Mountain High | Morgra

[6]

Under hans hove trillede småsten afsted, hver gang han tog et skridt. Hele hans vægt var lænet bagud for ikke at skvatte forover på den glatte, stejle sti han havde fundet i bjergenes højder. Den dunfarvede hingsts ører lå helt ned, alt imens han i fuld koncentration fik flyttet sin krop længere og længere ned; og så ramte han så et plateau. Udsigten var helt fantastisk, og den dunfarvede hingst tog sig selv i et øjeblik at stå stille, beundre udsigten og endda smile. Luften heroppe var så klar og frisk, at den helt løftede humøret hos den dunfarvede, der havde kæmpet sig rundt i bjergenes højder. Hvorfor? Fordi han faktisk kunne lide det. Han havde aldrig været udenfor en flok før, aldrig haft friheden til at vandre hvor han ville - og efterhånden, som han havde fundet ud af, at han godt kunne leve uden en flok, var han begyndt at værtsætte at vandre frit. Han havde søgt nogle af de mest ekstreme steder han kunne finde, så som nu; bjergenes ukendte tinder. Her var langt ned hvis man faldt og der var glat over det hele. Det var slet ikke sikkert at gå heroppe - men netop faren, adrenalin rushet han fik, betød at han følte sig i live.

Den dunfarvede hingst slog pludselig flere gange med hovedet, vildere og vildere for hvert slag, indtil han til sidst rejste sig på bagben, fyldte hans lunger med klar og kold luft, hvorefter han sendte et rungende hvin ud i den klare luft. Heroppe, i bjergenes højder, ville hans lyd bæres langt og bredt. Da hans hove med klingende lyd ramte plateuet igen døde hans kald ud. Han stod nu, med blikket ud over det meste af øen, blot og lyttede til tomheden der snart overtog luftrummet omkring ham igen. Fred.. Det var hvad han kunne finde heroppe. Ikke blot spændingen; men freden også.

                 Mountain High..                    

Tagg:Signe & Zeus 

Den blege hoppe bevægede sig med stort besvær rundt. Det var et fremmed tærren for hende.Efter hendes møde med den fremmede, halvdumme, sorte hingst, var hun gået videre. Nu var hun kommet så højt op, at luften var klar og frisk, noget helt fremmed, men det bragte hendes sind ind i en tilstand, der fik hende til at være en anelse for ubekymret for kanten af stien. Der var uhyggeligt langt ned, men det gav hende et rush at stille sig ved kanten og kigge ned af bjergsiden og udover det let oplyste land. Stemmerne knævrede stadig og derfor oplevede hun ikke freden, der oftest kunne findes steder som disse.. Dagen var ikke barmhjertig mod hendes øjne, der var vant til mørket og var blevet svagere i dagslys af det, men hun kunne fint begå sig. Dagen var det tidspunkt hun nok var mindst irritable, da stemmerne og angesten ikke meldte sig i så kraftig en grad. Der skulle ikke meget til, at hun fløj i flæsket på andre heste, men om dagen virkede hun en smule mere nede på jorden, dog var dagslyset også det eneste tidspunkt hun var vant til at kæmpe i, så hun havde intet imod at lege lidt med sin modstander, hvis hun fik chacnen. En fjende var en fjende og hun skulle nok vise dem, hvem de skulle bøjes sig for. For venner havde hun ingen af, hun havde ingen anelse om hvad ordet betød, for hende var der kun modstandere, der skulle bekæmpes. 
 De blege, blå øjne under søgte terrænet foran hende, inden hun stoppede op og kiggede ud over landet. Det var stort. Virkeligt stort. Hun skulle nok finde en vej til toppen af dette lands fødekæde, for hun ville ikke stoppe før alt og alle bøjede sig i støvet for hende og stod i kø for at adlyde hende. 

Hun ville ikke være egnet til at lede en flok, hun var for iltre og voldelig, enhver ville få bank, hvis de spiste det forkerte græsstrå. Havde hun været halvt så voldelig og dominerende, så ville det nok kunne gå, men alt hun fik fingre i og lov til at koste rundt med, det ville bliv kontrolleret med hård hånd. 
Hun sænkede hovedet til jorden og pustede luften ud. Intet flyttede sig. Støv blev blæst væk så snart det var der, men ikke af hende, af vinden. Hun udspilede let de lyserøde næsebor og tog hovedet op med et sæt, da et ekko af et hvin rungede. Hvem var det? Hvem var det, der spolerede hendes dag, hendes første dage i den nye frihed.. Det var ikke den sorte fra natten før, han ville ikke lyde sådan og da slet ikke være så høj oppe så hurtigt... For hvinet var højere end hun var. Hun udfordrede ikke skæbnen ved at drage højere op. Hun var ikke helt dum.. Dog det fremmede hvin fik ilden til at slå omkring sig i hendes indre.. Så snart der var nogen, der var bedre end hende, så måtte hun vise dem, at hun var den stærkest. For kun den stærkeste overlevede.. Det var reglen. 

Hun virrede kort med hovedet med lukkede øjne, inden hun så sig om og låste blikket fast på en nogenlunde sti op ad. Hun begav sig afsted, stille og roligt, hun havde ikke utroligt mange kræfter og hun skulle fokusere på stien, så det gik langsomt, men støt fremad. 

[9]

Udsigten var i sandhed fænomenal. Den dunfarvede hingst kunne let få flere timer til at gå heroppe, med egentlig blot at betragte landet og egentlig nyde omgivelserne. Tid var i øjeblikket ikke så vigtigt for ham, for ingen beordrede ham til noget længere. Han skulle ikke kæmpe for en plads i en flok, for en bestemt post længere. Nej, han kunne vandre frit.
Og nok nød han sin frihed, men stort set alle vågne timer brugte han dog på at brygge på sine planer. For nok var han tilfreds, i bund og grundt, og nok var der ved at falde en ro over den iltre hingst - men han kom oftest til at kede sig i længden. Derfor måtte han hele tiden have et mål foran sig, noget han kunne sigte imod; og i takt med at hans kendskab til landet steg, begyndte hans fokus at kredse omkring den ene flok han havde spottet. Han kendte en ting eller to til at opretholde en floks grænser, og hvis ikke han tog fejl, var der en på øen der lå tæt på den han var på nu. Han havde været forbi, sanset det. Endda spottet en broget hest vandre rundt, så han var rimelig sikker i sin sag. Planlagde han et kup? Måske. Det kunne kun Zeus vide.

Alt imens han stod på plateauet og betragtede den skovklædte ø der strakte sig for foden af det mægtige bjerg, sneg en velkendt lyd sig ind i hans øregang. Når en hov ramte det stenede underlag som bjergene bestod af, gav det en sær stump klang. Og nu ramte netop denne lyd hans hørecenter - og her som han troede han var alene. Han rettede sin dunfarvede krop op og rettede sig hoved i den retning lyden kom fra. Den blev langsomt højere, så den der end måtte vandre i samme luftlag som ham, kom nærmere. Med en let ildevarslende brummen trådte han væk fra hans udkigspost og trådte ind på den sti, der gik mellem plateauet og bjergklippen der gik lodret op. Her stillede han sig op for at vente på den, som nærmede sig; egentlig ganske nysgerrig. For hvem havde dog fået den dumme idé at vandre i så farlige omgivelser, ud over ham selv?

                 Mountain High..                    

Tagg:Signe & Zeus 

Det var nok en dum beslutning, at følge sin bundløse hunger efter magt og kontrol her op. Luften var tynd, den gik en lige til hovedet, man blev klar, men luften var ikke rig nok til at man kunne bevæge sig alt for hurtigt. Hun brummede svagt, som hun kæmpede sig op over en særlig stejlt stigning, der dog endte et mere fladt sted. Så var der kun et sving og hun ville være der, hvor den fremmede hest lige havde været. Dog havde hun ikke spottet denne, da den havde hørt hende og trukket sig tilbage ret hurtigt. Dog kunne hun heller ikke være mere ligeglad, det betød ikke særlig meget for hende, om den fremmede havde set hende eller ej. Hun skulle nok se vedkommende på et tidspunkt. 
De blege øjne havde været låst på stien foran hende det meste af tiden, indtil hun stoppede op og fik vejret. Det var ingen joke, at bjergvandring var hårdt, det var fremmed og det var ikke hendes fortrukne aktivitet, kunne hun konkludere. De hvide øre blev kort vippet bagud. Lyset var skarpt her oppe og ikke specielt behageligt for øjnene, så hun gik med konstant let sammen knebet øjne. Hvem det så end var, så håbede hun for deres skyld, at denne ikke var så fatsvag, som den sorte. Når hun spurgte om noget, så forventede hun et svar med det samme, ikke femhundrede år efter.

Morgra var i den grad en utålmodig hoppe, hun havde ikke engang tålmodighed til at vente på, at hendes lunger fik nok luft, inden hun begav sig af sted igen. Hvad der så end ventede hende bag svinget, så var hun allerede spændt i kroppen, klar til at sætte af og storme frem på den smalle sti, hvis det var det som situationen krævede. Hendes dominans var tydelig i hendes holdning og hun ville med lethed kunne tages for en hingst, hvis man så hende på afstand, men kom man tæt nok på, ville man fange hendes fært og opdage, at hun var det modsatte.  

Hun satte den ene blege hove foran den anden og stoppede så op i svinget. Halvt forbi, men det var nok til at hun kunne se den fremmede. Hovedet hævede sig automatisk, inden hun gik de sidste skridt og kom helt til syne. De tre remme om hendes hals og forben irriterede hende ikke som de havde gjort, men alligevel slog hun lettere arrigt med hovedet. En vane, der ikke ville brydes, den fremtrådte mest, når en anden hest viste sig, bare for at fortælle den fremmede, at hun altså ikke var til at spøge med. 


"Og hvad hedder du så..?" 

Der var kun en hentydning af et spørgsmål, hendes hæse stemme snakkede som altid i svag kommanderende tone, mens stemmen var tom og toneløs, hvad hendes stemme ikke sagde, det sagde hendes kropsprog. 

[11]

Klip klap klip klap. Den fremmede kom nærmere og nærmere, og alt imens fastholdt Zeus blot sit blik imod det sving, som om lidt skulle afsløre en andens eksistens. At dømme efter rytmen på skridtene, var der et ophold, inden hesten skridtede frem og kom til syne; en ret så lys hest. Cremefavet, men lysere end Zeus selv. Nærmest.. lyserød. Zeus lagde sin ører en anelse og hævede sin muskelfyldte hals en anelse, således at hans holdning fremstod ganske nobel og autoritær. Og med god grund, for den hest der var dukket op, lignede en der ville dræbe alt på sin vej. Dog lignede hesten, som Zeus nu kunne se var en hoppe, langt fra en der kunne. Muskelfattig og med underlige bånd om hals og forben. Ikke ligefrem et kønt syn, syntes den dunfarvede perlinohingst; men nu havde han altid haft mere smag for magt, end for hopper. Han brummede en anelse, inden han så hoppen an. Hun kommanderede efter hans navn, og med et sagte fnys trådte han ét skridt nærmere. Hendes adfærd huede ham ikke, men indtil videre kunne han lade det gå an.

,,Zeus. Og hvem beordre at få mit navn at vide, hmm?"

Hans stemme var dyb, hingstet. Og meget alvorlig. Zeus var ikke en man som sådan spøgte med; det kunne man åbenlyst læse fra hans attitude. Samtidig havde han vidst fysikken med sig, for han var større end hoppen og hans krop besad langt mere velformede muskler. Hun lignede faktisk en der var blevet sultet og tævet i lang tid - og dem skulle man ikke undervurdere, det vidste han - men det gav hende absolut ingen ret til at bestemme over ham. Hans hoved sad en tak højere end hendes, i det hans øjne mødte hendes blå. Hun kunne lige vove.

                 Mountain high..                    

Tagg:Signe & Zeus 

Hans kropsprog var nogenlunde lig hendes eget. Ingen af dem så ud til at ville sænke sig under den anden, dog var det tydeligt hvem af de to, der var stærkest. Hun vidste det godt, men hun måtte holde sig på måtten, hvis hun ikke ville ende sin frihed ved at falde fra denne sti. *Vent.. Vent, passiv. Se ham an.. *  Hun ville nok være faret frem mod ham, hvis hun lige var blevet lukket ud af boksen, men boksen var her ikke, den eksisterede kun i hendes minder og om natten dansede minderne om hende. Hun ville ikke afslutte hendes eventyr nu, det var for tidligt, så hun holdt sig på måtten og kæmpede kun med hingsten om at nidstirre ham og få ham til at føle sig mindre end hende. Hun var den mindste, men hun nægtede at lade ham tro, han havde nogen form for magt over hende, som han nok havde overenhver anden hoppe, der hellere ville undgå at få et ar end kæmpe sig til den plads hvor hun hørte til. Dog selv hopper var fjender i den hvides verden. 

"Morgra. "

Han fulgte hendes ordre, det var bedre end hvad den sorte kunne præstere.. Så hun gav ham sit navn, det navn han en dag måtte skælve i frygt over og bøje sig i støvet for. Hun kneb let øjnene sammen, som hun så på ham. Han mindede hende ikke helt om de hingst hendes veje var krydset med, han virkede roligere og alt for rolig efter hendes smag. Han mindede hende om de heste hun havde stået overfor og stirret ind i øjnene, begge ubevægelige, inden de fløj mod hinanden. 
Var der anet hun ville vide om den fremmede? Ikke rigtigt. Hun havde et navn. Morgra havde aldrig talt meget, ikke når der intet var at hente, så ville hun hellere kommunikere med vold, ordløst. 

[13]

Alt imens Zeus ventede på at få at vide hvem der havde forstyrret ham, gled hans øjne over den cremellofarvede hoppe. Usammenhængende så hun ud, og atter undrede han sig over det mærkelige bånd der sad om halsen og hovene. Hun kom i hvert fald fra en anden verden end han gjorde, for ingen havde rendt rundt med noget lignede. Han fnøs sagte for sig selv da hoppen gav ham sit navn. Morgra. Han hævede hovedet lidt, imens han så hende an. Egentlig undrede det ham, hvad pokker hun ville heroppe, for hun lignede ikke en som var egnet til at klatre. Så skulle hun nok lige få lidt muskler på kroppen først.
Der kom ikke flere ord fra den næsten hvide hoppe, så Zeus lagde hovedet en anelse på skrå og betragtede hende vurderende. Det lod ikke ligefrem til at hun var venligt stemt - ikke at han var det, for han var som regel aldrig i et 'venligt' humør. Orkede han at mundhugges med en hoppe? Nah. Han fnøs atter inden han skridtede frem for at gå forbi hende, vel og mærket på indersiden. Der var ganske fin plads endnu, så han havde ingen kvaler ved at skridte frem for at fortsætte sin nedstigning - for han orkede ikke at lege storebror overfor hoppen og lære hende en ting eller to om opdragelse. Nok var Zeus ikke den venligste i verdenen - men han var da ordenligt opdraget, hvis han selv skulle sige det.

[12]

                 Mountain High..                    

Tagg:Signe & Titan 

Han stirrede på hende. Han stirrede på hende. Hun fnøs kraftigt, da han ville bevæge sig forbi hende. Troede han virkeligt, at hun var så hjernelam? At han bare kunne gøre hvad han ville, nu hvor han havde startet en samtale med hende?! Han burde da vide, at man ikke bare forlod hende, at det var hende der forlod og afsluttede samtale. Ikke ham. Ikke nogen. Ikke nu, ikke nu hvor hun var fri og ikke var lukket inde af den forbandede dør til boksen. Ingen skulle stoppe hende. Der var intet der skulle mindske hendes frihed til at dominere alt go alle. Hun fulgte ham med de blege øjne, inden hun trådte til siden i håb om at lukke ham fast, hun skulle nok finde noget han kunne hjælpe hende med. Noget han skulle hjælpe hende med. Tsk, han kunne vise hende den letteste vej ned her fra, kunne han!


” Jeg er ikke færdig med dig, Zeus. ”



Sagde hun lettere fast med en toneløs, kommanderende stemme. Og lagde hovedet let på skrå, inden hun sagde noget igen.


”Du vil gerne vise mig den letteste vej ned herfra ikke?”

[15]

I det den dunfarvede hingst gik ned forbi siden på hoppen, trådte hun til siden for at afskære ham vejen. Med det samme hævede han hovedet og lagde sine ører - hun var ganske flabet. Han fnøs dybt inden hans øjne borede sig ind imod hendes. Hun var ikke færdig med ham? Det var nok noget af det dummeste han nogensinde havde hørt. Han snappede kort efter hende, inden han rankede sig ved hendes side. Hun mente han skulle vise hende den letteste vej ned? Det kunne hun da godt glemme.

,,Var din mund, hoppe!"

Sagde han blot, inden han gav hende et skub med skulderen og fortsatte forbi hende. I stedet for at dreje ned af den vej hun var kommet fra og dermed gå ned, skridtede han den modsatte vej i svinget og søgte længere op. Hvis hun ville følge ham, gjorde han det gerne svært for hende ved at søge op, i stedet for ned. Han kunne tydeligt huske den vej han selv var kommet fra, så den ville han blot genfinde når han var blevet fri fra denne lyse hoppe, der troede hun ejede hele verdenen.

                 Mountain High..                    

Tagg:Signe & Titan 

Hun vippede kort med de hvide øre, ved lyden af hans ord. Det så ikke du til at nogen af de hun havde mødt havde meget til overs for hende, men hvem ville? Hun opførte sig direkte uhøflig og generelt var hun blot en idiot overfor både Freak og Zeus her. Den hvide hale blev kort svirpet bag hende, inden hun let stampede i jorden med den blege helfarvede hov. Hvor han så end troede han var på vej hen så var det den forkerte vej.. Og da han var gået forbi hende lettede hun bagparten og langede ud efter ham med baghovene. Hvis hun ramte var det hans egen skyld, ikke hendes, men hvis hun nu ramte, så ville han nok reagere, som hun selv ville, hvis hun blev sparket.. 
 Hun sagde ikke et ord, der var ikke noget at sige efter hendes mening. Desuden var der absolut ingen grund til at han skulle angribe som svar, han kunne vel tage et par slag.. 


Hun valgte at trippe et par skridt frem ad med et vågent, dominant øje på den dunfarvede hingst. Som altid var der en smule nervøsitet at finde i hendes gang, men det kom man ikke uden om med hende. Hun var plaget af alt der kunne skubbe hende væk fra andre heste og alt godt. Angst gjorde timerne mellem dag og nat til et nervøst helvede af både sved og alt for mange nervøse bevægelser, samt åndedrag. 

[18]

I det han havde passeret hende, reagerede hoppen ved at losse ud. Nu var Zeus dog allerede så langt fremme, at hun ikke ramte, men han klaskede øjeblikkeligt sine ører i nakken og hævede hovdet. Gjorde hun det én gang mere var der ingen kære mor, så røg hun ud over klippen. Han befandt sig alligevel på indersiden, så han kunne sikkert godt tvinge hende ud over kanten - især når han kunne hive i det underlige bånd om hendes hals.
Hun trippede frem bagefter, men hun havde retning modsat ham. Han trak kort på sine skuldre, inden han da fortsatte frem og drejede omkring svinget for at søge længere op. Han bevægede sig egentlig med lethed, for selvom han ikke have været i større bjerge før, var ujævnt terræn ikke uvant for ham. Han fandt hurtigt en rimelig bred sti som nærmest strakte sig mellem to bjergtinder, som så nogenlunde sikker ud. Den skridtede han tilforladeligt op ad - og efterlod pænt den lyse hoppe på plateuet, med mindre hun altså besluttede sig for at følge efter. Ikke at han ville tage det pænt, dog.

                 Mountain High..                    

Tagg:Signe & Zeus 

Morgra så efter ham med et hævet hoved og et triumferende smil om mulen. Han løb. Han løb fra hende. Hun mærkede følelsen af magten i hendes illusion om, at hun havde magt. Vendte man ryggen til sin fjende og gik derfra, så opgav man samtidigt. Han skulle få en grund til at løbe, som fanden var på hans hæle, men ikke i dag. Ikke nu. Hun havde bedre ting at tage sig til, men tanken om at være djævelen lig, den tiltrak hende. Hun ville intet have imod, at være på den uformelige djævel side. 
"Løb! Løb Zeus!" 

Hendes stemme var blid som et lam, men den var som en hvisken på vinden om hun lagde endeligt lidt mening i hendes kalde navn. Ghost. Hun var kun lige begyndt sin plagen af hestene i dette land og intet ville kunne stoppe den hvide hoppe, der ej stoppede før hele verden rystede i frygt ved lyden af hendes hovslag og navn. Hun ville blive frygtet. 
De slanke ben stod stille som hun så efter ham med det triumferende blik på hingsten, der forsvandt ud af syne, inden hun blot smilet let for sig selv. Alt ved hende udstrålede dominans og triumf. Hun vendte rundt på stedet og gik modsat Zeus, nu ville hun ned her fra og se om der ikke var noget græs, der kunne fylde hendes mavesæk.. 

[23]

I det at Zeus allerede var gået så langt væk fra den lyse hoppe, hørte han ikke hendes nedsættende ord. Og på et eller andet punkt, kunne han ikke have været mere ligeglad, hvis han så havde. En hoppe ville han aldrig løbe fra; men for hans skyld måtte hun da gerne blive i troen - for så ville hun blot se endnu mere dum ud, når han engang nedlagde hende, såfremt han skulle møde hende igen. Den tid, den 'sorg'.
Han var skridtet længere op og var stoppet op, for at afvente hoppens valg af retning. Han kunne se den sti som hun valgte, og da hun var søgt ned, begav han sig tilbage til plateauet for at betragte udsigten endnu engang. Hoppen var for længst halvvejs nede, da han trådte ud på hans udkigspost igen, og den behagelige følelse af ro indtræf atter i hingstens sjæl. Her stod han da længe, blot og tænkte over alverdens kvaler, inden han sent på aftenen begav sig ned af bjergenes stier igen, for at finde et sted at hvile for natten.

                 TOPIC..                    

Tagg:Signe & Zeus 

//OUT