|
|
Post by Titan on Jan 5, 2015 19:42:09 GMT 1
Riptide
words: 432 | tag: Constance
♣ Hoppens iltre temperament smittede af på Titan. Hendes Bid tog han gerne imod, så længe han bare fik sin vilje i sidste ende. Ifølge ham selv skulle han også nok få den. Hvad de andre i flokken ville sige til det var han fuldkommen ligeglad med. Den brogede kunne også bare lige vove på at komme og sige noget til ham. Han holdt sig gerne fra den hingst så længe den gjorde det samme. Han tolererede kun at være ham underlagt fordi resten af hans familie var i flokken - eller i hvert fald størstedelen af den. Den eneste han nok egentlig kunne komme til at skuffe var hans mors søster. Men mon ikke han ville kunne charmere sig ind i varmen igen hvis han blev lukket ude?
Hoppens buk gjorde det svært for ham at blive oppe på hende, og han var også lige ved at glide ned. Dog brugte han forbenene til at klemme mere omkring hende og dermed finde sig til rette igen. At hun holdt halen tæt ind til bagparten gjorde det ikke nemt for ham, men stædighed havde han og det skulle såmænd ikke få ham til at give op. Hendes slag ramte hans ene bagben, hvilket fik ham til at give et dominerende hvin fra sig, blandet med en smule arrighed, og hans bid endte med at matche, da han fortsatte med at bide hende ved manen for at få hende til at stå stille. Om det så var træthed eller underkastelse der fik hende til at opgive en smule var han egentlig også ligeglad med. Han krævede såmænd ikke underkastelse fra andre end dem han følte sig truet af - og hoppen var ikke en af dem. Da hun igen piskede med halen genoptog sit forsøg på at bedække hoppen.
Som sådan var Titan ikke blandt de tungeste i Andromeda, men muskler havde han da. Og det var da heller ikke helt ubemærket at han på det sidste havde udviklet sig mere fra at være unghest til hingst. Rigtig hingst. Han havde tilmed overhalet nogle af hingstene hvad angik musklerne - og sikkert også udholdenheden - og hans stædighed overgik med garanti også nogle af hoppernes. Det var til gengæld også den stædighed der fik ham til at nægte at give op i kampe - alvor eller leg, selvom alt for Titan var leg. "Stop det" mumlede han dog med kæberne omkring hoppens man og hals. "Enten giver du mig hvad jeg vil have, eller også tager jeg hvad jeg vil have" Titan var ikke som sådan ond, men der var nogle mangler i hans opdragelse.
26
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 6, 2015 17:29:46 GMT 1
| 11 | Constance location: x | time: x | tag: x Sveden begyndte nu langsomt at pible frem på den spændte hals, og de små perler gjorde genskin i det svage sollys. Hingstens vilje ejede ingen grænse, men i et kort sekund kunne hun mærke ham miste taget, og var næsten ved at glide af hende - lige indtil han atter strammede grebet om hendes sider. Et hidsigt vrinsk forlod hendes mule, og det var et point til fordel, at hendes spark havde ramt ham, hvilket hun kunne høre, da han selv afgav et hvin, der virkede varslende - dog var det ikke til hendes gavn, og hendes hidsighed smittede mere af på hingsten, som nu også virkede til at miste tålmodigheden. Hans greb om hendes halskam blev stærkere, og det fik hende endelig - og til overraskelse - til at afgive et svagt hvin i smerte. Den roanrøde hoppe vred sig med al hendes magt og styrke, og nægtede at lade ham komme til. Dette var en kamp hun så nødig ville være taberen i, og en hun aldrig ville lade sig se som en af hans hopper, der ville være sidstepræmien fra hendes synspunkt. Det var dog det, denne lille magtkamp drejede sig om i teorien. Hingste tog som regel bare hvad de ville have. Det handlede m viljestyrke og udholdenhed. Noget, der lige så stille forsvandt fra den slanke hoppes krop, og sindet var også langsomt begyndt at svække. Nej, vreden var det, der holdt hende til ilden og som holdt hende fra i de næste øjeblikke at give op.
Vaklende forsøgte hun sig med at rykke rundt på de fire ben, med vægten over hende, som gjorde det til en ustabil affære. Nakken var stadig knejset, men blev holdt så stille som muligt, for at undgå at blive påført den ekstra smerte fra hingstens bid. Ørerne behøvede ikke at rykke sig efter lyden, men et træt prust forlod dog hendes mule, og hun holdt pause i sin vriden, da mumlende ord lød fra hingsten. Hun skulle have reageret med det samme, da hun slog øjnene op fra hendes hvilen i klitterne. Skulle have vidst, at denne hingst ikke ville blive nem at slippe af med - men at han ville forsøge at bedække hende, var dog kommet en anelse bag på Constance. Det burde det ikke have, men hendes sind havde været omtåget, og hun havde da så klart gjort sit, for at vise sin egen intention med hans selskab. Utroligt hvor stædige sådanne spektakler af hingste dog kunne være. Men Constance var dog ikke klar til at få sin uskyld spoleret og især ikke til sådan en ravnsort djævel, der ellers virkede til at have det let med at kunne tage den magt. For hun var i en svær pine - en pine, der ville kunne ende ud med, at hun ville blive drægtig. Godt nok var hun voksen, men stadig ung - og hingsten havde ikke været hendes valg. Men det var desværre et valg, som kun få hopper nogensinde havde fået muligheden for at tage selv.
"Aldrig." Lød hendes stålfaste stemme, der dog var blevet præget af hendes hævede åndedræt. Nu var hendes energi på et lavniveau, og den stakkels hoppe var så udmattet, at hun måtte stoppe helt op, for at stabilisere sig selv endnu engang, og for at få vejret. Hans ord genlød i hendes sind, og følelsen af magtesløshed skyllede ind over hende. Et sidste forsøg, var hvad der skulle til. Netop som man skulle tro, at hun var ved at give op, fik hun samlet de sidste kræfter, og udførte denne gang endnu et bukspring fremad, i et sidste forsøg på at få skubbet ham af, og frigjort fra hendes krop. En handling der krævede meget af den unge hoppe - næsten mere, end hvad man kunne forlange. |
|
|
|
Post by Titan on Jan 6, 2015 20:38:25 GMT 1
Riptide
words: 294 | tag: Constance
♣ Det var i hvert fald langt fra sidste gang Titan havde set noget til hoppen - så meget var sikkert. Om han så skulle søge hele landet rundt for at finde hende igen. Dermed ikke sagt han bare ville lade hende gå. Hendes kamp havde trods alt tændt helt op for hans stædighed. Han var ikke bange for at kæmpe for det han ville have heller ikke selvom det for det meste gav nogle knubs. Dog havde han ikke tænkt sig at ende med at se ud ligesom den arrede hingst.
Det var først da hoppen talte at det gik op for ham han faktisk ikke anede noget som helst om hvem hun var. Men manerer og høflighed havde måske heller ikke hængt lige så godt ved som det burde. Et produkt af hans manglende behov for andre som lille. Det var heller ikke blevet mindre nu hvor han var blevet større. Han strejfede som sådan rundt hvor og hvornår det passede ham - på trods af han var en del af en flok. En flok han gerne så blive hans en dag - den brogede skulle bare lige skaffes af vejen først - og dét måtte være en andens job. Godt nok havde han måske overhalet den brogede muskelmæssigt, men den brogede havde jo andre fordele som han måske ikke kunne hamle op med.
Det lod til hoppen efterhånden havde givet op, men lige som han troede hun var færdig med at kæmpe imod og han havde løsnet sit greb en smule, fik hun åbenbart andre idéer igen, og denne gang landede hingsten med alle fire hove på jorden igen med et nærmest arrigt fnys. Han sprang dog frem mod hoppen og bed irettesættende ud efter hende. Hvad bildte hun sig lige ind?
31
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 6, 2015 20:59:11 GMT 1
| 15 | Constance location: x | time: x | tag: x Lettelsen var ubeskrivelig. Da hun med sine sidste kræfter, tynget ned af hingstens vægt havde gjort et buk, havde hun været heldig at han havde tøvet i dét ene sekund. Constance næsten mistede balancen da hun røg frem, og med sin genvundne kræft fra at være fri fra hingsten, fik hun udført flere små buk, der sendte et par baghove bagud - just in case at han var lige i hælene af hende. Ørerne vippede frem og ud til siden, idet hun med få galopspring gjorde en ny afstand til hingsten og hun vendte da fronten imod ham. Adrenalin pumpede rundt i hendes krop, men svedperlerne i pelsen og det heftige åndedrag bevidnede om en udmattet hoppe. Hendes blik var nærmest fortvivlet men for nu havde hun sejret. Samtidig ejede hun dog følelsen af, at det ikke var helt tilfældigt at han havde lettet sit greb - men han skulle næste vide, at havde han ikke ladet hende få denne ene chance, så havde hun givet op. Ladet sig underkaste og følge hingstens peg. For hun så det retfærdige i, at havde man tabt, ja så havde man tabt og de interne aftaler skulle overholdes.
Stadig i forsøg på at indhente sit åndedræt, stod hoppen med de krystalblå øjne fæstnet på den sorte hingst - halen svirpede fyrrigt og vredt bag hende og ørerne var nu vippet blidt tilbage igen. Nu havde hun akut brug for hvile, og som hun udvekslede sit sidste blik med hingsten, kunne hun mærke at de nok skulle ses igen en dag. For hans ord, der stadig rungede i hendes hoved, gjorde indtryk - og hun troede ham. De skulle nok stå overfor hinanden igen en gang, og under hvilke omstændigheder måtte de se til den tid. Men hun havde lært af kampen - fået erfaring med noget hun vidste var værd at ruste sig imod. Som en såret kæmpende, lod hun sit blikke slippe hans, og hun vendte den roanrøde krop bort - der blev gjort et kraftigt slag med halen inden hun satte afsted i trav - væk, og helt væk. Så hurtigt hun nu kunne komme, og lod hingsten stå tilbage. Ingen havde vundet denne kamp - men den skulle en dag blive afgjort. |
|
|
|
Post by Titan on Jan 6, 2015 21:48:58 GMT 1
Riptide
words: 251 | tag: Constance
♣ Titan skulle lige til at sætte efter hoppen, men måtte holde sig selv tilbage for ikke at blive ramt af et sæt hove. Det fik ham til at stoppe helt op og smække ørerne i nakken af hende. Han fnøs en enkelt gang og betragtede hende med et stædigt blik i de grønne øjne. Dog vendte han ryggen til hende mens hun endnu stod stille og gav sig til at halte den anden vej. Han var trods alt lige blevet mindet om en anden hoppe som måske ville være endnu mere besværlig. Den sorte dæmon . . . Han havde trods alt lovet at følge hende i bytte for ikke at blive ædt - og han havde nok allerede været væk for længe. Han måtte tilbage til Leventra og opsøge hoppen - om mørket så nåede ham før han nåede kysten var lige meget. Men en ting var helt sikkert. . . Den røde hoppes duft var gemt i den sorte hingsts sind, og han skulle nok finde hende igen en gang.
Hoppens hov der havde ramt hans ene bagben havde givet ham en rift, som han først mærkede nu hvor hidsigheden ikke længere dominerede. Han tog sig dog ikke særligt meget af det, for den slags var han vant til og havde været det fra han var lille. Desuden ville det kolde saltvand gøre sit for at der i hvert fald ikke skulle komme snavs i det lige med det samme - men turen tilbage måtte han tage med ro.
//Out
32
|
|
