Whisperes in the wind ► åben

Ingen kunne som sådan vide det, men ved Zenobias bred lå en sanddynge og bevægede sig. Nogen ville måske blive bange hvis de så sådan en og tænke det værste, men den bevægede sig ikke ret meget. Ikke mere end et åndedræt fra en sovende hest. Var man tæt nok på ville man kunne se det. Og tilmed se den hest der lå under sandet. Hans ben var næsten dækket helt til, og den dunfarvede krop gik næsten i et med sandet. Det eneste der rigtig angav at han rent faktisk var der, var den mørke mule, den sorte man og den sorte hale. Hvad grunden til han lå der var, måtte andre nøjes med at gætte sig til, for hingsten var ikke ved bevidsthed.

FORSVIND! blev der råbt og Atlas havde nægtet at parere ordre. Forsvind eller du får samme tur, var der blevet sagt. Lille Atlas på knap et år havde stået og set på den lidt ældre hingst. Som sådan var det ikke engang en hingst endnu for han havde ikke været mere end et halvt år ældre. Atlas havde stadig ikke flyttet sig og han havde fået sådan en på snottet der havde fået hans mule til at føles helt følelsesløs i noget tid, for derefter at blive helt varm. Han var dog ikke gået til angreb. Han havde ventet til den anden lille hingst sov. Han havde været meget stille og han havde listet sig hen i nærheden af moderen og den anden hingst, for der at give sin lille hævn - et øje for et øje, en tand for en tand, og et spark over mulen for et spark over mulen. Og det fik han. Den anden lille hingst havde hylet op og vækket alle de andre voksne i nærheden, og Atlas var selvfølgelig den der fik ballade. Han smilede dog grumt og lod ikke blikket forsvinde fra den anden hingst, og da han havde fået besked på at sige undskyld, havde han bare hakket ud efter ham. De to ville få sig noget af en slåskamp en dag.

En trommende rytme lød, men den var egentlig ikke særlig høj. Den blev kun højere og højere, og en tåget skikkelse kom gående imod ham, omringet af mørke kun med lys bag sig. Det var dens hove han kunne høre. Det lignede hans moder men han kunne ikke se den tydeligt nok på grund af lyset. "Atlas........" næsten hviskede den men med en ukendt stemme. "Atlas" gentog den men stadig med en ukendt stemme, og lige så stille begyndte den at forsvinde.

Han ville flytte benene men han kunne ikke vide at det der føltes som et helt skridt i hans hoved ikke var mere end et enkelt lille gib i hans ben som han lå der i sandet. Lys blev dog langsomt lukket ind da øjnene gled en lille smule op, men væk var skikkelsen. Dog ikke den hvisken der havde nævnt hans navn. Det var ikke andet end vinden. Den vind der havde været ved at begrave ham i sandet. Han blev dog liggende. Hvis ikke der var andre ville han bare ende med at vandre rundt i ring til han ikke længere havde nogle kræfter overhovedet. Sulten var begyndt at påvirke ham og tørsten var langt værre.

Hoppens rejse fra det faste land på Enophis til dette øde, golde landskab havde ikke været til meget besvær. Derimod havde det mellemrum fra Leventera og til Enophis været en hel anden historie. Men efter hendes ankomst til den større ø, havde hun fået den hvile hun havde haft brug for, og dernæst havde hun blot fulgt strandkantens linje, op ad den østlige side gennem natten, og den halve dag. Den røde hoppe syntes at opdage mere og mere af dette forvrængede land, der syntes som et paradis - det paradis, der havde reddet hende fra en skæbne, hun aldrig nogensinde ville ønske for nogen. Lige meget hvad, så var hun endt på Zenobia. Her var vinden ikke varmere, men sneen var derimod ikke tilstedeværende. Nej, hun søgte noget, og hvad end det var, så havde det ledt hende videre over til dette stykke ørken der så ud til at strække sig så langt, som hendes krystalblå øjne nu måtte række. Der var gået flere dage, og solens varme syntes at være blevet stærkere, og mere ubarmhjertig. I disse to lange dage havde hun ikke stødt på hverken mad eller vand, og når solen endelig gik ned, blev det så koldt at hendes krop måtte skælve for de kølige vinde. Tanken havde strejfet hende - hun burde vende om.

Det var nu tredje dagen og hoppens muskler var ømme, men hendes håb havde fået et skud, da hun var stødt på en lille oase, skjult bag en af de mange sandklitter. Hun havde fået vand, og derfor ny energi. Så hun fortsatte. Hun havde nu gået længe, og alt syntes ens for hendes blik. Men hov - hvad var nu det? Skeptisk klemte hun de blå øjne sammen for at få et bedre syn på, hvad det var, der stak frem i sandet længere henne. Med langsomme og yderst forsigtige skridt, nærmede hun sig og jo nærmere hun kom, jo mere blev hendes udtryk skeptisk. Hvad var dog det? Den røde hoppe gjorde parade for enden af det der lignede en sandbunke - men en sort hale var kommet til syne. Langsomt sænkede hun det ædle hoved, og sniffede nysgerrigt til den mørke hale. Ørerne vippede frem og de blå øjne skimmede sandet. Det var jo en hest. Hurtigt hævede hun hovedet igen, og trådte tøvende tilbage. I et kort sekund frygtede hun, at hesten var død, men langsomt kunne hun ane sandets bevægelse. Den var i live, og trak vejret ganske roligt. Forsigtigt fortsatte hoppen om på siden af den begravede hest, og de nysgerrige øjne kiggede indgående på det, der nu var at se. Hoppen stod ved ryggen af hesten, der så ud til at sove, men hun var stadig bekymret, om hesten var såret, eller syg. Langsomt sænkede hun sit hoved, og lod mulen stryge langs hestens hals, og skubbede dermed en stor del af sandet af, for at få et bedre overblik. Hvad hun ikke vidste var, at hesten langsomt var ved at vågne.

Øjnene var gledet i igen, og hvor længe han havde ligget og svævet mellem bevidsthed og bevidstløs vidste ingen. Noget rørte dog hingstens hals, og det føltes næsten som hans moders kærtegn da han havde været lille. Men han var ikke lille. Hans mor var ikke her, var hun? Meget hurtigt slog hingsten øjnene op og gav en advarende lyd fra sig mens han løftede hovedet for at hakke ud efter den fremmede hest i selvforsvar. Alt for ham var i selvforsvar. Han havde jo ingen anelse om hvad det var der skete omkring ham eller om den der havde rørt ham var ude på at gøre ham ondt. Ørerne lå klistret ned i nakken men svimmelheden på grund af tørsten indtraf og hingstens hoved landede i sandet igen mens han spjættede lidt med benene for at komme op. Han måtte dog opgive til at starte med og forblive liggende i sandet forpustet. Det var først da han selv syntes han fik lidt mere kontrol over sin egen krop at han fik rejst sig. Han rystede dog ikke sandet af. Det generede ham som sådan ikke. han var vel vant til det nu.

De blå øjne søgte den fremmede som han havde hugget ud efter til at starte med, men gjorde ikke andet. En hoppe - HAH! Hvad skulle hun også kunne gøre ham. Vel egentlig en hel del så længe han var så sulten og tørstig. Hans hals føltes helt ru indvendigt og han var ikke sikker på hans stemme overhovedet ville virke uden først at være blevet 'smurt' lidt. Da han slog et svirp med halen fløj det ud til siderne med sandkorn, og halen føltes helt tung på grund af sandet. Han tog et par vaklende skridt fremad. Det gjorde ondt i hele kroppen på ham, men højst sandsynligt fordi han havde brugt en masse muskler han ikke var vant til. Han havde kæmpet for sit liv.

Det gibbede straks i hende, da hesten gav en advarende lyd fra sig. Uden megen tøven trak hun sit hovede til sig, bakkede hastigt væk og brugte de stærkere bagben for at springe til side, så der var nok med afstand til hesten, der kæmpede udmattet for at komme på benene. Hun lagde an til parade små to meter væk fra hesten, og betragtede ham tålmodigt, som han kom op at stå. Svagt vippede hun de fløjlsbløde ører tilbage, ikke fjendtligt, men mere en anelse bekymret. Hendes egne blå øjne betragtede ham vurderende. Jaså... En hingst af fin opbygning. Selvom hele hans pels var dækket af de lune sandkorn, så var det nu tydeligt, hvilke farver og aftegn hans krop var prydet med. Hans mørke man stod i pæn kontrast til den mere roligt tonede krop. Hun kunne ikke undgå at sætte et skævt smil på sin varme mule, som hun betragtede ham. Sikke en stakkel, men humoren i situationen var svær for hende at slippe af med. Hun tog det dog i sig, og rettede sig en smule op, stadig med de krystalblå øjne, hvilende på den sandfarvede hingst. Efter at han havde stabiliseret sig selv, og taget et par skridt, blev hendes udtryk en anelse mere mildt. Overvejende forsøgte hun sig, ved forsigtigt at lade sit ædle hoved strække frem, og lod et prust forlade hendes mule.

Han så ud til at være i smerte, og hun kunne relatere til en vis grænse - for han så ud til at have det en del værre end hun havde haft det. En tanke slog ned i hende - hun kunne forsøge at finde tilbage til oasen, selvfølgelig med lidt held - og bringe ham med, hvis ikke hendes spor for længst ville være dækket af det flygtige sand. Men sikkerhed skulle først, selvom han lignede en der desperat kunne bruge noget vand, da hans øjne virkede blanke og hans pels virkede udtørret - skeptisk vippede hun det ene øre frem, og tippede det velbyggede hovede en anelse til siden, imens hun afventede hans reaktion. Hvem han var, ville være det vigtigste at finde ud af først. For han så ikke direkte døende ud. Det kunne nemlig vente.

Den sorte pandelok gled ned over hans øjne og næseryg igen før vinden greb fat i den og flyttede den. Den hvirvlede rundt i alt hans hår. Både halen og manen og pandelokken lod til at være klistret ind i sand og fyldt med knuder. Han lignede slet ikke sig selv. Det var sjældent man så ham så beskidt. Han slap en lille tør brummen fra sig og endte med alligevel at hoste. "Vand" mumlede han så. "Vand" gentog han igen, for så måtte hun i hvert fald fatte hans spørgsmål. Havde hun set vand? Vand han kunne drikke og ikke det de var omringet af som var fyldt med salt. Det smagte ikke særlig godt og det kunne vel heller ikke være særlig sundt.

Han kunne ikke engang koncentrere sig ordentligt om at fokusere på hoppen. Han havde ikke opfanget så meget andet end at hun var rød og hun var hoppe. Alt andet var lige nu ikke noget han kunne koncentrere sig om. Som sådan var Atlas ikke kraftig, men han var heller ikke spinkel af bytning. Han var ikke tynd som en araber men heller ikke kraftig som en shire. Han var rimelig almindelig, men godt sat sammen. Alt passede sammen.

Ørerne lå ikke længere presset ned i nakken for så længe hun holdt mulen for sig selv og ikke rørte ham, så havde han heller ingen grund til at gøre skade på hende. Endnu. . . Hans blik gled rundt, men han kunne ikke se så meget andet end sand. Det eneste han vel egentlig kunne gøre nu, var at følge hoppen og håbe på hun vidste hvordan han kom væk. Hvor han kunne finde mad og vand.

Hingsten ytrede endeligt ord, og Constance opfangede hurtig hans ord, og bestemte sig straks for at handle. Begge ører var nu vippet fremad, og hendes udtryk var blevet alvorligt, og hendes blik var blevet bestemt. Det var nu klart, og hun var fastbesluttet på, at finde tilbage til vandkilden. Det var tydeligt for hende, at hingsten havde brug for akut hjælp, ellers måtte udfaldet være, at han ville falde sammen af udmattelse og til sidst.. dø af tørst. Et scenario, som ingen af dem ønskede. Ingen tvivl om at han virkede hårdhudet og som en selvstændig sjæl, men man skulle være forsigtig med at overvurdere andre, og ikke mindst sig selv. Constance skridtede da imod ham, men med sit blik rettet imod horisonten, så hun skridtede netop forbi ham. Der var ingen tid at spilde, hvis de skulle nå frem inden det ville blive mørkt, og det for alvor ville blive koldt. De ville ikke kunne fortsætte i den kulde, og han ville ikke overleve natten. Hendes røde hale slog en enkelt gang, af anspændthed, for der var bestemt blevet lagt pres på hende, men det var hendes egen skyld og nu hendes eget ansvar. Hvis hun selv blev herude meget længere, ville hun ende ligesom ham. Den roanrøde gjorde halvt parade og lod hovedet vende sig tilbage imod hingsten. 

"Følg med mig." - Lød hendes bløde, men alvorligt tonede stemme. Hendes krystalblå øjne søgte hans, men de virkede omtågede, og igen, for en kort stund så virkede hun bekymret. Der var et godt stykke, og det var slet ikke sikkert at de ville finde det, så der var ingen tid at spilde. Constance skridtede endnu engang fremad i et velholdt tempo, så hun var sikker på, at den sandfarvede hingst kunne følge med. Han havde vel ikke andre valg, om han brød sig om det eller ej. Han var stadig en sjæl, der havde brug for frelse. 

Det ideelle måtte være at finde oasen, så de begge atter ville kunne komme ovenpå igen, og samle kræfter nok til at kunne komme videre. Det var ihvertfald for Constances tilfælde, der havde indset at denne ø, ikke indeholdt andet end endeløs ørken. Det kunne hun ikke bruge til noget, og for nu havde hun fået nok eventyr for en sæson. Hun ønskede inderligt at komme tilbage til den sikre grund på den største ø, hvor der fandtes frodigt grønt græs, og vand under det kølige snedække. Hendes tanker var blevet hevet væk fra realiteten, men blev atter revet væk fra de drømmende tanker, og blev hurtigt placeret i nuet, da et ordentligt vindpust trak en masse sandkorn med sig. De havde travlt.

Atlas trak hovedet op og en smule bagover da hoppen kom nærmere ham og ørerne blev igen klasket ned i nakken da hun kom en smule for tæt på. Efterhånden som afstanden igen blev større slækkede han lidt på det og langsomt opførte dig sig almindeligt igen. Han svarede ikke hendes ord, men gjorde bare som hun sagde. Normalt brød han sig ikke om at tage imod ordrer fra andre og da slet ikke hopper, men lige nu havde han trods alt intet andet valg, med mindre han ville ende som et kadaver og efterfølgende et nedgravet skelet med resterne af hvad der engang havde været en hingst. Et sørgeligt syn det ville være.

Hvor de to heste var på vej hen vidste Atlas ikke, og inderst inde var han også fuldkommen ligeglad. Så længe der bare var vand. Vand var det vigtigste og mad kom i anden række. Han havde håbet på det ville være der, men han kunne ikke være helt sikker. Ikke på en ø der virkede så øde.

Vinden kom ind fra alle retninger, dog var den kraftigst der hvor vandet var. Der var intet til at give dem læ, og den havde trods alt rejst over hele havet og var kun blevet stærkere den vej igennem. Jo længere den rejste over land jo svagere kunne den blive, men det føltes bestemt ikke sådan. Den trak tilmed sandkorn med sig og Atlas missede med øjnene fra tid til anden for at undgå at det skulle gøre ondt.

Da et ordentligt vindpust kom, var det nok til at sende den afkræftede atlas i knæ. Han kunne intet se på grund af sand og balancen var måske heller ikke det bedste. Han ville dog helst ikke lade nogen se hvor skidt det egentlig stod til, for det ville være en svaghed som nogen kunne udnytte. Og det kunne komme til at koste ham dyrt - den slags vidste han. Med det ene knæ nede i sandet og det andet stadig stående men bøjet, trak han sig selv op igen. Op så han kunne vandre videre, men det havde kostet ham nogle meter, og han måtte indhente dem. han satte farten en lille smule op - pressede sig selv videre fremad, og måske kunne han få hende til at sætte tempoet en smule op også. Han havde brug for at tænke på noget andet end tørsten.

Den røde hoppe måtte af og til stoppe op, for at stå imod den tiltagende vind. Hun lod sin hoved bøje, så pandelokken kunne hjælpe med at afværge de stride sandkorn, der ville blive en pinsel, hvis de fandt deres vej til deres blå øjne. Man og hale stod i et virvar, hver gang vinden drog ind fra havsiden og bragte den salte smag med sig. Det var samtidig en svær at opgave for hoppen at navigere, men hun havde gjort det lettere for sig selv, da hun vidste at hun altid havde fulgt kystlinjen, og det bare var et spørgsmål om tid, inden de skulle dreje til venstre, og søge over klitterne, for at finde hvad de søgte.

Da en ekstra kraftig vind tog fat, måtte Constance placere alle fire ben stabilt i sandet, og atter bukke hovedet ned, og lukke øjnene i. Da hun var klar til at fortsætte, lod hun sig kort kaste et blik bagud, efter hingsten, for at sikre sig, at han stadig var med. Den sandfarvede hingst var blevet tvunget i knæ, men hun blev vidne til den styrke han bar, da han fik kæmpet sig op og fremad igen - han ejede beslutsomhed der var værd at rose. Hun ventede på at han var nået halvt frem til hende, inden hun fortsatte frem i skridt. Der gik ikke længe, og vinden slap sit hårde tag. Fra siden kunne hun pludseligt ane hingsten der virkede opsat på at sætte farten op, så hun hævede tempoet og fulgte hans takt. 

Tiden var svær at bestemme i dette virvar, men eftersom de nåede længere og længere, ramte hoppens blik endelig hvad hun havde søgt. Hun stoppede op, uden varsel, og vendte de blå øjne imod hingsten. Constance gjorde tegn, ved svagt at kaste hendes hoved til side, imod venstre. Det var tid til at vende ind mod klitterne, og deres læ. For hvis hun ikke skulle tage helt fejl, så ville de bag den første sandklit, møde den lille oase, hvor der ville være nok vand til dem begge.

Det var ikke meget Atlas kunne se, men han gik ud fra de bare skulle gå fremad. Han kunne stadig fornemme hvor hoppen var, når han af og til missede med øjnene for lige at vove sig til et lille kig. Da hoppen stoppede op ramte Atlas hende med irritation. Det var bestemt ikke meningen. Hun stoppede jo sådan set også bare op uden nogen som helst advarsel. Han snappede ud efter hendes bagpart bare for lige at markere at et ikke var noget hun skulle gøre igen. Han forstod hendes kast med hovedet, men det tog ham lidt tid at få vendt kroppen rundt fordi den gjorde ondt. Og ikke nok med det, så gik det en smule opad. Han kunne godt fornemme hvad for en tur det ville blive. Han begyndte dog at fortsætte mod venstre, igen med øjnene lukkede og kun lige engang imellem så missende frem for sig. Hvor hoppen blev af havde han ikke længere styr på.

Det tog noget tid for ham, men da han langt om længe var oppe af den første sandbakke gjaldt det om ikke at skvatte ned. Derfor tog han et skridt af gangen og ventede på han var færdig med at glide før han tog det næste. Da han var tilpas langt nok nede af bakken var det som om der var en smule mere læ, og han missede igen med øjnene for at se hvad der gemte sig længere fremme.

Begge ører blev rettet fremad ved synet. Vand! Der var vand! Vaklende skyndte Atlas sig videre fremad mod vandet. Han skvattede næsten over sine egene ben men ignorerede det. Da han langt om længe nåede til vandet stoppede han ikke op ved kanten men fortsatte ud i det indtil benene gav efter igen og han ramte vandet og bunden med et plask. Han havde dog mere travlt med at lappe så meget vand i sig som overhovedet muligt, end at rejse sig op igen. Det kunne vente! Han måtte dog stoppe engang imellem for lige at få vejret, og han smaskede for at mærke munden blive mindre tør, før han igen lod mulen søge det kolde vand.

Hans markering fik hende til at lægge de bløde ører ned, og et svagt fnys forlod hendes mule i protest. Mere gad hun dog ikke lægge i det, for han havde al ret til at gøre det, så hun fandt sig i hans opførsel, der ikke var unaturlig for nogen anden hingst. Hun havde jo ikke advaret ham, om hendes pludselige parade, så det var ikke noget hun ville gøre yderligere ved. Det kunne dog være ligemeget, men det fik hende i det mindste til at øge farten, idet de begge kæmpede sig op ad sandbanken. Det krævede gode muskler, og med lidt tid og besvær var de begge nået op på toppen. Nu handlede det om at komme ned igen. De havde begge samme taktik, med at tage et skridt af gangen, og så vente til man var færdig med at glide. Det krævede god balance og styrke i forbenene, for ikke at snuble. Den sidste meter satte hoppen af med de stærke bagben og landede på en tør, hård jord, der grænsede op til det klare ferskvand, som lå i den lille 'gryde'. Der gik ikke mere end to sekunder før hingsten kom farende direkte hen og videre ud i vandet. Constance gjorde parade, og kunne med et lettelsens suk, stå og betragte hingsten der endelig fik opfyldt sit mest krævende behov. Og hun kunne gøre det hele med et smil om den bløde mule.

Hun lod ham indtage så meget vand som han nu kunne, og efter lidt tid skridtede hun roligt imod vandkanten, og lod selv sit behov blive stillet, ved at sænke sit ædle hoved og lade sin mule bryde vandoverfladen. Åh, følelsen af det kolde, klare vand, som strømmede ned igennem halsen var prisløs i det øjeblik. Hun hævede da sit blik og lod det fængsle på hingsten, der så umådelig lykkelig ud. Vandet var som en rigdom, og det var vel naturen, der gav en lektion om, at man burde værdsætte tingene lidt mere. Vand var der nok at hente af på Leventera, af hvad Constance vidste. Her, var det en mangelvare, som ofte måtte være eftersøgt. Hendes krop fyldtes nu med ro, og hun tillod sig at ryste det resterende sand fra den rødelige pels, inden hun lod sit hoved gnubbe imod sit venstre forben, og nappede derefter forsigtigt omkring knæet - ih, sandet havde sat sig godt, så det var begyndt at klø.

Efter lidt tid var tørsten blevet slukket, og Constance vendte væk fra vandet, som denne gang havde frelst hende for anden gang. Endnu en problematik opstod i hendes sind. Hendes næste ærinde var at finde tilbage, til hvor hun kom fra. Men nu, var mørket langsomt ved at indtage den i forvejen grå himmel. Hoppen befandt sig i en problematisk tankestrøm for sig selv, og forsøgte at planlægge sine næste dage, hvis alt ville gå vel.

Først efter lang tid, da Atlas følte han havde fået nok at drikke, rejste hans sig op. Det var trods alt for koldt at ligge derude hele tiden. Han fik sig dog slæbt op på land igen, med en alt for tung hale. Dog var de meste af sandet skyllet af ham nu, og han havde fået. . . Nej..... ikke helt. Han vendte rundt for endnu en gang at stikke mulen ned til vandet for at drikke videre. Det var som om han blev tørstig igen hver gang han ville gå igen. Efter et par gange hvor han havde vendt rundt fik han dog trukket sig selv væk fra vandet, men ikke ret langt før benene under ham gav efter igen og fik ham til at synke sammen. Han rejste sig heller ikke op denne gang. Han var øm i hele kroppen, og det ville heller ikke nytte noget at prøve på at tage nogen steder hen nu. Det var trods alt blevet mørkere og det ville stadig blive mørkere - og koldere.

Der gik noget tid før hingsten begyndte at vise tegn på det. Han frøs. Han begyndte at dirre og ryste af at prøve på at holde varmen. Hans åndedræt viste sig i form af en hvid damp - men i det mindste var det ikke lige så koldt som på den træbeklædte ø, hvor han havde været nødt til næsten at holde sig i konstant bevægelse. Det følte han dog ikke for nu.

De blå øjne gled mod hoppen, iagttagende og observerende denne gang. Det var godt nok ikke meget mere han kunne se af hende i mørket, men han gjorde da et forsøg. Han kunne bedre fornemme hendes bygning og dermed også konstatere hvilken slags hun var - hvor hun måske kom fra - i hvert fald hvilken slags terræn hun tilhørte. Hun var den første han havde mødt på denne ø, faktisk i et godt stykke tid, og han håbede da på hun kunne besvare nogle af hans spørgsmål. Dog sagde han stadig intet, men nøjedes med at ligge og betragte hende.

Mørket havde nu opslugt Zenobia. Temperaturen var dykket, og himlen var overskyet. Et held, for ellers ville det være meget, meget koldere. Derimod var der næsten bælgmørkt, da månens blålige lys havde absolut ingen chance for at bryde igennem det tætte skydække. Den kølige vind havde dog ikke taget sin afsked, og optrådte af og til, som en falsk og ensom ulvs hylen i det fjerne. Sådan forestillede hun sig det. For begge var de lige farlige og en trussel, som hun havde lært fra sine helt unge dage. Altid vær på vagt, og læs dine omgivelser - så skal du overleve. Den fine grænse mellem at overleve og at trives var svær at balancere på. Det kunne svinge drastisk, fra hvem man var, hvor man var, og hvad man brugte sine muligheder til.

I dette mørke var det dog stadig muligt for de to heste at kunne ane hinandens omrids, og jo tættere de kom, jo mere tydelige ville deres detaljer blive. Men nu stod hoppen af de to sjæle med de helt klare, krystalblå øjne, der så tydeligt stod ud fra den røde pels, vendt imod himlen, der syntes mørk og grusom. Hvis man så godt efter, kunne man se hendes muskler skælve svagt under hendes bløde skind. For hun frøs skam også, og for hvert minut der gik, skiftede hun vægten på hendes fire ben, for ikke at få helt stive led, og samtidig for at holde sig selv i gang. Det var ikke kun en fysisk kamp, men det var samtidig hårdt psykisk. For hun var træt... hun var træt i sin krop og sit hoved, og hendes øjenlåg var tunge som sten, og hendes mave føltes som ét stort, tomt hul. Natten ville blive lang og smertefuld. En konstatering der trak hende helt ned, hvor hun knapt kunne bunde - men tanken om det friske grønne græs, og sommerens varme var kun en drøm borte.

Efter en stund, da det var tid til at skifte vægten igen, sænkede hun istedet blikket imod jorden, og skridtede fremad i sandet. Hele tiden kunne hun mærke hingstens tilstedeværelse, og ane ham i øjenkrogen. Det gav hende en følelse af tryghed, at hun ikke var alene. Hun standsede ved vandkanten, for at tage en sidste slurk, og lod sit hoved sænke. Men hun rørte ikke overfladen. En skælven overtog hendes krop, og hun måtte ryste sig, for at lade den passere. Benene dirrede svagt da en kølig brise gled ned fra sandklittens top, og strøg sig ned i den lille 'gryde'. Hun måtte bide tænderne sammen, for ikke at ømme sig. Kulden var ved at blive smertefuld. Uden at få taget sin slurk, hævede hun istedet modsættende hovedet, vendte sig bort, og skridtede tilbage til hendes oprindelige hvilested igen. Denne gang lod hun kort sit blik strejfe hingsten, der hvilede i sandet, og deres øjne mødtes i et kort sekund - hun lod da et kort brum forlade hende. En lille ting, der ville forsikre hende, at han var okay.

Kulden var næsten uudholdelig. Den gik gennem marv og ben på den dunfarvede hingst. Han ville gøre næsten hvad som helst for varme lige nu. Hvad som helst. Han havde lukket øjnene, men han sov ikke. Han gjorde bare hvad han kunne for at undgå sandet. Et kort øjeblik overvejede han endda at rejse sig op for at søge nærmere hoppen, for de kunne måske holde hinanden varme. Men nej. Hans ben var trætte og stive. Hans krop var øm efter hans svømmetur mellem øerne der nær var endt katastrofalt for ham. Lige nu skulle han bare hvile.

Sandet blæste af og til nærmere ham og det varmede også når bunken af sand var blæst op langs hans ryg og omkring hans ben. Godt nok gav det ikke meget, men det gav lidt. Og sandet der havde klistret sig til hans våde pels dannede også et lag af beskyttelse. Det ene øre blev rettet mod hoppen da hun gav lyd fra sig. og han løftede hovedet for at se mod hende. Han svarede hende ikke lige med det samme, for han skulle lige tænke godt og grundigt først. Han gav dog en lille hæs brummen fra sig som svar på hendes. Han var i live, men han frøs. Han frøs meget.

Et lille halvkaldende vrinsk slap fra ham, da han langt om længe besluttede sig for at hun godt måtte komme nærmere. De kunne trods alt ligge nede ved jorden hvor vinden ikke ramte lige så kraftigt, og hvor de kunne holde hinanden varme.

Hans brum var en bekræftelse om, at han klarede den. At han stadig var ved bevidsthed, og i stand til at kommunikere... og at han gad at kommunikere. Nu var ikke et tidspunkt at lukke andre ude på, når vejret var så modbydeligt. Den roanrøde hoppe mimrede svagt på den lune mule, hvis åndedræt var blevet tydeligt i kulden. Hun spidsede da sine ører, da et svagt vrinsk kom fra den sandfarvede hingst, og hun vendte sit hoved imod ham. Langsomt sænkede hun hovedet ned imod sandet, imens hun lod begge sine ører vippe ud til siden. Roligt snuste hun forsikrende til de små sandkorn - hendes adfærd var et svagt tegn på underkastelse - lighed. Det skulle gøres, inden hun med forsigtige skridt, nærmede sig hingsten, men skridtede istedet om på hans modsatte side. Hendes krop længtes efter at komme ned og ligge, og benene dirrede stadig fra kulden, hver gang hun stod stille.

For stadig at give hingsten sin plads, men den nødvendige kropsvarme, stoppede hun op bag ham, og lod forbenene knække sammen, indtil hun til sidst lå helt ned i det kølige sand - ryg mod ryg, og hun kunne allerede mærke den dejlige varme fra hingsten. Det var vel et kompromis at hun lagde sig sådan - begge havde de deres plads, og samtidig fik de god nytte af hinanden. Constance gabte en enkelt gang, og vippede svagt ørerne tilbage, inden hun lod sit hoved lægge sig i sandet, med benene klappet sammen, ind imod hendes bug, for at holde på så meget varme som muligt. Svagt kunne hun mærke hvordan hingstens åndedrag var roligere, og Constance overgav sig langsomt til søvnens overtalende trance.

Men hun ville aldrig kunne sove ordentligt i denne kulde. Hvert 10. minut gik der en svag skælven igennem hende, og gentagne gange måtte hun bide tænderne sammen. Det var frustrerende ikke at kunne sove fuldstændigt, men hun fik da skiftevis nogle minutters søvn. Vinden hylede og drev sandet over dem, som et tæppe der langsomt forsøgte at sluge dem helt.

Atlas havde ikke fået varmen endnu. Han frøs stadig. Irriteret klaskede han ørerne ned i nakken da hoppen smed sig ved siden af ham, ved hans ryg. Han hakkede dog ikke ud efter hende denne gang, for han havde jo selv givet hende lov til at komme nærmere. Hun måtte bare godt være en smule mere lydløs og en smule mere usynlig. Det var trods alt kun på grund af varmen hun havde lov til at være i nærheden af ham. Benene havde han trukket op under sig for at holde dem varme også. Det ville blive et helvede når solen igen en gang stod op og han skulle vandre øen rundt for at finde mad. Han var sulten. Meget sulten. Så sulten han var lige ved at kunne spise sig selv - men det ville jo være dumt. Ulækkert og dumt. Han skævede over mod hoppen et øjeblik, vurderende, før han åbnede munden. "Hvor kan jeg finde mad?" spurgte han så. Stadig med en lidt ru stemme på grund af de mange dage med tørst. Det fik dog kun hans stemme til at virke mere maskulin end den i forvejen var, og det kunne han bestemt ikke klage over. Hans stemme var som sådan ikke dyb, men den var heller ikke lys. Den var lige tilpas - men mere maskulin end middel. "Hvad kaldes dette sted?" spurgte han efterfølgende. Det lignede ikke noget han nogensinde havde set før. Det var fremmed for ham. Meget fremmed. Men fremmed gjorde ham heller ikke noget så længe det ikke betød hans død. Han havde trods alt ikke tilhørt et sted længe. Ikke siden. . . Ved de tanker lod han igen ørerne tippe bagud. Han hadede hans halvbror for at have jagtet ham ud af flokken, men han havde trods alt ikke vidst bedre dengang. Samtidig burde han nok også takke sin halvbror for at have givet ham skubbet ud i det eventyr man kalder livet.