Red Lights | Fuyu no Kitsune

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows
(7)

Et kort nik forlod skyggehingsten, og et tilfreds smil tog over den arrede mule, synes at forvride dødninge grinet, der var ætset dybt ind i hans underliggende væv. Denne situation var blevet vendt, fra at have skaffet sig en underdanig efterfølger, til at bane vejen for en ny broder. På trods af en evt. håndlangers brugbarhed, og viden om, at en andens sjæls fulde hengivenhed ville gavne ham på mange måder, søgte han nærmere endnu en kampfælle. En der lyttede til skyggernes hvisken, og lod dem indtage sit sind, på samme måde som han gjorde det nu. Ganskevist var alle de nyere Vokunne frivilige, og var gået til Alduin med velvilje i deres forvredne hjerter, men han havde været anderledes den gang. Han huskede stadig angsten, panikken, selvom den var dæmpet nu. Men dengang havde der ej heller været et fællesskab at slutte sig til, men blot en ensom urolighed at se frem til, i selskab med de mærkværdige, forvredne sjælefragmenter budbringerne bestod af. Nu var han selv en af dem, og han havde ikke følt ensomhed, ved at våge alene ved deres side.
"Dine ord er velplacerede, Key. Såfremt disse lænker brydes, er jeg vis på, at din fremtid ved herskerens side ligger forud."

Derpå lod den hvide hingst stilheden herske, idet han møjsommeligt banede sig langs vulkanens bundlinje, for derpå at finde de mere frodige arealer af øen. På trods af varmen, der lå som et usynligt slag på øens jord, var den på ingen måde gold. Under den nylige aske, var jorden mere frugtbar end nogen sinde, gødet af den vulkaniske jord. Ved forårets kommen, ville øen ej længere ligne et hjemsøgt skyggested, men snarere en tillokkende oase. Skyggernes magt ville dog ikke være formindsket, og dyrelivet ville tage til. Således havde hingsten lært at betragte de store årstids ændringer. Denne ø var i særdeleshed et vidunder i sig selv, og ikke mindst et paradis for et hvert væsen, der turde gå på kompromis med sindets sundhed.

Red Lights

8

Kun et ganske kort og forvrænget smil gav Sicarius som svar på hvidlingens, skønt han indeni følte et væld af styrke. En tyrke der sikkert ikke var god for ham og hans raske sind, men som han alligevel gerne ville føle igen. Han ville stræbe efter at blive en del af skyggerne, og når han havde sat sig noget for ville han ikke lade noget stå i vejen for ham. Fysisk skulle han nok klare sig, og intet følelsesmæssigt ville forhindre ham i det. Ikke fordi han virkedelig ønskede at skynde sig, eller havde travlt på nogen måde, han så blot ingen grund til at vente når han vidste at det var det rette for ham at gøre. Han så ingen anden vej.
"Det vil jeg håbe og stræbe efter."
Hans stemme var hæs og rolig. Han vidste at det var hvad der ville ske, og følte derfor inden frygt eller nervøsitet overfor den fremtid der lå ham forude. Han stod fast på sin beslutning, og han var ej en hingst der gav op eller trådte ud når han allerede var trådt ind i det.
Han betragtede kort hvidlingens mørke aftegn som løb som sorte tårer ned af hans krop. De så langtfra naturlige ud, men hvorfra den hvide fantomhingst havde fået dem, var en gåde for den brogede. Var det noget alle havde? Det ville han vel snart finde ud af.

Wordcount: 232 | Tagged: Fuyu no Kitsine

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows
(9)

Den grållige hingst ved hans side, udtalte endnu et par ord, før han blev stille. En stilhed, den hvide lod vare ved, for grållingen måtte lære, lige som han, at man hurtigt kom til at tilbringe lang tid i stilhed. Om man så var sige om side med sine søskende, eller vandrede ensomt på øen, sjældent blev stilhedens toner brudt, hvis ikke det var for at tale til en fremmed. For disse kom der ganske mange af, flere end man umiddelbart skulle tro. Men ikke alle heste var lige kloge, ikke alle frygtede skyggernes magt. Sidenhen ville stilheden dog blive til et væld af stemmer, når sindet blev åbnet for budbringerne. Når Alduins budskaber rungede dybt i det indre, og man ikke længere blot var én, men utallige. Flere end nogen anden skabning ville kunne håndtere, hvis blot de utallige samarbejdede. En ting der dog ikke altid var lige let, uden en til at sige stop, uden en leder i spidsen.
Hvidlingen gjorde holdt, idet de to sjæle nåede en dunkel skov. Den var ej mørkere end det omgivne areal, men de mange døde træer, brændt sorte af den fydende ild, synes at sende en dyster fornæmmelse dybt ind i sindet. En skov af kul, det var hvad det var. Alligevel var det med en nynnende brummen, at skyggehingsten let bøjede hovedet, og fnyste kort til asken. Den hvhirvlede i luften, og lagde sig snart, hvorpå han gjorde et lille stykke jord fri af asken. Under det grå lag, spirede lyst, grønt græs, på en jord der synes sort, som den overskyede nattehimmel. Mad ville sjælene på denne ø ej komme til at mangle. Hvorvidt der var en egentlig mening med at vise dette nye sind denne hændelse, kunne man stille spørgsmålstegn ved. Men ikke destromindre, lod det grållingen vide, at øen ej var så gold som først antaget, og at der spirrede liv, hvis blot man ledte de rigtige steder.

Red Lights

14

Sicarius var ikke en hingst af mange ord, medmindre det var under de rette omstændigheder. Han kunne sagtens holde stilhed ud i lang tid, og var var skam dage hvor han bestemt ikke ønskede selskab. Han fulgte hvidlingen, til en sort skov. Væltede træer stod i vejen for hinanden, og afbrændte træstubbe stod golde på den sorte jord. Stedet virkede om muligt endnu mere goldt end resten af øen, og grålingen havde svært ved at styre sin overraskelse da den hvide let pustede asken væk. Grønt græs spirede under laget af aske, grønnere og mere frodigt end på nogen af de andre øer på denne tid af året. Han vidste ej at aske var god gødning og næring for planter, men det så ud til at han havde taget fejl. Hvis der skulle komme et stormvejr eller lignende til øen og blæse asken væk, så ville øen se grøn og næsten frodig ud. Der ville være næring til både krop, sind og sjæl på denne ø. Så længe man ikke levede i frygt for de skygger han vidste havde hjem på øen. Han var ikke bange for dem, men han havde sin respekt for dem, skønt han aldrig havde set disse budbringere. Budbringere af ondskab.

Wordcount: 205 | Tagged: Fuyu no Kitsune

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows
(11)

At han aldrig havde set dem, ville være en løgn. Måske han blot ikke havde været det bevidst. For de selvsamme skygger der snoede sig omkring på hvidlingens krop, og botrede sig omkring hans gyldne hove, de var disse "Budbringere". Ganskevist på en anden måde, for de var ej i kontakt med Alduin. Trådte hvidlingen nærmere vulkanens hulning, ville de snart forene sig med de sande budbringere, og vide herrens kald som disse. Der var altid en evig udskifning i de skygger, der var fæstnet til hingstens krop. Ganskevist var det enkelte skygger, der følte sig knyttet, af et løfte til deres herre, til netop denne hvide krop, men det hændte at nye sind sneg sind ind blandt de kendte. Den hvide hingst var desuden delvist selv en af disse, hans sind revet i strimler, ødelagt af de dele man havde fjernet, for at ofre dele af ham, for dele af budbringerne. Disse dele var nu selv skygger, spredt over landet, og slumrene ved deres herres side. Han kunne fornemme dem, som andre kunne fornemme spøgelser. Vidste de eksisterede, og lurrede på øen et sted.
Den hvide hingst løftede let hovedet, og vendte sine glødende øjne imod den grå skabning. Han virkede overrasket, men ikke destro mindre, var det en overlevering hvidlingen vidste ville blive bragt videre. Her var der intet behov for sult, thi vulkanen bar al den nødvendige næring til jorden. Aske og vulkaniske jordarter, gødet af de dyr, der havde ladt livet ved udbrudet. Dette var hvad flokken levede af. Hvorvidt der var problemer med sult på andre øer, var den hvide hingst uvidst. Men flokken, broderskabet, var trods alt vokset til en betydelig størrelse, og den behøvede føde, som alle andre. Dette var føden, grunden til at livet her kunne fortsætte.

Red Lights

18

Det så ikke ud til at hvidlingen havde i sinde at starte en ny samtale, og Sicarius havde ingen spørgsmål, eller andre ord for den sags skyld. Dog forlod han ikke den hvide af den grund, for han mente stadig at det var selskab skønt man ikke direkte førte en samtale. I stedet hævede han det kraftige hoved, og vendte blikket mod horisonten. Hvilke tanker der gik igennem den brogedes hoved, var selv for ham selv at fatte. Han var sikker på at dette var den rigtige vej at tage, men alligevel vidste han at han ikke ville havde taget denne beslutning hvis han aldrig var blevet hentet den varme dag i september. Men på den anden side, skulle man aldrig kigge tilbage, men kun fremad, og han havde været en anden hest dengang. Der var intet tilbage af hvad han var dengang, og på nogen sider var han glad ved det. Han var stadig usikker på hvad han mente om at han var ankommet til øriget, men han havde lidt taget det hele som det kom, og det var vel også forløbet uden yderligere konsekvenser. I hvert fald savnede han ikke hvordan det var der hvor han kom fra, men der var heller ikke meget at savne. Han var stadig en relativt ung hingst, men han var blevet taget afsted som et uvidende barn, og kommet tilbage som et ødelagt men voksent individ. Hans sjæl var revet i stykker, men på samme tid også blevet ældre, måske ældre end den virkelig skulle være blevet. Han fremstod i hvert fald ældre end han var for de fleste, på sig selv ligeså. Den beslutning han havde truffet ville måske give ham mere information, og fofæste, viden om hvem han virkelig var, eller var blevet til.

Wordcount: 294 | Tagged: Fuyu no Kitsune

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows
(15)

Han der kaldtes Volin, sænkede roligt hovedet igen, og nappede til de grønne skud. Der virkede ikke til at være flere spørgsmål, og grållingen havde trukket sig tilfredst tilbage til sit sinds tanker. Noget han sjældent gjorde, af den simple grund, at der var alt for mange af dem. Stemmer fra tusinder af individer snurrede igennem hans sind, fortalte om oplevelser, omgivelser, nyankommende, og ligegyldige ting. Noget der ikke altid gav mening for hvidlingen, men ikke destromindre lyttede han i stilhed. Den snehvide hale piskede kort bag ham, og han hævede hovedet med et dæmpet fnys, da en af de skyggeagtige væsner sneg sig imellem ham og græsset. Øjnene plantedes på denne skikkelse, og han lukkede de andre lyde delvist ude, for at fokusere til denne ene stemme. Der var ej meget nyt i ordene, men som altid, lyttede hvidlingen, imens skyggen langsomt snoede sig ind blandt de andre, delte sig, blev to, og smeltede sammen med andre, for at blive en. Hvad der foregik i hans skygge, var et sådan væld af bevægelser, at man kunne blive rundtosset af blota t betragte dem. Som slanger sneg de sig op langs hans krop, kærtegnede de sorte aftegn, og fulgte hans bevægelser, da han vendte blikket imod den fjerne horisont.

Red Lights

22

Grålingen lod sig for en stund rive ud af sin hvirvel af forvirrende tanker, og tog sig i stedet tid til at studere hvidlingens skygger. Det var i hvert fald hvadden brogede mente at det måtte være, for de var tydeligvis ikke smedet til hans krop som aftegn. De var mere som noget med en sjæl af deres egen, som de bevægede sig omkring ham. Op mod hans skuldre, og blødte ind med de tårelignende aftegn der prydede hans hvide pels. Sære aftegn, som dog bar en hvis dyster skønhed han ej havde set før. Han følte at hans fascination måtte skinne ud gennem de isblå øjne, skønt han forsøgte at gemme det. Han flyttede opmærksomheden tilbage mod skyggerne. Mon de talte til hingsten? Førte han en samtale med dem, og kunne han føle deres berøring mod hans skind. Var deres skrig tavse som graven, eller kunne han også høre dem udenfor sit sind, hvis han da overhovedet kunne høre deres slørede stemmer? Hvad var disse? Han hungrede efter at vide det, for han kunne føle deres skønhed ved den blotte tilstedeværelse. Mon de var dødeligt farlige, kunne de skade en? I sindet, i kroppen. Ikke at det ville skræmme ham, men måske var de ikke nogen man skulle spørge med. Han tvivlede på at de blot var der til pynt, nej det ville være højest usandsynligt.

Wordcount: 227 | Tagged: Fuyu no Kitsune

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows
(17)

Hvidlingen lod et let fnys forlade den arrige mule, og derpå vendtes de svagt flødende øjne imod den nylige broder. Han synes at have interesse for de mørke væsner, der som kattekillinger boltrede sig i den hvide hingsts skygge, og legende krøb hen over den tofarvede pels. En interesse, der blot fremkaldte et smil, et særdeles dystert smil. De skyggefulde væsners opmærksomhed blev snart rettet imod den grållige skabning, og idet hvidlingen trådte et skridt imod ham, synes mørket at vokse sig tættere over de to sjæle. Fra at være idylliske små mørke væsner, rejste de iturevne sjæle sig som slanger, og med en høj hvislen, blottede de tænderne, blødende med sort gift. Hvidlingen trådte nærmere, og en dæmpet latter genælød. Ikke blot fra den ene skikkelse, men fra alt omkring dem. Langsomt nærmere mørket sig den grållige skikkelse, cirklede omkring ham, bed efter hans haser, og snoede sig som frosne flammer op af hans ben. Med sig bragte de kulde. En kulde langt mere frygtelig en vinteren. Den ikke alene bed, men den frøs ved sin blotte berøring, dybt ind til knoglerne, som var det en gift, der spredte sig med lynets hast.
Og da flyttede den hvide hingst sine øjne med et let fnis, og drejede igen opmærksomheden imod horisonten, bort fra grållingen. Synet synes ikke længere virkelighed, men en illusion. Der ikke destromindre kunne øge pulsen for selv de mest frygtløse skabninger. Hvorvidt hvidlingen havde gjort skimlen noget, var et ubesvaret spørgsmål, men kulden ville forblive i hans knogler i en tid endnu, måske blot for et par timer, men snarere i dagevis. Et minde. En forudsigelse om hvad skyggernes magt kunne bringe.

Red Lights

30

Det synedes for den grålige hingst, at den hvide Fuyu havde set hans fascination for de sorte skygger. De rejste sig mod ham, som sorte slanger, og han måtte tage sig sammen for ikke at træde et skridt tilbage. Han ville ikke frygte, hvis det var disse skygger han selv skulle have sat fast på sig en dag – når han fik lavet en kontrakt med ondskaben selv. Kulden spredte sig indefra, men det var ikke den slags kulde som finder en når man har gået en tur i skoven en lang dag. Det var en kulde som løb igennem hans knogler, flød som blod i hans blodårer. Han betragtede hvidlingen som han lod en latter flyde sammen med de sorte slanger mod ham. Sicarius blev på samme tid skræmt af de sorte væsener, men på samme tid fyldt en styrke som han ej havde følt før. Blandingen af de to fik et grotesk smil til at sprede sig om hans læber, sammen med den iskolde ubehag skyggerne bragte med sig når de rørte hans varme kød. Snart trådte Volin tilbage, og trak skyggerne med sig. Den udtryksløse facade gled endnu engang over den brogedes ansigt, men kulden blev siddende dybt inde i hans blod, samt mindet om de sorte skygger omkring hans krop.

Wordcount: 213 | Tagged: Fuyu no Kitsune

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Den hvide hingst lod sin hale piske igennem luften, derpå sænkede stilheden sig. Den grå hingsts frygt var et must. Igennem frygten, kom ærefrygten, respekten, senere ville denne udvikle sig til en respekt bygget på en blanding af denne ærefrygt, men også tillid til de mørke væsner. En samhørende tillid, og et besynderligt kammerartskab. Hvis der ej havde været rædsel fra denne oplevelse, ville den hvide hingst have haft sine betænkelser, ved at tage grållingen ind under sine vinger. Den manglende reaktion havde intet at sige, men frygten var til at smage på, for både ham, og ikke mindst de mørke tågevæsner. Med et tilfredst nik, er ikke synes at være rettet imod noget, satte han igen i bevægelse. For at søge ly nærmere flokkens andre medlemmer, så de kunne nyde den gensidige beskyttelse, og ikke mindst lydløse kommunikation. Den gråskimle ville endnu ikke kunne deltage i denne, men han ville i det mindste få en del af de øvrige medlemmer at se, og ligeledes fornemme flokkens aura.
Der synes alligevel ikke at være yderligere at diskutere i dette møde, og solen ville snart farve himlen med sine blodrøde stråler. Så hvorfor vente unødvendigt, når der var muligheden for at gå til ro.

Red Lights

Det så ud til at Volin ikke længere ville lade skyggerne komme nær Sicarius igen, og det var han egentlig tilfreds med. Den sære kulde sad endnu i hans knogler, og han frygtede at den ikke ville gå væk lige med det samme. Han forsøgte at tænke på en varm sommerdag, men det var som om sommeren var for langt væk til at han overhovedet kunne tænke på det. Det pirrede ham. Da den hvide hingst begyndte at gå, fulgte den skimle lydløst efter. Hvor han ville føre dem hen, var egentlig ikke til at sige, men den grå hingsts tanker var fyldt med kulde og sort røg, og han mente bestemt at det måtte have noget at gøre med de skygger der for få minutter siden havde smøget sig om hans ben, og fyldt hans blod med kulde. Som var han falder i iskoldt vand, uden nogen mulighed for at komme op af det igen. Ingen ord forlod hans læber som han fulgte den hvide, men hans hoved var endnu holdt højt, skønt han var forvirret over hele situationen. Han havde gjort det rigtige, det var det eneste han var sikker på. Han måtte ikke stole på sine instinkter. De ville have at han skulle gå når der skete noget ubehageligt, og det var løgn. Han skulle gå igennem det.

Wordcount: 221 | Tagged: Fuyu no Kitsune