Covered In White

{Constance}

Som noget højst usædvanligt så stod den askegrå stille. Hun havde skam danset det meste af dagen og var endt på Leventera, men havde alligevel ikke opsøgt Teylar selvom det ikke lå ret langt borte fra hvor hun stod. Denne vinterdag lod hun sig i stedet opsluge af stilheden som sneen og kulden havde bragt med sig, intet puslede og kun sjældent hørtes fuglesang. Omgivelserne kunne nemt opfattes som det rene melankoli, men sådan så hun ikke på det. Hun så blot en verden i dvale.

For hendes hove lå en sø dækket af is, så tykt et lag at hun næsten mistænkte det for at ville kunne bære hendes vægt. Det ville dog være synd og skam at ødelægge det kunstværk kulden havde skabt, de større søer var langt fra frosset til, men denne var ganske lille. Snefnug faldt fra oven og dækkede fnug efter fnug lidt mere af den spejlglatte is. Ariel mimrede en anelse på sin kridhvide mule, kun ansigtet og de hvide sokker passede ind i sneparadiset – resten stod i ren kontrast, med hendes mørke pels og ravnsorte manke. Det var nemmere at få øje på liv på denne årstid – de fleste skilte tydeligt ud fra omgivelserne. Men her var altså ikke et øje og derfor beundrede hun i stedet alt det som kulden kunne udrette.

word count 220

Constance

Constance respekterede de, der kunne stoppe op og beundre sine omgivelser. Til gengæld havde hun ondt af de, der følte at alt skulle gå så hurtigt, at de ville misse skønheden, som naturen indebar. Det var de små ting, man burde lægge mærke til. For det var de små ting i naturen, som var hendes frihed. Frygten for at miste det var nærværende, så derfor forsøgte hun altid at nyde de enkelte ting, for hvem ved, måske ville det en dag, alt sammen være borte.

Sneen dalede lydløst på Leventera, og temperaturen var lav. Men selvom de fleste søgte i hi, så følte den roanrøde hoppe sig ovenpå. For hun havde nemlig fået hvilet sig en del på det seneste, og var et stort, ladt bundt energi. Sneen knaste svagt under hendes hove, som hun travede fremad med høj haleføring, og knejset nakke. Ørerne var vippet ud til siden, men de krystalblå øjne havde låst sig fast på søens blanke overflade, der så ud til at blive erobret af frosten, og som havde lagt is. Søen strakte sig langt og vidt, og snefnuggene begyndte at falde tykkere og tykkere, og det blev sværere at se langt. Men dér, lige lidt længere fremme fangede hendes blå øjne en kontrast i sneen. En skikkelse, og hendes nysgerrighed var vakt. Det havde nemlig været umådeligt stille lige siden hun var ankommet. Hun var sikker på, at det var en hest, men om hendes sind skulle til at drive gæk med hende, frygtede hun. Tøvende slog hun over i skridt, og forsøgte at danne et klart billede af denne skikkelse længere fremme, henne ad breden. Constance vippede hovedet svagt på skrå, og tvivlede på, om denne hest havde opdaget hendes tilstedeværelse. Efter lidt overvejelse hævede hun dog sit ædle hoved, og lod et vrinsk springe frem fra den stærke hals, og ud over det snebelagte landskab. Hun gjorde et komplet stop, og vippede de fløjlsbløde ører frem, afventende. Hun kunne ikke længere holde ud, at skulle være alene.

Den ellers altid opmærksomme hoppe blev noget overrasket da en stemme brød vinterens tavshed. Et vrinsk gjaldede ud over det åbne landskab, en fin og feminin lyd som med det samme fik den askegrå til at løfte mulen og kaste sit ravfarvede blik i samme retning. De lyse næseborer blev let udspilede og nysgerrigheden strømmede allerede igennem hendes slanke, askegrå krop, for der var rigtig nok en skikkelse. Og den var ikke langt borte, tværtimod. Hun spidsede de mørke ører og flyttede efter lang tids ubevægelighed på sine hove i en trippen, der placerede hende med fronten mod skikkelsen. Både den og stemmen var ukendt, det var en fremmed hoppe der nærmede sig.

Der gik kun et kort øjeblik, så lød hendes egen lyse stemme klart og tydeligt ud i det tomme, tavse rum mellem de to sjæle. De gyldne øjne gnistrede, hun sagde skam aldrig nej til selskab og det selvom hun ikke have regnet med at støde på noget herude. Skikkelsen var rød og lys, den skilte sig tydeligt ud og selv på denne afstand så den askegrå lange, røde lokker danse. Et svagt smil bredte sig hurtigt ud over hendes mund imens hun afventende betragtede den anden. Ville hun opsøge hende?

word count 204

Til Constances store lettelse, gik der ikke længe før hendes kald blev besvaret. Så hun var altså ikke skør... Et svagt smil trak op i hendes mundvige, som hun stod der med de blå øjne fængslet på den mørke skikkelse. Det falmede dog hurtigt igen, og nysgerrigheden førte sig frem istedet. Langsomt, og med forsigtige skridt nærmede den roanrøde hoppe sig. Tydeligere og tydeligere blev hesten og til sidst var der ikke mere end små fem meter imellem dem. Først nu, blev hele hendes silhuet tydelig, og Constance placerede sine fire ben stabilt i den lave sne, og betragtede hoppen med et vågent blik. Begge ører var vippet helt frem, og hun ytrede ikke et eneste ord. Indtog blot de indtryk hun fik af den grå hoppe med den ravnesorte man - hun var jo smuk. Constance så fascineret ud, til en hvis grænse. Hun havde ikke set en sjæl længe, så hun holdt ikke sit lyse blik tilbage fra at se på hoppens fine detaljer og aftegn.

Efter lidt tid, hvor de blot havde stået, tog hun endelig affære og trådte et enkelt skridt nærmere, tippede sit ædle hoved en anelse på skrå så den røde pandelok faldt skævt ned over hendes venstre øje og hang, så små fnug lod sig fange. En svag brummen forlod hendes bringe. En undren, og en søgen efter kontakt. De krystalblå øjne søgte nu hoppens i en beundrende, og forsigtig tilgang. Halen slog spændt bag hende en enkelt gang, inden hun hævede sit hoved, og vippede ørerne en anelse tilbage - afventende på situationen.

Ariel så til mens den rødlige hoppe nærmede sig, ikke et øjeblik lod hun sine øjne hvile på andet end den fremmede som nu optog hele hendes opmærksomhed. Hendes fært nåede snart frem, det undrede hende at hun ikke havde bemærkede hoppen noget før, specielt når der var så stille at hvert et hovslag hørtes i den knirkende sne. Men overraskelse blev hurtigt til glæde, smilet voksede en anelse mere som hoppen kom nærmere og snart stod hun kun få meter borte. Øjnene var blå, det lagde den askegrå straks mærke til, farven forstærkede blot den røde pels og de røde, utroligt lange lokker. Det var nu nogen tid siden hun sidst havde mødt nogen med blå øjne, en strøm af glæde over de mindste ting i livet strømmede igennem den grå.

Der var endnu stille imellem dem. Ariel vippede sine bløde ører yderligere frem da den røde trådte nærmere og gav en brummen fra sig til hilsen, en behagelig lyd. Det var en forsigtig sjæl hun stod over for, men det gik ikke den grå det mindste på. Hun strakte per automatik sin slanke hals og dermed også sin mule frem mod hoppen med det pragtfulde hår, hun lagde skam ikke skjul på sin egen nysgerrighed. Hoppens hilsen besvarede hun med et friskt prust, en noget højere lyd, men venligt stemt.

”Jeg tror aldrig at jeg har set så lange lokker som dine.”

Det lød næsten muntert, en munterhed der afspejlede sig i hendes ravgyldne blik som hun ikke lod vige fra hoppens himmelblå. Der var ingen præsentation, ingen formel hilsen – det havde aldrig rigtig faldet den askegrå naturligt.

word count 272

Hoppen gav hende intet andet end positive vibes, der forsikrede hende om, at hun ikke var sirlig, og at hun sagtens kunne tillade sig at slappe lidt af. Derfor, da hoppen med de ravgule øjne lod sin mule søge frem, og halsen strække ud, imiterede Constance hende af høflighed, men med et anelse betaget blik. Constance reagerede ikke voldsomt på det prust som hoppen besvarede hende med, men lod istedet ørerne vippe tilbage, i svag forskrækkelse over den pludselige lyd. Da lød den askegrå hoppes stemme, der flød melodisk ud, med en positiv tilgang, og en rå undertone. Det var nu mere ordene der fangede hendes opmærksomhed, for hun trak hovedet til sig, hævede det og lod sine krystalblå øjne betragte den halvlange, røde man. For en kort stund så hun meget kritisk tænkende ud, men lod så de blå øjne falde tilbage til hoppens og et kækt smil piblede frem på hendes lune mule.

"Tja, det er vel ikke noget jeg selv er herre over." - Smilede hun skævt, og rettede sig en smule op. Hendes stemme var mere stålfast end hendes forsigtige udstråling til start. Men det var jo selvfølgelig forståeligt, hvis man kendte til hendes tid alene, som nok havde stået på et par uger. Hun var selv ikke helt sikker på tiden. Snefnuggene dalede stadig roligt og lagde sig på de to hoppers skind, hvis yderpels lod dem sidde og glimte i det svage sollys.

"Så længe at det ikke er så langt, at man kommer til at træde på det."  Konstaterede hun og trak en anelse på skuldrene. Da tøvede hun, endnu engang, og overvejede i få sekunder - inden hun besluttede sig for at præsentere sig selv.

"Mit navn er Constance." - Ikke en særlig spektakulær præsentation, men det var hvad hendes ivrige sind kunne fremføre for nu.