In the Shadows(Djange)

                 In the Shadows..                    

Tagg:STYRE & HEST 

Skyggerne formede et mere eller mindre sikkert dække for den hvide hoppe. Solen var skarp idag, så hun holdt sig med ryggen til den, da hendes øjne ikke nød lyset, det irriterede hende til en vis grad. Hun valgte at vandre i træernes skygger, dog fik de hende også til at se sig over skulderen det meste af tiden. Hun var stoppet op og stod nu ved en mindre bæk, der flød afsted så lystigt, som den nu kunne. Det var fremmed for hende. Vand hørte til i en spand. Ikke her, frit. Men hvem ville ikke gerne være fri? Vandet havde vel kun det samme ønske som hun. At være fri af bånd og lænker, der holdte en tilbage. Hun ville så gerne af med de remme der trykkede hendes ben og hals. Dog hun kunne ikke komme af med dem, at gnubbe sig op af et træ havde ikke virket, så hvordan skulle hun dog komme af med dem? De var spændt sådan, at hun ikke kunne nå dem med tænderne, så hvis hun ikke en dag fik hjælp til at få dem af, så ville hun leve og dø med dem.. 


De blege, blå øjne havde et fyrig skær der afslørede at hun stadig var lige så opmærksom og på vagt, hvis ikke paranoid, som hun var igår, hun skulle bruge langt mere tid, hvis hun skulle vide sig sikker noget sted i dette land.. Indtil videre havde hun kun se bjergene lidt an, men også fået kigget på hele to heste, der lovede godt for fremtidige udfordringer. Hun ville helst ikke skabe for meget uro, indtil hun havde genvundet noget styrke, for Zeus og Freak var ikke svage af udsultning og tørst. Hun måtte indrømme, at hun nok havde været den stærkeste af de sultne heste hun havde mødt i kamp, men hun manglede musklerne, hvis hun skulle kæmpe sig vej op til toppen her.. Hun kunne godt se, at hun måtte holde sig på måtten, men det var så svært, når de stod der og troede de var bedre og stærkere end hende. Hun brummede tænkene og lod mule søge ned mod vandet i bækken for at smage på det. Hvis det ikke smagte godt, så ville hun ikke drikke det. 
Hun blev overrasket over hvor godt vandet smagte, men det var der nu heller ikke meget at sige til, når hun var vant til, at de smagte en smule af cement og jord. 

Han havde efterhånden vænnet sig til tanken, selvom han endnu engang var draget bort fra bjergpasset for en stund. Lupë var ej omkring hans territorie, og selvom den let brogede hingst Djange udmærket vidste at Lupë var nærmere de to år efterhånden, så holdte han endnu meget øje med ham. Det ville blive over hans lig at der skulle ske hans søn noget om helst grusomt!

Hans søgen efter den rødlige unghingst havde båret den stolte og standhaftige vogter afsted mod skovende, hvorpå han med præciserende skridt bar sig stolt og rankt afsted. De fine ører lå let tilbage peget imod nakken, mens hans kolde og tomme krystalblå øjne banede sig vej igennem landskabet foran ham. Hans hoved det var holdt lodret på den højstillede hals, udgjorde en næsten farefuld aura med det syn af den maske hans bar – hvis guldudsmykninger pegede direkte frem, næsten truende.

Derpå opfangede hans lyserøde næseborer pludselig en duft… En fremmed, en ny tilkommen. Brat stoppede han kort halvt op, mens han forsøgte at lokaliserer denne fremmedes skikkelse imellem træerne. Han kunne dufte vedkommende, en mild duft af honning svang sig med de svage vindpust. Alt imens de skarpe lysnedkast fra himmelen over krontoppende, forvirrede selve udsynet. Han blev stående for en stund, dog velvidende om at denne fremmede var lige i nærheden. Rindende vand fra en bæk kunne han høre, samt ane nogle åndedrag. Tegn på liv.

                 In the Shadows..                    

Tagg:Camie & Djange 

De hvide øre bar en lettere sart, lyserød farve under de tynde hår og var endnu en grund til ikke at bevæge sig rundt i solen. Den ville dømme hende til at have ondt og skalle døde hudceller alt for tit, hvis hun nærmede sig den ved middagstid. 
De blege, blå øjne kunne have været smukke, hvis hun havde set på livet i et andet lys. De bar ej andet end utilregnelighed, nervøsitet og et vag glimt af angst. Tusmørket var ikke hendes yndligs sted, men hun fortrak det klar frem for middagsolen. Vandet var koldt mod hendes mule, der mimrede let mod vandoverfladen, mens hendes øjne søgte over landskabet omkring hende Træerne lod lyset ind i besynderlige, udefinerbar mønstre, de dansede over jorden, når en let vind tog fat i træernes tynde toppe. Derudover dansede deres lysmønstre over hendes krop og kunne få den til at virke lysere og ligefrem lysende. Havde hun lagt mærke til skønheden omkring hende og ikke kun lagt mærke til hvor træstubberne var, så ville hun måske ikke havde været så let på tå, da duften af en fremmed ramte hendes næse og lidt efter hendes øre. 
Vedkommende var et stykke væk, alligevel var den hvide hoppe allerede travet et par, korte, små skridt ud i bækken og stod nu med vand over hovene. Hovedet var hævet og hun havde et hårdt, søgende blik, der kæmmede skoven. De blege øjne blev let knebet sammen. Hvor var han? Hun refereret oftest til fremmede som 'han' , da hun ej var vant til at der var den store forskel mellem hingste og hopper. Derfor var der heller intet malplaceret ved hendes opførsel, der bestod af dominans fra en selvsikker hingst, hungeren efter magt, samt hendes nervøsitet, der kun drev hende længere ind i mørket, boksen havde efterladt i hende. De hvide øre vippede bagud og hun skulede til omgivelserne. Ventede på den fremmede med en rank og dominant holdning. 

Til trods for kulden og sneen der beklædte engen, så var synet noget lidt andet her i skovende. Skovbunden var kun delvist dækket af sne, og det meste af sneen var mørk og udtrådt. Det var tydeligt at se at mange heste betrådte denne skov i løbet af en dag. Det rindende vand lød dog ikke besværet, selvom Djange kunne forestille sig hvordan der ville flyde flager af is i bækken, for ikke at sige i kanterne. Duften blev dog ikke svækket, kun den mere tryggede og dæmpede lyd af omgivelserne, som altid var der når der lå sne over landet.

Han bar sig målrettet frem, ind til han i næste sekund spottede en kridhvid skikkelse. Næsten bleg, ville han definere denne farve. Denne fremmede var ej hvid som den næsten hvide hoppe, der bar præg af lidt mørkere farver hist og her. Den søde duft blev ikke dæmpet yderligere mens han sikkert også kun stod sølle femten meter fra denne fremmede. Trænerne imellem dem dækkede dog for udsynet, samt forståelsen for den egentlige distance imellem dem.

Brat havde han holdt en kort afventende halv parade, før han havde fortsat sine præciserende, stolte og elegante skridt. Rankt og stolt banede hans slanke, men muskuløse krop sig mellem træerne. Til trods for han ikke ønskede denne præstation, lå hans ører tilbage imod nakken, mens de krystalblå kolde og tomme øjne missede sig anseende. Truende, ville de fleste tolke hingsten med den anspændte og ranke holdning; især efter han var blevet vogter og var prydet med det brune læder og guldudsmykninger.

Som han nærmede sig, syntes han at spotte noget udsædvanligt som den fremmede bar – om hans og forben… og selvom at af alle, burde han ikke, så fandt han alligevel dette mystisk. Direkte skeptisk rynkede den lyserøde mule sig kort ved det glimt han fik af hendes udstyr mellem træerne han passerede, mens hans ører havde været trykket kort i nakken for en stund. Langsomt blegnede dette, til trods for han for nogen sikkert endnu så farlig ud… Rankt og stolt, stoppede han mere eller mindre brat da først hans udsyn var klart mellem træerne. Godt hele to hestelængder var der egentlig nok imellem dem, før han nikkede hilsende. Meget stift, og næsten helt mekanisk var hans bevægelser, før hans krystalblå kolde og tomme øjne ramtes i hendes meget lyse blå. Som et smæld fæstnede hans øjne sig ved hendes, og næsten stirrende virkede hans blik nok.

"Vær hilset."; var hans ord. Hæse og intense lød de, mens hans ord var helt igennem tonløse… Som var han egentlig fuldstændig ligeglad. Til trods for hvilken imødekommenhed der egentlig lå bag, ville mange finde ham ved første møde som utilregnelig og truende. For et splitsekund havde hans øjne kort skimmet hendes udstyr om hals og forben endnu, før hans øjne atter landede i hendes, afventende. Endnu med ørerne tilbage og halsen højt stillet – samlet.

                 In the Shadows..                    

Tagg:Camie & Djange

Meget kunne man sige om Morgra, men rolig var langt fra en af tingene, man ville kode sammen med hende. De få muskler under hendes pels spillede nervøst, som hun hørte lyden af hovslag. De ville lyde rolige og ganske ufarlige i andres øre, men færten der fulgte med lyden var ej en der sendte hende ind i et roligt stadie, de lyserøde næsebor udspilede sig, benene dansede under hende og knækkede det tynde lag af is, der udgjorde kanten af det lille vandløb. Det kolde vand blev sat i uro og skvulpede op over hende koder. Vandløbet var ej dybt, men det var dybt nok til at dække hendes hove. Hingsten kom nu til syne og hun stivnede kort. Prustede kort, inden hun skød den ene skulder en smule, som hun tog et par kridt frem mod den fremmede. 
Han lignede enhver anden hingst. Han tiltalte ligefrem hendes billede af en hingst, en der ej så alle som sine venner, dog heller ej som sine fjender. Blot forhindringer. Hun pustede sig en anelse op og vippede et par gange de hvide øre frem og tilbage, inden de blev lagt tilbage i nakken. 


"Og hvem skal du forstille at være?" 

Hendes stemme var ganske lig hans, toneløs, uden nogen spor af hende iltre sind, der ville kunne sende hende i flæsket på enhver, hvis de ytrede et eneste forkert ord. Den hvide hale svirpede bag hende, inden hun slog med hovedet og tog et par korte, samlede galopspring mod den fremmede. Der var for stor afstand mellem dem.. Hun ville aldrig kunne få et bid eller spark ind på denne afstand.. Flugt var ikke en udvej, det valg eksisterede ikke i Morgras verden, der var kun fremad og alt der stod i vejen måtte bøje sig. 

Hoppen virkede endvidere ret så diffus og forvildet, alt imens hans kolde og tomme blik så til mens hoppens ben dansede næsten ukontrolleret under hende for en stund. Let havde den brogede hingst reagerende presset ørerne lidt hårdere i nakken, efterfulgt af en skeptisk rynke over den lyserøde mule. Dog endnu afventende forholdte han sig, i få sekunder før hun nærmede sig ret så frembrusende, målrettet og offensivt. Til trods for den allerede meget ranke holdning i den højtstillede hals, knejste han kort og spændte nu pludseligt helt op i alle muskler i kroppen, mens de krystalblå øjne nu direkte advarende missede sig meget sammen.

Hoppen stoppede dog efter få spring, og til trods for hendes meget spontane idé om at nærme sig, var det til hendes held at hun ikke var kommet nærmere. Hans rynkede mule havde nok reageret lige hurtigt nok, da han næsten havde haft blottet tænderne over hendes tilnærmelse. Hu stod stille, og et par sølle ord forlod hendes lyserøde mule, alt imens Djanges kolde og tomme øjne stille åbnedes op til normal igen – stirrende i hendes meget lyse øjne. Atter forblev hans ører tilbage, mens hans mule dog fortog de vrængende rynker. Hendes ord ville for år tilbage havde irriteret denne hingst grænseløst… men han var ældre nu, aldret med viden og visdom – såvel som tolerans. Hvilket ikke afholdte ham fra at give hende det svar, som hun nu så fint lagde op til selv.

"Mit navn er Djange, Bjergendes vogter i landet Andromeda."; hans ord var direkte tonløse, alt imens hans stemme forblev hæs og alligevel med en del intensitet. Selv slækkede han lidt på de anspændte muskler, så han igen fik et mere overskudsagtigt præg i sin aura. Let knejste han hingstet i nakken, stolt, alt imens han hævede hovedet dernæst. Bare en anelse, så hoppen ikke var i tvivl om hvilken overlegenhed han bar sig frem med. Både for at provokerer og udfordre, såvel som fordi han kunne og kunne tillade sig det.