Relief | Jivala

[18]

Her var Mitis igen, tilbage på Enophis, den store ø hvor alt dette var startet. Skønt hun endnu ikke havde tilbragt mange måneder i det fantastiske ørige, var der sket så meget, at den brogede hoppe end ikke havde mulighed for at holde styr på alle de oplevelser der havde fundet sted i Andromeda. Selvom hun havde det dårligt med sig selv over at efterlade sit nyfødte føl, så hun sig nødsaget til at komme en smule væk, og Ivory sov endnu roligt i en grotte som Mitis havde gjort sig umage om at gemme så godt hun nu engang kunne. Ellers ville hun da gå ud fra, at Chrome ville gøre sit for at holde vilde dyr væk fra hans eget afkom. Selvom han ikke viste det meget, var det tydeligt for den nybagte moder at se at han viste interesse for sneungen.

Trods Mitis ikke gik sammen med sit føl nu, var hun langt mere på vagt end hun plejede - hvis der skete noget med hende selv, var Ivory så godt som død når hun intet modermælk havde at leve af, og tanken skar den grå i hjertet.
Roligt og i et med sig selv, bevægede hoppen sig omkring på må og få på Enphis, søgende efter et selskab der intet ondt ville hende. Normalt ville hun have givet lyd fra sig og kaldt, men det havde vist sig at hun tit fik fat i det forkerte selskab på den måde, så den dag gik hun blot rundt, og håbede på at være heldig at finde en at kommunikere med. Klokken var ikke meget mere end tre om eftermiddagen, men vintersolen var allerede igang med at bane sig vej ned bag vinterens nøgne træer, trods der stadig var lyst. Solen sendte lysglimt mellem træernes grene, som spillede i den lange let bølgende hale, som slæbte gennem den hvide sne, mindede hende om hendes egen fantastiske sneunge.

Den grå stoppede op, og betragtede et kridhvidt egern pile op af stammen på et stort egetræ, der strakte sine sorte grene over pletten Mitis stod på. Solsorte sang vemodigt i solskinnet, og varmen strømmede igennem hoppen, hvis hjerte endelig havde fundet fred, efter at have været fyldt med frygt inden Ivory blev født. Endelig havde hun ro i sit sind.

Wordcount: 380 | tag: Jivala

code by ♥

Vinteren havde taget hårdt på landet denne gang. Dens kolde vinde havde bragt snestorme og isvinde med sig fra nord, hvilket havde skåret sig igennem den tynde hoppe som nåle. Sne og slud havde fået hende til at trække sig langt væk fra alt der var åbent, og istedet søge tilflugt i de store nåleskove på Chibale. Og imens årstiden havde raset, havde hun holdt sig væk. Det var først nu hvor vinteren vidste sine mere smukke sider, at den brogede hoppe havde vovet sig ud igen. Og selvom det hvide landskab ikke - og nok aldrig ville tiltale hende, var det bedre end ensomhed. For denne morgen var mild, og frosten ikke bidende. Der lå løfter om forår i luften, hvilket var grund nok til at glæde sig.
Jivalas lange ben, bar hendes slanke skikkelse over den hvide sne i hastige bevægelser. På afstand kunne det ligne hun gik kapgang med sig selv, men grunden var nu bare at holde varmen. Bagved hende trak den sorte hale et svagt spor i sneen, men ellers var der ingen yderligere tegn på at nogle havde gået her. End ikke fugle havde vovet at træde på sneen, der i vintersolen glitrede som krystaller. Krystaller.. Den brogede sænkede tempoet en anelse, og tog sig et øjebliks frihed til at betragte den idylliske skønhed der hvilede over landet. For smukt var det helt bestemt. I mundvigen trak et svagt smil op, og fredeligt lod hun blikket glide videre imod de nøgne skove længere fremme. Måske ville skoven være et godt sted at søge hen? det var lang tid siden hun havde været i rigtige skove, og ikke kun nåletræs skove. Og selvom bladende ikke var kommet frem endnu, havde hun kunne skimte knopper i sin hastige frem march.

Derfor gik der ikke længe, inden at Jivala kunne se de mørke stammer tydeligere og tydeligere. Deres krogede grene stod i skarp kontrast til sneen bagved dem, hvor silhuetter af enkelte dyr pilede op og ned af stammerne. Jivala var kommet tættere på, men stoppede så pludselig op. For en fremmed fært var nået de følsomme næsebor, og færten tilhørte næppe noget egern. Andre personer måtte være i nærheden.

[32]

Selvom hoppens sin var mere afklaret nu, var der stadig spørgsmål der ventede svar. Svar der havde svært ved at komme til hen, da hun ikke lod spørgsmålene forlade hendes læber, da hun frygtede at de blot ville hænge afventende i luften, inden vinden tog dem med sig. Hun havde det med at blive forvirret let. Ikke forvirret, som at hun fór vild i skoven, eller at hun var dum, og blev forvirret når nogen spurgte om simple ting. Men forvirret over sig selv, og det hun havde rodet sig selv ud i. Hun tænkte langt langt mere over tingene end hun burde, og jo mere hun tænkte, jo mere blev tingene rodet sammen i hovedet på hende. Det var efterhånden længe siden hun sidst havde snakket med andre end Ivory og Chrome, og det havde om muligt gjort hende mere forvirret. Hun var forvirret over Chrome og de blandede følelser hun havde om ham. Forvirret over Ivory, og den uskyld hun bar. Forvirring dækkede for frygten, og det var hun på sin vis taknemmelig for. For bag hver forvirring, gemte der sig en frygt for at hun skulle miste de to eneste der betød noget.

En fremmed lugt hev hende ud af hendes dagdrømme, og tilbage til virkeligheden. Lugten af en anden hest. Opmærksomt spidsede hun de grå ører, og lod blikket glide søgende over skovarealet der omgav hende. Bevægelser længere fremme kunne spottes, og Mitis var ej længe om at bestemme sig om hvad hun skulle gøre. Hun gik direkte mod den fremmede.

Wordcount: 255 | tag: Jivala

code by ♥