Whisperes in the wind ► åben

| 1 |

Da hingstens ru og lavtonede stemme lød, var det ikke nogen gene, da hun alligevel ikke ville kunne sove lige foreløbigt. Roligt vippede hun ørerne tilbage, for at opfange hans dybtstemte ord i den hylende vind. Et lille fnys forlod hoppens mule, inden hun sukkede, som reaktion på hans spørgsmål. Det var ihvertfald blevet tydeligt for hende.

"Ikke her." Mumlede hun overbevisende. Nej, hvis han skulle have noget ordentligt i maven, så måtte det være en nødvendighed at søge væk fra dette sted. Constance havde ihvertfald ikke mere mod til at udforske resten af øen, i et tabt forsøg på at finde noget spiseligt. Hun havde fået lagt sin plan, om at rejse tilbage til den store, frodige ø, så snart solen måtte stå op.

Hans næste spørgsmål, fik hoppen til at mimre tænkende med den lune mule. For selv hun, havde ikke været her længe nok, til at få sat navn på de individuelle øer. Hun var knap nok sikker på, hvor meget land der egentlig, hvor hun var, og hvordan hun var kommet hertil. Lige så uvidende som enhver anden beboer af Andromeda. Der havde ikke været mange sjæle til at forklare hende omstændighederne, så hun havde i enkelthed vandret videre - i et tyndt håb om at skulle finde spor efter sit hjemland. Rejsen havde så indtil videre bragt hende til dette golde stykke ørken. Ikke et sted hun ville blive længe. Det var dog et skridt tilbage i hendes vandring, da hun havde måtte indse, at hun ikke ville kunne klare turen over hele ørkenøen, til over på den anden side - hvad nu, hvis der ikke var mere end den? At hendes blik kunne ville møde endeløst hav? Et syn hun ville spare sig selv for. Hendes hjemland måtte være derude et sted, og at være fanget her til evig tid, ville hendes sind ikke kunne klare. Det ville knække hende.

"Jeg ved det ikke." Sukkede hun til sidst. "Ingenmandsland." Konkluderede hun saligt og tørt. For hun var bestemt ikke fan af dette område, og især ikke på denne tid af året. Det var hendes krop ikke bygget til. Hun havde brug for læ, mad og ordentlig hvile, for at føle sig fit for fight. Det var vel det, man kunne kalde naturlig selektion. Survival of the fittest. De svageste, må dø.

[ 1 ]

Det var lige før Atlas endnu en gang havde hakket ud efter hoppen da hun egentlig bare konstaterede det åbenlyse. Han var jo godt klar over der ikke var mad her. Det var heller ikke det svar han havde ledt efter. Han ville vide hvor der var mad, og ikke hvor der ikke var. Han lod dog være, kun fordi hoppen måske kunne finde på at rejse sig op og gå hvis han blev for strid. Han udtrykte dog godt nok sin utilfredshed med de nedlagte ører. Hah! Hopper..... de duede alligevel ikke til meget.

Hun var åbenbart lige så uvidende som han selv var omkring stedet. Han var helt og aldeles uvidende om noget som helst der foregik her. Intet var som der hjemme. Der var et eller andet helt galt her. Noget der bare lå over landet, som han ikke kunne sætte en hov på.

Atlas formåede dog at vende sig om så det ikke længere var hans ryg der var vendt mod hoppen. Det fik det til at gyse gennem kroppen på ham at hans ryg ikke længere var varm. Til gengæld var det nemmere at føre en samtale. "Har du kun været på denne ø?" spurgte han så efter en rum tid i tavshed.

| 3 |

Constance gad ikke at rykke for meget på sig, og vippede kun svagt med øerne, da hingsten bestemte sig for at vende sig. Endnu en svag skælven strøg igennem den nedkølede krop, der ængsteligt forsøgte at holde på varmen, som vinden så let kunne tage fra dem. Selvfølgelig kunne hun mærke hans utilfredshed med hendes svar. Der var ingen mening i, at hun selv skulle hidse sig op over hans generelle negative væremåde, så hun trak sig sammen til et passiv og neutralt selskab. For meget havde hun ikke til overs med andres problemer - hun var godt nok en fair sjæl, og andre ville have let ved at undervurdere hende. Sikke tumper. Selvom det var strawberry roan og babyblå øjne, så skulle man da absolut ikke lade sig narre af hverken dét, eller den mandschauvinistiske tanke, at hun var en hoppe. Hun var villig til at ofre mere for det hun havde kært end man skulle tro. At være selvstændig havde været en del af livet siden starten, og selvom hun var vokset op i tryghed, betød det ikke at hverdagen havde givet hende udfordringer. Dette var dog den største udfordring til dato, som hun var blevet stillet. At blive placeret i et absolut nowhere, helt alene uden at kende til en sjæl. Det hele var ét stort mysterie, som havde sat problematikker i hendes sind for hver dag hun havde været her. Endnu ikke havde hun gået en dag, hvor hun ikke havde tænkt på sit hjemland, sin familie, og hvad der var sket med dem. Om hun nogensinde ville se dem igen, vidste hun ikke. Men på dét ene punkt lod hun sig være svag og naiv, med egen selvvalgte vilje. Constance nægtede at give op på det tåbelige håb om, at hendes flok stadig var i sikkerhed.

Tankerne blev brudt af hingstens tilbagevendende stemme. Forsigtigt rettede hun sig en anelse op, så hendes egen stemme kunne blive tydeligere.
"Jeg har indtil videre rejst over havvand to gange - der er mere end denne enkelte sandkasse, men jeg har endnu ikke et klart overblik. Det var derfor mit svar omkring din søgen efter mad var så enkelt. Det her er det eneste sted, hvor jeg ikke er stødt på frodighed." Svarede hun ham med en rolig stemme - i en tone, der forsikrede ham, at hun vidste mere, til hans overraskelse. Hun lod ham være småsur og afstandstagene, men det skulle ikke holde hende fra ikke at bløde op, og tage hensyn.

[ 2 ]

Atlas ventede nærmest på hoppens svar. Han vidste ikke ret meget om hvem hun var - hverken navn eller af personlighed, men det gjorde ham ikke så meget. Når hele dette helvede var overstået var sandsynligheden for han så hende igen nok ikke særlig stor. Han havde trods alt vandret siden han var blevet jagtet ud af sin gamle flok af sin halvbror, og ikke en eneste sjæl havde han mødt to gange. Men måske var det anderledes her Hvis det var en labyrint af øer ville chancen for at komme væk måske være mindre. Han huskede dog ikke hvordan han overhovedet var havnet der. Kun små brudstykker fra hans liv dukkede op i hans drømme - enten i form af advarsler eller mareridt. Han var heller ikke sikker på alt var rigtigt, for det var svært at skelne mellem dem.

Hoppens ord trak ham ud af sit tænkende hoved, og fik ham i stedet til at fokusere på hende. Da hjalp ham ikke særlig meget hvis hun havde rejst over havvand to gange. Det kunne have været herfra, til den træbeklædte ø og tilbage igen jo. "Jeg kommer fra en ø fyldt med træer. Jeg bryder mig ikke om det sted. Der var noget skummelt over det. Man kan vidst godt sige jeg ikke har været særlig heldig indtil videre" Lidt held havde han dog haft med sig, for hoppen havde fundet ham og ført ham til vandet, og hvis ikke hun havde gjort det var han jo nok død af tørst i løbet af nogle dage. Han havde ikke selv tænkt på at søge længere ind på øen når han ikke kunne se andet end sand. "Det eneste sted du ikke er stødt på frodighed? Hvilken vej kom du fra?" det var egentlig først nu han sådan rigtig fik hørt efter hvad det var hun sagde.

| 6 |

Det var et suk der lød fra den rødlige hoppe, da hingstens ord kom til sinde. Det bekræftede hendes tvivl, og hun måtte langsomt indse, at dette hinsides land, var det hun skulle leve i til hendes dages ende. Men hvor stort det var, blev indtil videre ved med at være et mysterie. Ud fra hvad hun hørte og selv vidste, kunne hun dog konkludere at landet var kædet sammen af øer, af forskellig karakteristik. Der lå altså mere derude - men den måde hingsten beskrev øen med de mange træer på, gav hende ikke just lyst til at drage videre ad dén vej. For det ville også betyde at hun måtte tage den udmattende rejse over denne sandbeklædte ø. Ikke noget der ville ske, imens hun var i denne tilstand. Nej, i hendes fortid, og der hvor hun kom fra havde hendes opvækst i det vilde og utæmmede land, begavet hende med en velopbygget krop, med velsatte muskler. Dén tid der så end måtte være gået på hendes tvivlsomme rejse, havde tærret på hendes rødlige krop. Når hun en dag havde fået det gamle udseende igen, ville hun kunne klare turen over øen - næsten ligemeget hvor stor den måtte være. For hvis hingsten var ankommet fra øen, og så være nået så langt, ville hun kunne klare det til den tid.

Et tænkende udtryk faldt over de blå øjne, og de bløde ører blev vippet ud til siden. Pludseligt skævede hun ud til højre, i et forsøg på at finde ud af hvilken retning hun nu egentlig var kommet fra. Problemet var ikke så meget at finde tilbage, men at placere det i forhold til nord,syd - hvilket ikke just var nemt, men hun havde skam lært en ting eller to i hendes barndom. Efter nogle få, overvejende sekunder vendte hun atter hovedet imod den dunfarvede hingst.
"Jeg ankom på en ø, der ligger syd herfra. Den var ganske frodig, selv i forhold til vinterklimaet, og havde en stor sø, placeret i hjertet af øen. Men det tog mig dage for at nå til spidsen, før jeg kunne krydse havvandet - for blot at støde på endnu en ø, hvis omfang jeg ikke kender til. Men jeg nåede et godt stykke op af dens vestlige kyst, inden jeg kunne ane det her sted i det fjerne."

Hendes nysgerrighed havde jo ikke haft nogen ende, og målet var jo at komme videre - at finde en vej tilbage til hendes hjemland og det havde taget hende mange dage indtil videre, uden held. Håbet blev indskrænket for hver dag. Et lille smil banede sig dog vej frem til hendes mule, da hun igen så fra hingsten og tilbage ud over sandbanken.

"Der er ikke langt til frodighed, herfra." Begge ører blev vendt optimistisk frem, som en længsel der havde sat rod i hende. Men sulten var langsomt begyndt at forsvinde igen, som den nu gjorde, velvidende om, at den ville vende stærkt tilbage ved daggry. Dog regnede hun ikke med, at hingsten ville forblive i hendes selskab - så hun kunne vel informere ham om retningen, og lade hans selvstændighed føre ham resten af vejen uden hende. Halen bag hende slog en enkelt gang imod sandet, idet et træt prust forlod hendes mule, og langsomt sænkede hun hovedet indtil det lod sig hvile i det kølige sand.

[ 3 ]

Atlas lyttede til hoppen, mens han selv forholdt sig i ro. Det var trods alt vigtigt det hun havde at sige. Så der var altså frodige steder på trods af kulden. Hendes sidste ord fik ham til at træffe en beslutning på stedet. Han tvivlede på det ville hjælpe ret meget at ligge her og hvile. Han ville kun blive mere stiv i alle ledene af det, og hvis ikke der var så langt, så kunne det måske være det ville være nok med lyset fra månen til at kunne se over til den anden ø. Den sandfarvede hingst rejste sig derfor, og rystede sandet af sig. Han tog nogle skridt fremad og søgte mod vandet igen for endnu en gang at lappe vandet i sig. Han havde bestemt sig for de havde en vandretur foran sig, og hoppen havde som sådan ikke noget valg. Hun skulle vise ham hvor den anden ø var. Han skulle bare være sikker på han ikke ville ende med at dø af tørst.

Da hans tørst langt om længe var slukket, vendte han sig om for at skridte tilbage til hoppen. Han havde dog ikke planer med at smide sig i sandet igen. I stedet uddelte han en enkelt kommando: "Op" - Der var ikke noget at diskutere. Hvis de gik i et roligt tempo, så kunne de måske holde varmen - og hvis der var langt kunne det endda være lyset nåede at stå op før de nåede kysten. "Syd er den vej" han gjorde et enkelt kast med hovedet som for at forklare at hun skulle gå med, og de skulle finde den ø. Han stolede ikke nok på hende til bare at gå selv. Han kunne nemt komme til at fare vild igen.

| 14 |

Constance

location: x | time: x | tag: x

På en måde fandt hun humor i hingstens beslutsomme og halvgnavne væremåde. Selvfølgelig måtte hans sind være påvirket efter at have været i en kritisk tilstand af dehydrering, men der var jo også andre varianter af hans adfærd. Hun havde indtil videre endelig fået lidt varme, og var næsten ved at døse helt hen. Der var blevet følt en smule ubehag, da hingsten rejste sig, for da kunne vinden igen stryge ind og strejfe hendes ryg. Constance havde kun skælvet en lille smule, men lukkede ellers de blå øjne i, og lod kun ørerne følge med hendes omgivelser. Derfor blev hun ganske forbavset da lyden af et ord, lød meget i den hårde og kontante tone. Hendes bløde ører var de første til at reagere, inden hun kneb øjnene sammen og lod så modvilligt sit hoved hæve fra sandet, da det gik op for hende hvad han havde sagt. Istedet for at modsige ham, så nøjedes hun med at sende ham et halvt utilfredst blik, og lod et halvkvalt fnys forlade hendes kølige mule. Med forsigtighed fik hun dog rejst sig fra sandet, og kulden havde allerede påvirket hendes led - hun var blevet en smule stiv i kroppen, men det skulle nok hurtig gå over.

Da hun var blevet stabil, rystede hun det overskydende sand af sig, og så da imod den dunfarvede hingst, der gjorde et kast med sit hingsteprægede hoved, og informerede hende om, hvilken vej der lå syd. Fredsommeligt skævede hun i hans angivne retning, gjorde et uentusiastisk slag med halen inden hun uden et ord begyndte at gå. Hun skulle lige i gang, og med lidt besvær nåede hun dog op på toppen af en af de sandklitter der havde beskyttet dem imod vinden. Derfra var der god udsigt over en del af området, og lyset fra den store, klare måne var endelig brudt frem og gjorde det hele mere detaljeret. Constance regnede med at han fulgte med, og havde egentlig ikke så meget imod at begynde at vende tilbage nu. Hun fandt ingen grund til at diskutere med hingsten, der nok virkede mere som den ensomme ulv-type, end et socialt flokmedlem. Så længe at der i det mindste var en til at holde hende med lidt selskab, så klagede hun ikke. Dog krævede hun retfærdighed, og hvis den en dag skulle blive krænket, så skulle man nok høre fra hende.

Hun fortsatte ned ad klitten og skælvede endnu engang - den hårde vind var taget en smule af, men brisen var stadig iskold. Et suk kom lydløst fra hoppen, men hendes åndedræt var afslørende. Der var et stykke at gå, men det var til at overkomme. Det hun ikke glædede sig til, ville blive turen over vandet - hun var ganske udmattet, og vandet ville blive koldt, men sikkert ikke så koldt i forhold til den bidende vinds kulde.

code by ♥