Searching the woods | Taia

Solen viste sine første stråler i flere dage. Dog føltes det ikke som en glæde, for den skimlede hingst, men mere som en hån. Solens stråler oplyste alt, og mest af alt, oplyste den manglen på den ene hoppe, han havde søgt efter i flere dage. Han havde ikke fundet hende, hverken i live eller død, og det nagede ham så meget, at han efterhånden var på nippet til at opgive. Hans indre beslutsomhed drev dog endnu hans krop frem, nærmest som en slave, i deres søgen. Han havde været det meste af Leventera rundt, den ø, hvor han vidste der var en flok. Måske hun havde søgt et fællesskab for at pleje sine sår, men der havde ikke været noget syn af hende. Enophis havde han også været på, men han havde ingen tegn fundet der.
Hans hove stod nu på øen Chibale. Han stod i udkanten af den skov, som han var vandret ud af, da hans hjerte havde indset at der var noget galt. En sær fornemmelse havde drevet ham tilbage til det sted, hvor hans søgen for alvor var startet, og med ørerne lagt i nakken, skridtede han nu derind.
Den tyste og let trykkede luft derinde var en anelse ubehagelig og nok for første gang var den skimlede hingst vel en anelse bange. Han huskede tydeligt den pludselige og bidende kulde han havde mødt, sidste gang han havde fulgt disse stier; og han havde bestemt ikke lyst til at opleve dette igen. Noget sagde ham dog, at det var vigtigt at han gik herind. Måske han ville finde netop det han søgte; ja, måske havde han været næsten ved målet allerede inden hans søgen var begyndt? Han håbede i hvert fald på at han ville finde en eller anden form for svar i disse skove. Om ikke andet, ville han da kunne afskrive dem fra hans liste over steder der skulle ledes.
Skridt for skridt bevægede han sig ind i skovens dyb, i hans søgen.

Taia
☽ ° ☾

Noget havde trukket hende tilbage; noget havde ledt hende tilbage over havet. Over bølgerne var hun gået, hvilket var en underlig sensation den første gang hun havde gjort det, men denne gang havde det været næsten... normalt. Ikke at hun ville kalde noget ved hendes nuværende tilstand normalt, men hun var blevet van til det. Ikke at eksistere var blevet hendes eksistens, hvor underligt det end lød. Hun havde været oprevet over det, frustreret og vred, for ikke at sige såret. Nu... nu var hun blot skræmt over hvor normalt det var blevet for hende; hun følte hun var på rette vej, men intet havde ændret sig... indtil videre i hvert fald.

Som altid kom der ingen lyd, som hun trådte afsted langs en af skovens mange stier. Den ledte hende mod øens hjerte, det var der i hvert fald et eller andet der sagde hende. Noget som samtidigt drog hende afsted, drev hende til at vandre stier, hun ellers havde givet op på. Eller rettere den sti, hvor hun selv havde givet op. Hvor hun havde benægtet alt og trukket sig bort. Den sti hvor hun havde sig allermest efterladt, trods hun ikke havde været alene.

Pludseligt standsede hun, frøs på stedet, trods hun ej længere følte kulde eller varme, medmindre hun stod nær nogen. Et stykke længere henne af stien fandtes en skikkelse, hvis vej bragte den nærmere og nærmere hende.
Hun trak sig bort. Hun måtte væk herfra; hun ønskede ikke at føle den samme pine, den samme sorg, som sidst hun havde set ham. Hun ønskede mindst af alt at tage mere fra ham, end hun allerede havde. Og alligevel kunne hun ikke tvinge sig selv bort, for hun ønskede ham samtidigt nær. Hun ønskede at føle hans varme, at se hans smil. Hun ønskede at høre ham stille spørgsmål, som for de fleste andre var flitrende ligegyldige; ,,Hvad siger du, hvis jeg siger ordet ’Stjerne’?” Hun huskede det stadig.

Den grå hingst ville ikke føle nogen ændring før han var gået mange skridt mere, men på et tidspunkt ville det ændre sig. Spheren af kulde ville møde ham på ny, men om han ville hilse den var fuldstændigt op til ham.

☽ ° ☾

[1]

Hvis man betragtede den skimlede Altaïr, og kendte ham, ville man kunne se, at han var tæt på at slukkes. Hans sind have trukket sig så langt ind, at det var på grænsen til at glide over i hans uendelige drømmeland og gå fortabt der. Hvornår det ville ske, kunne han ikke sige, men han havde en fornemmelse af, at han snart ville tabe sig selv til en evig søgen i et land ingen kunne se. Og han havde affundet sig med det.
Hvor utroligt det end lød, så havde han aldrig forestillet sig, at nogen levende sjæl kunne betyde så meget for ham. Altid havde han viet sit liv til sine drømme og den passion han havde for at udforske og dele dem. Han havde vandret som et spøgelse, aldrig haft noget hjem, og aldrig haft nogen han stod nært. Indtil han kom hertil.
Det havde startet så uskyldigt, med den brune hoppe Taia. Så havde den skimlede hingst udforsket hende som person, som han altid gjorde det, når man mødte nye; men han havde fundet noget fantastisk i hende, som havde bosat sig i hans hjerte. Dette fantastiske, hendes sind og personlighed, havde han siden ikke kunnet slippe. Uanset hvor han havde kigget, uanset hvad han havde tænkt, så havde hun været der. Altid i hans underbevidsthed, altid.
Hans drømmeverden var blevet ligestillet med en levende sjæl. I starten havde det faktisk skræmt ham, men frygten var blot en ting der skulle bekæmpes. Og det havde han gjort. Det sjove med frygt var dog bare, at den altid fandt en ny vej ind i det indre hos folk. Og da han havde været på nippet til at miste den hoppe han havde kyttet sig så meget til, var frygten kommet igen, og det var den der nu have overmandet ham. Den havde langsomt slukket ham; for selvom han havde vandret alene før og været tilfreds med det, ville han aldrig kunne gå tilbage til den følelse. Det ville være tomt. Han ville nok komme sig over det ja, men aldrig ville han finde en, som han ville dele sit hidtil ensomme liv med. Derfor var han sikker på, at hans liv måtte ende, når først han havde fundet det han søgte. Det stod ham i hvert fald mere og mere klart, indtil han mødte det igen.. Kulden..

Han have gået et godt stykke ind i skoven, da han mødte den. Den skar nærmest igennem hans hud og ind til hans muskler, og et øjebliks panik drev ham til at slå hovdet tilbage og vige et par meter med et fnys. Og samtidig skreg hans sind, at han skulle gå; men han blev. Da først han havde veget de skridt han nu havde, stoppede han op og gumlede tydeligt. Han fnøs dybt igen, inden han med de dybblå øjne stirrede frem for sig. Der måtte være en mening med at han mødte denne udkendte energi igen. Men hvilken?

,,Hvor er du?..."

Spurget han, nærmest hviskende. Han snakkede med sig selv, det var han godt klar over; men nogen eller noget måtte forsage dette. Og denne gang havde han ikke i sinde at give op, før han havde fået det opklaret.

Taia
☽ ° ☾

Den arrede hoppe stod på stien uden at røre sig det mindste i takt med, at han kom nærmere. Jo nærmere han kom, jo mere ønskede hun at træde bort, at gå væk, for han var ej den hingst, hun huskede. Han havde set trist ud sidst, men dette skar dybere end noget før; han virkede som en, der havde givet op. En der var klar til at opgive den verden, hun desperat kæmpede for at komme tilbage til; han måtte ikke opgive, når hun havde arbejdet så meget. Han måtte ikke give op, nu hvor hun var så tæt på... han måtte ikke forlade den ene verden, de fælles kunne vandre i!
Det skræmte hende hvordan den hingst, den livsglade og livlige sjæl, var svundet ind til dette, men samtidigt var det det, der holdt hende fra at løbe, fra blot at forsvinde og lade sig selv vandrer hvileløst i verdenen mellem verdener, for det kunne hun sagtens. Tiden kunne gå hurtigt, så uden at det føltes som det, så kunne hun sikkert godt få tusinder af år til at gå før hun overhovedet nåede Chibale's kyst. Hans sorg bekræftede hendes lyst til at komme tilbage, uanset hvor underligt det lød; hans sorg betød, at hun var manglet, at hun var ønsket, elsket ligefrem, og hvis ikke det var nok at vende tilbage for, så vidste hun ikke hvad der var...

Grålingen stoppede foran hende, tydeligt berørt af den kulde hun skabte, når hun tog fra andre. Hun prøvede at holde det i skak, prøvede at tøjle det, for hun ønskede ikke at han skulle gå. Hun ønskede at kunne mærke noget... hvad som helst ville være nok, men mest af alt ønskede hun at mærke ham. Hun ønskede at træde fremad og trykke sin mule mod hans, men vidste, at det ikke var muligt. Hun ville blot tilføre ham mere kulde.

"Jeg er lige her," hviskede hun sørgmodigt og med en tone af desperation. Hun kunne føle hans varme brede sig i hende, som den havde gjort når hun havde nærmet sig andre. Og dog var denne stærkere, men om det blot kom fordi hun stod tættere på ham eller om det var noget dybere, kunne hun ej sige.
Den arrede hoppe ønskede intet mindre end at række ud og hæve den grå hingsts hoved mod skyen, at rejse ham mod hans normale jeg, men kunne intet andet gøre, end at stå og se på ham, mens hun ønskede ham nær.

☽ ° ☾

[2]

[4]

Hjertet i hingstens bug pumpede afsted nu. Han stod overfor noget han ikke kunne forklare, noget, som var ham langt mere skræmmende end historier om magi og ondskab. Alt han havde mødt på sin vej, som havde været overnaturligt, havde han kunnet se og høre. Her kunne han kun føle. Ja, han kunne ikke engang lugte noget. Det var som om verden foran ham var uforandret; men der var alligevel noget. For ellers ville denne besynderlige kulde ikke kunne ramme ham.
Hans 4 ben var placeret solidt i jorden, som skulle han forsøge at holde balancen på en tippende planke. Alt imens flakkede hans blik foran ham, fra venstre til højre og tilbage igen. Og sådan stod han nok et minuts tid eller to, før han trak vejret dybt. Den kolde luft føltes underlig i lungerne på ham, og han følte at han ikke kunne holde hans inspiration længe nok. Stakåndet følte han sig nok, men efter blot et sekund var luften varmet op i systemet og føltes mindre skarp.

Hjertet bankede langsommere nu. Han havde lagt bånd på sig selv, fundet en kontrol. Han samlede sine ben en anelse, så hans understøttelsespunkt blev mindre og mere normalt. Og da trådte han fremad. Et øjeblik kunne man ane en mere direkte målrettethed i hans ellers slukkede øjne. Måske skulle han direkte ind i kulden, før den som fremmanede den ville komme til syne. Måske var det en usynlig barriere der krævede kontakt, før den ville vise dens ejermand. Måske krævede den energi? Varme? I hvert fald var han trådt frem nu, og da han blev mødt med den bidende kulde, spændte hele hans krop op. Denne gang veg han dog ikke, men lagde sine ører ned i ubehag. Derpå kaldte han nu igen, et hingstet vinsk sendt ud i intetheden.

Taia
☽ ° ☾

Hvordan det skete, vidste hun ej, men i det øjeblik den grå hingst trådte fremad, det øjeblik hvor han gik imod det, som ellers fortalte hele hans væsen, at han skulle forsvinde, ændrede noget sig. Tiden syntes at gå i stå for den arrede hoppe, mens hendes sind prøvede at forstå, det der skete. Hun mærkede sit hjerte slå; svagt, men ikke desto mindre slog det. Hun mærkede den velkende, men ofte ignorerede sensation af at trække vejret. Hun mærkede sneen under sine hove og vinden gennem sin pels. Hun mærkede alt der var omkring sig, sansede og følte sin egen eksistens igen. Det ville kun være et utydeligt øjeblik for ham, men for hende var længere tid. Tid hvor håb nåede at spring frem, trods hun ikke helt forstod det hele. Levede hun igen? Hendes stemme skulle til at bryde stilheden mellem dem, men nåede ej så langt, før det hele brast.

Det taget fra hende, så hurtigt som det var blevet givet. Hjerteslagene døde hen. Følelsen forsvandt og intetheden vendte i stedet tilbage. Desperat sendte hun alt hvad hun havde ud efter fornemmelsen, forsøgte at fange den, men fandt ingenting udover tomrummet i den verden, hvor hun vandrede. Hendes sind prøvede alt hvad det kunne på at finde fornemmelsen, på at hive den tilbage.
"Nej... Nej, det er ikke.... nej...!" Hendes ord kom uregelmæssigt. Orctics kunne ikke lege sådan med hende... det var ikke fair... han kunne ikke...!
Den arrede hoppe ignorerede næsten Grålingen i sit forsøg på at vende tilbage. Hun nåede at få et glimt af ham, nåede at forstå, at han havde set et glimt af hende, inden hun tillagde alt hun havde i at vende tilbage. I desperation vendte hun alt indaf, søgte efter det hun havde følt før. Hun søgte i mørke afkroge og lyse sale, under tunge minder og ophøjede følelser. Først til sidst, gemt bort et sted hun end ikke viste eksisterede, fandt hun det hun søgte. Følelsen.. fornemmelsen.

Som det glimt han havde set før tonede en hun frem, men ej som han huskede hende. Hvor ar før havde prydet hende var de rnu blot en intethed, en mangel på eksistens, mens resten af hende bar sneens hvide farve. Ikke desto mindre var det dog hende, ingen kunne benægte det, og hvis han ikke var overbevidst ved det, måtte han blive det, det øjeblik hun slog øjnene op.

☽ ° ☾

[3]

[5]

Hvordan det var muligt, kunne den skimlede hingst ikke begribe. Men da han var trådt frem for at møde kulden og lede efter den, som måtte skabe den, så han et syn, som han ikke kunne tro på var rigtigt. Foran ham, blot et øjeblik, så han hende. Men det var ikke rigtig hende. Det var som en lys skygge han så, en gennemsigtig tågelignende Taia, som brød frem foran hans blik. Han stivede og spærrede sine øjne op; og i det øjeblik var han helt sikker på, at han havde nået bunden. Hans sind var faktisk gledet fra ham og ind i drømmeverdenen; og den bevidsthed han endnu havde tilbage måtte have taget skade af manglen på helheden. Det kunne ikke passe jo. Han hev hovedet tilbage igen og veg flere skridt, som første gang han havde mødt kulden.

Han stoppede først sin krop efter flere forsøg på at lukke sine øjne og åbne dem igen, med en forventning om at gense den 'spøgelseslignende' eksistens han havde set. Endnu havde tanken slet ikke strejfet ham, at det faktisk kunne være et spøgelse han havde mødt. Og ikke blot et tilfældigt spøgelse - men spøgelset fra den hoppe han elskede. Den hoppe han ledte efter og den hoppe han var vis om var død.
Da intet skete, begyndte han at gumle næsten underkastende. Han begyndte tilmed at væve, stå og rykke sin krop fra side til side, imens han i næsten panisk tilstand overvejede hvad han skulle gøre. Det kunne ikke være virkeligt. Det kunne det ikke! Men hvad nu hvis det var?

Altaïr var jo en hingst, der havde en langt større fantasi end normalen. Han troede på ting ingen andre gjorde og vidste, at hvis blot sindet var åbent for det, var det muligt. Nu stod han faktisk selv og lukkede af for en mulighed, som hans sind måske var for skræmt til at ville tage imod. Det var dog imod så mange af hans præmisser, at han faktisk næsten blev vred på sig selv. Havde han nu ødelagt muligheden for ham selv? Hvis nu den brogede hoppe var blevet et spøgelse, havde han så lige spildt hans måske sidste chance for at se hende igen, selvom det ikke rigtig var hende? Han fnøs sagte, inden han så frem for sig igen, der hvor hun et øjeblik forinden havde været. Derpå hørtes hans stemme i et næsten bedende toneleje. Det smertede ham så meget og samtidig var han så forvirret og plaget af sorg, at han ikke helt kunne finde rundt i sit eget sind længere.

,,Kom tilbage.. Jeg beder dig.. Kom tilbage"

Taia
☽ ° ☾

Vrede vældede op i den døde hoppe; ikke vrede mod hingsten foran hende eller verden omkring dem, men vrede mod den, som legede rundt med dem. Om det var Orctics eller Den Vise kunne hun ej sige, for begge bar evnerne til det, såvidt hun vidste. En af dem måtte det i hvert fald være, for ingen skulle vandre som hende og så få fristes så grumt, som hun gjorde nu. Hun havde fundet vejen tilbage, mente hun i hvert fald, men hvorfor skulle de bygge broer for hende til hendes mål, for så blot at hive dem ned foran hende, såsnart hun satte en hov på dem? Hvad var ideen ved at pine dem begge som dette? Hvorfor kunne en af dem ikke få den vished, som ville være nok til at trøste den anden? Hvorfor kunne modet og håbet ikke få lov til at spirre som det skulle, fremfor at blive hugget ned om og om igen?

"Jeg prøver alt hvad jeg kan, Gråling," svarede hun, men ikke meget af det ville nå forbi. Hendes eksistens slingrede mellem at være i den levende verden og det limbo, hun havde spenderet det sidste stykke tid i. Hun pressede sig selv, lagde alt hvad hun havde i at holde fornemmelsen, så hun kunne blive hos ham. Blive i den verden, de skulle dele. Den verden mere end dem skulle dele. Hun ønskede så inderligt at blive der, at være hos ham, hos Asira, hos alle dem hun holdte kært.

Uanset hvor meget hun gjorde, hvor meget hun lagde i det, så kunne hun mærke, at hun ikke kunne blive. Det blev sværere og sværere at fastholde forbindelse; det var som at kæmpe mod en flod, som nægtede hende adgang til dens kilde. Hun havde ikke meget tid og ikke mange ord at give videre; om han hørte dem vidste hun ej, men det var forsøget værd, for han så hende. Han så hende. Af alt var det nok det, der gav hende mest håb.

"Vent på mig."

☽ ° ☾

[4]

[6]

Han søgte alle vegne med blikket for at finde hende igen, men han så intet. Uanset hvor meget han anstrengte sig og lagde fokus på sit syn, kom der intet frem. Næsten frebrilsk trådte han frem igen for at lede efter hende, efter han nærmest med klagende toner havde bedt hende komme tilbage. Hun dukkede ikke op foran hans syn igen, og nu hvor han havde fordøjet idéen om spøgelser, var der ingen frygt i hans sind da han trådte frem. Savnet havde overtaget alt, endda idéen om at han var blevet sindssyg. Nej, hans sind måtte endnu sidde i hans krop, ellers ville han ikke reagere som han gjorde nu. Hans hjerte nærmest trak sig sammen af længsel og ønsket om at røre hende igen. Men han kunne ikke, for hun var der ikke. I hvert fald ikke hele hende.

Han spidsede mulen nu for at kalde igen, bede hende endnu engang om at komme tilbage, da han hørte noget. Det isnede ned ad ryggen på ham, for det var hendes stemme, det var han sikker på! Det første han hørte fik han ikke helt fat i. Han genkendte blot selve stemmen. Hendes klang, næsten sørgmodig som hans egen; kunne det blot være hans toner der var blevet kastet imod ham og ændret på forunderlig vis? Nej, det måtte være hende. Det skulle være hende! Ellers måtte han tilbage i tankerne om sindssyge og finde ud af, hvordan han enten skulle samle sig selv op igen, eller give op.
I øjeblikket kunne han dog ikke tænke på andet end hende, og derefter stillede han sig helt stille, for at lytte. Og dér hørte han det! 'Vent på mig'.

Som havde nogen tændt et bål på ny blussede hans dybblå øjne op. Hans hjerte hamrede og hans ører blev presset så langt frem de kunne. Vent! Han skulle vente på hende! Han ville vente til dagenes ende hvis han skulle - for denne nyhed, så at sige, havde redet ham fra at forgå. Han brummede dybt, hvorefter hans lod de spundne toner formes til ord.

,,For altid, melady. For altid!"

Om hun kunne høre ham vidste han ikke, men han havde stadig en fornemmelse af, at hun var her. Han kunne stadig mærke kulden, som han af simpel logik prøvede at kæde sammen med hende. Intet andet havde givet mening i hans hoved, så han valgte det han kunne føle. Om det passede var ham ligegyldigt - men i hans indre vidste han, at hendes liv måske var endt, men hendes sjæl var her endnu. Og han ville gøre hvad han kunne for at opleve blot ét minut mere med hende. Også om det så måtte blive det sidste.

Taia
☽ 2 ☾

Den grå hingsts dybe brummen fyldte luften, inden ord, der skabte et spirerende håb, fulgte trop; han ville vente på hende, uanset hvor lang tid det end måtte tage hende at komme tilbage til ham! Det var kun et verbalt løfte, men det kunne lige så godt have været spundet i blod. Håbet sprudlede i hende, føltes som om det kunne give hende vinger, men trak hende samtidigt ned i mørket, som var hendes eksistens blandt de to verdener. Det trak hende ned i ensomheden; viden om, at kæmpede hun blot nok, så ville hun finde ham, var mindst så kvælende som den var opløftende. Det betød, at chancen var der, men samtidigt, at hun ej kunne nå den på nuværende tidspunkt...

Igen ønskede hun at røre ham, at trykke sig mod ham og finden mere håb og tryghed, men hun kunne ej. Hun kunne ej blive, for hvert øjeblik de blev stående, tog hun fra ham, og hun ønskede ej at tage for meget, specielt ikke fra ham. Selv hvis hun ej tog fra ham, føltes det dog som om, at hun umuligt kunne række frem efter ham. Som var der noget der holdt hende tilbage, trykkede hende bagud hver gang hun forsøgte at trykke sig fremad; om det bare var hendes sind, der spillede hende et puds eller om noget rent faktisk holdt hende fra ham, vidste hun ej, men hun lod det ikke blot gå forbi. Tøvende trådte hun bagud, hendes øjne vendte mod jorden og halvt lukkede, mens tanker og følelser for vild i hendes indre. Hun ønskede ikke at gå... Ikke nu... Kunne hun ikke blot vise sig for ham en gang til? Med alt hvad hun havde i sig, søgte hun indaf. Søgte fornemmelsen. Hun endte op uden ingenting, uanset hvor dybt hun gik og det trak sår i hendes sind... hvorfor fristede De hende så meget...?

"Jeg kommer Grålingen... Jeg skal nok skynde mig..."

Endnu et skridt blev taget bagud, hendes ører vendt sørgmodigt tilbage. Kulden ville forsvinde fra ham. Den ville dog ikke forsvinde helt, for noget slog hende. Hun havde aldrig kunnet fortælle Asira, hvad der var sket under det ene møde. Hun vidste end ikke hvordan det gik den sårede hoppe. I dette fandt hun sandsynligvis styrken, muligheden, til at gøre det, der var faldet hende umuligt. På ny ville hendes stemme tone frem: "Asira. Find hende.. Sig jeg -" - kommer tilbage. Fortæl hende at jeg ikke har efterladt hende; fortæl hende, at jeg kommer tilbage til hende. Fortæl hende, at hun ikke skal give op! I sin pludselige iver, opdagede hun ej, at hendes stemme døde hen i den levende verden, inden alle hendes ord havde forladt hende.

☽ ° ☾

[6]

Hans puls galopperede afsted. Det var som om han skulle nå at se tusinde ting, på mindre end et sekund. Som gjaldt dette øjeblik mere, end nogen andre han havde oplevet indtil nu - for han vidste, at dette øjeblik med hans elskede var begrænset. Og endnu kunne han ikke helt bestemme i sit sind, om alt dette som foregik foran ham nu - at han havde set hende, at han hørte hende - om det var virkeligt, eller foregik i hans sind. Måske endda begge dele? Han om nogen vidste, at bare fordi det var virkeligt et sted, behøvede man ikke udelukke muligheden for at det også var virkeligt det andet sted. Hun var der, det sagde hans hjerte ham. Hun var der begge steder.
Selvom kulden han følte var bidende, så bed han det i sig uden at klage. Kulden var lig med, at hans elskede var ham nær; så nok blev hans kæbe trykket sammen og hovedet hævet med næsten kæmpende stolthed, men hans milde sind forblev åbent og mildt, som altid. Endda var det lettet - for adskillelsens evighed havde været ubærlig for ham.

Deres øjeblik svandt hen. Hendes stemme blev svagere, men hendes budskab tydeligt. Hun ville skynde sig, det sagde hun, og en lettet brummen var det eneste der kom fra hans hjertes dyb. Han var faktisk mundlam i det øjeblik; for han havde så mange ord at sige og så lidt tid. Hans ord blev derfor erstattet af noget af det ærligste en anden kunne gøre, for han gippede næsten efter luft, imens hans flanker trak sig sammen i lettelse og længsel. Han ville så gerne røre hende, bare én gang.

I det han skulle til at træde længere frem og møde kulden i større intensitet, for at fastholde hende eller prøve på det, hørtes hendes stemme igen, og han stivnede. 'Find Asira. Sig jeg..' og så forsvandt hun. Febrilsk kastede han hovedet fra side til side, som for at lede efter hende; men den synlige Taia var forvundet før hendes sidste ord. Og nu var hendes stemme gemt i vindens susen. I hans indre klagede han, skreg efter hende på ny, men hans ydre forblev stående med let spredte ben, en løftet ryg og hals. Hans liv var som rendt i hans krop igen, den før slukkede hingst, stod nu med et mål for øje. Han ville se hans elskede igen, men inden, havde hun givet ham en opgave han ville udføre, selvom hans indre ikke kunne samle sig om andet nu, end længslen efter hende.

,,Bare rolig, melady. Jeg finder hende. Og jeg skal nok fortælle hende alt, som hun har brug for at vide"

Derpå var det som om vinden ophørte. Et øjeblik var der stille omkring ham, og alt døde hen. Kun hans puls kunne høres, som han stod der fast og urørlig. Han ventede indtil hun var væk, før ville han ikke rykke sig - for var der blot en snert tilbage, af hendes eftermægle omkring ham, ville han sanse det. Han ville ikke gå glip af blot et strejf af hendes kulde, hendes stemme, hendes aura.

Taia
☽ 4 ☾

Det var med sorg, at Taia opdagede, at ikke alle hendes ord nåede den grå hingst. Og dog var glæden mindst lige så stor, for nogle fik han og det varmede hende, samtidigt med, at hans adfærd dog rev i hende. Næsten febrilsk søgte han efter hende, men hun trak sig bevidst bort fra ham selvom hun mest af alt ønskede at blive hos ham og føle hans varme. Bare føle noget. Det var dog for selvisk af hende og derfor nægtede hun at tillade sig selv at gøre det; hun ville ikke risikere at komme tilbage blot for at finde Grålingen for svag til selv at leve. Det ville være dræbende...

At dø en gang til var noget, hun helst ville undgå.

Selvom hun var den, som var beviset på det umulige, så var det ikke svært for hende at forestille sig, at Grålingen næppe helt kunne forstå hvad der egentligt var sket. At hun viste sig for ham var imod alting; i mod det faktum, at hun var død. For når man døde, så forsvandt sjælen efter de flestes mening, men på trods af dette vandrede Taia's jo endnu. Hvor længe hun kunne vandre, var hun ikke i stand til at sige, men hun nægtede at stoppe indtil hun blev bragt for Livets Dør og fik lov til at træde ind gennem den. Intet skulle holde hende her, hverken Skygger eller Lys.

Med tøvende skridt bevægede hun sig længere og længere væk, mens Grålingen talte. Hendes ører vippede fremad, lyttende efter hans ord, mens hendes sind lagrede hver tone han talte. Det ville bringe hende lys i sine mørkeste stunder. Han lovede intet, men sagde han ville finde hende og det var godt nok. Mere end godt faktisk, for blot forsøget på at hjælpe den grå hoppe ville nok være mere end hun havde fået i lang tid. Tanken om hende gjorde dog kun den afdøde hoppes indre koldere og for et øjeblik lukkede hun sine øjne på ny, mens tomheden i hendes bryst snørerede sig sammen.

"Pas på dig selv, Gråling..." Med de ord i vinden, ord som ingen ville høre, vendte hun sig bort og begyndte at gå. Hun ville forsvinde bort mellem træerne, gå stier som ingen før havde gået, indtil hendes sind trak hende mod noget på ny. Et nyt delmål i hvert fald, for hendes hovedmål var fast.

Hun skulle tilbage.

☽ ° ☾

[18]

Hvert sekund føltes som timer, imens den grå Altaïr ventede. Han ventede på noget, som han under alle andre omstændigheder ville byde velkommen med åbne arme - varmen. I dette tilfælde betød varmen, eller rettere, fraværet af den intense kulde, fraværet af den del af hans elskedes sjæl, som havde opsøgt ham. Det var i hvert fald det indtryk der i øjeblikket vandrede rundt i sindet hos den skimlede, imens han med let udspilede næsebor forsøgte at sanse alt han kunne omkring sig, ethvert strejf hun måtte give fra sig, inden hun forsvandt.
Hans skind dirrede, næsten usynligt, i takt med at kulden forsvandt. Som når solen stod op om morgnen og spredte sine varme stråler på en sommerdag, krøb den omkringliggende temperatur omkring hans krop. Gradvist standsede den skærende fornemmelse i hans muskler, som han kædede sammen med det spøgelseslignende syn og den oplevelse han lige havde haft. Han var stensikker på, at kulden betød Taia's nærvær, og derfor, da kulden var helt væk; da den sidste rest af kuldegysning forlod hans krop, hørtes den skimle hingsts skrig igen. Et sidste kald, på hans elskede, som han godt vidste var vandret bort, af ukendte årsager. Derefter var der intet. Stilheden, som var tiltaget efter vinden havde lagt sig, rungede som et stort gabende hul, der truede med at sluge den skimlede hingst, hvis ikke han havde valgt at vandre væk.

Et skridt, to skridt, og to skridt blev til mange. Han vandrede i timer, efter mødet med Taia's eftermægle på denne jord; et syn, der havde givet ham et ufatteligt håb, men også gravet hans savn og sorg frem igen. Han følte gentagende gange luften blive suget ud af hans lunger, når bugen trak sig sammen, fordi hans krop reagerede så stærkt på hendes minde i hans sind. Han havde længe vidst, at han ikke ville kunne vandre længe på denne jord, uden hende - men dét syn, som han havde set, det han havde hørt, havde vagt håbet om, at han atter kunne vandre med hans elskede igen. Og samtidig var han blevet beriget en opgave, som hans sind først skulle betænke, før han kastede sig i det. Han vidste nemlig godt hvem denne Asira var - for han havde kendt hendes moder - men den hoppe som hun var blevet, forstod han ikke Taia holdt kær. Nok kendte Altaïr ikke den grå Asira, men havde mødt hende - og mødt en sjæl med et sind der var utiltalende langt borte fra nuet og nysgerrigheden. Han havde mange skrupler om at skulle møde denne hoppe igen; men han gik gerne gennem ild og vand på samme tid, for at gøre den han elskede glad. Og hvis dette gjorde hende glad, gjorde han det uden tøven. Derpå var han på vej, ud på en færd for at finde den grå Asira, og fortælle hende alt det, som han selv endnu ikke havde forstået..

[The End]