|
Post by Deleted on Jan 18, 2015 20:33:01 GMT 1
Red Lights [5]
Den brogede havde langt om længe bevæget sig ind på den røde ø. Han stod få kilometer fra vulkanen der rejste sig mod den rødsorte himmel. Stille beundrede han det ildspydende bjerg, spekulerede omkring hvilke væsner der levede dernede blandt de flydende og glohede sten. Det afsvedne græs omkring ham var dækket af aske, og solen havde problemer med at trænge igennem det sorte lag af støvet aske der var blevet kastet op af vulkanen sammen med klippestykker og glødende lava. Øen var badet i rødligt lys, og Sicarius følte sig underligt roligt her. Som om han hørte til, på en eller anden syg måde. Men dette var ikke grunden til at han var mødt op på øen Foehn. Han var inde på flokken Aljuns område, med et specielt mål; at tale med lederen af denne flok. Han følte sig nemlig ikke rolig længere. Paranoia havde overtaget hans tanker, og han håbede på optagelse i flokken ledt af skyggerne. Han havde brug for at dele sine tanker med heste der tænkte ens med ham selv. Acceptering var ikke hvad han håbede på, ej heller forståelse, men blot nogen som tog ham til sig, ikke som et hjælpeløst barn, men som en af dem. Han havde allerede accepteret sig selv for længst, og forståelse kunne han end ikke give sig selv, så det var ikke det han ønskede.
Afslappet og afventede stod den brogede og ventede, ventede tålmodigt på skyggehingsten han havde hørt skoven hviske frygtsomt omkring. Hans vejrtrækning var dyb og raspende, trods den var rolig. Han forventede ikke noget. Han var ikke bange, som andre. Døden var for længst stoppet med at skræmme ham, for han troede ikke på noget liv efter den død der ikke var mulig at komme udenom. Ingen straf, for de ugerninger han havde gjort. Tanken om ro trak faktisk i ham, men hvis han endelig skulle dø, skulle det ikke være for sin egen hånd, men for en andens.
Sicarius stirrede kun frem for sig, undlod at kigge efter skyggehingsten. Han vidste at det ikke gjorde godt for nogen, at kigge. Det gjorde ikke ventetiden lettere, og det fik ikke den ventede til at vise sig hurtigere. Vulkanen stod omtrent som Sicarius selv, rolig, selvom ilden brændte i deres indre, og ventede på at komme ud. Aske lagde sig som støv i hans lunger, og fik ham til at føle sig rolig, selvom pladsen snævrede ind. Han ville vende sig til det, og hvis han ikke kunne det, måtte han dø i forsøget. Det var dog ikke på den måde den brogede ønskede at forlade denne verden på.
Wordcount: 434 | Tagged: Fuyu no Kitsune
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 18, 2015 20:57:33 GMT 1
Fuyu no Kitsune Brother of the Shadows Stilheden havde sænket sig over de glødende arealer, og den lyse skyggehingst havde netop sat kursen bort fra øens kant. At holde sig nærmest vandet, havde været den tryggeste måde at undgå de glohede flammer, den flydende jord. Som altid stod den snehvide pels i skarp konstast til omgivelserne, selv ikke askemængden der fyldte luften, synes at lægge sig på hans flanker. En evig bevægelse kunne anes i den hvide pels, flygtige skygger der fór over den, på vej til at slutte sig til en af de mørke klynger, eller blot for at jage den bedskidte aske bort fra skindet. For på trods af sin fremtoning, som ekstremt uforsigitg, og ikke mindst ligeglad med den hvidlige krop, så bed forfængelsen aligevel den hvide hingst i haserne. En forfængelighed der var opretholdt som et ønske om at fremstå som en overnaturlig skabning, det han, det de nu engang var. Ikke fordi han frygtede at et askelag ville gøre forskel, i sidste ende nævnte de hvidglødende øjne mere end rigeligt, men en klar, ren, næsten blåhvid pels fremstod langt mere... Unaturligt. Som et fantom, vendt tilbage fra de dødes rige. De gyldne hove synes knapt at berøre overfladen imens den lyse hingst langsomt nærmede sig den nye gæst. Han havde kendt dennes position i noget tid, men ej ønsket at skynde på sig, snarere tvært imod. Intet skulle komme for let, og tålmodighed var en del af den dyd han yndede. Snart tonede den tungere grållige skikkelse frem, badet i det svagt rødlige skær fra omgivelserne, med blikket rettet imod bjerget. Det bjerg hvori Alduin, herren af det natmørke broderskab, lå. Inden lyd fulgte med den hvide hingst, snarere en unaturlig, adverende stilhed. End ikke vinden synes at røre sig i hans omgivelser. På trods af stilheden, røbede han ikke selv sin position bag den skimle hingst, nærmede sig blot som et stille, truende rovdyr.
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 18, 2015 21:26:50 GMT 1
Red Lights [6]
Asken havde lagt sig i et tyndt lag på den brogedes ryg, men han havde ikke opdaget det. Selvom han ikke havde set skyggehingsten, kunne han tydeligt mærke at han var nær ham, nærmere end han troede. Den ensomme atmosfære var brudt, men hingsten stod stadig og betragtede vulkanens top, trods han vidste at han ikke længere var alene. Han ventede tålmodigt til han kunne mærke at hingsten var så nær ham, at nærmest kunne række ud og røre ham. I det øjeblik drejede Sicarius sig, langsomt i flydende bavægelser, indtil han stod ansigt til ansigt med den kridhvide fantomhingst. Sorte og overnaturlige aftegn strakte sig over den hvides blanke skind, og hans hvide og lysende øjne stirrede dybt ind i hans isblå. Dog veg den kraftige hingsts øjne ikke fra hans, og sådan stod de blot i minutter der tikkede afsted. Da Sicarius åbnede munden for at tale, var hans ord overvejet nøje, for at han ikke skulle tøve på noget tidspunkt.
"Vær hilset, skyggehingst."
Hilste han, hans stemme mørk skønt den var klar og skarp som et hvidt glasskår. Stilheden der hang imellem dem var sitrende, flimrede usikkert i halvmørket. Ingen sne dækkede øen, som den gjorde på de andre, og selvom der ikke ligefrem var varmt, var temperaturen langt fra ligeså lav som på Chibale, hvor han ellers holdt til. Hvorfor han aldrig var taget hen til Foehn, var en gåde for ham, for han følte sig langt mere hjemme her, selvom han havde hørt at farer lurede rundt om hvert et hjørne. Skyggerne dansede rundt omkring den hvide, og Sicarius kunne tydeligt se hvor han havde fået sit kaldenavn fra. Selv stod hans ene skygge stålfast, og bevægede sig ikke fra hans side, selvom den nu sitrede let i kanten, som om den forsøgte at komme fri fra ham for at slutte sig til de skygger der fór omkring den hvide.
Wordcount: 315 | Tagged: Fuyu no Kitsune
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 29, 2015 14:28:17 GMT 1
Fuyu no Kitsune Brother of the Shadows På trods af den pludselige nærhed, veg den hvide hingst på igen måde. Ligeledes synes han ikke generet af at have en fremmed så tæt på livet. For denne fremmede havde ikke samme styrke, og var nu så nær, at det natmørke skggespind der hvirvlede omkring hvidlingens hove, omfavnede den grå skabning. Et forkert skridt, og tingene ville gå galt. For ham. Der blev talt, med en kølig stemme, dyb og rungende, men dog udtrykte den respekt nok i sin hilsen, til at hvidlingen ikke lod sig gå på af tonefaldet. Hans interesse var ej i den fremmedes måde at udtrykke sig på, ej heller i den standhaftige og besynderlige mødeform. Snarere i grunden til dennes fremkomst. Hvad ville han her? "Skyggerne hilser ligeledes, grålling. "
Modsat den fremmede hingst, var hans egen en anelse mere tonepræget, fascinerende, som førte han sin egen sang alene med ord. Han forstod sig på stemmernes kunst, at manipulere dens kundskaber til sin fordel. Dog var det blot et normalt tonefald, uden den mindste dybde. Ganskevist klingede den smukt i det sitrende mørke, men den var ej kold, heller ej varm. Gik man dybere, fornemmede man det usagte spørgsmål. Hvad denne grålling ville her, på denne ø, dette rige. Her herskede skyggerne, her herskede hingsten, indtil den dag hans herre ville overtage den fysiske trone.
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 29, 2015 14:44:14 GMT 1
Red Lights Intet udtryk gled over den gråliges ansigt, da han bøjede hovedet som en hilsen. Ikke et langt buk, men et nik, som for at vise sin nåde overfor den hvide. Skønt han ikke direkte frygtede ham, var det som om hans rungende stemme krøb igennem hans kød og kærtegnede hans kraftige knogler. Han ønskede på ingen måde at komme op imod denne hingst, ej heller vække hans vrede. Han var sikker på at han ikke ville have nogen chance mod den hvide fantomhingst. "Jeg er ej mødt op her for ingenting - jeg ønsker at slutte mig til skyggernes broderskab - til Aljun." Svarede den grå, på den fremmedes usagte spørgsmål. Sicarius var ikke sikker på hvorfor han gjorde dette, hvorfor han sluttede sig til de skygger andre havde fortalt ham at han skulle holde sig fra. Nej, han havde ingen idé, men det føltes som det rigtige for en hingst som ham. Om så det var det forkerte at gøre, havde han allerede trådt ind i det, og han var langt fra en hingst der plejede at tage et skridt ud af situationer han selv havde placeret sig i. Asken hvirvlede omkring hans mule, som damp hvirvlede om hans mule på de andre øer. Denne ø adskilte sig så sandelig fra alt andet han nogensinde havde set. Så øde, men dog følte man sig aldrig alene. Man følte sig altid ... betragtet. Hvad det så end var der holdt øje med ham, var ikke til at sige for den grå endnu.
Wordcount: 252 | Tagged: Fuyu no Kitsune
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 29, 2015 14:57:16 GMT 1
Fuyu no Kitsune Brother of the Shadows Et fnys banede sig vej til luften omkring dem, som svaret på den fremmedes anmodning. Ganske snart satte den hvide skyggehingst i bevægelse, strøg ganske tæt forbi den fremmede skikkelse, passerede ham som havde han ej været der, nær nok til at et halesvirp havde strøget over den andens flanke. Hvidlingen fjernede sig, tog enkelte skridt bort fra denne hingst, der anmodede om en plads i hans cirkel. Derpå bragte han sig til holdt, og vendte sig langsomt. Dog gjorde han ej front imod grållingen, men flyttede blot forparten nok til ikke at anstrenge halsen for meget, idet de hvide øjne mødte den grålliges med en bizar blodtørst. "Du taler som om din vej allerede er tydelig for dig, grålling. Broderskabet er åbent for alle der ønskes at færdes i det, men de inderste cirkler, det der betegnes som de opriktenlige skygger, er lukket for alle uden den rette viden. Fortæl mig fremmede, hvad kalder man dig? Blandt os, er du velkommen, men træd varsomt på din færden, skyggerne kender dig endnu ikke."
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 29, 2015 15:11:02 GMT 1
Red Lights Sicarius betragtede tavst den hvide som han strøg forbi ham. En kuldegysning strøg forbi ham, da skyggehingsten passerede hans grålige krop. Han forholdt sig stille, da skyggehingsten talte, overvejede hvert et ord. Han måtte tage det roligt, overveje hvert et træk med omhu. Hvis han ønskede den viden og kendskab som det krævede at blive lukket ind i de inderste kredse, måtte han opføre sig fornuftigt i broderskabet. Derefter nikkede han til hingstens ord. "Nuvel. Jeg er Sicarius. Min vej er langt fra fastlagt endnu, men at slutte mig til dette broderskab virker som det eneste rigtige for mig at gøre. Skyggerne må tage sig til mig til den tid, men indtil da håber jeg at kunne slutte mig til broderskabet." Sagde han som svar på hingstens ord. Hans stemme var glat og hård som sten, dog ikke fjendtlig, ej heller fjern som den plejede at være. Hans øjne mødte skyggehingstens roligt, men han følte det som om han blev trukket dybt ind i den fremmede, druknende i det hvide lys der strømmede fra hans øjne.
Wordcount: 176 | Tagged: Fuyu no Kitsune
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 29, 2015 15:32:55 GMT 1
Fuyu no Kitsune Brother of the Shadows Det var næppe fornuftig opførsel der bragte de inderste kredse sammen, snarere manglen på samme. Viljen til at overgive sit sind og sin fremtid til ukendte magter, til at lade sit liv i en besynderlig skabnings hænder. Det var dette der havde bragt dem sammen, indviet dem i de sindslag de sammen delte. "Sicarius.." Det hvide blik hvilede endnu en stund på den nu ej så fremmede, før et kort nik skabte bevægelse i skyggenhingstens man. "I det tilfælde vil jeg byde dig velkommen, Sicarus. Jeg er Fuyu no Kitsune, ham, der blandt de fleste i broderskabet, er kendt som Volin. Hvorvidt dette er den rette vej for dig, er en sag for dit eget sind. Men såfremt det er sikkert, er jeg vis på, at skyggerne vil hviske i dine drømme før mange nætter er omme. Dem, der fremover er dine søskende, søstre og brødre i kamp og liv, er tit til at finde på øen. Hvis du søger dem, er du næsten garanteret at finde deres spor, thi der er ikke megen plads vi ikke færdes, og tilfældige sammenstød er ej en ting, der synes at være ofte hændede på denne ø."
Der lå mange ting gemt i hingstens ord, en viden om, at skyggerne ofte førte de søgende sammen, bevidst eller ubevidst, men ligeledes var han kendt med, at flokken ej var så samlet, som mange andre. De var spredte, men hvis der blev kaldt, ville de strømme sammen. Præcis som de skygger der havde slået rodfæste i denne ø. De var over alt, i luften der blev indåndet, og i sindet på selv de mest uvidende heste. Men såfremt der blev kaldt, ilede de sammen, kunne forvrænge enhver sandhed, enhver virkelighed. Han havde evnerne, andre havde dem ligeså. Måske denne hingst ville have dem i fremtiden?
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 29, 2015 15:52:15 GMT 1
Red Lights Sicarius fremmøde på den røde ø, havde foregået vellykket. Han havde da i hvert fald fået hvad han var kommet for, hvilket var hans succeskriterie. Han var blevet budt velkommen til broderskabet af denne hingst, som Sicarius nu kunne sætte navn på. Fuyu no Kitsune. Han håbede at han ville høre skyggernes stemmer snart, håbede at han ville være god nok. "Jeg takker dig for din velkomst. Har broderskabet nogen regler?" Spurgte han. Han var fornuftig nok til ikke at ønske at blive uvenner med nogen af sine nu søstre og brødre, for ikke at tale om den hvide, Volin. Fremover ville han gøre sit, for at være værdig for skyggerne, og han håbede på at stifte bekendtskaber med sjæle hvis sind mindede en smule mere om hans eget.
Det var som om luften han indåndede fyldte hans krop med en styrke han ej havde følt før, og asken og den røde himmel fik hans sind til at føles mere klart end det havde gjort siden krigen. Jo, dette var så sandelig det rigtige at gøre.
Wordcount: 176 | Tagged: Fuyu no Kitsune
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 29, 2015 16:31:08 GMT 1
Fuyu no Kitsune Brother of the Shadows Med et kort vip med det arrede hoved, bød den hvide skabning den anden at slå til følge. Hvis han havde spørgsmål, kunne de stilles i bevægelse. Han havde ej i sinde at forholde sig det samme sted længere. Han havde sine ting at se til - et ønske om at komme nærmere det vulkanske bjerg. Der kom spørgsmål han ej før havde hørt, og dog var ganske relevante. For det meste, havde hestene blot sluttet sig til, og lært reglerne på den hårde måde. Men at fremsætte dem mundtligt, var vel også en måde hvorpå de kunne læres. Med mindre ar til følge. "Regler kaldes de vel næppe. Det er retningslinjer, hvilke bør følges, såfremt man ønsker vores beskyttelse. Vi benytter visse begreber, ord, der indgår i et tabt sprog fra den mere skyggefulde tid. Key. Det er hvad du er, en hest, er vel den letteste oversættelse. Et sind der ej er indviet i mørkets hemmeligheder, og ikke begiver sig blandt skyggerne. Vokun betyder skygge, de heste der bærer den tittel, er den inderste cirkel. Og sidst Volin, en tittel der i sig selv betyder rædslens herre. Aljun, som skyggernes broderskab kaldes blandt indviede, betyder lysfortærer. Vi lever ej i det, som de andre skabninger under samme himmel, men søger at udvide fraværet af det, udvide mørkets magt. Men det er blot ord, der i sig selv ikke har en dybere betydning. Det forklarer visse ting, men dog ej sammenhængen af det hele."
Skyggehingsten satte i bevægelse, og dog synes de glatte skridt ikke at stjæle hans stemme det mindste. Han var vant med bevægelse og tale i sammenhæng, så det forstyrrede ham på igen måde. Visse andre havde måske tabt pusten, eller ladet stemmen afbryde af de små bevægelser, når hoven fandt fast grund. "Såfremt du ikke forlader Foehn, er dit liv blandt vores interesser. Som en uindviget, vil forladelsen af øen intet andet føre med sig, end manglen på beskyttelse, såfremt du skulle komme i kambulage med andre. Hvis Alduin lader dig få et bud, en større mening, vil denne være nok, til at broderskabet vil stå ved din side, såfremt du føler et behov for det. Ud over den ene virkning, er du fri til at komme og gå, præcist som din vej fører dig. Alt er tilladt inden for flokken, men husk på, at skyggerne ej tollorerer alt. Skyggernes bud er det, vi alle søger at opfylde. Ethvert ønske fra herrens side, skal opfyldes. Om det bringer os i fare eller ej. Hopper som hingste står under samme rettigheder, og med samme bestemmelser. Afkom er de enkeltes beslutning, men husk, at alle medlemmer på øens grund, er under skyggernes beskyttelse. Der kan opstå problemer med den bagrund."
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 29, 2015 16:57:35 GMT 1
Red Lights Det kom som et selvfølge for ham at spørge om reglerne. I krigen var det de unge hingste som ham selv, som blot løb afsted, uden at høre om de regler det indebar. De fleste døde af den grund. Selv havde han nær mistet sit højre øje, men var sluppet billigt, med et langt ar. Da hingsten satte i bevægelse, fulgte Sicarius, alt imens han lyttede til Fuyus snak. Direkte regler så der ikke ud til at være, men retningslinjer som hingsten fortalte. Han ventede til at den hvide var færdig med at fortælle, inden han selv åbnede munden og lod ordende blandes med asken omkring dem. "Okay, det vil jeg huske. Jeg takker dig for din forklaring, og det er mig en ære at være en del af dette broderskab." Sagde han, som svar på hingstens ord. Det virkede ganske fornuftigt det hele, og nok noget som den brogede kunne finde ud af at overholde - skønt han ikke altid opførte sig lige venligt, brød han ikke regler hvis det betød noget. Det mente han at disse gjorde, helt bestemt. Hvis ikke det kostede ham noget fysisk, så ville det som det mindste koste ham ydmygelsen, og han ville ikke ønske at vise sig på denne ø igen. Det kunne godt være, at dette som sådan ikke var regler, men som Fuyu havde sagt, så tolererede skyggerne ikke alt, og Sicarius havde ikke tænkt sig at vige fra nogen befalinger ej heller kampe.
Wordcount: 244 | Tagged: Fuyu no Kitsune
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 30, 2015 23:38:45 GMT 1
Fuyu no Kitsune Brother of the Shadows Med et dæmpet fnys bragte den mindre hvide hingst sig til holdt, og lod sit glødened blik hvile på grållingen. Det havde generet ham i en stund nu, og næppe ville han lade det gå. Denne hingst var for formel, talte med for megen respekt. Ganskevist frydede skyggerne sig over den tiltale de fik, om den måde denne Sicarius forsøgte at undgå, at komme på deres dårlige side, men det var for meget. Hvidlingen brød sig næppe om, at skulle opretholde en sådan facade over for sine brødre. De kunne meget vel komme til at bløde for hinanden i kampen, en så formålsløs respekt ville næppe komme nogen til gavns. "Din tak er hørt, Sicarius. Men dog ej accepteret. Broderskabet er ej en måde for andre at fremstå mere magtfulde, og betvinge andre til deres fordel, men snarere det modsatte. Alle er vi lige, på trods af vores forskel i viden, og stand i Alduins kredse. Zeymah. Du er en af os nu, tal, som du ville tale til en af dit eget blod, for det er meget vel det, du vil se størst fremgang med." Hvidlingens stemme klang køling i den mørke luft, og det fremmede ord, hvis betydning stak langt dybere end den, der kunne opnåes ved den mundtlige oversættelse, synes at hvile langt tungere end de andre. Som lod skyggerne sig reagere på dette, stimle tættere sammen om de to skabninger. For de var en del af dette ord, Zeymahhe, brødre. Ligeledes var grållingen, selvom han ej agerede som det.
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 31, 2015 11:26:41 GMT 1
Red Lights Den grå stoppede kort op ved siden af den hvide, og lyttede opmærksomt til hans ord. Det var tydeligt for den grå at Fuyu ikke brød sig om Sicarius formelle tone overfor ham. Det var gammel vane, og noget der ville være svært for den grå at ændre på. Han plejede at tale til sit selskab, enten som om de var højere end han, eller som om de var lavere. Lige var ikke noget han normalt gjorde. Han tøvede kort, inden han talte. "Min respekt kommer fra gammel vane, en vane jeg vil tvinge ned, da jeg ej længere har brug for den. På sin vis har jeg aldrig haft det. Det kommer sågar som en overraskelse for mig nogensinde at skulle tale til nogen af eget blod. Mit sind vil åbne sig ved dette, jeg er sikker på det, Zeymah." Den gråliges stemme var stærkere end den var før, skønt han ej var sikker på at han havde nået til det punkt hvor det overhovedet ville være muligt for ham at tale som var han et hundrede procent lige med den hvide. Hans forsøg havde dog bragt ham tættere på, det mente han helt sikkert. Trods ingen af hans nye søskende var søskende af blod, vidste han at de snart ville blive det af sind. Så snart den skjulte halvdel af den grå hingst havde accepteret at han måtte lade sin respekt knuses mod jorden.
Wordcount: 236 | Tagged: Fuyu no Kitsune
|
|
|
|
Post by Deleted on Feb 4, 2015 14:16:17 GMT 1
Fuyu no Kitsune Brother of the Shadows (2) Hvidlingen forstod ej denne "vane" for at tiltale folk med respekt. Hvor han kom fra, havde alle talt med hinanden lige. Selv lederens ord, havde været til lige sindede, ej til undersåtter. Ganskevist havde han behøvet en anelse større respekt i sin tiltale, men det kom fra tilegnet respekt, noget han havde fortjent gennem handlinger og ord. At behandle andre, fremmede, på denne vis, var han noget af en gåde. Det virkede for stift, for formelt. Han brød sig ej synderligt om det. Undskyldningen besvarede han med et enkelt fnys, og dog fremkaldte dette også et nik, før han igen satte i bevægelse. "Der findes med garanti mange grundlag for dine handlinger, broder. Om du har haft beslægtede, eller ej, kommer ikke til at gælde længere. Din fortid er bag dig, ikke foran dig. Du bør ej dvæle for meget ved den, men i stedet se fremad, at snuble over tilfældige sten på vejen, ville sandelig være en dyb skam." Den hvide hale var hævet en tak, og ligeledes var hans hals knejst let. Ikke en ting der som sådan besad en grund, blot som kendsgerning. En indre stolthed over hvem han var nu - over hvem han ikke længere var. Noget denne brogede burde lære af, noget han i tide ville lære at besidde.
|
|
|
|
Post by Deleted on Feb 4, 2015 14:51:42 GMT 1
Red Lights [3]
Mørkegrå aske hvirvlede omkring den brogedes kraftige hove, som han fulgte hvidlingen ved hans side. Ikke bag ham, som en underdanig hund, for trods han bar en respekt overfor den hvide, var han ej direkte lav. Det var en sjældenhed at han behandlede fremmede med denne form for respekt, men dette undlod den brogede at nævne. Som Volin netop havde nævnt, var hans fortid bag ham, ej foran ham, og der var mange vaner han måtte skaffe sig af med. Det ville komme med tiden, det vidste han. Stille vendte han blikket mod vulkanen, hvis varme forhindrede hvid sne i at ligge sig på den askebeklædte jord. Allerede på denne tid af året var Foehn langt varmere end de andre øer. Ikke direkte varm, men bestemt varmere end de andre. Han kunne næsten allerede nu føle den varme en glohed sommerdag ville bringe til øen. "Jeg har ej i sinde at lade det kontrollere mig længere. Noget jeg burde have gjort for lang tid siden, for det har ingen gavn gjort for mig her, og det ser jeg heller ikke hvordan det vil komme til." Svarede han den hvide hingst. Hans ord var sande, for selvom at have en latterlig underdanighed for højere stillede havde bragt ham igennem krigen, så ville det ikke hjælpe ham i Andromeda, på nogen mulig måde.
Wordcount: 221 | Tagged: Fuyu no Kitsune
|
|
|