Lonely Daydreams | Nox Mortuum

Lonely Daydreams

[2]

Solani bevægede sig i en fri trav gennem Enophis skovareal. Hun anede ikke hvor hun var, eller om hun på et tidspunkt ville finde nogen, men bange kunne man ikke ligefrem sige at den mørkebrune hoppe var. Hun havde kun mødt en sølle sjæl i dette land, og han var ikke ligefrem en hest hun havde planer om nogensinde at møde igen.
Med spidsede ører spejdede hun opmærksomt rundt mellem de nøgne træer, hvor den hvide og uberørte sne glimtede i morgensolens kolde stråler. Skønt hun var i brunst, havde hun bestemt ingen planer om at skulle opfostre et føl i den nærmeste fremtid. Eller nærmere, aldrig. Føl var ikke rigtig hendes kop te, hvis man kunne sige det på den måde.
Hun gav et lavt suk fra sig, som resulterede i at en sky af varm damp samledes foran hendes bløde mule, og små dråber af vand satte sig perlende fast i de små bløde hår der dækkede hendes mule.

Et legesygt og hoppepræget vrinsk skar sig gennem den isnende kolde morgenluft, og rungede mellem de nøgne sorte træstammer. Hun håbede stærkt på at hun ville møde nogen, og at denne nogen, ikke ville være ligeså vred og indelukket som den sorte - og endnu for hende navnløse - hingst hun havde mødt i skoven dage forinden. Det var ikke ligefrem en god start i dette mærkelige land. Hun kunne ikke påstå at hun savnede sit gamle hjem, men hvis man ser på den måde, hvad havde hun så egentlig at savne der? Hun havde ikke nogen bånd til nogen, og hun kunne sagtens møde folk at provokere her også, så længe de ikke havde tænkt sig at skade hende hvis hun kom for tæt på, ligesom den hingst hun havde mødt tideligere.

Hun sagtnede farten en anelse, og tog ned i skridt. Hendes lange sorte hale svajede let bag hendes bagpart for hvert skridt hun tog, og den nye sne knasede under vægten af hendes hove. Et tyndt lag af is, lå som hård karamel over den bløde sne nedenunder, der satte sig fast i hårene omkring hendes koder. Istapper hang som blade fra de sorte grene, og ventede på at falde til jorden hvis vægten blev for meget for de slanke grene. Alting var frosset til is, og hun var det eneste der var varmt og bevægede sig, som ikke var blevet stoppet midt i deres fald, og nu stod som kolde statuer af frossent vand.
Hun skuttede sig kort, og ønskede at hun ikke var alene i dette døde islandskab, hvor ikke så meget som en fugl sad og sang, men ikke fordi hun var ensom, nej for hun var aldrig ensom. Men fordi hun kedede sig åh så forfærdeligt. Hun ville irritere nogen, overskride grænser. Det var vel det hun var blevet sat på overfladen af denne jord for at gøre. Hvad ellers kunne hun dog alligevel finde ud af?

Wordcount: 485 | Tagged: Nox Mortuum

Nox Mortuum

Wordcount:577 Tagg: Solani

De store, kraftige hove fandt solidt deres plads i sneen, som den store hingst bevægede sig gennem landskabet. Alt var fremmed for ham, men alligevel følte han sig.. Hjemme. Han rystede let på hovedet og drejede det mod venstre for at sondere terrænet med det raske øje. Han var blevet velsignet.. Velsignet af Gudinden og skænket et nyt liv i hendes land. Han var ej sikker på noget, men i hans mave lå følelsen af, at han nok nærmere var blevet hånet af Gudinden, da hun vidste hvad hans forbrydelse var. Så mon denne velsignelse var hendes måde, at straffe ham? Give ham endnu et liv, hvor han kunne ære hende så meget han ville, men stadig væk være lige så svag, som han havde været i det første? Han rystede let på hovedet. Dette var en ny chance, han kunne ikke fejle sig selv og familien igen.

Hingsten var spættet af lysere og mørkere skimle pletter på kroppen, mens hans pragtfulde, sølve man ej længere bestod af tre fletninger, men en. De to andre var blevet stjålet fra ham af ulvene og Rhazeehn’en. Hvad Nox Mortuum forventede af dette land, vidste han ikke, men han vidste, at han stadig bar flokkens aftegn og den genkendelige grå farve. De havde alle båret grå og hvide farver, så de lettere kunne falde i et med den kolde, klippefyldte landskab. Det havde været et magisk sted, dog var flokken en lille fraktion af hvad den havde været. Måneflokken tilhørte månen og på det sidste havde de tabt flere til kulden end nogensinde før. Det bragte stor sorg, da den unge hoppe, hans søster, så døde. Hun havde været lovene og ville have bragt Gudinden og flokken mange føl. Han havde spoleret det hele. Gudinden havde skånet ham, men taget hans søster.. Han kunne aldrig tilgive sig selv, det vidste han.


Træerne bar et let lag is og solens lette stråler blev reflekteret og gjorde lyset skarpere. Han var ikke spor irriteret af lyset, selvom månen var den han tjente, så havde han intet imod solen. Nox Mortuum var i raliteten en meget simpel hingst. Han holdte sig til sin tro, vægtede altid Gudinden højere, men han søgte det samme som enhver anden hest i hans gamle verden. En familie. Tænk, hvis han kunne ære gudinde ved at starte endnu en flok i hendes ære? Den kort hale slog kort bag ham, inden han prustede. Hans ånde blev til en sky af damp, der indhyllede hans hoved et kort øjeblik, inden den forsvandt. Hvad han så end endte med at finder her i landet, så ville han nok altid have en let ømhed i sin krop. I hvert fald, så længe han ikke havde så mange muskler på sin enorme krop. Arrene omkring hans strube vidnede om hans skæbne i den tidligere verden og hvis han fokuserede på det, så kunne han da stadig huske følelsen.. Tankerne blev revet fra fortiden, da et vrinsk flængede luften. En hoppe, lød det til. Han stoppede op og kiggede ind i skoven, det lød til at være et godt stykke væk, men han ville ikke have noget imod at møde andre. Så han svarede hendes vrinsk med et der ligeså tydligt parpræg af hans eget køn. Han satte frem i trav og satte kursen dybere ind i skoven for, at finde den fremmede hoppe. Hans tykke hovskæg var tungt af snekager, der havde frosset sig fast, dog tyngede og bremsede det ham ikke.

Lonely Daydreams

[3

Solani fnøs kort dog hævede det elegant formede hoved op, og spejdede opmærksomt rundt omkring sig, da en dyb vrinsken fangede hendes øregange. Hun slog kort med halen, og begyndte uden rigtig at tænke nærmere over det, afsted mod vrinskets ejermand. Træerne fløj forbi hende, uden hun rigtig ænsede dem. Endelig kom hun til at møde en. En der var normal. En hun kunne irritere. En hvis grænser hun kunne overtræde. Men da hun nåede frem til hingsten stoppede hun brat op. En kraftig hingst mødte hende, men hans krop var dækket af ar, og han så ud til at være blind på det ene øje. Præcis som den anden. Var dette virkelig de eneste slags heste der befolkede denne syge verden? Arrede hingste med kun et ordentligt øje? Virkelig? Og han var garanteret ligeså muggen som den anden, og denne kunne nok sparke hårdere, og hun kunne stadig føle smerten fra hoven i hovedet. Med et sammensnerpet ansigtsudtryk betragtede hun blot hingsten, og bad til at han gad og snakke med hende og ikke tog alting så irriterende alvorligt.

Hun fugtede kort hendes læber, og lod blikket søge rundt, men fandt selvfølgelig intet end istapper, sorte træer, og sne. Hvilken kold og hvid verden hun var endt i. Kolde heste i en kold verden. Hun fnøs irriteret. Se, så ville hun hellere være blevet i sin gamle verden.
Skønt det lå i hendes natur altid at gå ganske tæt på sit selskab orkede hun ikke at risikere at få hamret en tung hov i hovedet, og bestemt ikke af denne hingst, som var kraftig af bygning i forvejen.

Hun hævede hovedet yderligere, så hendes hoved næsten var i samme niveau med hans, inden hun åbnede munden for at tale. Blikket var hårdt, da hun stirrede ind i hans tofarvede øjne.

"Hej hingst."

Lød det fra hende. Hendes stemme var ikke ond, men alle kanter var så skarpe at man burde kunne skære sig på dem. Hun havde en dårlig dag, og hvis denne hingst ikke var anderledes end den anden så vidste hun godt nok ikke hvad hun skulle gøre. Hun var ikke en hoppe der gav op uden kamp, men hun vidste heller ikke om hun overhovedet gad at skulle stå og prøve at tvinge endnu en hingst til at snakke med hende. En ting var en rigtig kamp, og den slags gad Solani ikke for alt i verden. Hun var spinkel af bygning, og ikke højere end de fleste hingste, så en kamp ville nærme sig idioti. Men hendes ord var skrappe hvis hun ville have dem til de, og hun var ikke en hoppe der gad gøre tilnærmelser med søde og beroligende ord. Hun ville helst vise sig frem med kropssprog, men sidst det skete kunne det have endt grueligt galt. Hun slog provokerende med halen, så den underligt søde duft fyldte luften omkring dem, blot for at se hvor tæt han ville lade hende komme.

Wordcount: 491 | Tagged: Nox Mortuum

Nox Mortuum

Wordcount:680 Tagg: Solani

Den grå hingst prustede let med hvert skridt, han tog. Det var en tung lyd, der syntes hul, den varede ved en stund, inden han fnyste hårdt og hævede hovedet en smule og lod det veje om et flag for at betragte sine omgivelser. Hans venstre øre hjalp ham gevaldigt med at lokalisere eventuelle fare, der skulle lure, dog opfangede det intet. Han tog det som et godt tegn. Der herskede en let tvivl i han sind, for skoven tårnede sig over ham. Hvad gemte sig ikke der oppe? Han var ikke ny i skove, men han var ej vant til denne tæthed og volumen på træerne. De han havde bevæget sig igennem havde været forblæste og helt uden fyld om sommeren. Disse ville måske overraske ham, når de blomstrede i deres egne farver.



En svag duft af sommer og sødme fyldte hans næsebor, inden han fik tænkt sig om havde han meget lettere ved at finde den fremmede hoppe, der kom til syne kort efter duften havde ramt hans næsebor. Hun var ganske slank og hendes hår var med garanti fine og glatte. Hun mindede ham straks om de slankere heste der kom til dem om sommeren, nogen blev hos dem, mens andre rejste videre, mens sneen og isen endnu var på sit laveste. Han havde også eskorteret flere gennem den hvide ørken af kulde flere gange. Han stoppede op og betragtede hende med en let knejset nakke og hans holdning var ædel i sin egen barske, kraftige forstand. For sammenlignede man ham med de heste, der var vant til en lang sommer, i hans forstand, og en kort vinter, så var han ligesom klipperne og træerne i hans land. Ru, solid og godt plantet på jorden. Han var ganske jordnær og der skulle de rigtige ting til for, at tænde op i den storm af is der hvilede i Måneflokkens heste.

Hun kaldte ham hingst, ikke fremmede eller nogen andet mere formelt. Det bragte et venligt, varmt smil til hans læber, det bar præg af den barske kulde, der havde gjort hans udtryk mere kold og hård, men den lå blot som en undertone i smilet. Det brune øje bar et venlig udtryk, han var ikke en der tyede til vold eller skarpe bemærkninger med det samme. Især ikke med en hoppe. Hopper var tættere på Gudinden, hingste var blot Gudindens soldater, mens hopper kunne vælge om de ville kæmpe med dem eller ej. De havde lov til at vælge og vrage mellem alt i flokken, dog misbrugte de ikke magten. Aldrig havde de. Om det så var fordi hingstene var i overtal eller om de alle blot var indforstået med, at sneen var kold og vejret hårdt, at samarbejde og krælighed var veje frem. Et let nik fulgte med smilet og ordende der forlod hans mule i en ru, dyb stemme.





"Vær hilset, Hoppe."



Han vippede let de grå øre frem mod hende, inden de blev bragt ud ti siderne, hvor de konstant lyttede efter omgivelserne. Hendes stemme lød til at hun ville være et helvede at mundhugges med, men han havde ingen intentioner om at gøre sådan noget. Han var til tider en hingst af få ord, det kunne være frustrerende som helvede, men det var ikke fordi han ikke ville snakke, han fandt bare ikke mere vigtigt at sige. Den korte hale slog kort bag ham, inden han tog et lille skridt tættere på den brune hoppe. Hun duftede ganske tiltrækkende, men han var ikke helt dum. Der var visse regler, regler der ikke gjaldt længere, men nogen der stadig prægede ham, da han var vokset op med dem. Man kunne ikke bare hoppe på enhver hoppe i brunst, man måtte respektere hende, hendes grænser og man måtte respektere de andre hingstes mager. Hvis ikke kunne man tage konsekvensen, der ville være en kamp til døden. Man måtte tage sig af den hoppe man valgte at befrugte. Dog undgik man oftest kampe, da de fleste af hingstende var enorme, monstrummer, det ville være som tog mindre klipper, der tørnede sammen for at se hvem det flækkede først..

Lonely Daydreams

[4]

Hoppen betragtede den fremmede gennem tofarvede øjne, så hvordan han nærmede sig som en klippe, mod hende som stod som en flamme i den gråhvide og uberørte sne der omringede hende. Hendes ene øje var kastanjebrunt og varmt, imødekommende, men det andet var isblåt, og skarpt som en kniv. Hun havde altid elsket sine øjne, for hun mente selv at de symboliserede hendes forskellige personligheder. På den ene side, både forførende, imødekommende og venlig, men den anden del var et koldt helvede, og ikke tøvede med spydige ord, piskende haler og vrede blikke. Når man snakkede med Solani, stod man konstant på en knivsæg mellem godt og ondt, men efter hun havde lyttet til hingsten mere venlige ord, var han helt klart mere på hendes gode side, end det modsatte.

Et ganske lille smil hev op i den ene mundvig, og hun vippede let det slanke hoved til den ene side, imens hendes øjne fortsat var klistret til hingsten. Han så ikke ud til at reagere på hendes kast med halen, hvilket Solani så som umådeligt kedsommeligt af ham. Skønt hun ikke var ude på noget seriøst, ville hun da gerne danse en smule. Så kunne de velsagtens tale bagefter.

"Jeg er Solani. Og du?"

Spurgte hun, i en mere venlig tone end før. Han ikke vel ikke være så slem, hvis han i det mindste snakkede til hende, i modsætning til den anden. Hun så endnu nysgerrigt på hingstens mange ar, der ødelagde mønstrene i hans grålige pels. En lang, tyk og hvid fletning gik ned ad hans hals, ved siden af to lange ar, og var ellers det eneste rigtige man han havde, ellers sad det i små totter rundt omkring på hans hals. Hans hale var ret kort, men alligevel meget tyk, og hans hovskæg gik langt hen af jorden. Den slags hingste havde hun godt nok aldrig set før, og hun blev ved med at stirre ganske upassende.

En krage skræppede op i den ellers tyste skov, og en skarp istap fløj afsted mod sneen under træet hvor den havde siddet fast. Hun rykede sig uvilkårligt en smule væk fra træerne, for hun ville ikke nyde noget af at få en silyspids klump is ned i hovedet. Hun havde set sne og is før, men det var ikke ret tit det skete der hvor hun kom fra. Hver tredje vinter cirka, fik de en iskold vinter, men ellers var det bare ubehageligt og regnfuldt. Men om foråret stod de lyserøde kirsebærtræer i blomst i hele landet, og hun brugte sommeren på at løbe over grønne enge, og gennem frodige skove. Om efteråret faldt bladende til jorden, men røde æbler hang endnu på træernes grene, klar til at blive snuppet af en sulten sjæl.
Men nu hvor hun tænkte tilbage på det, havde hun faktisk ingen at være sammen med. Jo, selvfølgelig mødte hun folk, hun forførte hingste rundt omkring, men en familie var aldrig en skat hun havde ejet, og en sand ven var kun da hun var et føl. Hvad der var sket med den hoppe hun plejede at gå sammen med, var hende endnu et mysterie, men sådan var det vel bare.

Wordcount: 528 | Tagged: Nox Mortuum

Nox Mortuum

Wordcount:547 Tagg: Solani

Hingsten vippede kort med ørene. Hendes blik syntes at finde hver en krog, hvert et hårstrå på hans krop. Som om han var et eller andet fremmed væsen, der var dumpet ned i hendes verden. Det var han vel også. Han var en stridhåret hingst, der ville have en utrolig varm sommer, når den engang kom, det det anede han endnu intet om. Der var ingen disiderede varme somre der, hvor han kom fra, kulden var den eneste hersker der. Han var født og opvokset i kulden og vintermørket, så hans krop var også en der hørte til vinterens vejr. Det blinde øje stirrede simpelt og tomt på hoppen, nærmest ligesom hun selv gjorde, men dog var hans dødt og han så intet gennem det, andet end mørke. De brune øjne betragtede hende dog kort med den glød af varme, der herskede i hans sind, der var som han hjemland, kølig og hård, men begav man sig længere ind end blot overfladen, så ville man finde eventyret og varmen ved venskab. 
Hoppens stemme var langt blidere end før, da hun præsenterede sig. Solani var hendes givene navn. Han smaskede kort, inden han forsøgte at sige det. For i hans øre lød det fremmed og eksotisk, noget der hørte de varme sommer enge til og ej den hårde vinterørken.  
"Solani.. " 

stemmen var vag, men navnet rullede ganske fremmed af hans tunge og blev fulgt af et svagt brum. 
"Nox Mortuum.. En fornøjelse at møde dem."

Hans eget navn lå trygt i hans mund og hans eget sprogs accent var tydelig i hans dybe stemme. Han havde været god til det fremmede sprog, så han havde tit stået med de fremmede, der fattede pip af hvad der blev sagt til dem. Et skævt smil fulgte hans ord, som han betragtede hende ligeså upassende som hun selv gjorde. Dog huskede han blot hendes varme farver og aftegn. Det hvide om hendes blå øje fik det til at ligne, at hun ejede to ansigter, en side af to forskellige. Et ganske varmt, som hendes krop, mens det andet var ligeså koldt som han hjemland. 
Kragen skræppede op og lettede fra grenen. Rystelserne sendte en istap mod jorden, hvor den splintrede og lå som knust glas på jorden. Solani trådte væk fra nedfalds stedet, men han blot stod som den klippe han var. Rolig. Han hævede hovedet op mod grenen for at puste en sky af varm ånde ud mod den. Der hang endnu fortryllende istapper på den, de var smukke. Så umådeligt smukke, men farlige. En istap med den rigtige tykkelse, skarphed og højde kunne være fatal. Derfor var det ganske klogt af Solani at træde til side. Han tog hovedet til sig igen og betragtede i stedet den brune hoppe et kort øjeblik. Duften af hende lå som et tæppe om hende, ganske tillokkende og det sneg sig skam også rundt i hans tanker. Han spillede let med musklerne i skuldrene, som han rakte mulen ud mod hende for at snuse let til hende, opfange lidt af hendes normale fært fremfor den der gjorde hende til en overdrevet sød, drøm om rolige snelandskaber under store fuldmåner. 
Istedet for at trække hovedet til sig gik han et skridt frem og samlede hovedet tilbage i den let knejsende stilling fra før. 

Lonely Daydreams

Solani betragtede nøje hingsten, som han forsøgte at udtale hendes navn. Hun undlod at fortælle ham hvilken mening hendes navn havde, for betydningen passede næsten alt for nøje til hendes lunefulde personlighed. Selvom denne hingst, som nu havde fået et navn i Solanis hoved, var langt mere venlig end den anden hingst hun havde snakket med for få dage siden, så virkede han ekstremt kedelig på Solani. Hun havde ikke noget imod at snakke, men på den anden side kan det både blive kedeligt og akavet, og det var ikke noget hun ønskede skulle ske. Hun kunne tydeligt se at han holdt sig tilbage, sikkert grundet høflighed eller også tænkte han på grænser, men dette var ikke noget Solani tænkte specielt meget over.

Med blikket fæstnet ved Nox Mortuum dansede hun få skridt hen mod ham, da han strakte hovedet hen imod hende. Selvom det ikke var noget stort han havde gjort for at vise sin interesse, ville hun ikke være den der fravalgte ham, selvom hun gerne ville have at han måske viste sin interesse en smule tydeligere. Hendes spinkle hals var hvælvet, og hendes knæløft var høje, da hun bevægede sig langs ham, få centimeter fra ham, dog uden at røre ham. Ikke endnu. Hun plejede ikke at holde sig tilbage på denne måde, men hun havde strejfet den anden, og det havde resulteret i det lille sår der kunne anes på hendes knæ, og på siden af hendes kind. Dog var de for små til at udvikle si til ar, og de var allerede næsten væk, men smerten havde været slem da det skete, og denne var tydeligvis kraftigere og stærkere end den anden.

Skønt hun aldrig havde levet i ørkenen, eller meget varme steder, var hendes bygning tydeligt araberpræget, og hendes hale var båret højt da hun fortsatte sin dans omkring den skimle. Hendes ånde sås tydeligt i den krystalklare vinterluft. Kulden gik igennem marv og ben, skønt himlen var blå og skyfri, og solen glimtede i iskrystallerne der dækkede træerne, og det bløde sne der lå som et tæppe over skovbunden.

Wordcount: 346 | Tagged: Nox Mortuum