i en lille cirkel, inden hun nærmede sig den spraglede hingst, med hævet hoved, indtil hun atter stod ved hans side. Hurtigt og let nappede hun ud efter hans pibe, inden hun fortsatte tæt op bag hans bagpart indtil hun nu stod nær hans anden side, med sit hoved ud for hans. Her nappede hun opstemt ud efter hans øre, som var gemt godt blandt den kraftige, bølgede man, og på grund af hendes højde var det en udfordring, så istedet blev hendes kærlige, drillende gestus påført hans stærk kæbe istedet. Det var en metode, hvorpå hun konstant kunne holde ham oppe på mærkerne - hvis han virkelig ønskede dette, skulle han bevise sig selv. Dansen var begyndt, og hun havde gjort sit træk.