New eyes, first dance [Åben]

Rasbells blik blev lidt mere stolt, da den anden endte med at vælte om i det beskidte underlag. Hun var ikke så lidt stærk! Med et kort hvin drejede hun trippende omkring, og strakte den hvide mule højt op i luften. Den snehvide hale blev rejst, og det blålige blik vendtes imod den anden igen. Hendnes hvide pletter var efterhånden fuldkommen skjult under mudder og snavs, hvilket fik hende til at fnyse højt. Mudderet var underligt... Rasbell havde ikke set det før, men det fungerede ikke ligesom askens støvede snavs. Nej, det her hang mere fast, og hang i nogle store totter. Underligt. 
Leende rejste den plettede sig op, og Rasbell kiggede med et lumsk blik på hende. Kunne hun gøre det igen. Trippende bevægede hun sig fremad, inden at hun på nogle skridt prøvede at puffe til det større hoppeføl med bringen. Selvfølgelig kunne hun da det! Hun havde trods alt fået den store hvide til at bakke med sin storhed. 

Nu mente Ivory da helt bestemt at hun havde mere styr på benene, og da den støvbrune forsøgte at skubbe hende, trådte hun blot et par skridt tilbage uden at falde som før. Med et leende fnys lagde hun sin vægt på det mere spinkle hoppeføl, men det var ikke meget hun var stærkere end den anden. Mudderet plaskede op omkring hendes allerede beskidte ben, men hun havde ikke rigtig noget imod det så længe hun morede sig så meget som hun gjorde lige nu. Dette var uden tvivl noget af det sjoveste hun havde prøvet i sit endnu meget korte liv.
Hendes blik var legende, da hun sprang til siden. Den mørke skulle ikke få lov til at vinde over hende igen! Nu var det Ivorys tur til at føle glæden ved en sejr over den fremmede hoppe!

Den støvbrune Rasbell følte i flere sekunder sig ovenpå. Faktisk, mente hun da ihvertfald at hun havde kontrollen her, og til hver en tid kunne skubbe den anden fra sig hvis det var hvad hun ønskede. Hun hvinede lavt men ivrigt, imens et sejrigt glimt reflekterede i det himmelblu blik. Aldrig havde hun tabt noget, og aldrig skulle hun tro hun ville tabe noget. Dette var selvfølgelig ikke meget sagt, da hun endnu ikke havde udfordret noget endnu... men hun kendte ikke følelsen af at være pinlig berørt. Det skulle måske snart ændres...
Med et overrasket hvin snublede hun fremad, idet at den plettede uden advarsel rykkede sig til siden. Alt vægten som den askefødte alene havde lagt på hende., mistede nu den modstand det havde hvilet på. Og uden noget at tage fra, faldt hun med hovedet først fremad. I et vrid endte hun på siden, inden at hun med en svuppende lyd begravede mulen i det mørke mudder. Ad.... Ad, ad ad! 

Overrasket bakkede hun bagud, imens at hun fnysende prøvede at få det klamme stads væk fra hovedet. Arrigt rystede hun det, imens et meget fornærmet - jah næsten såret blik blev sendt imod den anden. Hvor kunne hun! Forstod hun ikke, at Rasbells plads ikke var nede på jorden? Den støvbrune stampede i jorden. Hun troede de havde en aftale! 
Svirpende hævede Rasbell den hvide hale, imens hun med et fnys samlede noget af sin tabte stolthed op. Pff.... det havde været med vilje. Det havde det altså.. 

Den støvbrune så fornærmet på Ivory, som med et triumferende udtryk betragtede hende på afstand. Ivory lo højt af stolthed. Nej, den fremmede skulle ikke tro at hun kunne vinde – det var hendes tur til at ende i det våde og snaskede mudder. Den prikkede hævede sig på hendes spinkle bagben, som for at repræsentere den styrke og højere rang hun følte at hun havde opnået ved at vælte den støvbrune om i mudderet. Hun var den stærkeste, og det skulle ingen nogensinde lave om på. Hun fnøs kort, inden hun vendte om og trådte lidt væk. Den fremmede så rasende ud, og hun ville nødig ende i samme situation som den støvbrune var i ligenu. Det ville være utroligt ydmygende, især når hun netop havde stået og grinet af den anden hoppe.