The Bird of Snow | Leonora

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Time | Omkring middag
Location | Ved en bæk i den sydlige del af flokkens område.
Tag | Leonora

Store fnug faldt fra den grå himmel, for så at lægge sig hvor end de kunne komme til. På jorden lå de som et tæppe og på træerne skabte de falske blade. På søer og åer snød de synet, så man ej troede man gik på is, mens de skjulte sten som var de bløde puder. De lagde sig dog ikke kun på landskabet; ryggen af hvert et dyr var også et sted, hvor de villigt fandt leje, selvom de dog ikke blev der særligt længe hos de fleste. Et lidt mere usædvanligt sted kunne de dog også finde vej til; en tunge. En lys hoppeplag spadserede nemlig rundt, hendes tunge stukket ud for at fange de kolde fnug inden de nåede jorden. Dum kunne man sige, at hun så ud, med tungen stikkende langt ud, men hun var aldeles ligeglad og det var tydeligt, for i ny og næ grinte hun, for så blot at vende tilbage til at fange dem.

 På et tidspunkt havde hun været meget lille, mindre endnu nogen anden i landet nogensinde havde været, men det var anderledes nu. Stor kunne hun stadig ikke kaldes, bestemt ikke, men hun var dog blevet større og voksede ikke meget længere, selvom der dog stadig manglede lidt af hendes højde. Drøjde manglede hun også, for bygning var ranglet og aldeles uskøn på de fleste leder og kanter, men dog formåede den tykke vinterpels, som hun bar, at camouflere de værste syndere.

 Et stykke borte græssede en sort stilfærdigt, mens hun i ny og næ hævede sit hoved for at se på den lyse.

 Det var svært at sige, om hun blot for en stund blev træt af at fange fnuggene, men pludseligt standsede Daphne blot op på stedet og så frem for sig. Let mimrede hun med mulen. Hun tænkte. Den krøllede hale slog et let slag bag hende, inden hun vendte blikket mod den sorte og vippede sine ører fremad; hun tænkte forsat. Fnuggene havde mindet hende om den hvide fugl, som hun nu ikke havde set i et stykke tid. Hvor mon den var? Mon den sorte havde set den?

"Har du set den hvide?" Stemmen var nysgerrig, men samtidigt lød det som om, den sorte bestemt måtte vide, hvem hun hentydede til på trods af, at Daphne aldrig før havde nævnt fuglen for Leo. Let kokkede hun sit hoved på skrå, men så forsat blot på sin moder.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[1]

Imens sneen dalede omkring den sorte Leonora, skrabede hun det nøjsomt væk med sine store hove. Hun søgte græsset, som sneen sirligt havde dækket med sit bløde, tætte lag af de isklare snefnug. For hvert skrab med den mørke hov, blev et nyt stykke græs blotlagt for solens stråler, som skinnede igennem de faldne snekrystaller, på denne kolde frostklare dag.
Forsigtigt pillede den sorte hoppe, med de næsten lysende blå prikker græsstrå op fra det frosne underlag, hvor græsset var gået i hi. Smagen i græsset var vag, som var energien trukket fra hvert et grønt blad. Dog gav det næring og energi, som den store hoppe havde brug for; selvom hun ikke længere skulle die føllet, som hun havde taget til sig i sommeren.

Længere henne vimsede hendes datter, Daphne, rundt. Hun var nu en plag, og som alle plage, var hun i denne periode ganske ranglet. Kroppen voksede hurtigt, og Leonora var faktisk en smule overrasket over, hvor høj det lille bitte hoppeføl var blevet over de sidste måneder; men ligeså glædede det hende. Hun havde frygtet at hun aldrig ville blive større, at hun ville være lille og skrøbelig for altid - men nu sprang hun rundt med koordination og styrken til at holde sin krop oppe. Ikke nok med det, så var den lyse Daphne, som snart ville vokse sig til en elegant bygget hoppe, altid en humørspreder; og nu, hvor hun rendte rundt for at fange hvert snefnug hun kunne komme i nærheden af, spredte hendes milde latter sig let imellem de mange hvide prikker i luften og nåede snildt til Leonora's sorte ører. Hele tiden var det ene af den sorte hoppes ører vendt imod hendes datter og det andet vrikkede rundt og forfulgte alle andre lyde, der blandede sig med den milde klukken fra den lille hoppe - for Leonora var altid på vagt. Selvom Daphne var blevet større og på mange punkter kunne klare sig fint uden støtten fra den voksende Leonora, var hun altid i nærheden, altid klar til at træde til og beskytte hende; eller være der for hende, så længe Daphne ønskede det.
Fredfyldt prustede hun ned i det græs hun havde fundet frem, så snefnug der lå på kanterne af det lille hul blev sendt i luften igen og dannede en lille sky; herefter løftede Leonora hovedet, for noget var stoppet. Daphne var stoppet op med en tænksom mine. Leonora udstødte et lille brum, inden hendes lange ben bragte hende tættere på hendes datter, tidsnok til at overhøre det spørgsmål, som blev stillet. Den hvide?

,,Hvad mener du, Daphne? Jeg har ikke set nogen hvide i længere tid."

Selvfølgelig troede Leonora, at Daphne mente andre heste. Måske havde hun set en hvid hest for nylig, som hun havde bidt mærke i, undret sig over, eller måske blot fundet fascinerende. Måske kunne det også være den hvide hest, som Leonora engang havde fortalt historier om - hoppen, der ville danse med de sorte fra hendes flok - men så havde hun nok spurgt mere præcist. Forsigtigt puffede Leonora til halsen på den lille hoppe, inden hun stillede sig ved hendes side, med hovedet vinklet ned imod hende og ørerne pegende fremad.