Game of life [Constance]

Lys, lyde, kulde, varme, smerte.

En god omgang følelser eller sanser, der på mindre end et sekund smadrede ned over den mørke hoppe. Hamrede på det bedøvede sinds vægge, og bad hende om at vågne op. Jah, næsten tvang hende til at løfte hovedet fra dets underlige position det var landet i. En underlig prikken svirrede omkring bagbenene - som sov de, imens at gysninger gled op af den langsomt vågne krop. Underlaget var koldt og hårdt, og lyde af en ensom ravn var til at høre længere væk. Hvor var hun? 

Med et anstrengende støn løftede hun det tunge hoved en anelse, imens en rislende følelse gled ned af ryggen. En solid omgang sne faldt ned til alle sider, da den stribede krop ligeså begyndte at røre på sig. Hun var dækket af sne? Missende prøvede hun at åbne de gyldne øjne, men det hvide lys fik dem hastigt lukket igen, da det skar frygteligt. Hvad var der sket? 

Det var en tung følelse der havde lagt sig over kroppen, og der gik flere minutter for at Regina tog sig sammen til at lægge benene til rette. Og yderligere 5 før at hun gjorde et forsøg på at rejse sig. Men da hun endelig kom op, begyndte hun så småt at betragte det sneklædte landskab omkring hende. En skov.. Et kort fnys kom fra hende, inden at hun med små trippende bevægelser begyndte at trave omkring i den mindre lysning hun befandt sig i. Til dels for at se sig omkring, men mest for at få varme tilbage i de lange ben. 

Og som hoppen travede, begyndte sindet at vandre. Hun var nået så forvirret, og helt igennem blank for hvvordan hun egentlig var endt her.. Og lige nu, var det kun fordi instinkter havde distanceret hende fra følelsen af panik, at hun ikke panisk farede omkring i det hvide område. Nej, det gjaldt først om at få liv i den kolde krop igen.

Sneen, der lå tungt og tykt på den lille træbeklædte ø, var en kæmpe lyskilde, der tog imod solens stråler og reflekterede dem, så man ofte måtte glippe med øjnene fra det skarpe lys. Selvom vinteren havde overtaget landet, så var der alligevel liv i alle kanter af de store skove. Harer, ræve, og dådyr sprang ubesværet omkring i det brede landskab. Det var en fryd for øjet, men en byrde for kroppen, der skulle kæmpe for at holde fedtdepoterne ved lige, og ikke mindst sørge for at varmen ikke forsvandt. Derfor var det vigtigt at holde sig i gang, når muligheden var der. Den roanrøde hoppe arbejdede sig henover sneen med høje løft med de lange ben, for at komme så ubesværet igennem den tykke puddersne. Man og hale svævede ganske roligt efter hende, og vinden var på denne dag rolig og uforstyrrende. Det var en god dag, i forhold til dem, som hun allerede havde lagt bag sig. Åndedrættet var tungt, da det krævede mange kræfter for at komme igennem det værste lag af sne, men med det samme hun ramte en nedtrådt sti, kunne hun øge farten, og sænke sine løft. Hoppen travede livligt afsted, og fuglte stien, som slangede sig imellem de store stammer. Pludselig strejfede en fremmed duft hendes næsebor, og hun lod de krystalblå øjne spejde ind imellem træerne. Forsigtigt sænkede hun hendes tempo, inden hun besluttede sig for at dreje af, og bevæge sig længere ind - hun havde fået øje på noget bevægelse. Nysgerrigheden var svær at overkomme, men hun var sikker på, at det måtte være en hest, så der var ingen grund til panik - endnu.

Som hun nærmede sig, besluttede hun sig for at melde sin ankomst - et frisk vrinsk gjaldede fra hendes strube, ind imellem de mange træer, og skulle gerne kunne nå den fremmede, inden hun selv gjorde.

Den rytmiske traven fik snart skudt varme op i de lange ben igen. Varmen bredte sig langsomt længere op til kroppen, indtil en behagelig temperatur havde fyldt hver en celle hun bestod af. Den vækkede den før så sløve hjerne op, og fik det gyldne blik til at fokusere mere og mere på omgivelserne omkring hende. Sneen, skoven, træerne stod mere klart i det hvide lys. Den friske duft af den slumrende skov listede sig også ind i hoppens næsebor. Også små lyde af de endnu vågne dyr puslede også i baggrunden. Det var alt i alt, et tegn på liv. Både i hoppen, men også af landet.
Kort efter sænkede hoppen sin trav til skridt, enden at hun til sidst stoppede helt op. Små skyer af varme steg fra næseborene, idet at hun med en forsigtig nysgerrighed hævede hovedet en anelse. De krogede grene straktes i skarp kontrast imod den lyse himmel, og fik hende til at undre sig over det sted hun var endt. For himmelen så ikke videre fremmed ud, selvom landskabet talte anderledes.

Et frisk vrinsk fik hende til at dreje hovedet med et ryk. Hvad var nu det? Nysgerrig og undrende over den fremmede tone, svarede hun kort efter med sit eget lyse og hilsende. Dog en anelse hæst og groogy efter hendes blackout. De bløde ører vippedes kort frem, inden at hun med et fnys trippede kroppen til siden, så hun stod med front imod lyden. Afventende, efter at se hvilken skabning det var. For lyden havde været hende bekendt - det var en hest. Men hvilken slags.. for var hun virkelig et helt andet sted?