SACRED SILENCE ✗ Mitis

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

When ✗ Tidlig formiddag
Where ✗ Den nordlige del af øen
Who ✗ Mitis

I solens spæde lys glitrede sneen som sjældent set; dagen før havde det været varmere, hvilket havde ført til, at det var begyndt at tø, før en nat med bidende kulde havde lagt sig over landet. En tynd hinde af is havde dermed lagt sig over den ellers bløde sne og gav landet et usædvanligt skarpt, men også smukt, udseende. På træerne hang lange tapper af is, som truede med at falde ved det mindste slag mod stammen, men ikke desto mindre stadig sad der som vinterens blade.

Skorpen af is knasede under hingstens vægt, mens han bevægede sig af sted. Man kunne ej slæbe sine ben gennem dette, for isen skar, men hævede man blot sine hove, så gav isen efter uden noget problem, så snart man satte dem ned igen. Dette betød at der ikke var noget tydeligt spor denne morgen, men i stedet blot en serie huller, hvor han havde placeret sine hove for at komme videre. Og for at holde varmen, for selvom solen var stået op, så var der stadig lang vej til, at landet havde bare det mindste, som mindede om varme.

Chrome var ikke forfærdeligt optaget af, hvorvidt hans arbejde gav passende løn fra sig; han glædede sig blot over, at det holdt hans tanker fra at drive for langt. Det han gjorde, var ikke som sådan noget, der krævede den store hjerneaktivitet, men ikke desto mindre var det nok til, at han kunne holde tankerne i ro og fokusere. Metodisk flyttede han derfor rundt på sneen, fjernede så meget som muligt i et passende areal, og begyndte først derefter at græsse.

Han holdt sine øjne lukkede, for solens genskind i sneen skar.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[12]

[8]

Sneen knasede under Mitis hove, da hun bevægede sig igennem Leventeras skove. Det var tydeligt at se at hoppen bar et føl, og tanken skræmte ikke Mitis nær så meget som før. Hun følte sig ihvertfald ikke alene, da hun gik gennem skoven den formiddag. Solen spillede i de nøgne trækroner, ned på den kolde skorpe af is der lå som et beskyttende skjold over den pudderlignende sne der lå begravet under. Et mildt smil hang om Mitis læber, og livsglæden strømmede ud af de ravgyldne øjne, da hun satte i en let trav. Hun var så bange for at noget skulle ske med hende selv eller føllet, og hun ville ikke kunne leve med sig selv hvis hun endte med at ødelægge et så ungt liv, nu hvor der kun var omkring en uge til at den lille skulle komme til verden.

Hendes tanker vandrede videre, til den mystiske Chrome, der var faderen til det ufødte føl. Hvor havde hun været forvirret da hun mødte ham, men nu, efter noget tid havde hun fået tankerne sat nogenlunde på plads. Bange var hun ihvertfald ikke. Smerten ville være til at bære, for glæden ved at skabe et nyt liv var langt større end de timer af smerte hun vidste hun måtte opleve.
Hun havde tænkt sig at passe på sig selv, ligeså vel som hun ville passe på den lille. Lade den forblive uvidende og uskyldig så længe som muligt, uden at skulle tænke over alle livets forfærdeligheder. Hun havde selv lært om døden i en ung alder, og det var ikke noget hun ønskede skulle ske med den ufødte. Hun huskede selv fortvivlelsen, og det var ikke noget nogen skulle have lov og opleve, end ikke den ondeste og sorteste sjæl, og da slet ikke et ungt og uskyldigt liv hun selv havde været med til at skabe.

En lav og harmonisk vrinsken passerede hendes læber, og blandede sig med fuglenes pippen i grenene der omgav hende. Skønt hendes mave var rund, og hun måtte bruge flere kræfter på at bære rundt på føllet, var hendes hoved hævet, og hendes hals hvælvet. Hun brummede let og feminint, og så endnu engang på verden omkring hende. Åh, hvilken fantastisk dag det var.

Wordcount: 372 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Det frosne græs gav ikke megen energi, men det var mere end nok, så længe spenderede det meste af sin tid på det. Og det gjorde han skam, men han fandt tid til alt muligt andet på trods af det. Nogle af tingene var kærkomne, andre interessante, men de fleste var blot småbitte glæder, som at rulle sig i sneen eller plaske med det kolde vand. Alle sammen ting man ikke just forventede af en hingst som ham, men ting han alligevel holdt inderligt af at gøre. Hvilket også var grunden til, at han pludseligt bukkede sammen i forbenene og lod sig dejse om på siden, så han lå i det frosne græs, han havde skrabet fri for sneen, der normalt dækkede det. Han nåede dog ikke at komme længere end dertil, før et vrinsk fangede hans opmærksomhed.

Chrome havde ikke noget mod at møde nogen igen, men der var visse, som han normalt havde undgået. Vrinsket, som han hørte nu, tilhørte en af dem. Han frygtede dem ikke og havde som sådan heller ikke direkte noget mod dem; han havde bare aldrig haft den store.. lyst... til at finde dem igen. Ikke fordi han fortrød det, der var sket mellem dem eller det, han havde givet dem, men nok mere fordi han ikke helt havde den store lyst til at gense det. Ikke desto mindre hævede han sit hoved og trak sig hastigt på benene.

Trods hun var grå, havde Chrome intet problem med at se hende eller hendes tilstand. Hun kom gående ud af en nærliggende skov og bar tydeligt på andet end blot vintersul. Om det andet, var noget han var grund til eller om en anden hingst havde fundet hende, kunne han dog ikke sige noget om i dette øjeblik. Et let fnys forlod ham, inden han trådte fremad og vrinskede til hende, hans ører vippet fremad på trods af det hele. Hun havde ikke været den mest interessante hoppe, ud af alle dem han havde mødt, men hun var bestemt heller ikke en, han ønskede at ignorere. Som sidst var nakken knejset og kroppen rank, men sårene var forsvundet.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[16]

[9]

En lav knasen i sneen nogen meter fremme fortalte Mitis at hun ikke var alene. Hendes gyldne øjne lyste op ved tanken og selskab, men da et vrinsk mødte hendes øregange stivnede hun. Han var den sidste hun havde mødt, og hun var ikke sikker på hendes tanker om at skulle møde denne Chrome igen. Han havde ikke som sådan gjort hende noget hun ikke selv havde bedt om, eller såret hende på nogen måde, men alligevel var hun ikke så sikker på at hun havde lyst til at snakke med ham igen. Dog sagde hun sjældent nej til at snakke med en, og hvem ved, måske opførte han sig anderledes når det var under andre omstændigheder en sidst?

Efter lidt tid kunne hun også se ham. Skønt hun i smug havde beundret ham sidste gang, var han i langt bedre stand nu. Han var blevet mere muskuløs, og de åbne sår hun havde fundet ham med var helet, og havde efterladt hans brogede pels ren og skinnende i morgensolen. Kun adskillige lange ar ødelagde pelsen, ellers så han ud til at være ganske okay. Mitis blev stående det samme sted, sneen foran hende endnu uberørt hvor hendes spor kunne have været. Hendes hoved var stolt hævet, nakken hvælvet let, men hendes blik flakkede, ikke skræmt, men en vis nervøsitet var at spore i de ravgyldne irisser. Nervøsitet, blandet med forvirring. Hun var forvirret over sig selv, for han ville ikke gøre hende noget. Ville han?

Hun ventede på at han skulle nærme sig, skønt hun ikke selv bevægede sig fra sin plads. Hun ville gerne have ham til at komme nærmere, men ville ikke selv tage skridtet. Ikke fordi hun var træt, men fordi hun ikke ville virke som om hun havde savnet ham, hvilket hun ikke havde. Hvad havde hun dog at savne? Jo, måske havde hun savnet en fader til hendes ufødte føl, men ikke mere end det, ihvertfald af hvad hun selv vidste af. Hun var helt sikker på at han var faderen, for det kunne umuligt være andre end ham, og hun håbede i smug at føllet ville arve en smule af hans træk, for det ville være løgn at sige at hun ikke beundrede ham, om end kun en smule.

Ingen ord forlod hendes læber som hun stod der som en slank isskulptur, men skulpturen var på nippet til at smelte, skønt hun standhaftigt kæmpede imod.

Wordcount: 402 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Hun stoppede, da hun hørte ham, hvilket ærligt talt forvirrede Chrome en anelse samtidigt med, at det vel egentligt var fuldt ud forventeligt. Det der var sket mellem dem havde ikke just været fuldt ud planlagt og deres efterfølgende afsked havde mildest talt været lidt underlig. Alt taget i betragtning mente han dog ikke rigtigt, at han kunne bebrejdes for noget af det: hun havde ikke afvist ham og han havde mildest talt også været forvirret på daværende tidspunkt. Han var klogere nu, mere van til den verden, der var omkring ham; ikke at det rigtigt ændrede noget. Blev han placeret i den samme situation en gang til, ville udfaldet være det samme, om hun var der eller om det var en anden hoppe.

Siden hun ikke afviste ham, men samtidigt heller ikke gik frem mod ham, valgte han at tage innitiativet, for han ville ikke blot stå her og se akavet på hende. Med sine sædvanlige store, kraftfulde skridt begyndte han derfor at gå mod hende, uden tøven på trods af det hele.

Efter hans mening var hun blevet ufatteligt stor. Der var ingen tvivl om, at det var hende, men borte var den facon, der ellers havde klædt hende. Direkte grim ville han ikke kalde hende på nuværende tidspunkt, men der var bestemt noget meget underligt over det faktum, at hendes sider bulede så meget som de gjorde. Han lod sig dog ikke skræmme, for det var intet uset syn, bestemt ikke. Han havde set det før, flere gange, men det overraskede ham stadig lidt hver eneste gang, selvom det ikke kom til syne længere.

Selvom man næppe ville have sagt noget, hvis han havde gjort det, så stoppede han ikke et stykke fra hende, men forsatte til han stod lige foran hende. Ingen af dem skulle strække sig særligt meget, for at møde den anden, men samtidigt stod de heller ikke så tæt, at de nærmest stod ovenpå hinanden. Som altid holdt han hovedet højt og nakken let knejset, trods der ingen præmie var at vinde denne gang. Hans ører vippede fremad, mens han blot iagttog hende. Halen svirpede bag ham.

"Mitis."

✕ ...but I do it in the best way ✕

[17]

[10]

Hun så stift til, at han nærmede sig hende, så hvordan hans øjne fulgte hendes mave op langs siderne. Hun kunne godt se hvis han syntes at det så forkert ud, men han var vel også medskyldig i at hun så sådan ud. Hun ventede at han ville stoppe en smule længere fra hende end han rent faktisk gjorde, men han da han endelig stoppede, var der ikke mere plads imellem dem, end at hun kunne strække halsen og røre ham, eller omvendt. Hendes øjne flakkede let, og hun tøvede lidt efter at han havde talt. Hun var ikke sikker på hvad hun skulle svare ham, om hun skulle svare ham, eller blot vende om og gå igen. Men sådan var hun ikke, og hun fæstnede kort efter blikket ved hans øjne.

"Hej Chrome."

Sagde hun kort, trods hun var en hoppe af mange ord. Hun vidste simpelthen bare ikke hvad hun skulle sige ellers. Hvad var der overhovedet at sige? De havde taget afsked uden at have snakket noget igennem, og hun havde taget det som om at det betød at de nok aldrig skulle ses igen. Men det viste sig vel at Andromeda var mindre end hun havde regnet med, og at hun stødte på ham endnu engang. Han var så tæt på at hans lugt krøb ind i hendes næsebor, som sitrede en ganske lille smule, for at opfange eventuelle andre lugte omkring dem, men ligenu var han den eneste omkring hende. Hun havde ikke noget at være sur på ham over, og det var hun skam heller ikke, men hun var heller ikke yderligere begejstret for at se ham. Ihvertfald brød hun sig ikke om hvordan hun blev sært nervøs, og ikke anede hvad hun skulle sige, og følte sig dum foran ham. For skønt hun næsten aldrig havde noget imod hvordan hun fremstod over for andre, så var det som om det var anderledes med Chrome. Hun ville ikke se dum ud foran ham. Hun ville ikke se ud som hun havde det dårligt nu hvor hun ventede et føl, der i teorien var deres begges. Dog havde hun i sinde at tage alt ansvar for det, og bøde sit liv for det hvis det skulle blive nødvendigt.

Hun vippede ørerne fremad mod ham, men rørte sig ellers ikke. Der var heller ikke rigtig nogen steder at rykke sig hen, for han stod mindre end et skridt fra hende. Noget i hende ønskede at spørge 'hvordan har du det?' eller 'sjovt at se dig her igen' men hun kunne ikke få en lyd over sine læber. Det hele lød så latterligt og desperat i hendes ører. Som om hun havde været ved at dø af ensomhed inden hun mødte ham igen, og blot prøvede at skjule det for ham. Hun lod ham få det næste træk.

Wordcount: 471 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Mitis hilste ham, som han havde hilst hende, men mere kom der ikke. Han havde forventet noget, hvad præcist vidste han ikke, men bare et eller andet, som ikke var stilhed. I stedet blev han mødt med en stilhed der var næsten larmende. En stilhed som varede lidt længere end den burde have gjort, for han forventede jo, at hun ville sige noget, så han sagde intet. Og dog fik den ikke lov til at vare evigt, for Chrome var ikke dum, på ingen måde, så han opfattede skam, at hun ikke havde i sinde at tale. Hvilket undrede ham lidt, for hun havde virket villig nok sidste gang, selvom det havde været lidt... modløst.

"Jeg kan se, at du overlevede stormen." Det var nok lidt en underlig ting at sige, men ikke desto mindre var det, det han sagde. Det kunne lyde nedladende, eller måske direkte afvisende, som om han havde ønsket det modsatte, men sådan endte det ikke. I stedet kom det med den tone, som man brugte i venskabelig spøg, om end ikke helt så venskabelig som den kunne være. Et smil fulgte også med, hvilket ville forsikre den grå hoppe om, at han skam mente det godt på alle måder; for han ønskede bestemt ikke, at stormen skulle have taget livet af hende. Han kunne være hård og kampklar, men ikke morderisk.
På trods af hvor underlige hans ord måske lød, så var de skam ment blot for at starte samtalen. Det var vel egentligt blot en anden måde at spørge ind til hvad, der var sket, efter at han havde forladt hende i grotten. Om hun forstod det sådan kunne han kun håbe på.

Chrome var ikke sikker på, hvordan præcis han havde det med Mitis. Han havde så heller ikke særligt meget viden om hende, så det var måske ikke så underligt igen. At sige, at han brød sig om hende, var dog ingen løgn. Så vidt han vidste var hun en ganske fin hoppe på alle leder og kanter, selvom hun ikke just virkede som den mest selvsikre. Og dog havde hun sine øjeblikke, som hun såfint havde vist ham sidste gang; han brød sig nok mest om hende, når hun havde dem.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[18]

[11]

Mitis fugtede hurtigt sine læber endnu engang, og prøvede at tyde hans ord. Overlevede stormen? Jo det havde hun gjort. Hun nikkede langsomt, og lod så et ganske lille smil pryde sine læber.

"Også dig."

Hendes stemme mere imødekommende end resten af hende. Hun slog kort med den grålige hale, og prøvede at skjule at hun var glad for at møde ham her. Hun kom til at tænke på, at hun sikkert blot var en tilfældig hoppe, og at han i de måneder der var gået siden de sidst mødtes, sikker var stødt på mange hopper som hende, i brunst, som ikke afviste ham. Hun var langtfra noget specielt for ham, så hvorfor var han på en syg måde noget specielt for hende? Hendes smil blev visket væk ved tanken, og et forpint ansigtsudtryk hagede sig fast om hendes øjne og mund, men kun for et kort sekund, inden hun talte.

"Hvad har du så lavet.. Siden sidst?"

Spurgte hun, en smule tøvende. Hun ville gerne vide det, men det var måske et mærkeligt spørgsmål at stille, og hun frygtede at hun allerede kendte svaret på det. Hun knejsede let med nakken, og blinkede kort med de store gyldne øjne, som bar et glimt af blandede følelser. Hun strakte hovedet en smule nærmere, overvejede at nappe ham let i håret, men tog sig i det, og trak hovedet tilbage. Hvad tænkte hun overhovedet på?

Hun vidste at dagen hvor hun skulle føde føllet kom nærmere og nærmere, og hun ønskede at han skulle være der, og møde føllet. Tage sig af det hvis der skulle ske hende selv noget, og være den fader som Mitis aldrig selv fik. Siden Mitis selv var føl havde hun ønsket selv at skabe en rigtig familie, ogdet så ikke ud til at det blev med Chrome, så på den måde ønskede hun at det ikke lige præcis var ham, men en af ønskede at tage sig af, og opfostre en ung sjæl sammen med Mitis. Men det så ikke ud til at blive foreløbig, så Mitis tog al ansvaret på sin egen ryg.

Wordcount: 349 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Der var noget underligt over den grå hoppe, som Chrome ikke rigtigt kunne definere. Hendes tonelejde, for ikke at tale om kropsprog, syntes at pege i to helt forskellige retning. Man kunne tro, at det betød, at de udlignede hinanden, men i stedet blev det blot et forvirrende virvar, som han havde svært ved at tyde og endnu sværere ved at forholde sig til. Han spejlede sig ikke just i andre, men hans reaktioner var bestemt bundet til de modreaktioner han fik fra andre og når hendes gik i alle retninger, så havde han ærligt talt problemer. Specielt det faktum, at hun gik fra at smile til at se forpint ud forvirrede ham, samtidigt med, at det vel egentligt gjorde ham en smule bekymret, I praksis tilhørte hun ham ej, var ikke hans ansvar på nogen måde, men i teorien var det vel anderledes.

"Udforsket den her ø," svarede han med en simpelt tone, som burde fortælle hende, at intet rigtigt nævneværdigt var sket. I hvert fald ikke efter hans mening. Han havde mødt en masse forskellige personligheder, nogle gode, andre ikke, men ingen af dem var nogle, han følte var nødvendige at nævne.

Han så hende række lidt frem, men ikke rigtigt gøre noget udover det, hvilket førte til mere undring for ham. Uden et ord tiltede han sit hoved let på skrå, mens han betragtede hende. Hun var altså underlig, der var ingen vej udenom det, men om det blot var en del af hendes personlighed, som hun ikke havde vist sidst, eller noget frembragt af noget andet, kunne han endnu ikke sige.
En dæmpet brummen lød fra ham, der næsten symboliserede en spørgen. Han var nysgerrig af natur og uanset hvor mange slag han havde taget i sit liv, hvor mange verbale kampe han havde haft, så forblev det i ham sammen med den venlige side, som ofte blev fortrængt. Et par sekunder med stilhed fulgte, før han tog innitiativet og nippede let til hendes en lømsk lok af hendes pandelok for så at flytte den til tilbage til resten.

"Hvad med dig?"

✕ ...but I do it in the best way ✕

[19]

[12]

Mitis følte det næsten som om hun var delt i tre vidt forskellige dele - én som absolut ikke gad at tilbringe noget tid med Chrome, og syntes at den var irriterende og mærkelig. En anden del, som syntes han var umådelig spændende og charmerende, og ønskede at blive ved hans side så længe det skulle være. Og så igen, en tredje del der prøvede at få styr på det hele, og skille de to andre fra deres rasende kamp. Hun kunne tydeligt se at det forvirrede ham, for et spørgende udtryk gled over hendes ansigt, da han let vippede hovedet på skrå. Smilet bredtes en smule mere, samtidig med at hendes øjne lyste let op som en sommerfugl i den kolde vinter. Skønt han sikkert havde mødt andre end hende, var han tydeligvis ikke sammen med dem nu, og de var åbenbart ikke så vigtige at han ville fortælle hende om dem. Hun tog det som et godt tegn.

Hun nåede næsten ikke at tænke over hvad han lavede, før han kort satte en vildfaren del af hendes pandelok på plads i den tot hvor det rigtigt hørte til. Hun slog let forlegent blikket ned, men smilet forlod ikke hendes læber.

"Ikke rigtig så meget. Gået rundt, prøvet at vænne mig til tanken om at jeg om meget få dage ikke skal bære rundt på denne her sæk mere."

Sagde hun med et glimt i øjet, hentydende til hendes mave hvori det ufødte føl lå, uvidende om at den ikke skulle ligge der ret meget længere. Hun slog kort med halen, og rettede sig en lille smule mere op end hun allerede var. Den tredje del havde tydeligvis fået langt lidt låg på den første del, og hun følte sig en smule mere rolig og selvsikker nu. Prøvende strakte hun halsen let, og puffede legende til den ene side af hans hals, den side der ikke var dækket af et vandfald af krøllet hår. En let latter flaksede forbi hendes læber og varmede den frostklare luft en smule op.

Wordcount: 340 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Hun slog blikket ned, da han flyttede lokken af hår og han kunne ikke lade være med at give et lille smil ved det, på trods af det hele. Det var en... sød... reaktion om man ville og hun syntes at få mere ro og selvtillid efter det.

Det var ikke fordi han ønskede at ignorere hende, ikke sådan direkte, men det var alligevel det han gjorde, efter at hun havde puffet legende til ham. At lege med hende var trods alt ikke hans førsteprioritet i blandt alle de ting, han kunne gøre. Så i stedet for at spille videre på det, puffede han let til hendes mule, næsten for at etablere faktummet, inden han trådte forbi hende, så han kunne inspicere 'sækken' nærmere.
Hans skulder stod ved hendes, da han strakte sin hals og puffede let til hendes udspilede skind; det føltes så blødt som sidste gang, på trods af alt det var strukket til bristepunktet. Den samme duft hang på hende som sidst, selvom den havde mistet lidt af sin sødme. Lidt søgende lod han kort sin mule bevæge sig over hende: der lå ingen lugt fra en fremmede hingst, men det betød ikke noget, for havde hun spenderet tid med en anden, så ville det for længst være bort. Et let fnys forlod ham over den tanke. Han kunne kun vente til han så det selv, hvis han gjorde, for hun kunne trods alt lyve, hvis han spurgte. Ikke at han gik forfærdeligt meget op i det, men på samme tid betød det nok mere nu, end det havde gjort før i tiden.

"Er det mit?" spurgte han med en rolig stemme, inden han så på hende. Det var nok lidt ligefremt, men han havde aldrig rigtigt været den, som pakkede tingene ind eller prøvede at skjule sin hensigt. Han fandt ingen grund til at gøre det.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[20]

[13]

Mitis smil falmede en smule da han forsigtigt puffede hendes mule væk, men ellers gjorde hun ikke noget. En afvisning var vel en afvisning, og han havde velsagtens sine grunde. Hun betragtede ham undrende, da han bevægede sig væk fra hende, for at betragte hendes udspilede maveskind. Hun smilede kort. Han viste da en vis interesse for føllet, og det glædede hende en hel del. Hun kiggede nysgerrigt efter ham da han lod mulen glide henover den skinnende maveskind, men bevægede sig ellers ikke, da en let sitren gik igennem hendes krop grundet den uventede berøring. Hun hævede let forskrækket hovedet ved hans fnysen, men faldt til jo igen da han ikke igen gjorde mine til noget. Hendes smil blev trukket let op i den ene mundvig, og lyset skinnede ud af hendes gyldne øjne, da hun stolt nikkede som svar.

"Ja, med sikkerhed."

Svarede hun, og det kunne hun let sige, for hun havde ikke haft besøg af nogen hingst, hverken før eller senere. På mange måder var hun glad for at Chrome var faderen, men noget i hende ærgede sig også, for han virkede endnu ikke som en der havde tænkt sig at blive ved hende og føllets side ret lang tid efter det var blevet født, hvis ikke dette var sidste gang hun nogensinde så gam igen. Noget inde i hende skreg ved tanken, men hun ignorerede det prompte. Ikke om hun ville lade en hingst hun dårligt kendte kontrollere hende på den måde, og hun havde mødt adskillige interessante hingste som ikke ... Var Chrome. Et lydløst suk passerede hendes læber.

Wordcount: 265 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

En tænktsom brummen forlod hingsten et par øjeblikke efter, at hun havde givet ham sit svar; det var hans 'med sikkerhed', hvad end det præcis skulle betyde. Det var både tilfredsstillelse og usikkerhed der vældede indover ham ved det. På den ene side var det tilfredsstillende at vide, at han med al sandsynlighed faktisk havde formået at vidergive sine gener, mens det på den anden side lidt var en skræmmende tanke. Mitis var trods alt ikke en hoppe, som de andre, han havde bedækket. Hun havde ingen hingst at vende tilbage til. Ingen gruppe af hopper, som kunne guide hende igennem det hele. I hvert fald havde hun ingen af delene, såvidt han vidste, hvilket var det, der gjorde ham tænksom.

Alt svar han gav hende tilbage var et nik og smalt smil.

I teorien var hun nu hans ansvar, om end kun til en begrænset grad. Han havde ikke gjort noget mod hendes vilje og derfor ikke rigtigt stilles til ansvar, men samtidigt var der potentialet for, at hun kunne komme i problemer, når hun havde fået føllet. Han havde bestemt ikke nogen viden om det hele, det skulle han være den sidste til at påstå, men han vidste, at det tilførte en mængde stress til hoppen, hvilket kunne lede videre til en mængde af dårlige ting.

Pludseligt gik det op for ham, at han havde stået stille i et stykke tid og blot tænkt. Med et fnys gik han rundt om hende, så han endte på den modsatte side af hende, hvor de så stod skulder mod skulder. Der gik der yderligere øjeblikke, hvor han blot så på hende; hvad skulle han gøre?
Med samme ligefremme måde som før, førte han sin mule hen mod hendes og puffede let til den. Hvor villigt tog hun egentligt imod hans tilstedeværelse?

I teorien var der vel egentligt intet, der holdt ham fra at påtage ansvaret.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[21]

[15]

Mitis betragtede først Chrome indtrængende, men da han så ud til at stå i sine egne tanker, faldt hun også selv tilbage i sine. Få dage forinden havde hun været så bange for det hele, og det var hun også stadig. Men Chromes tilstedeværelse tog på en måde toppen af den panik der før havde fyldt hende. Noget af det var sikkert blot instinkt der fortalte hende at hun kunne være sikker i en vis grad, når hun havde en hingst omkring sig som ikke prøvede at slå hende ihjel. Men frygten for smerten, for at hun ikke kunne leve op til hvad der blev forventet af hende, og ikke mindst at hun ville komme til at svigte føllet, om hun ville eller ej. Ligesom hende egen mor, som dog havde svigtet hende ufrivilligt. Frygten for at der skete noget med hende selv eller føllet var den frygt der skræmte hende mest, og fyldte hendes tanker allerede nu. Hun skævede let over mod Chrome, som stadig så ud til at befinde sig et helt andet sted, præcis ligesom hende. Hvad mon han tænkte på? Hun håbede at han tænkte over føllet. Han handlinger før viste da ihvertfald at han tænkte - omend kun en smule - på sit eget afkom.

Hun blev revet ud af sine tanker, ved en følelse af varme mod hendes mule, i den kolde luft, og hun vendte tilbage til virkeligheden, hvor Chrome let puffede til hendes mule, mere imødekommende end afvisende som før. Et lyst smil viste sig på hendes læber, da hun gav et puf tilbage, og slog med halen bag sig. Hvor meget hun end prøvede at nægte det, elskede hun hans selskab, og det gjorde næsten ondt indeni hende ved tanken om at dette kunne blive sidste gang de sås. Hun blev let irriteret på sig selv over at hun konstant skulle tænke videre, på alle de slemme ting der kunne ske, og bestemte sig derfor blot for at leve i det nu, hvor hun var sammen med Chrome. Hun trippede let på stedet, inden hun hævede sig legende på bagbenene, dog kun få centimeter oppe i luften, inden kun ramte sneen under sig, som hvirvlede op om hendes små runde hove.

Wordcount: 370 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Hun puffede tilbage med et smil, hvilket førte den plettedes tanker videre ned af det spor, de før havde kørt i. Det var et spontant valg, ikke noget gennemtænkt, men han følte sig sikker på, at han nok skulle være i stand til at klare det uden de store problemer, hvis det blev realitet. At tage vare på hende, var trods alt ikke et valg, han kun selv stod med: hun skulle også acceptere ham som beskytter, hvilket han ikke vidste hvor hun stod på. Hun virkede til at holde af hans selskab, om end tolerede hun det i hvert fald.

Pludseligt hævede hun sig lidt på bagbenene med en legende aura omkring sig. Lidt overrasket trådte Chrome bort og hævede sit hoved, for så at knejse i nakken. Halen svirpede bag ham, inden ørerne blev vippet fremad, da han opfattede, at hun ej havde gjort det af en dårlig grund. En spørgende brummen spillede i ham, i det han trådte frem mod hende igen, nakken stadig knejset. Et smil spillede om hans mule, da han legende, men blidt, nappede ud efter hende; nu hvor det var blevet etableret, at føllet, ifølge hende i hvert fald, var hans, så var han villig til at tage det mere med ro, mens hans tanker faldt til ro og valgte, hvad fremtiden skulle bringe.

Den skulle bringe mere tid med hende, hvis hun ønskede det.

Chrome hævede sit hoved og lod blikket vandrer omkring; nu hvor hans indre havde bestemt sig for at lægge beslag på den skimlede hoppe, så satte instinkterne, som var skabt til præcis formålet, ind. Det var hans rolle at holde øje med verden omkring dem, så hun kunne fokusere på andre ting. Mentalt rystede han på hovedet af sig selv og lagde et øjeblik sine ører; han manglede stadig hendes godtagelse, selvom han i teorien nemt kunne jage hende fremad mod hendes vilje.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[22]