In this Beautiful Moment

| 17 |

Constance

location: Enophis | time: Noon | tag: Anyone

Tilbagevendt fra fatamorganaets land, tørstig og udsultet, var den roanrøde hoppe nu kommet sig over flere dages vandring. I en fortabt sindstilstand, påvirket af det endelige faktum, at dette land var umådeligt stort, og næsten umuligt at nå til ende, havde hoppen endelig accepteret det. Fortid var nu fortid, og hvis hun skulle klare sig, var det en nødvendighed at hun skulle give slip på alt det, hun ellers troede at hun kunne holde fat på. Bare lade det glide væk, som det salte havvand på den uberørte sandbund. Derfor, var det nu muligt at se frem, og ind i et nyt kapitel.

Allerede havde det mægtige land givet hende mange indtryk, både af miljøet og omgivelserne, men også af de få beboere, som havde ladt deres vej krydse hendes. Hvad hun søgte, var dog svar. For at kunne lægge fortiden fuldstændig bag hende, krævede det informationer - ikke noget kompliceret eller indviklet, bare de helt grundlæggende informationer, om hvor hun egentlig befandt sig. Mysteriet om, hvordan hun var nået hertil kunne vel gemmes til en anden gang. Var hun mon den eneste, som var ankommet til dette sted, på sådan en original måde? Hun troede det næppe, og længe lod hun sit følsomme sing, gå og rumle de samme spørgsmål igennem om, og om igen. Efter et par dages vandring, og endelig at have den viden om, at hun indtil videre befandt sig på den største ø, hun endnu havde befundet sig på, var hun nået op til det sted, hvor hun for første gang kunne ænse træer i det fjerne. Deres nøgne stammer stod frem i sneen, som stærke kontraster til den helt kridhvide belægning. Det var vel en følelse af lettelse der spredte sig i hoppens krop, hvis muskler var en anelse ømme af al den vandring, og hun havde knapt taget sig tid til at finde noget ordentligt føde.
Hjertet hamrede dog derudad og sendte det blodet rundt i den lune krop. Disen stod ud fra hendes mule, og bevidnede om den temperatur som landet var blevet indtaget af. Hvad hun dog selv var blevet indtaget af, var hormoner, som påvirkede hendes adfærd på den ene og den anden måde. Det var dog småting, og før hun vidste af det, ville det være ovre igen. Det havde dog skænket hende ekstra energi, forstærkede sanser og et humør, der ikke skulle meget til, for at ændre.

Flere og flere skridt bragte hende nu tæt til skovbrynet, hvorved bredden af en vidstrakt sø, tonede sig frem i sneen, som et enkelt og elegant spejl. Overfladen stod fuldstændig uberørt hen, og der var en trykkende stilhed omkring den roanrøde hoppe, hvis farve stod kraftigt frem i det fine sceneri. Efter lang tids vandring kunne hun nu endelig strække det yndige hoved, frem imod en af de mørke stammer gnubbe det med forsigtighed. Endnu et behov, der blev tilfredsstillet efter lang tids venten. De bløde ører vippede af og til opmærksomt ud til siden, for at opdatere sig om sine omgivelser - de særlige dufte var hver for sig nye, så hun havde svært ved at kunne skelne de fremmede ting fra de kendte. Et problem, hun dog ikke lod til at bekymre sig særligt meget om, endnu.

code by ♥

Den unge stolte hingst var nærmere de snart to end et år gammel. Han var nået forbi sit checkpoint af at fylde halvandet, og tydeligt sås dette også hvordan han så mere og mere voksen ud af bygning. Han var på et punkt hvor han ikke havde vokset skævt for en tid pg lignede nu mest af alt en forvokset pony med smukke lange ben... Han slægtede tydeligt sin fader på med de lange og slanke ben, mens det fine og let kantede hoved tydeliggjorde hvem der var hans moder. Stolt og med en dyd af elegance bar han sig prægtigt påvej. Hvert og et skridt var gyngende og affjedrende i en smidighed der udgjorde så stort et overskud at han næsten syntes overlegen af karakter og sind.. Mens hans blik og udtryk i ansigtet sagde noget lidt andet.

Hans to forskelligt farvede øjne glimtede og lyste op, selv på afstand, af frækhed og livsglæde. Højt holdte han sit hoved, mens han elegant og tilmef hingstet knejste let i nakken. Den mørkerøde man og hale havde da også sat sit præg med længde og fylde, og smukt prydede de resten af den røde unghingsts udseende.

Landskabet var beklædt med den smukke sne, der nogle steder var dybere end andre. Han huskede tydeligt sin første vinter sidste år, hvor han nogen steder tilmed kunne have været blevet helt væk i diverse dynger. Det måtte dog indrømmed at Lupë ikke så på sneen helt som sidste år... Ej kunne han bruge dage på at finde underholdning i sneen udelukkende mere. Desværre. Nej nu fandt han pludselig andre ting langt mere interessant... Såsom hopper.

Og som man snakker om solen, lidt brat stoppede den unge hingst en anelse fyrrigt op, da en skikkelse i det store hvide landskab fangede hans opmærksomhed. Godt femhundrede meter væk på det åbne, hvoraf han selv var kommet fra bjergende af, som han rent retningsmæssigt endnu havfe i ryggen. Kort forblev han stående mens de mørke ører vippede nysgerrigt observerende, førend han udsendte et hingstet og kaldende vrinsk, der bar præg af en vis nysgerrighed og drengethed.

| 18 |

Constance

location: x | time: x | tag: x

Hovedets kontakt med den ru bark blev brudt, og istedet lod hun det ædle hoved strække sig ned, for nu at gnubbe sig svagt op langs hendes ene forben. Det tynde lag sne knaste svagt under hendes hove, og var såmænd den eneste lyd, hun formåede at opfange i området. Lige indtil et kraftigt vrinsk skar igennem den tynde luft, og Constance frøs sine rolige bevægelser. De fløjlsbløde ører vippede ganske kort, inden hun langsomt hævede det velbyggede hoved, og vendte det i retning af lydens skaber, så hendes krystalblå øjne kunne skimme området. En lille, svag brummen startede i hendes bringe, da hun fik øje på skikkelsen i det fjerne. Vedkommende havde nu brudt det stilfærdige og stillestående billede, men det gjorde hende absolut intet. For hendes øjne blev fyldt med interesse, og hendes sind med nysgerrighed. Hun lod kun få øjeblikke passere inden hun i en energifyldt bevægelse gjorde et kast med hovedet, så den bløde, fyldige man fulgte med, og et feminint vrinsk nåede ud over bakkerne, og hen til den hingst der befandt sig inden for rækkevidde.

Hun accepterede nu hans tilstedeværelse, og det var en invitation til at komme nærmere, for hun var bestemt ikke typen der ville afvise selskab. Netop nu var hun i godt humør, og tog ikke tidligere hændelser så tungt. Trods alt, så var hun på en mission om at opfylde dét mål, der vil kunne give hende svar på, hvorfor hun var her. Om denne hingst var en mulig kandidat vidste hun ikke. Alt efter hvad hun kunne skimte på de femhundrede meters afstand, så han en anelse yngre ud, end hendes tidligere møder. Det bekræftede at beboerne altså var forplantningsdygtige, og at landet ikke kun var frodigt med hensyn til føde. Langsomt spændte den slanke hoppe op i kroppen af en spænding som ofte optrådte når hun var spændt på et møde. Den røde, fyldige hale blev hævet og gjorde ét enkelt slag fra sig, inden hun tog nogle få, tøvende skridt frem i sneen. Hendes udtryk var blevet hældt til den mere overlegne side, for hendes blik virkede vurderende og afventende. Der var nogle forholdsregler, som hun følte hun burde tage stilling til, efter den erfaring hun havde fået indsamlet, på hendes tid i landet. Nu, var hun dog åben for de muligheder der var, og ville ikke tøve med at udnytte dem, til hendes gavn.

code by ♥

Det blev tydeliggjort at hans kaldende vrinsk havde banet sig vej til hoppens øregang. Selvom der var en vis afstand imellem dem, syntes han at kunne bide sig mærke i nogle ret så bløde og smidige bevægelser. Han hejste let det fine og lidt kantede hoved en smule opmærksomt, mens de to forskelligt farvede øjne blinkede et par gange nysgerrigt - mens de for hvert blink blev tilført mere og mere livlighed. Hingstet knejste han i nakken, før han sprang an i en svævende trav med høje knæløft; elegant og smidigt bevægede han sig, til trods for sneen der besværede hans udfoldelse. Atter knejste han i nakken, selvom han tillod sig en mere afslappet bue over hals og ryg ved at sænke hovedet en smule, og pege det fremad med næsen, så hans ryg nu rigtig løftede sig.

Han nærmede sig moderat og fattet, mens hans fremkomst godt kunne synes ret så hingstet og kåd. Glimtet i hans øjne blegnede på ingen måde og stille hejste han halen lidt. Opmærksomt havde han hejst hovedet en anelse observerende som hun selv nærmere sig lidt - med en delvis mere afventende mine end ham selv. Han vidste en mere afventende og skeptisk mine ville have været noget hans far havde prioriteret, men hans alder var vel også grænseprøvningsalderen. Det var nu han ikke behøvede meget mere lærdom fra sine forældre, men selv måtte lære på den hårde måde fra verden omkring.

Affjedrende og overskudsagtigt sænkede han farten, mens knæløftende forblev lige så høje og aktiverede. Sneen dæmpede lyden under ham, mens hans pels, såvel som hendes, syntes hel ren i dette kolde vintervejr med sne omkring dem. Overlegent og med et glimt i de unge øjne, tog han fattet ned i en spadserende og lækker skridt, før han høfligt stoppede en god hestelængde fra denne fremmede hoppe. Smidigt og hilsende nikkede han galant, mens hans blik havde lukket sig, før de to forskelligt farvede øjne havnede i hendes. Jovist var hun højere end ham, men det var ikke meget. Selv lå han godt op i slutningen af de en meter og halvtreds, så kun hendes mere færdigudviklede karakter satte det endelige præg på deres aldersforskel, rent udseendemæssigt.

"Vær hilset."; hilste hans pænt, med den drengede og behagelige stemme. Han var endnu en ungkarl, men hans stemme havde virkelig ændret sig til der mere modne efterhånden, og næsten charmerende ville nogen nok allerede snart finde denne unge hingst.

Feb-Post #22

Constance

location: x | time: x | tag: x

Selv var den roanrøde hoppe ganske ung, og havde ikke mange somre bag sig. Derimod var der nok, til at hun ejede nok erfaring til at være så selvstændig som hun nu var. Der havde endnu ikke præsenteret sig en god mulighed for, at finde beskyttelse under en flok og hendes frimindede sind havde dog ment at; hver ting til sin tid, så derfor var det ikke noget hun hverken gruplede eller bekymrede sig over lige nu. Der var skam tid nok til at finde beskyttelse, og om det overhovedet var nødvendigt tvivlede hun stærkt på -for indtil videre havde hun ikke mødt en eneste fjern eller aggressiv sjæl, som havde villet det hende ondt. Udfordringer, ja vidst, var dog hvad hun havde modtaget af en enkelt, men ikke noget, som havde truet hende på livet. Constance var altså stadig ved højt humør og havde håb om at finde svar, så roen atter ville kunne indtage hendes slanke krop. Hun var blevet en anelse rastløs på det seneste, og havde vanret godt og længe, for at udforske det land, som hun nu var blevet placeret i.

Man kunne ikke bebrejde hende, at de intense blå øjne, som hun ejede blev betaget af den unge hingsts måde at bære sig selv frem på. Han handlede med kontrol af sin krop, og løftede sig, som nu var bedst og mindst anstrengende. Afstanden der var imellem dem, gav Constance rig mulighed for at betragte og indtage alle de unikke detaljer, der prydede hingstens spraglede skind. Samtidig havde hun selv sat frem i skridt, med halen hævet en anelse og med begge, bløde ører vendt fuld frem, så der ikke var nogen tvivl om, at hun var imødekommende. Gangen var vuggende, og den slanke krop bevægede sig frem med smidige bevægelser, og hovedet fulgte med i den svingende takt. Det satte hendes hjerte i gang, blot synet af hingstens energirige bevægelser, der med høje benløft satte prikken over i'et - der var ingen tvivl om, at en plag som han, måtte være en drengerøv uden lige.

Endelig, som de stod overfor hinanden, blev hun hilst med et nik og hans bløde, drengede stemme fyldte den kølige vinterluft. Det var et ret så uformelt 'Vær hilset' der mødte hende, og hun elskede det! Elskede at der ikke var sådan en tung og formel spænding der blot skulle trække hele den energiske begivenhed ved et møde, ned til jorden. Constance kunne ikke undgå at smile med et sekunds overraskelse fra de intense, krystalblå øjne, som hvilede uberørt på den unge hingst.
"Vær hilset." - hendes egen lattermilde stemme flød ud i luften imellem dem, og tilføjede blot endnu mere varme. Uformelt gengældte hun hans hilsen og lod hovedet tippe en anelse på skrå; "Hvem er det så jeg har æren af at møde?" Forsigtigt, og ganske enkelt grænsesøgende tog hun et enkelt skridt fremad. Træt af at være den evigt forsigtige, som hun ellers aldrig havde været i hendes hjemland, havde hun nu bestemt sig for at trække noget af hendes egentlige, fyrige personlighed tilbage. Men det var work in progress, og ikke noget hun bare lige kunne udføre. Med en smidig bevægelse fik hun strukket mulen frem imod den kåde plag, og hun var i tvivl om han ønskede at hilse på hendes måde. Constance rørte ham ikke, og hvis han overhovedet skulle nå hende, var han også nødsaget til at tage mindst et enkelt skridt frem. Men hun ønskede at huske ham, for allerede havde han givet hende et godt indtryk. Altså, var han en, som ville være værd at huske.

code by ♥

Det var næsten alt hvad den unge rødlige hingst havde turde håbe på, da han nu stod nær den intense roan farvede hoppe. De krystalblå øjne hun ejede, mindede ham straks om hans fars øjne, på trods af at hendes hverken var kolde, tomme eller intetsigende. Nej, det var som om der lå mere end bare et blik bag dem, varme og mere til endda. Det var svært for Lupë lige at sætte hoven på hvad det egentlig var, men det var ikke noget han havde set før i blå øjne af samme farve som hans fars. Lattermild lød hendes stemme for hans ører, som han af ren reaktion spidsede ekstra opmærksomt, mens han kort diskret udspilede næseborende for at opfange hendes duft.

Men derpå trådte hun nærmere, og en anelse overrasket havde hans smil kort blegnet, før det igen indfandt sig selvsikkert og drenget hvilende over hans spraglede mule. Nærmere kom hendes mule derpå også, og i et kort splitsekund mistede han vel fatningen, styringen; da han end ikke havde haft truffet så interesseret et møde før nu. Hans ører vippede, mens et nysgerrigt glimt var at se i hans øjne. Smilet forblev, og roligt blev han stående i den ranke og afspændte holdning han nu bar'.

"Mit navn er Lupë."; præsenterede han sig så, med den drengede stemme der tydeligt bar' præg af en dybere tone efterhånden. Charmerende ville den lyde i nogles ører, alt imens at selvom han inderligt ønskede selv at strække mulen frem og rører hende, lod han være.

"Men hvad med Dem?"; tillod han sig at spørge, ufortrødent; mens han drengede og charmerende stemme udgjorde det næsten umulige, ved at få den formelle tiltale til at lyde uformel og nede på jorden. Det var sjældent at han selv bed sig mærke i sin tiltalen, sådan var han bare opdraget af sin far. Langsomt lod han selv sin hals strækeks smidigt, mens hans to forskelligt farvede øjne ikke slap hendes krystalblå et eneste sekund. Selvsikkert stoppede hans mule da der kun var få centimeter fra hendes, mens en intensitet begyndte at blusse op i hans indre ve og vel. Han ønskede egentlig at røre hende, men udfordrende holdte han denne afstand, denne meget lille afstand, hvorved han kunne mærke hendes varme ånde. Den lette damp fra deres udåndinger i det kolde frostvejr, blandede sig harmonisk, men Lupë forholdte blikket i hendes, med et let drenget skævt smil over sine læber endnu.

Constance

xxx

x Where: | When: | Who: x

Story

Hans modne stemme fyldte atter den kølige vinterluft med varme, som hans dybe, ru tone præsenterede hans navn. Dét navn var med til at skabe et dybere billede af den hingst, som befandt sig, genspejlet i hendes helt klare og krystalblå øjne. Navnet ejede flair, og man kunne ikke benægte at det passede modbydeligt godt, skønt betydningen var svær at tyde for den unge hoppe. Ligegyldigt hvad, så ville der nu, aldrig blive noget andet hun ville kunne kalde ham, som ville være bedre. Der lå en rustik stemning iblandt dem, der var anderledes end hvad hun ofte måtte opleve og havde erfaret fra sin fortid, hvor fronterne havde været kolde og øde - her, skønt der stadig var en front, var der istedet en form for spillende nærvær, der i værste tilfælde kunne blive vanedannende, og hun kunne blive afhængig.

Hun formåede at forholde sin slanke krop ganske roligt og forlod ikke sin afslappede position, der indbød ham til hilsen. Der havde ikke været den store reaktion da hun, selv til egen overraskelse, havde bevidnet den unge hingst at blive overrasket over hendes adfærd, som hun havde nærmet sig. Det var underligt tilfredsstillende for den roanrøde hoppe, hvis mandelformede ører havde været det eneste, som havde rørt på sig, at han ikke blot havde taget det som en selvfølge. Hun var anderledes og måske endda eksotisk, begrundet af hendes oprindelse. Verdenen var en anden i hendes hoved, og hun følte sig så fremmed som man overhovedet kunne i dette begrænsede land, som hun i øjeblikket så som et fængsel. Der var hvad hun skulle bruge, men ikke dem hun savnede.

Deres blikke forlod ikke hinandens, idet han modigt bestemte sig for, at give det en chance. Hun lod ham forsigtigt komme til hende, dog uden at lade deres muler røre, og det var en fryd forsigtigt at kunne indtage den søde, stærke duft af hingst som hurtigt blev lagret i hendes sind. Han ville dermed ikke blive glemt lige foreløbig. I et kort øjeblik lod hun de intense, blå øjne betragte hans mule, indtil hans stemme nu bekræftede, at han ønskede at kende hendes navn. Det var her at hun opmærksomt lod sit blik falde i hans, og et diskret smil forsigtigt trak op i hendes ene mundvige. Hun kunne godt mærke hvordan det trak i dem begge, at få lov til at eftergive det svage begær, om at kunne røre hinandens varme skind, blot for at kunne mærke hvordan det føltes. Hun lod hans spørgsmål hænge i den tynde luft i få sekunder, inden hun uden videre trak mulen ind til sig, brød den tætte sfære og drejede det ædle hoved - og resten af forparten ud til den ene side. Den kraftige, let hævede hale afgav et slag idet hun med let elegance satte frem i en samlet, og ganske hoppende trav, væk i en halvbue indtil afstanden af hvad der svarede til godt halvanden hestelængde var opnået. Her slog hun hurtigt over i skridt og fik smidigt drejet om sig selv, indtil hendes halvfront atter var vendt imod den spraglede hingst. Hendes stærke hals var blevet let hvælvet i hendes fremstillede gang, men nu hvor alle fire ben var godt stabiliseret i den tøende sne, kunne hun forsigtigt hæve hendes ædle hoved, og atter lade sit blik lande på Lupë. Det var en smagsprøve på den opvisning hun kunne byde på, nu hvor han havde nærmet sig hende.

"Constance." Lød hendes blide stemme med den uberørte accent, idet hun lod hovedet tippe en svag anelse til den ene side. Det var pirrende at skulle sætte denne nye afstand, men det var lige så meget for at kunne finde ud af mere. Den slanke krop var spændt op som en fjeder, klar til at reagere på hvert et signal, og de bløde mandelformede ører var vendt opmærksomt imod ham, for ikke at spare ham interessen. Halen slog endnu engang opstemt bag hende, men ellers bar det fulde billede et godt indtryk af fuldkommen beherskelse, selvom det nu var bevist at hun bestemt ikke var kedelig.