Please leave me | Tsavani

Please leave me

[2]

Da den røde aftensol fortsatte sin vej ned bag grantræerne, kunne man ane skikkelsen af en kraftig hingst stirre mod den nedgående sol i vest, tilsyneladende uden at tænke på noget. Her var det dog synet der bedrog. Hingsten var et virvar af billeder, tanker, frygt og vrede. Billeder af blod, faldne kroppe, følelsen af kulde. Tankerne om hvorfor lige han overlevede. Hvorfor ham? Hvorfor ham, af alle? Frygten for at det skulle ske igen. Det hele. Frygten for at han skulle være svag. Frygt gjorde ham svag, det vidste han for længst. Men trætheden kom krybende, og hvor følte han sig hjælpeløs. Slave af hans egne tanker, alene i en verden han intet vidste om. Vreden over at han var endt som han var. Så sølle, så kold. Så uendeligt bange for at ende som dem - svæklingene. De svage, de faldne.

De isblå øjne var døde, da de betragtede den blødende himmel, blødende, blod, død. Flænget, iturevet af et pistolskud der skar i ørene. Man kunne svagt ane at han spændte i kæben, men at billeder flashede forbi hans øjne var ikke til at se, af den intethed der betragtede ham i de stille aftentimer. Fuglene havde lukket deres smukke sorte øjne i, lagt hovedet under vingen og var faldet i søvn. Intet bevægede sig i den snedækkede skov, end ikke hingsten skønt han ønskede at løbe væk fra tankerne. Han vidste det var umuligt. I flere år havde billederne og frygten plaget ham, og selvom han standhaftigt blev ved at fortælle sig selv at det ville blive bedre, så blev det ikke bedre. Det blev aldrig bedre.

En kuldegysning kærtegnede hans brogede skind, løb fra hans koder, op af hans ben og fortsatte til de nåede hans øjne, hvor et billede fløj forbi og limede sig fast til hans nethinder. Et skrig rungede i hans ører, men ingen andre kunne høre det. Støvet hvirvlede op omkring ødelagte hove og beskidte ben. Hvis man kiggede nøje efter kunne man ane at Sicarius rystede en ganske lille smule, men indeni truede hele hans sjæl med at styrte sammen. Han hadede dette. Lige efter krigen forfulgte tvangstankerne ham konstant, men med årene var mellemrummene blevet større. Dette var dog ikke det samme som at smerten var blevet mindre, for det var den helt bestemt ikke. Han troede måske at han var sluppet for dem, for der var gået omkring tre måneder siden sidste gang, men han ville nok aldrig blive helt fri for minderne.

Til sidst kunne den ellers stærke hingst ikke klare det mere. Han lod en lyd passere sine læber, en blanding mellem et vrinsk og en brummen, ganske lavt, men det vidnede stadig om den smerte han følte. Han lukkede hårdt de isblå øjne sammen, og lod sig falde ned i den kolde sne. Han var ikke bange for at blive syg, det skulle hans tykke pels nok forhindre ham i. Han lå blot der, hjælpeløs og alene i den kolde sne, med lukkede øjne og ventede på at tankerne skulle forsvinde.

Wordcount: 504 | Tagged: Tsavani

Emne: Please leave me                                                                          Ord: 546

Chibale... Den yndige, smukke, lille ø. Tsavani havde efterhånden været langt omkring i landet, men af uforklarlige årsager endte hun altid tilbage på Chibale. Det var sådan en køn ø, som hun holdt vældigt af. Lige for tiden var den dog ikke så smuk, som den kunne være... For lige som resten af Andromeda var også denne ø dækket af sne. I starten havde hun fundet det hvide stads ganske fascinerende, men nu var hun altså ved at være godt træt af det. Det var koldt, det var vådt, og det var klamt... Hun længtes efter det smukke forår, der snart ville indtage landet og bade det i sine smukke, varme farver. Hun var ved at være træt af alt den kulde, der ødelagde de ellers så smukke øer med sine kolde, kedelige og ensformige farver.
Hun befandt sig midt i en af Chibales store fyrskove. Her lå hun i en hule ved siden af sin broder, Cadeyrn. Solen var ved at gå ned, og de to søskende var ved at gøre sig klar til natten. Tsavani var dog som sædvanlig langt fra klar til at falde til ro, selvom aftenen indtrådte. Der var ikke meget fornuft gemt i hendes lille hoved, og som enhver anden aften følte hun rastløsheden røre på sig.

„Jeg går altså lige en tur inden sengetid," lød hendes stemme uskyldigt til hendes broder.
Han var ikke voldsomt begejstret for, at de skulle skilles, og da slet ikke på denne tid af døgnet... Men som alle andre gange var han nødt til blot at acceptere det - man kunne ikke tvinge Tsavani til noget, og det vidste han da også godt.
Med en ivrig bevægelse fik hun rejst sig. Hendes øjne lyste forventningsfuldt op, da hun trådte ud ad hulens åbning. Den kolde vind ramte hende og legede blidt med hendes man. Den smukke sol sendte sine sidste stråler ned mod skoven og badede den i et smukt, rødligt lys. Hun sukkede afslappet og vibrerede indsnusende med næseborerne, mens hun tog en dyb indånding og nød duften af den friske skov. Hun elskede duften af gran, og den var altid ekstra tydelig her i vinterens klare luft.
Hun spidsede straks ører, da et vrinsk flængede stilheden. Det lød... pinefuldt. Det lå egentlig ikke til hendes natur at hjælpe andre, men et eller andet fik hende alligevel til at gå i den retning, vrinsket havde lydt.

Sneen knirkede let under hende for hvert skridt, hun tog. Hendes åndedræt kunne tydeligt ses i den klare luft foran hende. Hun skulle ikke gå særlig langt, før en hingst kom til syne foran hende. Synet chokerede hende. For hingsten stod ikke oprejst, nej, han lå ned i skovbunden og så mildest talt forpint ud. Han virkede dog ikke til at være såret - så hvad var der mon sket? Med forsigtige skridt trådte hun nærmere. Hun snusede prøvende ud i luften - jep, hingsten var så afgjort i live. Hun stak mulen ned til ham og nappede ham prøvende i pandelokken. „Hey fister, er alt i orden?"
Hendes handling var grænseoverskridende og ganske upassende, men det rørte hende da ikke det mindste. Hun havde altid været en socialt akavet hoppe, der ikke tog sig det mindste af, hvad andre tænkte. Ting som normer og sociale spilleregler var slet ikke noget, hun fulgte.

Please leave me

[2]

Hingsten lå stadig stille, omsluttet af den kolde sne, med de isblå øjne knebet hårdt sammen. Han kunne fremstå som om han var død, som han lå der, hvilket han nærmest ønskede at han var. Han var ikke engang sikker på at døden kunne frelse ham fra dette. Han kunne høre knasende skridt i sneen, gennem sløret der dækkede hans ører og hans øjne, sløvede alle hans sanser. Skridt der kom nærmere og nærmere. Hvis det var et rovdyr var der en stor sandsynlighed for at han ikke ville overleve denne gang, for han følte sig fuldstændig lammet, og tappet for kræfter. Som om at selv hvis ulve omringede ham, rev i hans kød, ville han ikke kunne bevæge sig. Det viste sig at være forkert. Ord fyldte hans øregange, men han kunne ikke helt tyde dem. Så kunne han mærke en blid berøring i panden fik han til at slå de kolde blå øjne op, og stirre ind i nogen af samme farve få centimeter fra hans ansigt. Han hvæsede lavt, og slog med hovedet væk fra hoppen. Hvad tænkte hun på? Man kan da på ingen måde bare stikke hele fjæset ned i en fremmeds ansigt, kan man? Ikke efter Sicarius mening. Han kom kort efter på benene, og hævede hovedet op over hoppen. Ingen lyde kom over hans læber, men hans øjne stirrede koldt ind i hendes.

En palominofarvet hoppe, faktisk flere centimeter højere end ham. Ikke noget han havde oplevet før af en hoppe, selvom han vidste at flere kraftige racer kunne være højere end han var. Hun var kraftigt bygget, men med ikke nær så langt hovskæg som han bar. Han var ligeglad med om hun var højere end ham. Han var stærk, og han ville aldrig lade et levende væsen besejre ham, fysisk eller psykisk. Stemmerne og billederne havde han for længst tabt til, men ikke denne hoppe. Hvis hun nærmede sig, ville han ikke tøve med at angribe. Hun var grænseoverskridende nok i forvejen, ved bare at stikke hele sit hoved ned til hans ansigt, og til og med nappe ham i hans lange pandelok, som ligenu lå ned foran hans ene blå øje.

Sneen sad i kager omkring hans hove, og i hans brogede pels, efter at han havde ligget ned i det kolde sne. Det pudderlignende sne der stadig sad i hans pels, var i fuld gang med at smelte, og små vanddråber løb ned af hans markerede ribben, som næsten kun var dækket af fremtrædende muskler, som fortsatte op af skulderen og halsen. Et ar strækte sig skarpt ved siden af hans ene øje, men det var eller hans eneste fysiske mærke fra den kamp han havde kæmpet. For det gode? Det vidste han ikke. Han vidste kun, at hvis han ikke var blevet tvunget havde han aldrig nogensinde gjort det. Mon han så var endt som noget andet?

Wordcount: 479 | Tagged: Tsavani

Please leave me. ღ

Hun fortsatte med nysgerrigt og grænsesøgende at undersøge den hingst, der lå livløs for hendes hove. Han lugtede ikke af død, men hun var alligevel ved at blive i tvivl om, hvorvidt han rent faktisk var i live eller ej. Hendes tvivl blev dog straks afsløret, da han med et sæt slog sine øjne op. Blikket i dem var koldt og stirrende, og hans øjne bar den samme farve som hendes egne. Hun viftede livligt med halen bag sig. „Nå, så var du altså i live!"
Hun lyste op i et stort smil. Det var slet ikke gået op for hende, hvor grænseoverskridende hendes handling havde været. Derfor kom det noget bag på hende, da hingsten pludselig hvæsede og slog sit hoved væk fra hende. Hun tippede undrende hovedet på skrå og brummede en anelse fornærmet. Hvad nu? I det samme kom han på benene. Hans store hoved rejste sig og hævede sig over hende. Han sagde ingenting, men hans øjne var stadig kolde og stirrende - det var tydeligt, at han ikke var tilfreds med denne situation. Tsavani vippede utilpas de lyse ører bagud. Hvad havde hun gjort?

Som han stod dér, kunne hun lettere studere hans krop. Det gik op for hende, at hun havde taget fejl i første omgang. Der var intet blod at spore i sneen omkring hingsten, og derfor havde hun troet, at han var uskadt - men det var han helt tydeligt ikke alligevel. Hans ribben sprang tydeligt frem i hendes øjne, og tæt ved hans ene øje sad et skarpt ar. Det var nok en hingst, der havde været i kamp med nogen og nu var for svag til at få spist og drukket ordentligt. Tsavani havde svært ved at føle medlidenhed og empati med andre, og derfor følte hun da heller ikke noget for denne hingst. Synet morede hende faktisk lidt. Den kraftige hingst var så forslået og svag, at han ikke længere var hverken truende eller skræmmende at se på, selvom han havde stillet sig sådan op foran hende. Hun kunne ikke holde en fnisen tilbage. „Nå, der var nok nogen, der ikke kunne styre sit temperament, hvad? Det er fedt at kæmpe - men det nytter ikke så meget at udfordre sin modstander, hvis man kommer ud af kampen på den måde."

Words: 379

Please leave me

[4]

Den kraftige hingst fnøs vredt over den lyse hoppes flabede ordvalg. Et køligt smil trak let op i den ene mundvig, da han kiggede mod hende. Udfordret en modstander? Han fnøs. Han var blevet tvunget, tvunget i en kamp der slog hundredevis af uskyldige ihjel. Det var ikke en sølle kamp over hopper, eller hvad andre hingste nu engang sloges om.

"Du ved tydeligvis ikke hvad du snakker om hoppe."

Fnøs han koldt, stadig med det ubehagelige smil hængende løst om læberne, tilsyneladende klar til at forsvinde hvert et øjeblik det skulle være. Hoppen havde bevæget sig ind på gyngende grund, for flabede ord var ikke noget der gik uset hen for Sicarius. Skønt han var ødelagt langt mere end det var muligt at helbrede, havde han endnu sin stolthed i behold. Hendes fnisen gjorde ondt i hans ører, så kvalm og latterlig. Han havde ikke noget imod en smule modgang, men når de direkte smed fornærmelser op i fjæset på ham, havde han ikke i sinde at lade det gå forbi ham på nogen tænkelig måde.

"Nåh, så det er fedt at kæmpe?"

Hvislede han nært forbi hendes ører, med en stemme der havde omtrent samme temperatur som istapperne der hang på grenene omkring dem. Hans åndedrag var tungt, da han lod mulen følge hendes muskler på halsen, dog uden at røre hendes bløde vinterpels. Så skrøbelig var hun. Stål ville altid være stærkere end guld, og hun var en guldhoppe imens han var en hingst støbt af koldt stål. Han havde tænkt sig at bøje guldhoppen, omend ikke fysisk, men psykisk, medmindre hun selv udfordrede ham. Skønt hun var kraftigt bygget ligesom ham, var han langt hurtigere og mere smidig end man skulle tro om ham. Intet ved ham var som det så ud til. Han vidste snart ikke engang selv hvad han var længere, hvis han da nogensinde havde vidst det.

Wordcount: 314 | Tagged: Tsavani

Please leave me. ღ

Det morede hende at se, hvordan hingsten reagerede på hendes ord. Hun vidste næsten ikke noget bedre end at provokere andre, og det gjorde det blot endnu sjovere, når hun fik en reaktion ud af det. Hun prøvede ikke at skjule, hvor meget hun morede sig, så i stedet for at fnise slog hun nu en latter op. Hun klukkede af grin over hingstens fornærmede fnys. Hendes latter var skinger og hysterisk. Efter et stykke tid holdt hun inde og vippede flabet hovedet på skrå, som om hun ikke forstod hans ord. „Gør jeg ikke? Nå men, så belær mig da. Hvis du ikke har været i kamp, hvad har du så? Du er vel ikke så svag, at du bare er blevet angrebet uden at have været i kamp?"
Hun kunne ikke holde masken og fnisede tøset igen. Hun bemærkede godt det ubehagelige smil, der sad om hans mule, men det rørte hende ikke. Hun var ikke bange af sig, og denne hingst var ikke en trussel. Sådan havde Tsavani det med alle. Hun var ikke helt fornuftig og havde det med at rode sig selv ud i problemer, da hun undervurderede sine modstandere og overvurderede sig selv alt for højt.

Han var tæt på hende nu. Hans hudfarvede mule fulgte musklerne på hendes hals, og hans hvislende stemme lød tæt ved hendes ører. Hun trak mundvigene op i et skummelt smil. Hvis denne hingst ville lege, var hun bestemt med på det! Hun trak sig tættere på ham, så hans mule automatisk kom til at røre ved hendes hals alligevel. Hun gned sig op ad ham som en kælen kat og vendte så hovedet, så hun atter kunne møde hans blik. Hendes blå øjne stirrede ind i hans, da hun besvarede hans spørgsmål med en charmerende, forførende stemme. „Jeg elsker at kæmpe! Gør du ikke også?"

Words: 308

Please leave me

Det var tydeligt at se på hoppen, at hun direktemorede sig ved synet af den brogede. Indeni kogte han af vrede, men han forholdte sig kold udenpå. Hvis hun ville lege, så skulle hun så sandelig få lov til det. Smilet blev trukket yderligere op i den ene mundvig.

"Det vil jeg sandelig, hoppe. Jeg ved ikke om du nogensinde har hørt om mennesker, men de er svage, hudfarvede skabninger, der intet andet har for hjerte end at slå deres egen art ihjel, og trække os heste med i kampen. Derfra stammer mit ar. Resten er psykiske skader."

Svarede han kort, da han ikke ønskede at tale mere om det psykiske. Det var ikke lige ham, og det var en af de få ting han ikke selv havde kontrol over.
Han slog en hæs latter op da hun med vilje bevægede sig nærmere ham. Hvor var hun dum. Snotdum. Hvis hun forsøgte at provokere ham, måtte hun ved gud bruge andre metoder end det. Hans muskuløse hals var hvælvet, da han let strakte hovedet frem for at nappe hende kort i hendes lyse man. Deres bygning mindede en del om hinanden, skønt Sicarius hårpragt var langt længere end hendes. Hans hovskæg dansede om de store lyse hove, som han bevægede sig som en ulv omkring et vildfarent gedekid. Et ganske stupidt gedekid.

"Selvfølgelig, tøs. Hvem gør ikke det? Så længe jeg selv vil det, og er klar til det. Alt andet ville jo være direkte ... Idiotisk?"

Hvislede han smilende. Hendes duft gjorde ikke yderligere indtryk på ham, hvilket tydeligt indikerede at hun ikke var brunstig. Ikke at det betød at han ikke kunne lege lidt med hende, men at hun i denne tid ikke var frugtbar, var kun en god ting for guldhoppen.
Hun så ikke ud til at være bange, eller have i sinde snart at tage afsked med ham, hvilket hun burde have gjort for længst. Den brogede kunne ikke komme med en eneste ting der ville gavne den lyse, som han havde tænkt sig at gøre. Alt han gjorde var efterhånden kun for hans eget bedste.

Wordcount: 350 | Tagged: Tsavani

Title: Please leave me                                                                     Words: 278

Hun lyttede til hans ord og forstod intet af dem. Hun smækkede forvirret ørerne i nakken og så på ham med et halvfornærmet blik. Prøvede han at gøre grin med hende? At bilde hende ting ind, der ikke passede? Hun var ikke så naiv at tro på den slags pladder!

„Den var god, hingst! At opfinde sådan en historie, fordi du ikke tør indrømme, at du er svag... Ja ja, man skal tilsyneladende høre meget, før ørerne falder af. Men jeg kan fortælle dig, at jeg ikke er så naiv, som du tror. Hudfarvede skabninger, der bruger os heste... Tsk! Sådan noget sludder kan du ikke bilde mig ind!"

Det var vist let at høre på Tsavanis ord, at hun aldrig havde hverken hørt om eller set et menneske før. Så for hende lød hans beskrivelse som et eller andet dårligt eventyr. Hun nægtede at tro på, at der kunne findes fremmede skabninger, der havde magten til at udnytte heste. Hestene var de mest magtfulde væsner på denne jord, og kun få rovdyr kunne hamle op med dem! Så hudfarvede, svage skabninger... Tsk! Den hingst måtte have lidt af en livlig fantasi for at kunne finde på sådan en historie.
Da hun gned sig op ad ham, nappede han kort ud efter hendes man. Det fik hende til at smile stort. Han var tilsyneladende med på legen, og det glædede hende. Hun svirpede opstemt med halen, da han begyndte at bevæge sig rundt om hende som et rovdyr om sit bytte. Hendes smil blev skummelt, men med en forførende snert over sig. Hun nød dette øjeblik!

„Det glæder mig at høre. Så vis mig da, hvad du kan!"

Please leave me

Hingsten stak i latter, ved hoppens ord. Selvfølgelig var hun for dum til at tro på hvad han sagde. Han vidste selv at det ikke var løgn, men hun måtte tro hvad hun ville.
"Nej, jeg regnede heller ikke med at din lille ærtehjerne ville kunne rumme det. Der havde jeg ret - igen. Jeg voksede op hos nogen, men de gav mig væk til nogen andre. De har ingen kløer, ej heller hove, men de mener selv at de er langt klogere end os. De finder på deres egne våben, våben som minder om spidse jernkløer, og våben som kan skyde kugler af ild."
Klukkede han. Det var tydeligt at hun aldrig havde hørt om mennesker, hvilket bekræftede hans mistanke om at der måske var heste fra forskellige verdener her. Ellers kom hun blot fra en flot af vilde heste, men her var sandsynligheden også lille for at hun ikke engang havde hørt om mennesker.
Han fortsatte rundt om hende, til han stod ansigt til ansigt med hende.
"Okay. Jeg jeg gider ikke at have du slår hovedet - det har du tydeligvis problemer nok med i forvejen. Vi starter bare stille ud, ikke?"
Grinede han tørt, inden han flyttde hovene så de stod fuldstændig parallelt. Det var sikkert ikke på denne måde at normale heste sloges, men det var sådan han havde lært det i kavaleriet. Han hvælvede nakken, så mulen næsten rørte hans muskuløse bringe, inden han kastede sig skråt til siden for hende, blot for at kaste sig mod hendes side. Dette ville få modstanderen ud af balance, for at han kunne udføre sit næste træk. Han tog tre hurtige skridt bagud, hvor han rejste sig få centimeter på bagbenene, og langede ud efter hendes knæ. Det ville være mere effektivt at gå efter halsen eller hovedet, men han ville ikke have at hun skulle slå sig voldsomt. Det var jo så hyggeligt.

Wordcount: 317 | Tagged: Tsavani

Title: Please leave me                                                                     Words: 497

Hun smækkede hidsigt ørerne i nakken ved hans ord. Blev han da ved? Hun stampede arrigt med det ene forben i jorden. Hun havde fået nok af hans historier! „Nu holder du mund! Jeg er ikke så dum at tro på dine overnaturlige historier! Du prøver tydeligvis at skræmme mig, og måske virker det for andre hopper - men mig narrer du ikke så nemt!"
Han stoppede først op, da han stod ansigt til ansigt med hende. Hun mødte hans øjne med et trodsigt blik. Hun havde ikke tænkt sig at give op eller flytte sig for ham. Det var på tide, at denne hingst blev sat lidt på plads... Han troede nok rigtigt, at han var noget, men det skulle hun nok få lavet om på!
Hun fnøs hånligt af hans ord. „Ha! Det er da dig, der ikke er helt rigtig i hovedet med de historier, du kan finde på!"
Hun var overhovedet ikke bange for ham... Han kunne bare komme an!

Da han stillede sig op og gjorde sig klar til kamp, bredte et smørret smil sig om hendes mule. Hun var så klar til det her! Hun elskede udfordringer, og denne hingst virkede som en god modstander. Hun spillede med musklerne under sig og brummede udfordrende. Hendes blå øjne hvilede på hans og afventede blot hans første træk.
Han startede nu med at kaste sig ind i hende fra siden af, hvilket var en helt ny taktik for hende. Hun havde aldrig oplevet en hest starte en kamp på den måde, og da hun var så uforberedt på slaget, nåede hun ikke at undvige. Han ramlede direkte ind i hende, hvilket fik skubbet hende ud af balance. Hun havde knap nok genvundet den, før han kom bagfra. Han ramte hende med sin hov lige på benet, hvilket fik hende til at give et hvin fra sig. Hans hov havde snittet hende lige på knæet, men det var heldigvis ikke andet end en overfladisk skræmme. Det virkede som om, at han med vilje havde forsøgt at skåne hende lidt...

Hun vendte sig om, så de atter stod med front mod hinanden, og fnøs. „Ikke dårligt, hingst! Men prøv ikke at skån mig næste gang - jeg er skam en værdig modstander!"
Med de ord satte hun sit angreb ind. Hun bevægede sig smidigt sidelæns mod ham og kom på den måde tæt på. Hendes mule var næsten lige ude for hans skulder, som hun hårdt bed ud efter. Hun var egentig ikke vred på denne hingst, og hun var derfor ikke ude på at give ham alvorlige skader... Hun nød bare at bruge sin krop på denne måde en gang imellem, og dette havde virket som en oplagt mulighed for det. Hun ville ikke ligefrem kalde det en venskabelig kamp, men hun følte heller ikke, at de var dødsfjender. Hvis hun skulle sætte ord på det, virkede det mest som en slags sjov, ballade og træning for dem begge... Det var helt perfekt i hendes øjne!

Please leave me

[1]

Hans latter voksede blot yderligere ved hendes ord. Jo, hun var så sandelig en idiot. Men han havde egentlig ikke noget imod det, når han selv vidste hvor sandt det han sagde var.
"Som du vil, kære."
Lo han køligt.
Han var glad for at hun tydeligvis ikke kendte hans angrebstaktik. De hingste han før havde set slås, havde blot kastet sig i struberne på hinanden, men det var ikke ret effektivt efter hans mening. Nej, de sloges blot til de begge var udmattede, og så var det ikke et spørgsmål om hvem der var bedst, men hvem der var dårligst. Ved hendes næste ord kiggede han en smule spørgende på hende, trods han bestemt havde hørt og forstået hendes ord. Han spillede bare med på hendes skuespil.
"Nå virkelig? Men så må du ikke dømme mig - bagefter!"

En skarp smerte skød igennem hans skulder, da hun satte tænderne i den. En smule blod piblede ned langs hans skulder, men han gjorde ikke yderligere ud af det. Det var der bestemt ikke tid til. Hvis han havde ramt hendes ben hårdere, ville hun have sværere ved at bevæge sig. Men nu var hun hurtig og smidig som en ål, trods hendes størrelse. Det havde han ikke set komme. Han bakkede lynhurtigt to-tre skridt bagud, hvorefter han rejste sig legende let, ikke ret højt på bagbenene. Det var vigtigt at være i den rette højde, til dette angreb. Han kastede sig derfred frem mod hende, og sigtede med de tunge hove mod hendes hals. Hvis han ramte hende ordentlig, så ville hun havde svært ved at få vejret i lidt tid, hvilket var til hans fordel. Hvis han sigtede for højt, ville han ramme hende på mulen eller næseryggen, hvilket heller ikke vær værst, og hvis han sigtede for lavt ville han ramme hendes bringe.

Wordcount: 305 | Tagged: Tsavani

        Thread: Please leave me                                                                    Words: 224

Hun lo af hans ord med et udfordrende smil om mulen. „Fair nok!"

En bølge af tilfredshed skyllede ind over hende, da det lykkedes hende at sætte tænderne i hans skulder. Den var robust og kraftig, men hun bed til og fik hul. Hun smilede stolt med blodet løbende ned ad mulen, mens hun betragtede sit mesterværk. Hun havde ramt plet, og blodet piblede nu ud fra hans skulder. Der var ikke meget af det - men det var bestemt nok! Hun håbede, at dette havde lært ham, at hun ikke var én, man behøvede at tage hensyn til!
Hingsten syntes dog ikke at føle sig påvirket af det, for lynhurtigt bakkede han nogle skridt bagud og rejste sig lavt på bagbenene. Hun så opfordrende på ham - han måtte med glæde komme med sit modangreb!

I høj fart kastede han sig frem mod hende. Hans hove fløj mod hende med kraft og præcision og landede lige på hendes hals. Hans hove var tunge og umulige at ryste af sig, og hun mærkede, hvordan hendes vejrtrækning blev besværet. Det var et godt træk, og det var nu ham, der havde taget på hende. Hun kunne ikke flytte sig og blottede derfor tænderne af ham, klar til at hugge ud efter ham, alt efter hvad han gjorde nu. Hendes kropssprog udtrykte aggressivitet - men hun morede sig stort!

Please leave me

6

Hans latter bølgede mellem træerne, men glimtet i hans øjne var ikke ondskabsfuldt, som det havde været i starten. For i et kort øjeblik havde han en følelse som han ikke havde følt i år. Glæde, glæden ved leg. Han uskede ham og de andre føl fra arbejdshestene i stalden. Hvordan han var den stærkeste af dem, og de tumlede rundt i det grønne græs. Glimtet i hans øje bar en snert af drenget legesyge, og han prøvede endnu at få hende ned at ligge. Hans hove var stadig presset mod hendes hals, men ikke så hårdt at hun blev kvalt. Han prøvede dog ikke at slå hende ihjel, ikke når han morede sig sådan.
"Du fik da et bid ind - det gør ondt, hvis det skulle gøre dig glad."
Fik han tilføjet, imens han stadig brugte al sin styrke på at få hende helt ned at ligge. Han ville vinde, og han kunne mærke et vinderinstinkt han ikke plejede at have. Hans mørke man hvirvlede let rundt omkring ham i vinden, og han havde nær glemt i hvilken tilstand han havde mødt denne hoppe, han endnu ikke havde fået et navn på. Det gjorde heller ikke det store, for han regnede ikke med at han ville komme til at møde hende igen.
Han kunne svagt føle hendes varme ånde nær hans ansigt, men han lod sig ikke mærke af det. Det eneste han havde i tankerne, det var at bevise overfor denne hoppe at han var stærkere end hende.

Wordcount: 251 | Tagged: Tsavani

THREAD: Please leave me                                                            WORDS: 399

Hendes vrede ansigtsudtryk ændrede sig ved hans latter, og i stedet tog hun muntert ørerne frem. Der var et eller andet ved denne hingst, der havde fået hende til at ændre sin mening om ham. Hun var ikke længere irriteret på ham, og ej heller ønskede hun at påføre ham skade. Nej, hendes følelser omkring ham havde ændret sig nu, og i stedet følte hun, at de var to venner, der havde gang i en venskabelig kamp for at prøve hinandens styrke af. Hun så ham ind i øjnene og fik fornemmelsen af, at han følte det samme. Det var noget underligt noget, for disse to skabninger havde kun lige mødt hinanden og var absolut ikke venner... men alligevel havde der sneget sig en lille følelse af dette ind i deres møde.

Hun mærkede hans vægt mod sin hals, da han øgede styrken i sit greb og på den måde fik presset hende ned mod jorden. Hendes ører bevægede sig lyttende, da hans ord lød i dem. Et drillende smil formede sig på hendes mule, da hun besvarede dem. „Jeg regnede skam heller ikke med andet."
Hingsten var både stærk og tung, og selvom hun også selv var en stærk hoppe, kunne hun ikke længere holde til hans vægt. Hendes ben knak derfor sammen under hende, og hun faldt til jorden. Selvom han havde fået hende ned at ligge, havde hun ikke indtrykket af, at han prøvede at skade hende.

Pludselig slog hun en munter latter op. „Okay, du vinder. Jeg overgiver mig."
Havde dette været en hvilken som helst anden kamp, havde hun uden tvivl kæmpet til det sidste, om så det skulle betyde hendes død. Hun måtte da også indrømme, at hun ikke engang havde forsøgt at rejse sig igen, selvom hun måske godt ville have kunnet skubbe hingsten af sig. Men på forunderlig vis ønskede hun ikke længere at være en del af denne kamp. Hun havde ikke lyst til at skade denne hingst, og hun følte egentlig, at han havde det på samme måde. Derfor valgte hun at give op. Der var ingen garanti for, at han ville acceptere hendes ord - og i så fald måtte hun jo kæmpe for sin sejr. Men hun havde ikke indtrykket af, at han var en decideret ond hingst, og hun følte sig derfor ret sikker på, at han ikke ønskede at bekæmpe en modstander, der havde givet op.

Please leave me

15

Da den lyse lod benene knække sammen under hende, tumlede han også omkring ved hendes side. Han ville godt kunne have været blevet på benene, men deres kamp havde ikke været fordi han prøvede at skade hende, og han havde et indtryk af at hun godt kunne have holdt ud en smule længere, men bare havde givet op på forhånd, for at slippe for skader, eller fordi hun godt vidste at han ikke ville gøre hende noget. Han ville nok have set hende som en svækling, hvis hun dette havde været en rigtig kamp. Han ville ikke kalde kampen 'venskabelig' for han havde ingen venner, og havde ej i sinde at danne nogen venskaber. Et skævt smil spredte sig om hans læber, da han havde vundet. Dog rejste han sig ikke, men fæstnede blot sine øjne på hendes.
"Jeg regnede heller ikke med andet."
Dog var det denne gang sagt med et glimt i øjet, og snart tilføjede han også en smule mere til sin sætning.
"Men jeg må indrømme at du var bedre end jeg først troede, og jeg er ellers ikke en hingst der indrømmer meget. Hvad er dit navn hoppe?"
Selv nævnte han ikke sit eget navn, men ventede til hun havde sagt sit eget. Han ville ikke direkte sige at han kunne lide den lyse, men det ville være en løgn at sige at han ikke nød hendes selskab, om end kun til en hvis grad.

Wordcount: 240 | Tagged: Tsavani