SACRED SILENCE ✗ Mitis

[16]

Han så ud til gerne at ville spille med på hendes leg, og hun glemte i et øjeblik sine tunge tanker og spekulationer. Hun accepterede ham nogenlunde, såvel som han så ud til at acceptere hende. Hun hvælvede nakken i en elegant bue, og satte i en elegant trav i en cirkel omkring ham, med et legesygt smil spillende om hendes bløde læber. Et eller andet sted håbede hun på at Chrome måske havde en flok et sted, hvor hun kunne være under hans beskyttelse, om end kun for et kort stykke tid. Det var sikkert blot ønsketænkning. Hun fortsatte med at danse legende omkring ham, men mere i sine egne tanker end før.
Hun følte sig mere sikker på at hun nok skulle klare tjansen som mor for et føl alene, for om ikke andet kunne hun ikke sige fra nu. Det var alt for sent nu, og hun var tvunget til at gøre forsøget. Selvom dette måske ville blive sidste gang hun så Chrome, ville hun opsøge ham når hun var klar til det, for hun ville ikke lade føllet leve et helt liv uden nogensinde at møde den hingst der havde været med til at skabe det liv den selv var.

Hun betragtede let undrende Chrome, for han så ud til at spejde efter noget. Om det var farer, en anden hest eller blot en raslen i træerne kunne Mitis ikke vide, og hvorfor han overhovedet kiggede så intenst rundt kunne hun heller ikke vide. Hun od blot være med at tænke yderligere over det, men stoppede sine bevægelser, og stod blot roligt, med hovedet hævet og nakken let hvælvet. En blæst havde rejst sig, men denne gang var der ingen sne eller nedbør af nogen art med den, og hendes hale flagrede let i vinden.

Wordcount: 299 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Mens blæsten dansede omkring dem, hvirlede begge deres maner og haler af sted, lukkede han sine øjne for et øjeblik. Han kunne blot spørge hende og få det helt på det klare, intet problem der; ikke at han vidste præcis hvad han ville gøre, hvis hun benægtede ham hans instinkter. Hun havde ikke gjort det før, faktisk havde hun ret velvilligt ladet ham følge dem sidst, men hun havde trods alt også fortrudt bagefter. Tilsyneladende, selvom det lige nu virkede en smule anderledes måske. Et fnys forlod ham inden han rystede sit hoved og vendte blikket mod hende, hvor hun var stoppet op og stod med hævet hoved. Let betragtede han hende på den måde, som han havde gjort andre gange; betragtede hende som en ting, en genstand, en ejendel, og dog uden at miste følelsen af, at han så på nogen og ikke noget.

"Vil du følge mig?" spurgte han så ud i det blå, hans stemme ganske rolig og sikker. Der lå noget i tonen, som syntes at sige, at hun ikke havde så meget valg som han i teorien gav hende, men samtidigt var det ej en truende eller tvingende ting han sagde. Han spurget hende, i teorien i hvert fald.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[24]

[21]

Ved hans ord sænkede hun blikket mod den snedækkede jord. Sekunderne der fulgte føltes utroligt lange for Mitis, mens tankerne hvirvlede rundt mellem hinanden. Hun kendte ham knap nok, men på den anden side var han velsagtens den hun kendte mest her i Andromeda. Hun havde i princippet chancen for at få den "familie" hun havde drømt om da hun var lille. Men nu - turde hun overhovedet knytte sig så meget til en anden sjæl, give dem chancen for at ødelægge hende fuldstændig omtrent som da hendes egen moder gik bort? Hun hævede blikket, og stirrede ham stift ind i hans øjne, øjne hvis farve mindede om hendes. Jo, deres føl ville få deres øjne. Hun risikerede at blive efterladt, på den ene eller den anden måde, men det var en risiko hun var villig til at tage, selvom halvdelen af hende standhaftigt strittede imod, både overfor Chrome, men også for hele det at følge nogen. Hun gav et lettere stift nik fra sig, hvorefter hun sank den klump der havde bygget sig op i hendes hals.

"Det vil jeg gerne ... Chrome."

Svarede hun ham, et let smil spillende om hendes læber. Måske, måske var dette ikke den værste beslutning hun kunne træffe? Om end ikke for sig selv, men for det ufødte føl. Snart, meget snart ville det komme, og hun ville være parat.

Hun havde umådeligt svært ved at afkode det blik han gav hende. Hvordan så han på hende? Hun mente at det måtte være tydeligt for ham hvordan hun så på ham - det var svært for hende at skjule. Hun kunne ikke se om han blot så hende som en hvilken som helst hoppe, som han blot bragte med sig fordi det repræsenterede magt. Eller om han rent faktisk så på hende som noget andet. Som et levende væsen, som havde følt sig forvirret de sidste elleve måneder, og som nu endelig var ved at falde til ro - ved hans side.

Wordcount: 329 | tag: Chrome

code by ♥