Fear | Alenetråd

//OBS: Denne tråd foregår inden Mitis' møde med Chrome i "Sacred Sounds"

For ikke mere end få dage siden var Mitis noget så klar til føllet, men det var som om sandheden endelig var nået til hende. Der kunne umuligt være meget mere end seks dage til det skete, og hun var helt alene. Måske havde der været en grund til at hendes mor var gået bort. Måske var det for meget at skulle tage sig af et føl, som ene hoppe. Skønt det ikke var alle der slog sig ned med en hingst, var der da mange der så i det mindste havde en flok som beskyttelse. Én ting var folingen, hvor vilde dyr let kunne få fat i en folende hoppe, for ikke at snakke om hendes nyfødte føl. Hun ønskede inderligt at hun blot kunne blive under Chromes beskyttelse, bare en smule tid efter folingen. Hun var så bange. Trods hun ønskede sig føllet mere end noget andet, var Chrome dog meget kraftigere og højere end hende, hvilket sikkert ville gøre folingen hårdere end den kunne have været. Der var alt for meget der kunne gå galt.

Månen skinnede på den glitrende sne, men mørket var ikke et ondt mørke, for der var stjerneklart, og stjernerne blinkede betryggende ned til hende på jorden. Hun nappede sig kort i underlæben, da en smerte skød gennem hende. Noget hun havde følt de sidste par dage, for føllet havde fået kræfter, og kæmpede for at komme ud. En sølvklar tåre strømmede ned af hendes kind, dels på grund af smerten, men mest grundet panikken der fyldte hendes tårer. Åh, hvorfor havde hun dog været så dum? Hvorfor havde hun nogensinde ladet ham gøre det? Hun hævede de tårefyldte øjne mod månen, bedende som om hun ønskede at den kolde skive ville give hende et form for svar, men den hvide fuldmåne stirrede bare ned på hende, og deltog i hendes sorg og forvirring.

Hun sænkede hovedet i en vred bevægelse, hendes blik sløret af tårerne der blev ved med at strømme fra hendes gyldne øjne. Hun ønskede at lade lyd komme fra hendes strube, for at lade sin frustration ud, men hun ønskede ikke at andre skulle møde hende. Hun ønskede ikke at sætte sig selv nederst altid. Ikke nu. Nu var hun alene, og ikke om hun ville være underdanig overfor nogen sjæl lige nu. For lige nu, så var det hende der var vigtigst. Hun orkede ikke at lade et blidt smil tage plads på hendes kønne læber nu, for hun kunne ikke prøve at sprede lys hos andre, når hun selv var fuldkommen mørklagt.

Hun slyngede et vredt og forpint vrinsk ud i natten, men kun for at lade hendes følelser få lyd, for hun kunne ikke holde det inde i sin egen krop længere. Tårerne var ikke længere af frygt, men af vrede, vrede på sig selv over at hun havde truffet denne beslutning, og vrede overfor Chrome, selvom det ikke var hans skyld. Det var udelukkende hendes fejl, men hun kunne ikke klare tanken om helt alene at være grunden til al denne vrede, forvirring, panik, frustration og ikke mindst frygt. Frygten åd hende indefra, og der var intet hun kunne gøre ved det.

Wordcount: 527 | tag: Mitis

code by ♥