Immortal | Zeus

Immortal

Den nye sne hvirvlede om Solanis hove, da hun elegant bevægede sig over Leventeras enge. Området var bølgende og hvidt som et lagen. Blodet pumpede i hendes blodårer, og hendes tofarvede øjne glimtede i månens sølvhvide lys, der oplyste det hvide sne. Hun var udødelig i den kolde vinternat, ihvertfald indeni. Hun var træt af hingstene her, og hun ville gerne møde nogen mere specielle hingste. Mere interessante. Hun havde accepteret sin sørgelige skæbne i dette golde land, hvor kun kold sne dækkede arealerne af det hun havde set.
Blodet strømmede varmt i hendes årer, og lyden af hendes hjerteslag kunne høres i hendes slanke ører. Hendes frosne øje forblev som hendes ene side, men vildskaben skinnede i det varme, hvor ilden havde taget plads, fundet sit hjem. Hendes varme øjne hvirvlede som røg foran hende. En flamme dansede ensomt i vinternatten, stod højt skønt vinden føg omkring hendes slanke krop.

Dog var hun ikke en hoppe der nød tiden alene, og hun søgte desperat efter et hankønsvæsen til at holde hende med selskab, selvom en isnende vinternat måske ikke var det perfekte tidspunkt at finde ordentligt selskab på. Hendes øjne skuede fortsat over arealet omkring hende, men fandt kun hende selv i månens lys. Stjerner tittede frem på den midnatsblå nattehimmel, men dette var ej noget hun lagde synderligt mærke til. Stjernerne var uendeligt langt væk, og hende eller andre ville aldrig kunne nå dem, så hvorfor tænke over dem? De var ikke til nogen nytte, i modsætning til hende selv. Hvis hun ikke var nytte for andre, så var hun da i det mindste nytte for sig selv.

Hun var fuldt ud klar over at hun var i brunst, og hun havde i den grad tænkt sig at bruge det hvis hun fandt sig selskab af hankønsvæsen, som gad at være med på en dans. Dog ville hun ikke lade det komme så vidt, som at huun skulle bære rundt på et lille væsen, samt opfostre og made det. Aldrig i livet!
Hun gjorde et slag med den højt førte hale, og hvælvede derefter den slanke hals, så den dannede en smuk bue. Hendes tynde man hvirvlede med hendes bevægelser, og hende ben var højt hævede, som hun fløj med lange skridt henover det hvide landskab, med månen og stjernerne som hendes stumme publikum.

Wordcount: 386 | Tagged: Zeus

[29]

Sneen var efterhånden blevet dyb. Det kolde tæppe dækkede nu halvdelen af hans underben, hvilket generede den dunfarvede hingst en del. Han havde altid været vant til sneens kommen, men aldrig så meget som der lå nu. Det eneste gode ved de hvide vidder var, at alt blev fremhævet. Man kunne ikke gemme sig længere, for selv en hvid hest ville efterlade tydelige, mørkere spor i sneens dække, som ville kunne afsløre hvor de var. Ingen havde fordele her, hvilket frembragte et vagt smil om mulen på den dunfarvede hingst. Det var alle for sig selv.
Med et sagte fnys begav han sig ud fra den klynge af træer, som han havde vandret lidt rundt under, for at søge ud mod de mere åbne enge, som ville blive dækket af masser af græs når sommerens sol atter stod højt. Over den dunfarvede Zeus, hvis korpus blev båret med majestætisk fremtoning, hang månen og blinkede køligt til de omkringthængende stjerner. Der var altid liv i nattens himmel, men det han godt kunne lide ved natten var, at stjernerne kunne vise vej.

Han havde for mange år siden lært at tolke stjernerne, bruge dem til at finde sin vej når han for vild. Stjernerne havde nemlig deres eget 'hjem' og hang altid på samme plads. Så hvis man var i tvivl om hvor man skulle gå, kunne de altid lede en på rette vej. Dog var han noget frustreret over de blinkende stjerner i dette land, for det lod til at de var blevet blandet rundt. De legede med ham, og det havde han været frustreret over siden han kom hertil. Han var dog stædig nok til at fortsætte med at prøve at knække koden til deres hemmeligheder, og egentlig var han på vej til at tage endnu et kig på de blege lys, i det en hoppe fangede hans øjne.

Længere fremme bevægede en mørk hoppe sig rundt med elegante bevægelser. Hun var endnu så langt væk, at han ikke kunne fornemme om hun var i brunst eller ej - men Zeus lod sjældent en chance gå til spilde. Nok ønskede han ikke selskabet, men en hoppe var altid et besøg værd - så længe hun ikke havde 'magi', som den røde han var stødt ind i nogle måneder før. Han fnøs for sig selv ved tanken, inden han med noble bevægelser satte imod den mørke hoppe, som han snart kunne se bar et brunt skind og var prydet med hvide aftegn på ben og i hovedet.

Immortal

Hvis ikke hun havde kunnet lugte den fremmede hingst - hvilken hun tydeligt kunne - så var han også tydelig at se i sneen, selv på længere afstand. Hans bevægelser var flydende i mørket, trods den dybe sne, og hans kropsbygning udstrålede styrke og overlegenhed. Og som noget der var anderledes fra de to andre hingste hun endnu havde mødt, så havde denne ingen sår, eller store ar som vidnede om at den var hårdt skadet. Et let smil spredte sig over hendes bløde læber, men det var ikke til at se på den afstand hingsten var i, trods det måtte være tydeligt for ham at hun havde fået øje på hende. Hendes hals blev smukt hvælvet yderligere, så hendes slanke mule næsten rørte hendes bringe, inden hun strakte halsen en smule mere ud grundet smerten i nakken.
Med lange elegante skridt tilbagelagde hun hurtigt afstanden der før var mellem hingsten og hende. Hans udseemde var noget for sig - selvfølgelig havde hun set dunfarvede heste, og også dunbrogede nogen gange i sit liv, men hingsten bar sorte prikker på hans krop, hvilket tydeligt adskilte hans udseende fra noget andet hun nogensinde havde set. Han var et pragteksemplar, om end blot på afstand.

Snart var der ikke ret meget plads mellem hende og hingsten, men hun holdt dog en passende afstand på få meter, for hun havde lært at hingstene her havde en ganske irriterende ting, kaldet grænser. Hvad skulle hun bruge det til? Alligevel var hende fornuft større end det, og hun ønskede ikke en hov i hovedet som hun før havde oplevet.
Dog nægtede hun at være den første til at hilse. Hvis hingsten ville snakke, så skulle han da endelig have lov til det, men hun ville ikke være den der ødelagde det for ham, hvis han ville nøjes med at bruge kropssprog. Det var efter hendes erfaring både lettere, og det var langt mere forståeligt for begge parter.

Trods hun ikke rørte sig fra den samme plads, var hendes krop i konstant bevægelse, i form af let trippen, skridt på stedet og kasten med det slanke hoved, så hendes sorte hårpragt føg omkring hendes ansigt, og kun i glimt lod hendes tofarvede øjne vises. Det eneste der stod stille, var hendes øjne, som tværtimod var som frosset på et bestemt punkt; den fremmede. Hver en krog af ham skulle betragtes inden hun ville acceptere hans selskab, men dog brugte hun ikke ret lang tid på at bestemme sig - denne hingst virkede som en acceptabel partner under månens lys.

Wordcount: 423 | Tagged: Zeus

[30]

Den fremmede hoppe, som havde danset rundt i sneens let oplyste tæppe, fik nu øje på Zeus. Og sørme om hun ikke satte sin vej imod ham - hvilket overraskede ham. Han havde som sådan ikke mødt hopper før, der af ren og skær lyst blot havde taget initiativ til at søge en hingsts selskab, så let forundret var han; dog kunne det ikke anes på hans kropssprog. Han var ganske neutral, imens han selv skridtede hoppen i møde, som han nu kunne fornemme var i brunst. Hans øjne, som skinnede blåt under månens lys, fik en lidt anden glød i det, at det fik op for ham at hoppen foran ham var en mulighed for at føre sine gener videre - og så vidt han kunne se have hun intet at det fæle magi over sig. Hun så ganske normal ud. Med et lettere voldsomt nik, stoppede ham op næsten samtidigt med hende. Han stod der dog kun et ganske kort sekund, for da hoppen gav udtryk for, at afstanden var passende, søgte han at undersøge om dette kunne gradbøjes. Han pustede sig op, løftede ryggen og hvælvede halsen i den bevægelse hvori han trådte frem og trådte til hoppen, som han derefter hilste an ved at stikke mulen hen ved hendes. Her snuset han hurtigt til hendes smalle mule, inden han strakte sit hoved længere frem og ned langs hoppens hals. Hvis ikke hun videre afviste ham, ville han skam ikke have noget imod at forsøge sig at gøre hende til 'hans' - for Zeus vidste, at magt også lå i at have en 'flok' bag sig - og dette kunne han kun skabe, ved at gøre hopper til hans egne. Dybe og maskuline brum forlod hans mule, sigende til hoppen; for han mente hvad han gjorde, og han syntes bestemt at den brunstige hoppe foran ham skulle være hans. Ja, hvis en anden hingst viste sig i nærheden nu, ville han få tæv, det var ganske vidst.

Immortal

Smilet spredtes yderligere på hendes mørke læber, da han trådte yderligere skridt tættere på hende. Det var sådan hun ville have at de skulle behandle hende til at starte med. Høfligheden kunne komme senere, men i den første fase ønskede hun ikke at de behandlede hende som var hun lavet af glas eller porcelæn. Som han nærmede sig yderligere, gav det hende også lov til at hun måtte nærme sig ham. Hun trådte et skridt tættere mod ham, og lod kort den bløde mule ramme hans dunfarvede pels på hans hals. Skønt det måtte virke på hvilken som helst hingst, som om hun var villig til at føre deres gener videre, og bringe et føl til verden, var det ikke sådan Solani så på det. Hun havde det fint nok med at friste dem, at lege med dem, men hun havde ikke overskud til at tage sig af et nyt liv, og lysten var ej heller specielt stor.

En feminin brummen passerede hendes læber, og blev sendt ud i den frostklare luft, hvor det både dannede lyd, og en sky af damp foran hendes mule. Hingsten bar sammen øjenfarve som hendes ene, det kolde øje som hun så fint havde døbt det. Hendes ene side. Hun accepterede faktummet at hingsten allerede havde gjort krav på at hun nu var hans ejendom, og at dømme du fra hans dominerende brummen, virkede det ikke som om det var noget hun blot kunne ændre med et knips.

Skønt hun i disse minutter ikke holdt sig selv tilbage, var hun yderst opmærksom på ikke at træde et skridt for langt ud. Hun vidste alt for godt, at hun var på tynd is, og et forkert skridt, og hun faldt i det iskolde vand, hvilket indebar et føl. Selvom hun selvfølgelig blot kunne støde det fra sig, og lade det klare sig selv, så ville hun skulle vade rundt og være grim og tyk i flere måneder, uden at kunne løbe hurtigt ej heller se smuk og slank ud. Det nægtede hun.

Wordcount: 337 | Tagged: Zeus

[31]

Hoppen gengældte hans 'hilsen', da hun strakte sin egen mule frem. Det fik den dunfarvede Zeus til at udsende et næsten tavst hvin, dominerende og en anelse hysterisk. Han ville helst stå for at sætte dagsordenen, og det at hoppen selv tog friheder og rørte ham, var absolut ikke noget han brød sig om. Dog satte han hende endnu ikke på plads, for han havde sat sine øjne mod målet, og hvis først han begyndte at skubbe hende fra sig, var det ikke sikkert at han kom hende nær igen. Derfor måtte han finde sig i hendes berøringer, i hvert fald til han havde fået klaret sit ærinde med denne hoppe.
Han blev stående med mulen ved hoppens hals og skulder en rum tid, hvor han nærmest sansede hendes bygning, rørte hende og puffede forsigtigt, men bestemt til hendes krop. Alle disse små gestusser var tilegnet hoppen, så hun vidste at han havde opmærksomhed på hende, og at han betragtede hende som værende hans - men Zeus var ikke en hingst uden manérer og derfor behandlede han altid hopperne ordentligt. Ellers ville han heller ikke kunne regne med at have dem bagefter, hvilket han gik meget op i.
Han bevægede sig nu frem igen, trådte ned på siden af hoppen og lod sin mule køre langs hendes ryg ned imod hendes bagpart; han gjorde et stort nummer ud af at trykke/gnubbe hende forskellige steder, for at indgyde en form for tryghed. En hoppe, havde han erfaret, kunne godt lide at føle sig 'beskyttet' og 'speciel', så det viste han denne fremmede brune hoppe, at hun var for ham. Han skulle nok beskytte hende herfra og til dagenes ende, såfremt hun lod ham gøre hende til hans for alvor; og hvis ikke, så måtte han tage den derfra. Han gav dog ikke bare sådan lige op, overhovedet ikke - så hun slap ikke af med ham lige med det samme.

Immortal

Selvom det var ganske synligt for Solani at se at hingsten ikke brød sig om at hun rørte ham, stoppede hun ikke af den grund. Det var ganske tydeligt at han ikke ville forlade hende før han havde fået hvad han ville have, så i den tid kunne hun gøre hvad hun ville, idenfor rimelighedens grænser. Hun nappede ham legende i manen, da han fortsatte sin berøringen ned mod hendes bagpart. Han vidste ligeså vel som hende hvad dette ville føre til, men Solani havde sandelig tænkt sig at trække tiden ud, så meget hun kunne. Hun kunne umuligt sige at hun ikke nød følelsen af beskyttelse, varme og nærvær, og hun ville ikke have det til at ende allerede nu. Hun vidste at dette nærmede sig det klimaks, hvor hun var tvunget til at træde tilbage, hvis ikke hun ville ende som det hun havde sat grænsen for dette møde til. Han virkede klart ikke som om dette var første gang han udførte dette lille ritual, for han ramte hende præcis hvor han vidste han skulle. Hun bøjede nakken yderligere. Hun slikkede sig kort om mulen, ikke så meget at det var til at se at hun direkte overgav sig, men blot for at indikere at hun ikke havde tænkt sig at gøre modstand - endnu.

Hun var ærgerlig over at alt dette var fløjet så hurtigt forbi, for selvom hun havde tænkt sig at trække hans kærtegn til sidste sekund, så var det ene sidste sekund ikke ret langt væk, hvilket pirrede hende. Hvis hun var forsigtig var hun trådt væk for længst, og hvis hun var fornuftig var nu et godt tidspunkt at gøre det på. Men hun kendte sig selv, og hun var dumdristig og havde planlagt at nå det, om hun så måtte springe fremad så snart han rejste sig på bagbenene.

Wordcount: 307 | Tagged: Zeus

[32]

Da hoppens begyndte at nappe i hans man, måtte han markere sig. Med et bestemt handling stampede han i jorden, for at fortælle hende, at det var en grænse hun ikke skulle muntre sig med at overskride, men mere gjorde han ikke. Hans mål overskyggede endnu hans ubehag ved at blive berørt at en totalt fremmed, som dog måtte finde sig i hans berøringer; men nu var han hingsten, og det var hans opgave at få kørt hoppen i stilling til bedækningen.
Han forblev ved hendes bagpart en stund, indtil hoppen sænkede sin hals og slikkede sig ganske diskret om mulen; et signal, som han forstod. Hun sagde nu til ham, at hun ikke ytrede at gøre ham modstand, men han havde en sær fornemmelse af, at denne hoppe var mere lunefuld end som så. De hopper han førhen havde mødt, havde på dette stadie allerede vendt bagparten til og gjort sig klar - men hun stod endnu i modsatte retning af ham og nærmest nød godt af hans kærtegn, uden at reagere yderligere på dem. Nuvel, hun var en sær hoppe, men en hoppe alligevel. Han brummede atter dybt, med de lokkende og dybe toner, som burde tale direkte til hendes instinkter. Derpå trak han sig faktisk, blot få cm bagud, for at begynde at kærtegne hende ved krydset og ned af forlåret. Han måtte prøve hende mere af, før han tog skridtet og sprang på hende, for han vidste at det kunne gå galt hvis hoppen stak af, eller værre, sparkede. Og hvis der var noget han ikke gad, så var det hopper med løse bagben!

Immortal

Hun havde bestemt ikke ladet det gå forbi hende, at hingsten direkte havde afvist hende. Det var tydeligt, med hans sandfarvede hov hamret i jorden. Et fornærmet fnys sendte damp ud i luften, samtidig med at hun hævede det feminine hoved. Hun brød sig ligeså lidt om at blive sat på plads, som han brød sig om at hun rørte ham, så de var på en måde kvit nu. Hun var ikke helt sikker på om den fremmede havde gennemskuet hende, men han lod det ihvertfald ikke sætte en stopper for hans planer. Han fortsatte sine kærtegn ned af hendes lår. Hun hævede kort det bagben som han rørte ved, blot for at jage ham væk derfra. Længere ned gad hun ikke at han skulle komme! Hvis hun end ikke skulle få lov til at røre hans man, så skulle han sandelig ikke kærtegne hende så meget som han netop havde gjort.
Drillende vendte hun bagparten til ham, som om hun gik i position til bedækningen, selvom hun selv vidste at det ikke ville komme til at ske. Det morede hende derimod at se hans reaktion, og hun var god til at løbe, så mon ikke hun kunne slippe fra ham i sidste øjeblik? Hun satte ihvertfald sin lid til sine ben, og ikke mindst de bagerste, for hvis han halede ind på hende var muligheden for at sparke der stadig. Det var der ingen der brød sig om.

Et provokerende smil spillede om hendes læber, da hun bøjede halsen for at fange hans blik med hendes gennemborende øjne. Et legesygt lys glimtede i hendes udtryksfulde øjne, da hun betragtede hans næste træk. Dette var så sandelig underholdning for alle pengene!

Wordcount: 281 | Tagged: Zeus

[34]

Da hoppen løftede sit bagben, vendte han sine ører og blottede sine tænder, men han rørte hende ikke. Hun tirrede ham nu, det tog ham ikke et splitsekund at regne ud. Og da hun efterfølgende vendte røven til, og derefter stillede sig pænt op - hævede han sit hoved og bakkede. Han havde luret hende, og han troede ikke et øjeblik på at hun stod stille hvis han sprang op; men mange andre hingste var nok hoppet på uden at tænke sig op. Nej, i stedet gik han et trin tilbage i hans dagsorden og skridtede målrettet op på siden af hende igen. Her stak han mulen op ved hendes skulder og hals, hvor han på ny begyndte at kærtegne hende, også selvom han næsten kunne forudsige at hun begyndte at pille ved hans man. Gjorde hun, måtte han dog bide det i sig en stund endnu, for denne hoppe lod til at ville have en større finger med i spillet end så mange andre. Men hvis 'prisen' var at hun kunne få lov at pille lidt, så måtte han betale den - for det han fik ud af det var langt mere værdifuldt end nus og berøringer. Hvis han skulle sætte sit præg på landet, skulle han have efterkommere og hopper han kunne kalde sine - og selvom han fandt den brune hoppe en anelse træls, fordi hun reagerede så meget anderledes end han var vant til - så var han faktisk begyndt at finde hende en smule fascinerende, og hans lyst til at 'kæmpe' videre voksede blot for hver underlig reaktion der kom fra hende.

Immortal

Et veltilfreds smil bredte sig omkring Solanis læber, da hun gik tilbage til at nusse den fremmede i manen og på hans muskuløse hals. Hingsten var tydeligvis ikke begejstret for situationen, men var dog gået adskillige sskridt tilbage, og kærtegende nu blot hendes hals og skulder. Den mørke hoppe havde det ganske fint med det lille spring, for det betød for hende at hun havde mere tid inden hun blev nødt til at tage afsked med den dunfarvede. Og, så nød hun en hel del at provokere hingsten, som tydeligt var desperat for at føre sine gener videre. Forståeligt nok, om det så kunne siges. Det var sikkert lettere for hingsten at ønske, de kunne i princippet skride fra hoppen så snart de havde gjort deres job, og aldrig vende tilbage. Det så imidlertidigt ikke ud til at den dunfarvede var en af dem, hvilket pirrede Solani yderligere. Hvis der endelig skulle ske et lille uheld, måtte hun så hænge på ham her ... Forevigt?

Hun slog tankerne aggresivt fra sig, for hun var ej en sjæl der tænkte meget over sorgerne. Ikke forstået som at hun var lalleglad, langt fra, men at hun bare ingen grund så til at bekymre sig så meget. Hun forsøgte så vidt muligt at leve i nuet, og det var intet problem lige nu. Nuet var nemlig ganske tiltrækkende.

Wordcount: 225 | Tagged: Zeus

[36]

Det nærmest stak i hans indre da hoppen begyndte at røre ham igen. Hans ører blev lagt i nakken, men han undlod at spænde sit større korpus op, nu hvor han igen var igang med at gøre kur til hoppen. Hans mule bevægede sig med stor snilde og viden, og langsomt begav han sig igen ned langs hendes ryg og flanke. Han afholdt sig dog lidt endnu for at gå imod bagparten, for hoppens lunefulde attitude vidste han, at han måtte overtale, før hun ville stå stille - og Zeus gjorde aldrig noget, hvis han vidste han fik et negativt udfald på forhånd.
Han udstødte atter dybe brum, som både var lokkende tilegnet hoppen, og andre der var dybt dominerende og sigende til omverdenen om, at ingen havde noget at gøre i nærheden af de to lige nu. Zeus var en ganske territorial hingst og han brød sig absolut ikke om, hvis andre bevægede sig ind på hans domæne. Nu var der godt nok ikke et område endnu, som var hans direkte - men det behøvede den brune hoppe ikke at vide. Han opførte sig stadig som om han 'ejede' hende, for det mente han at han gjorde; og det der var hans, delte han ikke med nogen.

Immortal

Hun måtte tage sig sammen for ikke at fnise over hingsten, da han lagde sine ører tilbage ned af nakken, men ellers ikke gjorde noget. Han var dog ikke dum, han havde for længst regnet ud at hun legede med ham. Men hun havde tænkt sig at lære ham på den hårde måde, at hun ikke var til at sætte på plads. Hun vidste at hun havde noget, som han ikke havde, og hun kunne sno ham om sin lillefinger så længe han ikke havde fået det fra hende. Hvis han nappede ud efter hende, jo så måtte han skam starte forfra igen. Hun sænkede kort hovedet ved hans berøring, og gjorde denne gang ikke modtand, skønt han nærmede sig hendes bagpart, langsomt, men han gjorde det skam. så længe han ikke begyndte at røre ned ad hendes lår, havde hun det i princippet fint nok med det. Hun nød det, faktisk. Det ærgede hende en smule at hun måtte tage afsked med den brogede så tidligt, for han kunne sikkert have været meget interessant selskab, trods de aldrig havde sagt et ord til hinanden, og de ville med stor sandsynlighed ej heller komme til det. I horisonten kunne man svagt ane morgenrøden, men sneen glimtede endnu i månens lys, og der ville ihvertfald gå en time inden solen overhovedet viste sit ansigt, for slet ikke at tale om når den endelig hang komplet på himlen. Det så ud til at de var alene i hvert fald indtil den tid.

Wordcount: 250 | Tagged: Zeus

[37]

Endnu engang sænkede hoppen hovedet, signalerende om at hun ikke gjorde modstand. Dog havde Zeus ikke tiltroen til at dette gjorde sig gældende, og han forblev derfor ved hendes flanke noget tid endnu, hvor han med sirlige bevægelser kærtegnede den brune hoppes skind. Pelsen var ganske tæt og blød - tydeligt god kvalitet i pelsen, hvilket Zeus synes var et ganske godt tegn på, at hun var sund og rask. Hun var i det hele taget et godt valg til at bringe føl i verdenen, ud fra hendes fysisk og helbred, af hvad han kunne scanne fra hans berøringer af hendes yndefulde krop.

Han havde stået sådan noget tid, hvor han blot havde nulret hoppen ganske gennemført. Han havde sanset hvordan hendes muskler spændte på og slappede af, hvordan hendes vejtrækning var i rytme og varighed og hvordan hendes duft var. Han havde lagret rigtig mange oplysninger om hende, og efter at have overvejet hoppes lundefulde adfærd lidt yderligere, trådte han nu to skridt frem igen, ned imod hendes bagpart. Her lod han mulen køre op over hendes kryds og hen over hendes lænd hvor han fortsatte de nulrende bevægelser med mulen, for hele tiden at sanse om hun lagde op til at flytte sig, eller gav ham lov. Han kunne mærke hver en muskelspænding hun gjorde sig, så hvis hun gjorde tegn til at flytte sig, kunne han enten følge med, eller trække sig, hvis ikke hun valgte at stå stille. Han havde set hingste rende rundt efter hopper i timer, og det var langt under hans værdighed; så selvom han rigtig gerne ville have sin vilje her, jagtede han hende ikke til verdenens ende; når hun var klar, var hun klar - og han måtte bare være tålmodig.

Immortal

Flammen indeni hende brændte lystigt, skønt hun forholdt sig relativt roligt. Hun havde fundet et ganske fint sted nær hans ryg, hvor han kunne nå hende, og hendes hoved kunne ligge sig over hans muskuløse ryg hvis hun ønskede det.

Solani nød at føle sig speciel, om end det kun var i få minutter. At der var nogen der var afhængige af hendes beslutninger, trods hun skulle træde varsomt før han forlod hende. Det skulle gerne være hende der var lederen over dette møde. Hun gnubbede kærligt hovedet mod hans brogede skind, indåndede hans fremmede lugt, skønt hun kunne føle hans muskler strammes under det tynde skind ved hendes berøring. Hun gjorde ikke modstand skønt han havde nærmet sig hendes bagpart, for hun vidste udemærket godt at han kunne mærke hver en muskel, mærke selv når hun tænkte på at løbe. En kuldegysning krøb ned langs hendes sider, ved tanken. Han havde hende i princippet i sin hule hånd, hvis han bestemte sig for at holde fast. Hvis hun ville løbe, havde han en klar fordel, nu hvor han kunne tænke et skridt foran hende.

Hendes øjne var fortsat lukkede halvt, hendes slanke hoved hvilede over hans ryg. Alligevel kørte hendes tanker rundt mellem hinanden. Tanken om at lade dette fortsætte var lokkende, men det nærmede sig et kritisk punkt. Hun havde ikke lang tid til at bestemme sig. Medmindre selvfølgelig hun havde regnet forkert, og det allerede var for sent at bestemme.

Wordcount: 243 | Tagged: Zeus