Riptide | Åben

Constance
° South tip of Enophis x Evening x Anyone

Gud, hvor var det dog isnende koldt. Turen fra det nordligste af Leventera til sydspidsen af Enophis var lettere end hun havde regnet med. Men var istedet smertefuld - for havvandet var ishamrende koldt, og inden det gjorde hendes ben følelsesløse, så havde det føltes som en masse nåle der skiftevis havde prikket til hendes skind. Vinden var hård og modbydelig, så i teorien havde turen på den led, ikke været en dans på roser. Nej det hun havde frygtet var hvor langt hun skulle være nød til at svømme. For på spidsen af det nordlige kunne hun se til Enophis, men dybden var svær at gætte sig til, når lyset langsomt var ved at forsvinde fra den store, mørkegrå himmel. Til hendes overraskelse så havde hun formået at finde de mest lavvandede steder, og havde kun måtte helt i, på små hundrede meter. Det havde tilgengæld været en udfordring, men da hun endelig kunne betræde strandsandet, kunne hun mærke sejren. Vinden havde efterhånden fået tørret det røde skind, og den silkebløde man og hale.

Constance, den roanrøde hoppe havde fundet læ, i en gryde omringet af fire høje sandklitter. Det vilde græs, der få steder skød op fra det flygtige sand, afslørede vindens gang. Her var der lunere, og nu hvor hun var tør, havde hun fået følelsen tilbage i de lange, spinkle ben, der helt klart havde brug for at sætte nogle flere muskler. Lige nu, havde hun dog brug for at ligge ned, trods tid og en sult der fik hendes mave til at rumle af og til. Hun havde brug for fem minutters hvilen, inden hun ville blive nød til at skulle stable sig selv på benene igen. De krystalblå øjne, glippede inden længe, og lukkede til sidst opgivende i. Det eneste der nu holdt hende på vagt, var de bløde ører der fulgte hver en lyd, vinden måtte mane frem.

Riptide

words: 336 | tag: Constance

♣

Selvom Titan rent faktisk hørte til på Leventra, så var det tit han havde taget turen til Enophis. Han følte sig som sådan ikke bundet til et bestemt sted. Han var lidt rundt omkring det hele. Han var vant til at svømme mellem øerne og havde gjort det gennem hele sin barndom. Han var trods alt opvokset i Andromeda.

Med knejset nakke bevægede han sig langs stranden. Han skulle trods alt tilbage til Leventra igen. . . På et tidspunkt. Han havde ikke travlt, og selvom han ikke altid sov når det var mørkt, så svømmede han ikke mellem øerne i mørket for det ville være umuligt for ham at se om han var kommet på afveje eller ej. Han ville langt hellere vente, og tilbringe resten af sin dag og nat på Enophis. Han skulle dog finde den sort-hvide hoppe igen, som han havde lovet at følge, for han ville helst ikke ædes.

I mørket kunne Titan sagtens gemme sig uden det var meningen. Han var kulsort, lige med undtagelse af e ting. Hans grønne øjne. Den rytmiske trav blev afbrudt af en fremmed lugt der var blandet med salten i luften. Der var en anden hest i nærheden. Det ene øre blev vrikket bagud, men det andet forblev rettet fremad. En lille brummen slap fra den sorte hingst, da han fortsatte fremad. Der gik dog ikke lang tid før Titan fik lokaliseret en hoppe i sandet. Han standsede ikke på afstand som de fleste andre ville have gjort, men i stedet stak han mulen frem og helt ned mod hoppen, undersøgende og smånappende. Det var ikke tit Titan benyttede sig af ord, og slet ikke som den første, men hvorfor i alverden nogen havde valgt at smide sig ude i sandet var ham en gåde. Der var trods alt ikke meget læ der. Ikke lige så meget som man ville kunne finde længere inde på øen. Og på trods af sneen der lå på jorden var det endda muligt at finde en smule varme.

64

Tracker | Tables | Plots | Application

Selvom hun aldrig ville indrømme det, så var udmattelsen nået ind over hende, og hun var faldet i søvn. Det var til gengæld ikke en dyb søvn, der trak hende ned i drømme verdenen, men en mere overfladisk en af slagsen, som stadig tillod hende at lytte med. Derfor tvivlede hun på, om hun drømte da hun følte en andens tilstedeværelse. Stadig med lukkede øjne, vippede hun undersøgende med de bløde ører, og lyttede til de små strejf i sandet. En mule nappede blidt til hendes side, og først da, gik det op for hende, at dette ikke var nogen drøm. Uden nogen kraftig reaktion, slog hun blot de krystalblå øjne helt op, og lod dem møde den store, sorte hingst, der stadig virkede undersøgende. Han så ikke ud til at have opdaget hendes blik, så hun lod en dyb brummen slippe fra hende, så han ville kunne mærke vibrationerne. Langsomt lagde hun sine fløjlsbløde ører helt tilbage - en advarsel om, at han godt kunne give afstand med det samme. En lille advarsel, som måske ville give hende tid, til at samle sine tanker, og komme op at stå, hvis nu hingsten var fjendtlig. Tanken strejfede hende dog hurtigt, at hvis han ville gøre hende ondt, så havde han gjort det for længst.

Hendes blik viste både en smule vrede, men også frygt, da hun følte sig fuldstændig hjælpeløs. Hun lod halen give et slag fra sig, for at understrege hendes utilfredshed, og i endnu et forsøg på at få hingsten til at bakke. Hun hadede at føle sig hjælpeløs - dominans havde intet med det at gøre, for hun kendte skam sin plads. Men hvis nogen skulle udnytte en hoppe i komplet hjælpeløs tilstand, så ville hun blive tosset. Det havde denne hingst dog ikke gjort - han var blevet nysgerrig, men chokket havde indgydt frygt i hendes hjerte, der var begyndt at slå hurtigere. Den roanrøde havde simpelthen ikke haft den tid, til at vurdere situationen, som hun ville have ønsket - og derfor handlede hun, som hun gjorde.

Riptide

words: x | tag: Constance

♣

Det var egentlig først da hoppen gav lyd fra sig Titan fandt ud af hun var i live. Det ene øre vrikkede i retningen af hendes hoved, men han var ikke færdig med at undersøge hvad hun var for en. Han var selv meget nysgerrig og havde altid været det. Han var måske en smule bagud stadig i hans sind. Egentlig bare en slags stort føl der var ved at blive voksen. Han var heller ikke vildt gammel. Han var i hvert fald blandt den yngste halvdel af Andromedas beboere. Dog var han ved at have opbygget en pæn sjat muskler der jævnligt blev rørt. Det var grunden til han godt kunne holde varmen om vinteren, og grunden til han ikke blev fed af sommergræsset. Han trak hovedet opad i en masse små ryk da hoppen slog med halen, men hovedet røg ned mod hoppen igen, dog denne gang mod hendes hoved, med en mimrende mule og en lille hingstet brummen.

At hun gerne ville have ham på afstand fattede han ikke. Det var ikke fordi han var dårligt opdraget, men simpelthen fordi der var nogle fejler og mangler ved ham. han kunne som sådan ikke læse andres kropssprog selvom han det meste af tiden kommunikerede lydløst gennem sine egne kropsbevægelser. Fra han var et lille føl og indtil nu havde han jævnligt fået tæsk. Dog oftere da han var lille. Han ville gerne lege med de store hingste, de gad ikke lege med ham, og det betød den lille Titan havde fået sig en omgang i ny og næ, som små føl ikke burde udsættes for. Det var heller ikke kun hingstene, men også en af de sorte hopper der havde været på nakken af ham. De fleste hopper havde dog ikke kunne stå for hans charme og var smeltet på stedet og ville gøre alt for at holde ham varm og tryg, og derfor havde han troet den hoppe ville gøre det samme. Det ville hun dog ikke. Hun havde ikke tilladet ham at komme tæt nok på. Det betød dog at han nu ikke længere kunne skælne mellem leg og alvor. Derfor blev de små lege nogen gange lidt voldelige - men det var aldrig ham der startede.

65

Tracker | Tables | Plots | Application

Indtil videre virkede det ikke til at hingsten, hvis grønne øjne drog det meste af opmærksomheden, forstod at reagere på hendes signaler. Hvad havde han gang i? Forvirret trak Constance sit hoved tilbage da hans mule nærmede sig endnu engang - men hans adfærd virkede harmløs, og ufarlig, hvilket hun ikke helt kunne finde ud af. Hvad ville han? Den sorte hingst var meget nærgående, og han virkede ikke til at tage sig af hendes ellers ret så tydelige tegn på at bakke - for han gjorde netop det modsatte. Pludselig blev det for meget for hoppen, og hun smækkede kraftigt ørerne tilbage og lod et skingert hvin forlade hende idet hun jog sit ene forben frem imod ham - en sidste advarsel. Benet placerede hun straks på jorden under sig - det var på tide at komme op at stå.

Constance lagde alle sine kræfter i, for at stable sig på benene - men så snart hun forsøgte sig med at komme op, svævede udmattelsen ind over hende, og benene dirrede ustabilt. En irriteret brummen lød fra hende, som hun vaklende forsøgte at stabilisere sig selv, samtidig med at skulle holde øje med den kulsorte hingst.

Riptide

words: 248 | tag: Constance

♣

Titans nysgerrighed havde ingen ende. Absolut ikke. Heller ikke da hoppen jog sit forben mod hans hoved. Han trak det dog op i en hurtig bevægelse med et lille, skingert og overrasket hvin. Han trak sig dog stadig ikke tilbage, men stak bare mulen mod hoppen igen, undersøgende. Som han forstod det ville hun lege - og det skulle hun skam nok få lov til når han var færdig. Han flyttede sig stadig ikke, selvom hoppen gjorde tegn til at komme op at stå.

Den mimrende mule søgte mod hoppens hals, og i en hurtig bevægelse hapsede han ud efter en tot af hoppens man og trak til før han slap. Egentlig bare et lille hurtigt ryk med et skingert og legesygt hvin, før han trippede nogle skridt til siden og gjorde et kast med hovedet. Resten af kroppen fulgte med og fik ham til at rejse sig på bagbenene, men forhovene flyttede sig ikke mere end 20-30 cm fra jorden. Så snart han landede igen gav han sig også til at danse omkring hoppen med trippende skridt. Drillende nappede han ud efter hendes side da han kunne nå den, men han var også forsigtig. Han var godt klar over der til hver en tid kunne komme en hov flyvende - sådan havde det tit været med hopperne, og hingstene. Ikke noget der rørte ham overhovedet. Smerte var trods alt noget han havde været vant til fra han var lille, men det betød ikke han bare tog imod.

65

Tracker | Tables | Plots | Application

| 2 |

Efter enkelte forsøg, på at komme op, lykkedes det endeligt. Hendes ben var svage, men hoppen havde taget imod en hel anden aura. Med det samme hun var oppe, rettede hun ryggen, og knejsede nakken idet hun gjorde et stort kast med det yndige hoved. De blå øjne var blevet fokuseret direkte på hingsten, der ikke ville slippe sine drillende tendenser - så hun spillede med på den, og lod sig give hen, så meget som hendes ben nu kunne klare. Men det blev med forbehold, for det var ikke alt at den unge hoppe ville kunne tillade andre, i sådan leg. Men at lege, var bestemt noget hun kunne tillade sig selv, og som efterhånden var blevet et tiltrængt behov.

Hver gang hingsten nappede ud efter hendes sider, rettede hun sig ind og flyttede sin bagpart i modsatte retning, for at få bedre muligheder, for at kunne give lidt igen. Hendes ører var stadig vippet tilbage i skeptisk tilstand, for hun var stadig ikke fuldkommen tryg ved hingsten. De blå øjne forlod ham aldrig, som han førte sig om hende med dansende skridt. Endelig var det hoppens tur til at gøre et kast med hovedet, og hæve forbenene fra sandet. Istedet satte hun af med sine bagben, og kastede sig frem i en noget vuggende galop, med hovedet nede - med få galopanspring var hun ude for hingstens rækkevidde, så hun tillod sig at gøre et mindre bukkespring, der blev en del i hendes galop. Da skød hun hovedet op, og lod et friskt vrinsk forlade hendes strube. Hurtigt skævede hun tilbage, for at aflæse hingstens position, inden hun førte blikket fremad og satte farten op.

Et, to, tre galopspring tog det hende før, at hun var oppe over sandklitten, og kunne springe ned på den hårde, kolde jord, der grænsede op til stranden. Benene var ømme, og på vej ned fra klitten måtte hun redde sig selv for ikke at snuble - med det samme hun fik balancen igen, lod hun sine ben strække og føre hende ud i en fuld galop med høj haleføring. Nu måtte hun se, om hingsten kunne følge med - eller om hun var heldig, måske at slippe af med ham i svingene.

Riptide

words: 268 | tag: Constance

♣

Det ene lille sorte øre vippede bagud da hoppen nærmest tog afstand til ham. Han tog det dog som en udfordring og satte af i galop efter hende. Han var vant til at bevæge sig med fart hen over engen. han var vant til at jorde hen over de åbne vidder og tilmed også gennem skovområderne. Det tog ham ikke lang tid at nå hoppen, men lige inden han var derhenne havde hun sat afsted igen i fart. Titan kastede sig ud i en række buk, og fulgte hende efterfølgende. Han øgede farten til han indhentede hende, men holdt sig dog bag hende. Og der var den igen. Den søde lugt der for ham var lidt af et mysterie. Ligesom den sorte hoppe også havde lugtet af. Den sorte hoppe han dog lige for en stund havde glemt alt om. Hans straf måtte han bare tage når han engang var tilbage ved hende. Han havde trods alt lovet at følge hende for hun ikke skulle æde ham.

Nysgerrigt strakte han halsen fremad med en hingstet brummen. Forbenene trak han længere op under sig i sine skridt og bagbene satte han mere af med så han kunne søge op mod hendes side. Det var nok ikke muligt for den rødlige hoppe at løbe fra ham. Ikke som han havde løbet gennem hele sit liv. Han var blandt de hurtige i landet - det var han helt sikker på. Han var bygget til fart og ujævnt terræn. Begge dele på grund af hans lange ture op og ned af bjerget på Enophis - og hans rejser hen over alle øerne.

1

Tracker | Tables | Plots | Application

| 4 |

Ganske rigtigt gik der ikke længe før hun kunne mærke hans tilstedeværelse bag hende. Selvfølgelig ville det være umuligt for hende at løbe fra ham, for en hingsts vilje var ikke til at kue. Samtidig havde hun gjort gode observationer af hingstens tilstand, imens hun havde forsøgt at holde afstand. Han var stærkt bygget, og de synlige muskler var tydelige under hans sorte skind., der bevidnede om styrke. Selvom han virkede ung af sjæl og adfærd, så kunne man ikke undgå at indtage de maskuline indtryk.

Hingsten havde nu indhentet hende uden mange problemer, så nu måtte hun overgive sig. Langsomt satte hun farten ned, så hendes galopspring blev kortere og mere kontrollerede. Hun lod sig atter knejse i nakken, og sendte mulen til bringen idet hun slog over i trav, og lod halen slå et enkelt slag bag hende af opstemthed. Istedet for at bruge sine triste forsøg på at undgå hingsten, lod hun sig nu se dybere til hans selskab, og lade ham få hans nysgerrighed stillet. En spændt brummen kom fra hendes bringe, og hun kunne mærke hingsten tæt ved hendes side. Constance var ung og ejede stadig et iltert sind, så hun lod sig ikke falde nemt hen og blive til en passiv deltager i denne dans - nej tværtimod. Hendes lange ben førte hende til et komplet stop, stadig med den stærke hals bøjet, men lod nu sit hoved dreje imod hingsten. Med egen nyopfundet interesse strakte hun forsigtigt mulen frem for at snuse til den mørke sjæl, imens den røde man lod sig falde tilfældigt langs hendes hals, hvorved vinden af og til tog fat. En vibrerende, dog beroligende brummen kom fra hoppen, som hendes mule nærmede sig hans - dog uden at røre. De bløde ører var nu vippet fuldt frem, for det var tid til at få bekræftet om det var et klogt valg, fortsat at være skeptisk.

Landet havde indtil videre givet hende alt hun havde brug for, men ligemeget hvad, så var det stadig fremmed for hende. I fortiden, i hendes hjemland havde flokken ofte skulle bevæge sig videre til nye græsgange, og det havde givet hende fine, stærke lemmer og en god tilpasningsevne. Dog kunne hun være stædig, og det havde ofte selv, ført hende ud i små uenigheder blandt flokken. Her var hun dog en ny, spæd sjæl der langsomt måtte indse, at nogen snart måtte tage hånd om hende, hvis ikke hun skulle blive fuldkommen vildfaren.

Riptide

words: 404 | tag: Constance

♣

At hoppen så ud til at gøre noget ud af sig selv og vise sig selv frem fik også kun Titan til at gøre det samme. Han var en rimelig godt bygget hingst. Legesyg af sind, men kunne også være alvorlig. Han var ikke decideret ond, og gjorde han noget man ikke brød sig om så var det heller ikke i en ond mening, men simpelthen fordi han ikke forstod hvordan man burde opføre sig. Etikette var han heller ikke opdraget i, og han havde ikke lært så meget af sine små ture med hingstene andet end at være mere stædig og bare kaste sig ud i ting. Dog havde han lært en ting der kunne ses som noget positivt. Han havde lært at familien var vigtig, og derfor holdt han sig ofte i nærheden af Leventra hvor resten af hans blodsslægtning holdt til. Han var dog en fri sjæl som ikke rigtig behøvede andre, og derfor havde han ofte taget ture til de andre øer for at udforske dem.

Titan sank farten i takt med hoppen så han ikke rendte forbi hende, og da hun til sidst stoppede helt op var han lige ved at ramle ind i hende, men han gjorde dog et hop til siden så han kun lige strejfede hende. Han stoppede dog ikke op ligesom hende, men begav sig til at trippe rundt i en cirkel omkring hoppen. Nu kunne han meget bedre komme til at undersøge hende fordi hun ikke længere lå ned. Han sank dog farten da han nåede hendes front, og lod undersøgende sin mule søge hendes, snusende. Hele tiden lavede han dog små ryk tilbage med hovedet i tilfælde af hun ville bide ud efter ham, for det ville ikke være første gang det var sket for ham. Han vidste godt hvor temperamentsfulde hopper kunne være. Han trippede dog videre og lod stadig sin mule undersøge hoppen. Hendes hals, hendes ene forben, hendes side. . . Noget trak dog i ham og han strakte sin hals frem mod hendes bagpart snusende, og afgav en lille dominerende og hingstet brummen. Og fuldkommen forskelligt fra hvad de fleste andre hingste ville have gjort gav Titan sig til at gnubbe sit hoved op af hoppens bagpart/side. Det var hans måde at afmærke territorium på. Godt nok kendte han hende ikke, men hun kunne også sagtens være en af hans hopper. En af dem de andre ikke måtte røre. 

4

Tracker | Tables | Plots | Application

| 7 |

Den røde hoppes fulde opmærksomhed lå nu på den sorte hingst, der med let svævende skridt fortsatte udenom hende, indtil han endnu var nær hendes front. Den sene aftensol stod lavt ind over landet og var langsomt ved at afgive sine lune, orange stråler der gav landet et pragtfuldt præg af skønhed. Dertil fandt lyset også vej til de to individer der nu, var i gang med at prøve grænser af - eller ihvertfald for den enes vedkommende. Ellers blev der delt informationer. Langsomt og med meget forsigtige bevægelser blev deres muler ført frem imod hinanden, og den sirlige duft af hingst, fik en svag skælven til at sitre i hendes lune krop. Hans duft var for nu gemt i hendes hukommelse, og hun ville til hver en tid kunne genkende hans tilstedeværelse.

For nu, lod hun ham undersøge hende - men de blå øjne virkede varslende, og det behagede hende, at han virkede forsigtig. Han viste hende respekt, ved at trække hovedet en anelse til sig, lige før deres muler mødtes. Han var vis, til den side, for ja, men kunne aldrig vide hvornår det blev nok for hoppen, hvis krop var overtaget af de opstemte hormoner. Hun lod sig dog ikke skubbe ret meget rundt i manegen. Hver gang hans mule stødte til et sted på hendes krop, reagerede hun med et lille træk på hver muskel. Hun var jo ikke en udstilling, og lod ham hele tiden vide at hun var til stede. Dog, da han langsomt bevægede sig længere ned, imod hendes bagpart, blev hun yderst opmærksom og hævede det yndige hoved. De blå øjne faldt fast på hingsten, der havde strukket mulen frem, og hendes ører faldt utilfredst tilbage. Endelig blev hun forbavset, og var nød til at trippe en anelse til siden, da hingsten besluttede sig for at gnubbe sit hoved imod hendes ene side af hendes bagpart. En handling hun ikke var bestemt tilfreds med - et svagt og advarende hvin lød fra hoppens strube, idet hun hævede sit ene bagben i advarsel - og slog et enkelt, dog overbevisende slag med den fyldige, røde hale. Hun ville ikke finde sig i at blive sat i bås på den måde - der skulle meget mere til, før at hun ville overgive sig til sådan en hingst. Hans dominerende brummen fik hende med det samme til at nappe ud efter hans flanke, i et forsøg på at sætte ham på plads.

Han havde dog formået at få sin duft til at sidde i hendes pels, og hvor længe det ville holde var uvidst. Men den næste, der ville komme hende nær ville kunne dufte, han, som havde været der tidligere. Constance skulle være forsigtig hvis ikke hun skulle ende med at blive et objekt, der skulle overtages med magt og dominans.

Riptide

words: 305 | tag: Constance

♣

Hoppens nap i hans side fik ham til at give et lille spjæt og et hvin samtidig. Ikke et højt et, men et lille et der også fortalte noget om hvor ung han egentlig var. Han tog det ligesom når han var blevet opdraget på da han var yngre, men det fjernede stadig ikke det der trak i hingsten. Titan gnubbede sit hoved op af sit ene forben og afgav et lille fnys før han igen gav sig til at trippe videre rundt omkring hoppen. Hans hoved søgte dog hen over hendes ryg da han fik mulighed for det igen, og mulen nappede efter den røde man. Han var bestemt ikke bange for at være helt tæt på nogen. Slaget med halen havde han taget som en slags invitation.

Hingstens forhove forlod jorden nogle gange, fordi han lavede nogle små hop, før han forsøgte at kravle op på hoppen. Det ville ikke være første gang han forsøgte sig, med en hoppe, og slet ikke første gang han ville risikere at blive afvist. Titan tog det bare ikke så tungt - han forstod det ikke. Han forstod ikke afvisninger ligesom han heller ikke forstod når han havde overskredet andres grænser. Han afgav endnu en hingstet brummen, mens han kørte hovedet en smule fra side til side hen over ryggen på hende. Han kunne jo ikke bare lade det ligge. Ikke når det var lige foran næsen på ham. Det trak i ham og det distraherede. Han ville gerne give hoppen sin opmærksomhed - men det var vel også lige meget hvilken slags det var? Titan var ikke ondskabsfuld, men af og til en smule misforstået. Han mente intet ondt med sine gerninger, selvom nogen måske så det sådan. Det var ikke sikkert det var nok med en enkelt afvisning. Titan var trods alt stædig, og dominerende.

24

Tracker | Tables | Plots | Application

| 8 |

Hingstens hvin sendte straks hendes hoved tilbage i et ryk - en reaktion der gjorde at hun ville kunne undgå mulige udfald. Ørerne var stadig vippet tilbage, og en uro voksede langsomt i hende. Hingsten var blevet sendt en smule tilbage, og lod sit hoved sænke - hun kunne lige opfange det svage fnys der lød fra ham, og hun så hendes lille irettesættelse som en succes. For nu vidste hun, at det måtte være den vej hun skulle gå, hvis han skulle ende med at forsøge sig. Den roanrøde hoppe var endnu uskyldsren, og var aldrig blevet direkte udsat for en hingsts betjening - altid var bejlere blevet jaget bort af lederhingsten fra hendes flok, Cherokee. Hun havde set dem blive behandlet som en trussel, så det var hvad hun tog dem for, men nu var sagen en anden. Hun stod uden flok og familie, og så egentlig pligten til at forsyne sig med en. Eller starte en selv - skønt det ikke var hendes ansvar, men derimod en hingsts initiativ. Desuden ville det tage længe at finde en passende hingst, der ville kunne stå for sådan et ansvar. Men det var sådan noget, der blev fundet tiltrækkende hos en hingsts egenskaber - en lederevne, eller blot selvstændighed og retfærdighed. Selv, hvis hingsten måtte eje en ondsindet adfærd, eller en kold tilgang til følelser, kunne denne stadig være en kandidat. For mange svagheder ville tilintetgøre hans magt, og hopperne vil blive stjålet. 

Sådan fungerede det ihvertfald der hvor hun kom fra. Nu bemærkede hun dog hingstens fortsatte ihærdighed, så hun forsøgte at tage nogle få, trippende skridt fremad. Hans lune mule føltes som en svag kilden, der strøg hende over ryggen, men alarmerne var allerede sat i gang hos hoppen. Da han efter flere gange nappede ud efter hendes man, nær manken, udviste hun hendes utilfredshed ved at gøre et ordentligt kast med det yndefulde hoved. Indtil videre var hans opførsel tolerant - men så snart han forsøgte at hæve sin forpart over hende, lød en dyb brummen idet hun trådte frem, og hævede bagparten en anelse i et lavt, i et svagt bukkespring. Ørerne blev lagt i nakken, og de intense blå øjne blev fængslet på den sorte hingst. Frustrationen var nået hende, og beslutningen var taget - han ville ikke få den tilladelse. Hvis denne hingst virkelig var dominerende, så skulle han snart til at vise det, for Constance følte at hun havde overtaget. Respekten for hingsten dalede, og han skulle passe på med at give hende for lang snor, hvis ikke han ønskede at hun skulle udelukke ham fuldstændig. 

For nu ønskede hun ikke at skade ham, men henvisninger var nød til at blive tydeligere - derfor havde hun gjort sin snævre hop, som en reaktion på den trykken hun mærkede imod hendes ryg, fra hans hoved. De små stryg var nu ganske behagelige og fik en svag skælven til at sitre igennem den rødlige krop. Langsomt blødede hun en anelse op, og slappede en smule af igen. Ørerne tippede forsigtigt frem, og han havde nu fået hende til at stå stille igen. En lys, hoppet brummen forlod hende og endnu engang lod hun mulen føre over hendes skulder imod hingsten for at nappe ud efter den ravnsorte man. Men han skulle træde varsomt - hun var en tikkende bombe.

Riptide

words: 324 | tag: Constance

♣

Hoppens utilfredshed var gået lige forbi Titan. Han havde ikke ænset det overhovedet, for der var andet han havde mere travlt med. Hendes buk var dog ikke gået ubemærket hen, og denne gang gav han et lille bid fra sig. Ikke et der var beregnet til at påføre smerte, men mere for at markere sig. Nakken knejsede han og ryggen fik han skudt en anelse opad da han dansede efter hoppen igen efter hendes trippen fremad. Så let slap hun heller ikke. Titan var ikke en der bare kunne kaste noget væk når han først havde sat sig for det. Hoppen var hans - en af hans, ligesom den sorte. Man kunne vel sige han var ved at samle sig en lille gruppe. Dem ingen andre måtte røre.

På trods af den stadig meget unge alder havde Titan alligevel en hungren efter kamp, som han alligevel aldrig helt havde forstået. Han lod ingen hingste passere ham uden at markere sig - og skulle nogen røre hans hopper så han rødt. Han havde allerede været i en brutal slåskamp på grund af en hingst der havde været på nakken af den sorte djævel. Han vidste dog ikke det var hende der havde provokeret hingsten først - men havde han vidst det, havde det nok ikke gjort nogen forskel.

Det sitrede i den sortes krop og hovedet lagde han endnu en gang hen over ryggen på den roanrøde hoppe. Det tog ham ikke mange sekunder at rejse sig på bagbenene igen for at hæve sig over hoppen og kravle op på hende. At hun havde ladet til at stå stille og bløde lidt op igen havde ikke fået den hidsighed, som var vakt indvendigt i den sorte hingst, til at lægge sig. Det var ikke længere små nap Titan benyttede sig af, men i stedet bid ved hoppens manke og man for at få hende til at stå stille mens han prøvede på at bedække hende.

25

Tracker | Tables | Plots | Application

| 10 |

Constance

location: x | time: x | tag: x

Nu var al hendes tålmodighed brugt op. Constance blev lige så stille mere og mere hys, og det første udbrud skilte sig ud, da han denne gang bed hende, i irettesættelse. Et skingert hvin forlod hendes strube, og ørerne lagde sig nu i nakken. I en hurtig bevægelse skød hun hovedet frem, og bed ud efter den sorte hingst med blottede tænder - dog uden at få fat på noget. Hver en muskel spændtes i den slanke krop, og nakken blev knejset, da det nu var for sent at forsøge at undgå hans bestigning. Der var kun en mulighed tilbage, og det var at forsøge at vriste ham af sig. Men den betydelige vægt, der trykkede hende ned, gjorde at hun hurtigt søgte en stabil placering med de fire ben. Selv skød hun ryggen, for at hæve hans vægt og da hun endelig mærkede hans greb om hendes man, frøs hun. Det var som en stopknap, der holdt hende fra at flytte sig fremad. Men kampen var ikke slut endnu.

Hun nægtede at give op, og med al hendes kræft, forsøgte hun sig nu, med endnu et bukspring - hovedet lod hun sig gøre et kraftigt kast med, for at vride hans greb af sig, og bagbenene blev blot hævet få centimeter fra den kolde jord. Et forsøg, der udmattede hende og krævede næsten al hendes styrke at føre begges vægt opad. Straks efter fik hun dog fordelt vægten således at det var muligt for hende at hæve det ene bagben, helt op under bugen, for så at sparke bagud, i håbet om at ramme den sorte djævel. Endnu et hvin forlod hende, som hun trippede på den jord, han fastholdt hende på. Trætheden begyndte langsomt at indtage hendes lemmer igen, som resultat af turen over havet, og hendes åndedræt blev tungere. Den røde fyldige hale holdt hun så tæt ind til sig som muligt, men kunne ikke undgå af og til at svinge kraftigt med den fra side til side, i ren og skær vrede.

Hun var normalt ikke en hoppe der gjorde sig i en konstant tilstand af vrede og afslag, men hendes fortid havde gjort hende stærk, da hendes stædighed ofte havde bragt hende i små, interne kampe imellem hende og de andre i flokken. Noget der havde plantet sig, og et instinkt der nægtede at lade hende give op, lige meget hvilken situation hun end måtte befinde sig i.

Stadig prustede den roanrøde hoppe iltert, og nægtede at lade ham komme til. Et håb om, at han snart ville give op lå stadig for hende - for hun havde næsten ikke flere tricks tilbage i ærmet.

code by ♥