Beautiful Life [Foling af Ivory]

En fornærmet brummen passerede Ivory's læber da hingsten nappede ud efter hende. Hvad nu? Hun havde da ikke gjort noget forkert, havde hun? Hun fjernede hurtigt hovedet fra hans skulder, og trådte et skridt væk fra hans bløde pels. Hurtigt vendte hun hovedet mod Mitis, ved hendes kaldende vrinsken. Hun ville også hellere hen til hende nu, hvor den anden ikke ville lade hende hvile sig mod ham.
Hun satte i løb, målrettet mod den grå hoppe, hvor hun puttede sig op mod hendes varme krop og bløde pels. Hun sendte et blik tilbage mod Chrome, men gjorde ikke mine til at komme tilbage. Det så ikke rigtig ud til at han ønskede hende ved sin side. Alt dette var en smule forvirrende for den endnu unge hoppe, for hun kunne ikke forstå hvorfor hendes mor så så bekymret ud når hun var nær den plettede, og hun kunne heller ikke forstå hvorfor den plettede ikke ville være sammen med hende. Verden var forvirrende, det havde hun i hvert fald fundet ud af i de få timer hun havde været i denne verden.

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Chrome's nappen havde ikke været mere end en nappen og på ingen måde direkte aggressiv eller truende, så at Mitis trådte forskrækket frem var lidt af en overraskelse, som dog ikke blev synlig for hende. I stedet spillede den blot i hans hoved, i hans tanker, og blev kædet sammen med, at hopper generelt var meget overskyttende overfor deres afkom. Derfor gjorde han ikke noget ved, at hun trådte frem som hun gjorde, udover at vippe med ørerne et øjeblik, inden han fulgte føllet med blikket som det løb tilbage til den grå hoppe. Måske burde han vise mere venlighed overfor det, være en såkaldt 'far', men sådan lå kulturen ikke hos ham. Af sind lå det til ham, ingen tvivl, men opdragelse og et liv kunne ændrer meget på det, der ellers var natur for en.

At føllet så tilbage på ham med et næsten skarpt blik, kunne man måske frygte var en dårlig ting, men det var det ej; det viste blot, at hun havde en eller anden form for livsmod. Om det var frembragt af dumskab eller egentligt mod kunne han dog ikke sige endnu og derfor kommenterede han heller ikke på det eller roste hende for det. Personligt ønskede han sig ikke nogen svag datter, men samtidigt heller ikke en, som var stærk og modig, blot fordi hun var for dum til at se, at det hun gjorde var farligt. Let rystede han sit hoved ved det, velvidende om, at Mitis ikke havde nogen ide om, hvad tanker der løb igennem hans hoved.

"Er du for træt til at gå, eller kan vi komme væk herfra nu?" Det var ikke et spørgsmål stillet, fordi han ikke brød sig om at være her. Ikke direkte i hvert fald. Det var mere den indirekte følelse af, at trods de var alene, så var de ej i sikkerhed. Instinkt om man ville. Hans øjne hvilede ikke på Mitis eller Ivory, men derimod på et eller andet i det fjerne.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[32]

[29]

Skønt den grå hoppes blik hvilede på Chrome, så hun ikke på ham. Eller jo, hun så ham, og hun så hans bevægelser og hvad han lavede, men hendes opmærksomhed var ikke på ham, ej heller Ivory. Den var på alt andet end det der virkelig betød noget lige nu. Hun var tør i halsen, og hendes blik var en smule fjernt. Hun var alt for bange for at hun havde truffet de forkerte beslutninger. Chrome var tydeligvis ikke hvad hun havde håbet på da hun var lille og alene, selvom han sikkert gerne ville beskytte Ivory hvis ... Hvis der skulle ske Mitis noget. Men frygten nagede hende, for hvad hvis han ikke ville? Så ville Ivory ingen chance have, og det ville udlukkende være den grås skyld. Og hvis noget skulle ske med føllet - hun ville bebrejde sig selv til den dag hun døde, overveje hvad andre muligheder hun kunne have haft. Hendes åndedrag blev en smule hivende, som de tit blev når hun var bekymret. Hendes hoved fløj op ved Chromes stemme, men hendes blik faldt en smule til ro.
"N-nej.. Vi kan sagtens.. Gå nu."
Svarede hun, hendes stemme en smule usikker. Hun prøvede desperat at få hendes stemme og sig selvom under kontrol. Hun sank den klump der havde opbygget sig i halsen på hende, og hævede hovedet en smule.
Hun vendte blikket mod føllet.
"Vi går nu Ivory."
Mumlede hun, næsten mere til sig selv ind til Ivory.

Wordcount: 245 | tag: Chrome, Ivory

code by ♥

Undrende betragtede Ivory sin moder. Hvad lavede hun? Hun stod bare og stirrede, stirrede på ingenting. Forvirret kiggede hun på hingsten, som for at spørge hvad der dog skete. Hun puffede let til Mitis, men der kom ingen reaktion fra hendes side af. Ivory sukkede dybt, og stod blot og trippede en smule på stedet. Der skulle gerne ske noget, denne venten var ikke til at holde ud. Der skete ingenting. Hun ville gerne gå hen til plethingsten igen, men det ville Mitis ikke have. Da den plettede sagde noget, spidsede hun opmærksomt sine plyssede ører. Hun forstod ikke fuldt ud hvad han sagde, kun ordet "gå" fik hun fat på, fordi hendes mor før havde brugt det. Skulle de gå? Et glimt tændtes i hendes ravgyldne øjne, som hun stirrede afventende på hingsten. Hvorfor gik han ikke endnu? Endelig så det ud til at moderen vågnede op. Hendes stemme lød en smule anderledes end den plejede, men det bed den nyfødte ikke mærke i. Endelig skulle de ud og bevæge sig!

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Lyden af Mitis stemme trak Chrome tilbage fra at se ud på noget, som ikke var der. Den var helt forkert; ikke at han ligefrem så sig selv som en, der gav hende den mest opløftende behandling, men hun virkede mere nedslået end han ville have kunnet forestille sig. Let vendte han ørerne tilbage, tankefuldt, før han svirpede med halen og vendte blikket mod sin datter; hun så på ham med en næsten skinnende blik. Hun ville gerne gå, men Mitis bevægede sig endnu ikke. Et fnys forlod ham; de måtte videre, det var ikke sikkert her, og Mitis indstillinger skulle ikke holde dem fra at gøre det. Med kraftige skridt gik han derfor mod hende.

Der kom dog ingen vrede eller hundsen.

Uden at give hende en chance for at sige fra, lagde den plettede hingst sin pande og næseryg mod den grå hoppes, hvor han let trykkede sit hoved mod hendes. Uden tøven så han på hende, inden hans stemme så brød ud; "Du er ikke ligegyldig, husk det." Det var måske en kærlig handling, måske ikke, men det var i hvert fald en venlig gestus, for dem kunne han godt give, han gjorde det blot ikke særligt ofte. En let brummen spillede i ham, før han svirpede med halen og trak sig tilbage, som havde han intet gjort. Let så han ned på Ivory; de kunne gå nu.

"Kom." Med det ene ord begyndte han at gå med den forvetning om, at de begge ville følge efter ham.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[33]

[30]

Mitis spærrede let overrasket de ravfarvede øjne op, da Chrome placerede hovedet mod hendes. Hun holdt næsten vejret inden han var stoppet med at tale, og fjernede hovedet fra hendes. Her lod hun luften passere hendes læber, ud i natteluften. Hun lod hverken ham eller Ivory se den enkelte sølvfarvede tårer der tegnede et spor ned langs hendes kind. Hun ventede til den lydløst havde ramt skovbunden, inden hun hævede hovedet og fangede hans blik.
"Tak."
Hun ville have sagt mere - men hun havde ingen ord der ellers kunne beskrive hvad hun ønskede at den plettede skulle vide. At han ej heller ligegyldig, og at hun var taknemmelig for at han ofrede dem sin beskyttelse, og ikke efterlod hende og Ivory til at klare sig selv i vintermånederne. Som Mitis og hendes mor.

Hun sendte et svagt smil til Ivory, inden hun fulgte Chrome, ud i den nattemørke skov. Hvis ikke hun havde Ivory på slæb, ville hun nok instinktivt ikke være nær så opmærksom på hvad der skete omkring dem som normalt, når nu Chrome gik forrest. Men hun ville ikke have at der skulle ske Ivory noget fordi hun ikke selv havde holdt øje, så hendes øjne gled uroligt fra side til side, for at sikre sig at ingen rovdyr lurede i mørket.

Wordcount: 216 | tag: Chrome, Ivory

code by ♥

Hvad den plettede nu gjorde, fik kun Ivorys forvirring til at vokse yderligere. Først virkede de som om de havde en hård tone overfor hinanden, men nu havde hingsten lige lagt sin pande mod Mitis, næsten som en kærlig handling, hvorefter han havde mumlet noget som Ivory ikke havde fået fat i. Mitis svarede med et simpelt ord, og den ungen hoppe fnøs forvirret, men fulgte blot den plettede da han begyndte at gå. Her gik de nu, i en række med Chrome forrest, hende selv i midten, og den grå som bagtrop. Hun ville ønske at hun vidste hvad hendes mor tænkte, for hun forstod det ikke selv. Hvordan Ivory kendte ordende var en gåde for hende, men hun kunne alligevel tale nogenlunde.
"Hvor ... Hvor tager vi hen?"
Spurgte hun en smule tøvende, men det var dog stadig muligt at høre hvad hun prøvede at sige. Hun slog let med den korte, krøllede hale, og gav et kast med hovedet. Hun nød at være i bevægelse, men ingen sagde rigtigt noget. Hun betragtede i stedet optaget hendes ånde, som lignede røg når den kom i kontakt med den kolde natteluft.

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Chrome var ikke sikker på, hvad det var, han fik ud af den grå hoppes blik, men noget gjorde han. Han sagde dog intet, gjorde heller intet, der tydede på det, udover blot at gå. Med faste skridt ledte han dem afsted på vej mod et sted, som end ikke han vidste hvor var. Og dog kunne det ikke forblive ukendt, for den lille spurgte ind til hvor de var på vej hen. I hvert fald gik han ud fra, at det var det hun spurgte om, men stemmen var så pløret, at han ærligt talt ikke kunne være sikker. Normalt ville han nok have kommenteret på det, men hun var endnu så ung, at han nok ikke kunne forvente andet. Desuden følte han ikke for at gøre Mitis mere oprørt.

"Et sikkert sted," sagde han, uden at se tilbage på føllet. Han ville som sådan ikke have denne formation med Mitis bagerst . Let svirpede han med halen, før han bevidst trådte til siden og lod føllet komme op på siden af ham, sådan da, inden han så på Mitis. Han ville ikke have hende til at gå bagerst, for selvom det betød, at hun kunne holde øje med Ivory, så betød det samtidigt, at han ikke kunne holde øje med hende og det var han ikke tilfreds med. Ikke at han på nogen måde troede, at hun ville forsvinde, men det var ikke sikkert. Hvis noget, så skulle han gå bagerst, men når de kun var dem, så var der ingen grund. Med en let bevægelse med hovedet signalerede han, at han ønskede, at hun gik op på siden af Ivory. Dermed ville føllet gå mellem dem, frem for bag ham selv og foran hende.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[34]

[31]

Hun betragtede Chrome, som han fik gennet Ivory op ved hans side. Hun så ikke hvorfor, egentlig, inden han signalerede at hun skulle gå op på siden af føllet. Hun så spørgende på ham, trods hun vidste hvorfor han havde gjort det. Troede han virkelig at hun ville gå fra ham? Gå fra Ivory? Hendes blik var mere, fordi hun ikke kunne se hvordan han nogensinde kunne have en frygt for det. Han havde intet gjort hende, der havde fysisk skadet hende. Hvorfor i alverden skulle hun så forlade ham, når hun selv havde sagt hun ville følge hende? Hendes følelser for hingsten var om muligt blevet endnu mere blandede end før Ivory for født. Hun følte noget for ham, det var sikkert, ellers var hun aldrig gået med ham. Hun var ikke en hoppe der blot gav sig væk til hingste, fordi de havde skænket hende et føl, eller fordi de ønskede beskyttelse. Jo, det havde været en del af det, men hvis hun ikke brød sig om ham havde hun aldrig sagt ja.
Hun var ej sikker på om han bragte dem med sig, fordi de symboliserede en form for magt, eller om der lå andet under. Spørgsmålet havde naget hende noget tid nu, men hun turde ikke at stille det, i frygt for at vække en vrede i ham hun endnu ikke havde set. Han vidste ikke ret meget om hende, og hun vidste ligeså lidt om ham.

Wordcount: 241 | tag: Chrome, Ivory

code by ♥

Ivory nikkede til hans ord. Et sikkert sted. Var det andet sted ikke sikkert? Hun sukkede kort. Da han trådte til siden, løb hun dog glædeligt op på hans side. Hendes moder elskede hende, ingen tvivl om det, og ville gøre alt for at være sammen med hende hele tiden. Men denne hingst - hendes fader? Det var ikke altid at han var lige åben for at lade hende komme tæt på ham, så da han bevidst lod hende komme op på siden af ham, var det ikke noget han skulle signalere to gange. Da Mitis også kom op på siden af hende, følte hun sig umådeligt sikker, imellem to kroppe som begge var mange centimeter højere end hende. De så begge to ud til at være i deres egne tanker, og føllet kedede sig. Hun hvælvede nakken, og hævede sine ben under sig. Hun løb nogen meter frem fra dem, på denne måde, hendes skridt lange. Hvis ikke hendes hendes krop og ben var så slanke at det lignede at hun ville knække hvis man klemte hende for meget, ville det sikkert have set smukt ud. Hun stoppede dog op, og vendte blikket tilbage mod hendes forældre som stod ved siden af hinanden, trods det lignede at de var flere hundrede kilometer fra hinanden.

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Hurtigt sluttede den grå hoppe sig til føllets side og Chrome følte sig straks lidt bedre tilpas med det hele. Dog varede det ej længe, før et eller andet fik Ivory til at bevæge sig. Måske var det kedsomhed, måske dumhed, men uanset hvad det var, så var han ikke just tilfreds med det. Det var ikke langt hun løb, maksimalt et par længder før hun vendte rundt og så tilbage på dem, men det huede ham stadig ikke. Med en bestemt mine forsatte han derfor blot sine skridt mod føllet, mens han håbede på at hun ville blive stående, så han ikke blev tvunget til at halse efter hende og genne hende tilbage. Noget han villigt gjorde, hvis hun løb for langt væk og det skulle hun nok finde ud af en dag.

For et øjeblik vendte han sin opmærksomhed mod den grå hoppe. Hun virkede til at være forsvundet i sine egne tanker, men hvad de kunne være, havde han ingen anelse om. De kendte trods alt knap nok hinanden og selvom han ikke just lagde op til det, så håbede han da, at de en dag ville vide bare lidt mere om hinanden, specielt hvis han blev ved med at føle denne trang til at holde øje med hende. Trangen til at sørge for, at hun var i sikkerhed.

Da de sammen nåede op til Ivory fnyste han kortvarigt af hende, dog ej med nogen dårlig hensigt. Det var lidt irretesættende, men på ingen måde ondt ment. Hun skulle lære at opføre sig ordentligt og hun kunne vel lige så godt lære det fra starten, ikke sandt?

✕ ...but I do it in the best way ✕

[35]

[33]

Da Ivory begyndte at bevæge sig fremad, vendte Mitis blikket lige ud mod hende. Hun ville ikke have at hun løb længere væk end dette. Hun brummede let efter hende, som for at signalerede at hun skulle komme tilbage nu, hvorefter hun vendte blikket tilbage mod Chrome. Hun ville gerne vide mere om ham, men mest af alt ønskede hun at han skulle vide hvad der skete med hende. Hvorfor hun tit faldt i staver, og hvorfor hun altid var frygtsom. Hvorfor hun virkede overbeskyttende overfor Ivory, for der var jo en grund til det hele. En grund der havde ødelagt Mits, på en måde hvor hun aldrig ville blive fuldstændig hel igen. Hun havde bare først indset det nu.

Dog følte hun ikke at hun kunne snakke med ham om det nu - ikke når Ivory var ved dem. Nej, når de var ankommet til Chromes såkaldte sikre sted, så ville hun vente sig at Ivory sov, med at snakke med ham. Hvis de skulle blive sammen i lang tid, var det vigtigt at han vidste det. Selvfølgelig blev hun altid følelsesladet når hun snakkede om sine oplevelser, men det var ikke noget hun var bange for at snakke om. Hun snakkede bare kun om det på de rigtige tidspunkter, men indtil nu havde hende og Chrome ikke haft meget tid til blot at tale sammen.

Wordcount: 227 | tag: Chrome, Ivory

code by ♥

Da Chrome vendte blikket mod Ivory, traskede hun tilbage imellem dem. Hun troede at han måske ville være stolt af hende fordi hun turde bevæge sig væk fra dem, men det så ikke sådan ud. Han virkede mere irettesættende, som om hun havde gjort noget forkert. Hun sukkede kort, og skridtede videre imellem dem. Hun gabte kort, da trætheden endelig kom væltende. Det havde været en lang dag for den nyfødte, og hun glædede sig til at komme til at hvile. Denne verden var fuldkommen forunderlig, men også stor og farlig. Hun var glad for ikke at være alene i mørket, men istedet have begge sine forældre til at beskytte sig. Hun håbede at de elskede hende, ligeså meget som hun gjorde. Hun elskede dem på forskellige måder, og hvis de begge gengældte hendes følelser måtte de også gøre det på forskellige måder. Deres måde at vise det på, mindede i hvert fald ikke ret meget om hinanden.