Beautiful Life [Foling af Ivory]

//Jeg aner altså nada om hvordan en hoppe foler, så i må bære over med mine fejl xD

Mitis kunne ikke påstå at hun ikke allerede havde set det komme, dage forinden, men alligevel kom det som et chok for hende da det endelig skete. I de sidste timer var hun begyndt at ligge og rejse sig med jævne mellemrum, men hver gang hun troede at veerne var startet, viste det sig at være falsk alarm igen. Da solen nu var på vej ned bag horisonten, var hun begyndt at tvivle på at det overhovedet ville være i dag, føllet kom til verden. Men nu var hun sikker. Smerten skød igennem hende, og hun havde ingen idé om hvad dette overhovedet handlede om. Hvad skulle hun gøre? Hvor lang tid ville det tage? Hun vidste intet, men hjertet bankede i brystet på hende, og svedperler dannede sig med faretruende fart på hendes bringe og hals.

Hun lod de spinkle ben knække sammen under sin engang slanke krop, og lagde sig om på siden. Hun prøvede at lade så lidt lyd komme fra sig som muligt, for hvis vilde dyr fandt hende nu, var hun ikke sikker på det ville være muligt for hende overhovedet at rejse sig, for ikke at snakke om rent faktisk at løbe væk. Det Mitis før havde troet var smerte, forvandlede sig til ingenting, da det udviklede sig til et helvede. Aldrig havde hoppen født en sådan smerte. Hvordan i alverden kunne nogensinde være meningen at det var dette, som det indebar at skabe et nyt liv? Chrome havde da været ligeså meget med til at skabe føllet, men alligevel var det både Mitis der skulle komme igennem ventetiden, og dette helvede af brændende smerte.

Minutterne blev til timer, og sneglede sig afsted for den grå, og hun var langt fra sikker på at det var meningen at det skulle tage så lang tid. Hun vidste ikke om føllet overhovedet var igang med at komme ud, men smerten var langtfra blevet mindre for hende. Hun følte hun blev skåret op indefra, og der var intet hun kunne gøre. Var det virkelig denne pris hun måtte betale for at skabe liv? Hun klappede forpint kæberne hårdt sammen, ventede på at smerten skulle gå over. Og det gjorde den, efter timer af hård kamp. Endelig ...

Hun vendte udmattet hovedet rundt, for at se et spinkelt lille plettet føl, kæmpe med fosterhinden, for endelig at bryde den gråblå hinde, og mimre med den lille mule ud mod hende. Et afkræftet smil spredte sig på den grås læber, da hun betragtede den nyfødte. Mon ikke den ville være hele smerten værd.

Wordcount: 432 | tag: Ivory, evt. Chrome

code by ♥

På få timer var den nyfødte hoppes liv fuldstændig blevet vendt op og ned på - bogstaveligt talt. Før havde hun ligget i varme og mørke, fået den føde hun havde brug for gennem navlestrengen. Men nu slog det røde lys fra aftensolen mod hende, og varmen fra hendes moders krop var forsvundet. Hvordan det var gået til, kunne den unge hoppe ikke begribe. Hvorfor skulle hun ud i denne kolde verden, og hvor var hendes mor? Hun missede med øjnene mod lyset, og vendte hovedet mod den grå. Den endnu navnløse hoppe mimrede let med mulen, for at vise sin irritation over at være blevet forstyrret i sin søvn. Hun forsøgte allerede at rejse sig på sine lange tynde ben, men mistede balancen allerede efter at være kommet halvt op. Hendes ravfarvede øjne var spærret vidt op, da hun prøvede igen, på sine stylter af ben. Hun forstod ikke hvorfor hoppe der havde født hende, ikke også gjorde sit forsøg på at komme op at stå, men ligenu var hun selv altså den vigtigste. Hun vaklede let på de brogede ben, inden de knækkede sammen igen under vægten af hendes spinkle krop. Endelig efter adskillige fald, nåede hun endelig op på de spinkle ben. Hun stirrede forundret med nye øjne, på den hvide verden der omgav hende. Sneen glitrede i aftensolen, og hun hungrede efter at finde ud af hvad dette fremmede pudder var. Hun tog prøvende et skridt fremad mod en mindre bunke af det, og holdt en pause for at genfinde balancen på de nye og fremmede stylter. Hun sænkede den lille mule mod sneen, men så snart hun fik kontakt med sin kolde og våde masse gav hun et fnys fra sig, og faldt tilbage på enden. Mon ikke hun blot skulle vente med at udforske verden lidt.

Smilende betragtede Mitis føllet som den forsøgte at komme på benene. Selv var Mitis for udmattet til at tænke over at rejse sig, og holdt blot øje med føllet fra sin liggende position. Et stolt blik viste sig i hendes øjne, da føllet endelig kom op at stå, og holdt sig oprejst, samt tog sit første skridt hen mod en bunke af sne. En lav klukken blev sendt ud i den kolde luft, da den forskrækkede nyfødte hoppe faldt tilbage af overraskelse over sneens kulde. Med en kraftanstrengelse, fik Mitis kæmpet sig på benene igen, og gik med stive skridt hen mod føllet der lå i sneen. Rent instinktivt begyndte den grå at slikke føllet rent, for derefter at puffe opmuntrende til det med mulen. Skønt hun ønskede at ligge sig ned ved siden af det unge væsen, vidste hun at det var vigtigt at få det ordentligt bragt på benene hvis en uventet fare skulle vise sig. Hun smilede for sig selv, da hun tydeligt så Chrome i den nyfødte.
De små pletter dækkede føllets krop, og den lille smule man og hale føllet var i besiddelse af, var smukt krøllet ligesom Chrome. Trods føllet var kraftigere bygget end Mitis selv, var hun stadig en smule spinkel af bygning, og Mitis elegante træk var til at spore i hoppeføllet allerede nu.

"Ivory vil være dit navn min elskede, for din sjæl og hvide pels er lys som elfenben, og sneen der omgiver dig."

Smilede hun kærligt til føllet. Hun vidste allerede nu at det ville være føllets navn. Hvis Chrome skulle dukke op og protestere mod navnet, ville Mitis nægte. Hun havde gået igennem megen smerte for at bringe føllet til live, og navnet ville hun selv give til det. Mitis trådte et skridt nærmere Ivory, og trykkede sig ind mod føllet for at afgive noget af sin varme til den unge hoppe som rystede af kulde.

Wordcount: 318 | tag: Ivory, Chrome

code by ♥

Ivory stirrede undrende på sin mor,da hun begyndte at slynge ord ud. Ord som ingen mening gav for den endnu uvidende lille hoppe. Hun kunne ikke forstå Mitis ordstrøm, men hoppens stemme virkede betryggende på Ivory som vaklende var kommet op at stå. Varmen fra moderen, samt hendes velkendte duft fik Ivory til at forholde sig rolig, og hun lukkede let de gyldne øjne i, og nød den velkendte varme, og følelsen af moderens dybe åndedrag.
Men efter nogen minutter med lukkede øjne, bestemte Ivory sig for at gå ud og udforske mere af denne mærkværdige verden. Hun stavrede usikkert nogen skridt frem, inden hun rejste sig højt på bagbenene, og fægtede med de tynde forben i luften. Tænk, selv det kunne hun! Et hvin fyldt med glæde passerede hendes fløjlsbløde læber, da hun sprang fremad. Hun kiggede nysgerrigt ud i mørket foran hende, og derefter tilbage på Mitis, som pludselig virkede alt for langt væk. Ivory skyndte sig tilbage ved moderens side. Hun glædede sig til at udforske alt dette nye, men ligenu var alting mest tryg ved Mitis side.

Til at starte med, virkede det for den nydøfdte som om Mitis og hende selv var de eneste der var i denne verden, men allerede nu kørte tankerne rundt i den plettedes hoved. Der måtte da være andre. Tanken virkede foruroligende, men ikke mindre sand af den grund. Mon der var flere af hendes slags? Så kunne det være at hun kunne gå på opdagelse med dem! Måske blev det en smule mindre skræmmende at være væk fra Mitis så ...

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Der var intet han kunne gøre og han vidste det, hvilket var grunden til, at han intet havde sagt eller gjort, udover blot i stilhed at gå frem og tilbage mellem der hvor hun havde gemt sig og et nærtliggende sted, hvor han græssede i fred. Hvor han kom fra var det ikke normen at hingste blandede sig i noget som helst der havde med føl at gøre, udover det at beskytte dem og i ny og næ give dem en eller anden form for positiv opmærksomhed. I hvert fald havde han aldrig mødt eller talt med en hingst, som nogensinde havde ageret anderledes, så det var vel ikke så underligt, at han ikke selv gjorde noget som helst udover at se til hende i ny og næ. Hun syntes dog ikke at have set ham, i det hele seancen var mere end rigeligt for hende.

Nu hvor han var vendt tilbage igen, var det dog anderledes. Denne gang lå den grå hoppe ikke blot alene, men havde fået selskab af et sort føl med spættede aftegn udover det hele, ikke meget ulig hans egne. Synet fik ham til at vippe ørerne fremad, for nysgerrig var han da, men det trak ingen anden reaktion fra ham. Ingen stolthed, ingen direkte glæde. Han var skam tilfreds nok med, at han for første gang så et af sine egne afkom, men det var ikke just en overvældende bølge af følelser, som ramte ham ved synet.
Som føllet stavrede tilbage til Mitis, fandt Chrome ikke længere nogen grund til at være den usynlige skygge længere og trådte derfra ud i den lille lysning, hvor hun havde fundet sit skjul til at fole deres fælles føl. En dæmpet brummen tilkendegjorde hans ankomst, og selvom han gik direkte hen til Mitis, så var hun ej hans mål: føllet var. Let nippede han til hendes pandelok, før han så tilsyneladende ignorerede hende for at lade al sin opmærksomhed falde på det sorte og hvide føl.

Faktum var, at han hverken elskede den grå hoppe eller det føl hun havde givet ham. Han holdt af hende, ja, ingen tvivl der, men han havde brug for at vide, at føllet også var hans, for selvom han havde godtaget hendes ord sidst, så var ord intet mere end en lyd.

Uden den store tanke for Mitis afskar han føllet fra hende, stillede sig selv som en mur mellem dem, før han så resolut førte sin mule ned mod føllet. Ingen lyd forlod ham i det han undersøgte det og bedømte, at det var et hoppeføl. Et par øjeblikke mere tikkede forbi før det klikkede i ham; føllet var af hans blod. Man kunne sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor han ikke blot havde godtaget føllets udseende, men det kunne bedrage trods alt.
Nu hvor det for sidste gang var blevet lagt på plads, svirpede den plettede hingst med halen, før han bevægede sig videre. Det havde blot været et par øjeblikke, hvor han havde holdt Mitis fra hoppeføllet, men hvordan hun reagerede anede han ærligt talt ikke.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[26]

[22]

Der gik ikke ret lang tid efter Mitis selv var kommet på benene, før Chrome trådte frem. Nu hvor hun så ham og føllet sammen, var det ganske tydeligt at de var i familie. Ivorys aftegn mindede en del om Chromes, og hendes hårpragt var krøllet ligesom hans. Det var tydeligt at han var interesseret i føllet, men hun ønskede på ingen måde at han skulle adskille hende og den nyfødte. Hvilket viste sig at være præcist hvad han havde tænkt sig at gøre. Stille sig imellem hende og føllet. Trods der stadig ikke var meget plads mellem hende og føllet, havde hun hørt om hingste der slog deres eget føl ihjel. Ikke fordi hun troede at Chrome var en af dem, men panikken greb hende alligevel da føllet ikke var inde for rækkevidde. Ængsteligt så hun til, mens han nærmest inspicerede føllet. Hvorfor kunne han ikke bare tro hende, da hun sagde at føllet var hans? Til sidst så han dog nogenlunde tilfreds ud, og trådte væk fra føllet. Mitis trådte hurtigt to lange skridt frem mod den ungen hoppe, hvor hun kærligt gnubbede det i pandelokken.

Hun vendte blikket tilbage mod Chrome, dog uden den kærlighed som hun havde vist føllet. Ikke et ord havde han sagt til hende inden han braste hen mod føllet. Hun fnøs kort.
"Nå hej. Jeg så dig slet ikke."
Mumlede hun sarkastisk, og vendte derefter al sin opmærksomhed mod ungen. Hun kunne svagt mærke dens lille mule mimre mod hendes skind på hendes skulder.

Da føllet begyndte at drikke hendes mælk, vendte hun blikket tilbage mod Chrome, en smule mildere nu hvor hun var genforenet med Ivory.
"Nåh, er hun godtaget?"
Spurgte hun ham med en drillende undertone. Han måtte vide at hun ikke havde løjet overfor ham nu, ellers var han da helt gal på den. Hun var i hvert fald så sikker i sin sag som det overhovedet var muligt.

Wordcount: 320 | tag: Chrome, Ivory

code by ♥

Hendes mistanke om at hende og den grå ikke var de eneste i verden, blev godtaget da en fremmed hingst trådte hen imod hende og Mitis. Forskrækket spærrede hun de gyldne øjne op, da den fremmede hvis aftegn mindede om hendes egne, trådte imellem hende og Mitis. Et tyndt vrinsk blev sendt ud i den kolde aftenluft da hun ikke længere kunne se sin moder, men tav da hun opdagede at den fremmede ikke ville hende noget. Hun stak kort den lille mule frem mod ham. Hun var ikke sikker på hvad, eller hvem han var, men han førte en form for samtale med Mitis. Hun forstod endnu ikke meget af hvad de sagde, for hun var endnu forvirret over den store omvæltning hun var gået igennem. Da den fremmede trådte væk, stirrede hun kort fascineret efter ham, men hendes opmærksomhed var på moderen lidt efter. Det var alligevel med hende alting var sikrest. Da Mitis blik endnu engang var på den fremmede, begyndte hun at drikke, så hun kunne stoppe sulten der gnavede i hendes mave.

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Da den plettede hingst så på Mitis var det tydeligt, at hun ikke var viderligt tilfreds med den behandling han havde givet hende og føllet i et par øjeblikke. Han var dog flitrerende ligeglad, for han havde al ret til at tjekke hvorvidt det føl, som nu lå under hans beskyttelse, var hans eller en anden hingsts. Alligevel vendte han sine ører et øjeblik i en blanding af en undskyldning, men også et varsel om, at hun ikke skulle trykke det for meget, medmindre hun var ude på skræmmer, hvilket han dog følte sig meget sikker på, at hun ikke var. De var trods alt et umage par; ikke en hoppe og hingst, som elskede hinanden, men derimod en hingst, der ville se sin... investering... beskyttet og gerne holdt muligheden for at lave endnu en tæt til livet.
Fordi tingene nu lå som de gjorde, havde han da heller ingen anden reaktion til hendes sarkastiske, mumlede ord end et afvisende fnys. Nok havde hun ikke set ham, men troede hun virkeligt, at han ej holdt øje med hvor hun befandt sig? Hun lå trods alt under hans beskyttelse nu, så sådan en tanke var mere end naiv.

"Som værende af mit blod, ja, men på andre måder..." svarede han, hans ører vippet fremad igen. Halen svirpede bag ham, mens han betragtede det diende føl. Hans datter. Det var et lidt sært syn egentligt. "Kun tiden kan vise det."

Han stod lige uden for hendes rækkevidde og hævede derefter hovedet for kort at vejre vinden og spejde omkring; de var alene såvidt han kunne finde ud af og han sænkede derfor sit hoved igen ret hurtigt. Med stort skridt trådte ham frem, både for at komme Mitis nærmere, men også for at se lidt nærmere på føllet. Det var ikke just nogen kraftig skabning, lidt ynkelig egentligt, men sådan var føl vel bare; ranglede små ting der ikke kunne tage vare på sig selv.

"Hvad har du kaldt hende?"

✕ ...but I do it in the best way ✕

[28]

[23]

Mitis brød sig langt fra om den måde Chrome betragtede den unge hoppe på. Som om han på ingen måde var stolt af det liv han selv havde været med til at sætte i verden. Måske var fædre ikke helt det som Mitis havde forestillet sig. Da gik det op for hende, at Chrome endnu ikke vidste noget om hendes fortid. Ikke at han skulle få lov til det, i hvert fald ikke før han spurgte pænt. Lige nu ønskede hun næsten ikke engang at tale med ham, for hvert ord han sagde, hvert blik han sendte Mitis og hendes datter - ja, hver gang følte hun sig så uendelig lille og ubetydelig. Som om hun virkelig blot var en ejendel han havde bragt med sig - en klods om benet. Hun kunne se hvordan den lille kiggede og kiggede efter den plettede hingst, og det skar hende i hjertet. Hun havde troet at han ville vise en smule faderlig interesse for føllet, måske blot vise hvis han blot var en lille smule stolt. Men han så kun ud til at være interesseret i hvorvidt føllet var hans eller ej. Det havde han så allerede fundet ud af at det var, men han betragtede det stadigvæk som om det var en skabning under hans værdighed. Måske var han bare forvirret.

"Ivory er hendes navn." Svarede Mitis, og smilet om hendes læber bredte sig. Ligemeget hvad Chrome havde at sige om hendes navn, så stod det fast. Hendes navn var Ivory.

Wordcount: 250 | tag: Chrome

code by ♥

Ivory forstod ej disse to heste. Hun var interesseret i dem begge, ingen tvivl om det, men de virkede næsten fjendtlige overfor hinanden. Om end så afvisende. Det var i hvert fald sådan Ivory kunne beskrive moderens spøjse opførsel. Selvom den plettede hoppe bedst kunne lide at blive nær Mitis, så gnavede nysgerrigheden i hende hver gang hun vendte blikket mod den fremmede. Hvem var ham? Hvorfor var han her? Og hvorfor talte han med hendes mor? Hendes lange sorte øjenvipper kærtegnede den bløde hud under hendes gyldne øjne da hun blinkede et par gange, hvorefter hun satte i trav hen mod den fremmede. Hendes lange ben havde svært ved at bære hende, og balancen var tæt på at glippe op til flere gange, men hun nåede hen til ham uden at falde.

Her vendte hun nysgerrigt blikket op mod den plettede, og stirrede alvorligt ind i hans øjne. Hun strakte halsen frem imod ham, og indåndede hans fremmede lugt. Jo, hun ville kende ham hvis hun skulle møde ham igen. Et kort smil flimrede om hendes læber, inden hun lod mulen ramme hans skulder. Hans pels var næsten ligeså blød som Mitis' dog kort afbrudt af et ar.

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

"Ivory," gentog han, mens han betragtede føllet. "Et fint navn." Som sådan havde han aldrig været den, som bedømte navne, men han havde hørt et par fjollede, hvis ikke direkte dumme, i sit liv og han indrømmede da gerne, at han ville nægte hvis hun havde givet føllet et eller andet mystisk som navn. Ikke at det var hans plads at vælge navne; det ansvar lå, ligesom al opdragelse og pleje, hos hoppen. En ulige arbejdsfordeling måske, men det ragede som sådan den plettede en høstblomst.

Da føllet stoppede med at die og så mod ham i stedet for ignorerede han det i teorien. Han så i hvert fald ikke med større interesse på det, før det begyndte at bevæge sig mod ham. Nysgerrigt vippede hans ører fremad, mens han iagttog hvor langt føllet egentligt ville gå; ikke at det skulle gå særlig langt for at nå ham. Dets gang var en smule klodset og det virkede da også næsten til, at hun ville falde, men hun gjorde det ej og efter et par øjeblikke stod hun foran ham, mens hun stirrede op på ham. Let fnøs han; hvad pokker troede hun, at hun var, hm? Der var dog intet ondt i det, mens han roligt så tilbage på hende, før han så vendte blikket mod Mitis. Der blev det dog ikke længe, før føllet lagde sin mule mod hans skulder; hans første reaktion var at vride ørerne i nakken i overraskelse, før det gik op for ham, at det blot var føllet der rørte ham. Et fnys mere forlod ham, men denne gang var det mere forvirret end afvisende.

Føl var underlige skabninger på alle leder og kanter.

Lidt tid tikkede forbi før Chrome nappede ud efter føllet med sine læber. De lukkede sig om hendes pandelok, hvorefter han gav slip og svirpede med halen. Hans blik var gået fra nysgerrigt til en anelse forvirret; hvad pokker havde føllet gang i? Hvorfor gik det ikke over til Mitis og blev der? Hun var trods alt så spinkel endnu, at det næsten virkede som om, at hun kunne gå i stykke hvis man puffede for meget til hende. På ny hævede han sit hoved og så over mod Mitis igen.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[30]

[25]

Hun nikkede til Chromes ord, men holdt sin afstand til ham. Da føllet begyndte at gå imod ham, skulle hun lige til at åbne munden for at kalde den tilbage, men holdt inde. Så længe han ikke gjorde det noget, var det vel okay. Et blødt smil spredtes over hendes mund, da hun så Chromes reaktion da føllet placerede sin mule mod hans skulder. Han gjorde ikke rigtig noget, men hans udtryk var mildt taget, forvirret. En blød latter blev sendt imod Chrome da han endnu engang hævede hovedet og kiggede på Mitis. Føllet havde fået hende til at tø en smule op overfor Chrome, om end kun for en kort stund. Hun gav et slag med den let bølgede hale, alt imens hun overvejede om hun skulle gå nærmere. Hun nød hende og Chromes små lege få dage forinden, men det føltes ikke som om det var noget han gad lige nu. Og Mitis nød synet af Ivory og hendes fader, og hans forbavsede udtryk.
Hun håbede at han ville gengælde en kærlighed hans nyfødte datter viste overfor ham. Hun ville ønske at kunne sige at han og Ivory mindede om hinanden, både udvendigt og indvendigt, men hun var ikke sikker på om de gjorde. Hun kendte ham jo ikke rigtig endnu. Hun vidste blot at han sommetider virkede afvisende, men at hans humør skiftede hurtigere end vejret.

Wordcount: 229 | tag: Chrome, Ivory

code by ♥

Hendes faders overraskede udtryk mindede faktisk en del om hendes eget, da han nappede hende i pandelokken. Dog spredtes et bredt grin om hendes læber da han slap det, og hun rejste sig legesygt på de tynde bagben, for selv at nappe fast i hans. Dog kunne hun ikke balancere ret længe, og måtte slippe hårtotten hun havde fået fat i efter få sekunder. Hun lod forbenene dumpe ned på jorden. En boblende latter kom fra det unge føl, da hun lavede en kort cirkel omkring Chrome, for derefter at ende foran ham igen. Hun hævede hovedet og stirrede dybt ind i hans ravfarvede øjne, inden hun trådte et skridt tættere på ham, for let at gnubbe det lille hoved op af hans skulder. Nu hvor han ikke havde gjort hende noget, så var han vel ligeså god at hvile sig op ad som Mitis? Hun lukkede de runde øjne halvt i, og gumlede en smule på ingenting.

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Man kunne fristes til at tro, at Chrome ville tø helt op med den situation, han nu stod i, men da Mitis lo af ham, hvor velment det end havde været, vippede hans ører bagud i en let advarsel. Hun skulle ikke le af ham, når han var forvirret, for hvad end deres forhold var, så var det ikke nået til det punkt, hvor hun kunne tillade sig at le af hans forvirring. I hvert fald ikke efter hans mening. Dette kunne muligvis få hende til at le igen, men det ville kun være dårligt for hende selv, hvis hun gjorde det.
Med det vendte den plettede hingst sin opmærksomhed tilbage mod sin datter, som tog fat i hans man, for hurtigt at måtte give slip. Da hun lo, trak han let på smilebåndet, men det var bestemt ikke meget. Føllet, Ivory, var jo trods alt kun nyfødt og han mente, hvad han sagde, da han havde sagt, at hun ikke var godkendt på alle måder. Kun tiden kunne vise hvor længe hun overlevede og indtil han var sikker på, at hun rent faktisk kunne gøre det i den her verden, så så han ingen rigtig grund til at knytte sig til hende. Ikke at han vel egentligt havde nogen grund til at knytte sig overhovedet; hopper knyttede sig til deres føl, hingste gjorde ikke.

Da Ivory gnubbede sit hoved mod hans skulder, for derefter tilsyneladende at hvile sig mod ham, svirpede han med halen og nappede til hende, for at fortælle hende, at hun skulle flytte sig. Han var ikke hendes pude. Sød var hun vel, men alt, alt for ung endnu. En let brummen sendte han også til Mitis, for ligesom at signalere, at hun skulle kalde føllet til sig.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[31]

[27]

Mitis tav ved hans signal til hende, og en lille frygt gnavede i hende. Hun ville ikke have at der skulle ske noget med Ivory, og hvis Chrome gjorde hende noget kunne han være sikker på at han ikke ville følge ham mere. Det håbede hun at han vidste. Ængsteligt så den grå hoppe til, mens hendes datter dansede legende rundt om hendes fader. Hun vidste at han ikke just nærede nogen stærke følelser for hverken Ivory eller hende selv, og det fik hende til at frygte for hvad Chrome ville gøre hvis hun fortsatte. Mitis frygt tøede en smule op, da Chrome lod et kort smil vise sig på hans læber ved Ivory's latter. Skønt den grå ønskede at smile over dette, var frygten for stor til at hun turde. Selvom det ikke just var at grine af ham, så var hun ikke sikker på hvordan Chrome ville tage det.

Hun trådte forskrækket et skridt fremad da den hingsten nappede ud efter hendes føl, for derefter at sende en brummen hen imod hende. Hun sendte en bekymret vrinsken hen imod føllet.
"Kom herover igen, Ivory."
Kaldte hun mod føllet, og håbede ikke at nogen af dem ville høre den nervøse snert der gemte sig i hendes stemme. Hun havde ikke troet at hun direkte ville frygte hingsten, men hun gjorde det alligevel på en sær måde. Det var tydeligt at se at han ikke brød sig specielt meget om føllet, og indtil nu havde han ikke just vist varme følelser overfor Mitis selv.

Wordcount: 254 | tag: Chrome, Ivory

code by ♥