Immortal | Zeus

[38]

Da hoppen i en rum tid ikke havde gjort nye tegn til at afvise ham, besluttede han sig for at gå skridtet videre igen. Han stoppede derfor med at nulre hende over bagparten og ned mod haleroden og trådte 3 skridt frem og vendte sig rundt. Her stod han nu bag hende, men for at sikre sig at hun ikke pludselig bukkede, trådte han nu atter helt op i rumpen på hende, mildt sagt og skubbede til hende med sin vægt. Hvis han med vilje bragte hende i ubalance, koncentrerede hun sig måske mere om at genfinde et godt standpunkt, i stedet for at løbe frem - og hvis dette virkede, hang han snart på nakken af hende.
Han var dog ikke uden charme, for selvom han fysisk gik ind i skubbede til hende, var det endnu med en vis høflighed over sig. Han var ikke blot dominerende og her-kommer-jeg, men bestemt på den blide måde. Han kunne let bare være sprunget på hende og hapset fat i hendes nakke, men sådan gjorde kun de hingste der ikke vidste bedre. Nej, nok var hopper et middel til magt og afkom, men de skulle behandles ordentligt, så længe de havde fortjent det. Alt imens han udførte sit puf udstødte han de lokkende, dybe brum, der fortalte hoppen at han var en hingst der vidste hvad han gjorde, at hun var hans, og at han sagtens kunne varetage beskyttelsen af hende. Så det eneste hun skulle nu, var sådan set bare at finde balancen igen og derefter stå stille.

Immortal

Solani blev brutalt hevet ud af hendes dagdrømme, da hingsten flyttede sig, og hendes hoved ikke længere hvilede over hans ryg. Overraskelsen fik hende som det første til at fare op, dog endnu uden at løbe. Først stod hun med hovedet hævet, kiggede forvirret rundt for at opfatte hvad der netop var sket, inden det gik op for hende. Han var bag hende, og hun blev nødt til at forsvinde nu. Dog måtte hun stå stille for en stund, da han begyndte at gnubbe hende ned mod hendes halerod. Hun hævede kort halen, som hun havde jort da hun allerførst mødte ham, men denne gang var det nærmest en refleks. Hun stod kort og nød hans kærtegn uden egentlig at flytte sig, skønt hendes ører opmærksomt var rettet fremad. Hun var klar til at løbe så snart han begyndte at gøre andet end det han netop var i gang med.
Dog vidste hun ikke hvordan alt dette foregik, og det gik langt over hendes forstand hvor hurtigt alt ville komme til at gå. Derfor var hun langt fra forberedt da han tog sit næste træk.
Endnu engang blev nydelsen afbrudt af et bestemt skub, som sendte hende kort ud af balance. Uden at vide hvad der var sket, stod hun blot og vaklede på de tynde ben, imens hun forsøgte at fatte hvorfor han havde gjort det. Kort efter kom svaret dog krybende, kold og alt for virkelig - hendes ene chance var allerede væk nu. Hun havde helt bestemt været for langsom.

Wordcount: 253 | Tagged: Zeus

[39]

Da han havde påført hende skubbet, kom hun ud og vakle en anelse, hvilket netop var hvad han ønskede. Hans brummende lyde blev nu intensiveret yderligere, og så snart den brune hoppe stod stille igen, hævede han sin forpart, for at lægge sine ben omkring hendes flanker. Han nappede kvikt nok let fat ved hendes manke, men hans mule bed hende ikke, men nærmede kærtegnede hende, imens han trådte hende nær. Han havde ganske fint fat med sine forben omkring den mindre hoppe, og med sin vægt regnede han med at kunne holde hende fra at bukke, hvis hun skulle have de tendenser. Da han var trådt helt ind til hende, begyndte han uden tøven at bedække. Han vidste hvad han skulle og han havde gjort det før, så der var ingen tøven i hans bevægelser. Besluttet gik han igang, alt imens hans mule hvilede oppe ved hendes manke, hvor han få gange nappede forsigtigt til hende, for at huske hende på, at han skam behandlede hende ordentligt og ikke fortjente spark bagefter - havde han set hopper gøre før, og sådanne kramper ville han ikke have noget med at gøre. Hvis denne hoppe viste sig at være sådan en, var det ikke helt så sikkert at han ville give hende så meget opmærksomhed bagefter - men dog ville han stadig anse hende som værende hans.

Immortal

Et afkortet hvin med et snert af panik sendtes udover den åbne eng. Skønt hun i et kort øjeblik forsøgte at komme væk, vejede han adskillige kilo mere end hende, og hans vægt holdt hende tilbage. Hvilket rod var det hun havde forvildet sig ind i?
Så snart han var færdig med at gøre sit, og fjernede sin vægt fra hendes ryg, satte hun afsted i galop. Hun vidste udemærket godt at det ikke nyttede noget at løbe nu, så hun vendte blot om igen. Hendes hoved var hævet, og hendes tofarvede øjne brændte. Skønt hun selv var ude om det, bebrejdede hun hingsten for hvad hun selv havde ladet ham gøre. Raseriet druknede hurtigt modløsheden, og den ildrøde sol der anedes i horisonten beskrev fint hendes temperament. Hun var så sandelig glad for at hun ikke var ham lige nu!

Hans udtryk vidnede om at han selv mente at han ejede Natskyggen, men der tog han grueligt fejl. Trods han havde gjort hende til hans ved at få hende til at føre hans gener videre, og hun på sin vis ville hænge på en del af ham de næste fire år af sit liv, var hun endnu sin egen, i hvert fald ud fra sin hoppens opfattelse.

Wordcount: 208 | Tagged: Zeus

[40]

Så snart han var færdig og hoppede af hoppen igen, stak hun fra ham i galop. Selvfølgelig. Øjeblikkeligt klaskede Zeus sine ører i nakken og slog ud med begge forben i det han udsendte et hingstet hvin. Frække ungdyr sådan at løbe sin vej! Dog vendte hun om inden længe og løb ikke længere fra ham. Han vejede situationen en anelse, inden han dog besluttede sig for at gå til hende igen. Han satte frem i skridt imod hende, med sine ører let vendt og kroppen ranket godt op.
Han skridtede uden tøven helt hen til hoppen og hér rakte han så pludseligt sine ører frem. Nok var Zeus langt fra en social type - men når først han havde bedækket en hoppe, ændrede han som regel adfærd. Han kunne langt bedre tåle at røre og blive rørt af en hoppe, som var 'hans', og derfor tilbød han nu egentlig at genoptage den nussen, som de havde udført før - hvor han dog bare havde haft et helt andet formål. Nu ville han hellere skabe blot en smule tillid til den fremmede brune hoppe, så hun ikke rendte bort fra ham så snart han viste sig igen, for han ville skam holde øje med både hende og afkommet fra nu af. De tilhørte jo også begge ham, så det var lidt hans pligt at føre tilsyn med hans 'familie'.

Immortal

Hidsigt fnysende lod hun ham fortsætte sine kærtegn. Skønt han var sluppet billigt, kunne hun ligeså godt få en smule ud af alt dette efter det var forsent. Skønt hun ønskede at skade hingsten, vidste hun at det var nytteløst, og at han kunne yde en vis beskyttelse overfor hende og afkommet hvis hun lod ham blive hængende. Så det var vel hvad hun gjorde.
Hun vidste at hun ikke længere havde noget han direkte havde brug for, og derfor ikke længere kunne pirre ham nær så meget som før. Hun gnubbede ham let med mulen omkring lansemærket, men gjorde ellers ikke så meget. Skønt hun forholdt sig rolig, virkede hun ikke latterligt modløs som mange andre hopper. Trods hun var chokeret over sin egen dumhed, så skubbede hun det langt væk. Et skævt smil spredte sig kort over hendes læber, da hun fangede hans isblå øjne. Hun åbnede ikke op for nogen, og denne hingst var ingen undtagelse. Hun var ikke en direkte kold hoppe, hun havde blot lært sig selv at det bar langt bedre frugt kun at åbne en smule op. Resten måtte man holde inde i sit mørke indre, usynligt for alle andre end sit inderste øje. En dag ville man sikkert glemme hvad det endelig var der gemte sig derinde, måske ville det blot forsvinde, for aldrig at vende tilbage. Hun vidste det endnu ikke, men en gang ville hun vel finde ud af det, når kiggede på sig selv, og end ikke kunne huske hvad det hele var startet med.

Wordcount: 256 | Tagged: Zeus

[41]

Selvom hoppen reagerede ved at fnyse lettere hidsigt da han gik til hende, blev hun stående. Og han fik lov at røre hende nu - hvilket han var ganske tilfreds med. At hun kortvarigt rørte ham var nu også fint nok; i hvert fald spændte han ikke op i samme grad som før. Han brummede atter dybt og da han fik øjenkontakt med hoppen, smilede hun pludseligt skævt. Det var ham nok en gåde hvorfor, men det var ikke en gåde han havde i sinde at løse - for det virkede for ham ligegyldigt. Han rettede dog sine ører frem og begyndte at gnubbe hende ved manen, med mere kontakt end før. Der var ikke samme flirteri i hans berøringer nu, men mere social adfærd at spore i hingstens store korpus. Han kunne godt, selvom han langt fra var glad for det.
Han tog sig i nuet ikke så meget af, hvordan hoppen opførte sig. Han havde gjort sit, og derfor bekymrede det ham ikke længere, om hoppen var en skør krampe eller ej - men selvom han havde valgt denne hoppe som værende hans egen, interesserede det ham heller ikke yderligere at finde ud af hvem hun var, som personlighed. Måske det ville en dag, hvis hun gav ham en grund, men ellers ville hun forblive en brun hoppe, som han havde ejerfornemmelser over - men som han til gengæld ville passe rigtig godt på, så længe han levede.

Immortal

Hendes hæse stemme skar sig pludseligt igennem vinterluften.
"Så, jeg er din nu, hingst? Din ejendel?" mumlede hun, hendes stemme med et snert af den kulde der omgav dem. De sidste ord blev spyttet ud, som om hun ikke kunne bære at have dem i sin mund. Hun vidste godt, at han ikke ville tolere at hun talte til ham på den måde. Hun vidste ligeså vel, at hun havde brug for ham for beskyttelse. Men hendes stolthed var langt mere kraftfuld end hendes fornuft, dette ingen undtagelse. Hun trak sig et skridt væk fra ham, med hendes sorte man flagrende i den vind der var kommet sammen med den røde sol. En flamme brændte i hendes kastanjebrune øjne, mens hendes blå øje var isnende koldt.
"Så må jeg desværre skuffe dig. Ser du, jeg er ingens "ejendel," udover min egen. Du ville kunne kæmpe hele dit liv for at få mig til at overgive mig, uden held, men det kommer du ikke til, vel? For du er mere fornuftig end det, ikke?"
Hvislede hun koldt mod ham. Hendes temperament var skiftet på de få minutter han havde gnubbet hendes man, men det var intet nyt for den mørke hoppe. Hun plejede at tænke sig grundigt om, for at finde ud af hvad hun egentlig ville. Og hun var kommet til den beslutning, at hun ikke var så lav, at hun havde tænkt sig at lade en vildt fremmed hingst overtage hende, ud af ingenting. Nej, det ville hun ikke lade ske. Han havde ingenting bevist overfor hende, udover at han kunne finde ud af at bedække en hoppe, og tænke sig at beholde hende bagefter. Selvfølgelig kunne han have været værre, men selv hvis det var den smukkeste, stærkeste og mest fornuftige hingst i verden havde hun ikke tænkt sig at bøje sig for ham. I hvert fald ikke allerede nu.

Wordcount: 312 | Tagged: Zeus

[1]

Okay, hopper var virkelig nogle sære dyr. Efter at Zeus var vendt tilbage til hoppen, endda for at tilbyde nogle kærtegn, skar hendes stemme sig igennem luften og hævede sig over vindens toner. Hun var noget af en hystade, og hendes ord var absolut ikke nogen som Zeus ville finde sig i at lytte til. Hun hævdede at hun ikke var hans ejendel - det kunne diskuteres, for så længe han mente hun var 'hans', ville ingen andre hingste få lov at bedække hende. Han ville beskytte hende om nødvendigt, holde øje med hende og føllet - men ikke kræve hun vandrede i hans fodspor. Dér var hun gået galt i byen. Og hendes afsluttende, nærmest spørgende ord der skulle virke nedsættende, fik blot hingsten til at småle.
Han trak sig nu fra hendes side, for han havde ikke i sinde at give hende mere opmærksomhed, når hun var dén type, der ikke værtsatte det. Det havde nok tidligere blot været en leg for hende, som hun havde antydet; og nu hvor hun var bedækket, kogede hun sikkert over inden.
Han lod nu sine blå øjne rettes direkte imod den brune hoppes tofarvede; og hans viste absolut ingenting. De var nærmest kolde, som to bjergsider der intet udviste overfor omverdenen. Hvis hun skulle lege på den måde, fint. Så kunne hun da bare undvære de ting han kunne tilbyde.

,,Jamen, så gå du blot, for min interesse forsvandt.. Sådan pludseligt."

Han trak ligegyldigt på sine skuldre, inden han vendte bagparten til. Han ville så ikke jage andre hingste væk hvis de skulle få lyst til at lege med hende, ikke længere. Der skulle faktisk ikke så meget til, før Zeus vendte på en tallerken. For minutter siden ville han have slået den første hingst ned der blot kiggede på hende, men nu, intet. Hvis hoppen kom med sådan en udmelding og mente, at hun var alt for vigtig til ham, og at han kunne gøre nok så meget og det aldrig ville virke, så syntes han slet ikke om dem. Han ville dog altid hole øje med føllet, for det var halvt hans, uanset hvad hoppen nogensinde ville kunne påstå; men moren kunne rende i sin egen verden. Derpå begyndte han at skridte væk fra hende, og han havde ikke tænkt sig at stoppe op hvis hun havde flere ord at byde på.

Immortal

[1]

Et let smil spillende skævt om den mørke hoppes læber. Hingsten reagerede omtret som hun havde forventet, samt håbet på. Føllet skulle hun nok tage sig af, trods det ikke var med hendes gode vilje. Ond var hun dog ikke, når alt kom til alt. Men en hingst, en vildt fremmed hingst som skulle hænge på hende i mange måneder? Aldrig i livet. Aldrig kunne hun finde på det. Det ville være som at være lænket fast til den frosne jord, uden at kunne bevæge sig, indtil kulden til sidst havde opslugt hende og hun havde vænnet sig til lænken. Til hun havde givet op, og det var ej en ting som Solani nød. Nej, hun var fast besluttet på at holde hovedet højt, for hendes stolthed og stædighed kunne ikke knækkes af en anden sjæl. Kølige glimt funklede som snefnug i hendes øjne, som hun betragtede hingsten der stod som en klippe, urokkelig og kold.
Hendes latter fløj med vinden henover engen.
"Perfekt hingst, for så har vi den samme tanke. Det må så blive et farvel for nu."
Smilede hun let, med hovedet hævet så højt hun kunne. Hun havde vundet, i hvert fald hvis man så det fra hendes side. Hun havde måske ikke fået det som hun var kommet for i starten, men hun havde fået det sidste ord, hvilket hun stillede sig tilfreds med. Stilheden hang flimrende i luften og ventede på at blive brudt, men Solani lod ingen ord knuse den tavse boble der havde formet sig om de to. Istedet snurrede hun omkring, og forlod stedet med stolte skridt. Skønt hun nu ville være tvunget til at tage sig af et føl, passe og pleje det, så var hun nogenlunde tilfreds med hvordan deres lille snak endte. Hvis ikke der var sket et mindre uheld i midten af alt dette, så ville dette være den slutning hun var gået efter lige meget hvad. De kunne bøje hende, det kunne de, men hun ville aldrig give efter og lade dem knække hende fuldstændig.

Wordcount: 340 | Tagged: Zeus

[5]

Han ignorerede fuldstændig hendes sidste ord, som han forlod hende. En hoppe med den adfærd, var en lav hoppe i hans verden; en hoppe, der ikke kunne bruges til noget. Havde hun udvist den adfærd fra starten af, havde han aldrig rørt hende; men alligevel var han tilfreds med, at hans første afkom snart ville vandre i dette land. Og med tankerne på dette, fortsatte han blot fra hende, da han var vendt rundt, uden hverken at skænke hende blik eller tanke. Han skulle nok holde øje med hende i det skjulte, så han kunne få kontakt til sit afkom. Dét afkom ville han beskytte med alt han kunne, men hvis hoppen tilfældigvis stod nær en klippekant, kunne det sagtens tænkes at han ved et tilfælde kunne finde på at skubbe. Nok havde han endnu ikke været skyld i andres død - men flere gange havde tanken strejfet ham i dette land; og hans grænser for hvornår nok var nok var blevet rykket. Måske engang? Jo, måske engang ville han være i stand til det, og da skulle den brune hoppe, der troede hun var mere end hun var, ikke bryde sig om at stå ansigt til ansigt med ham igen.

[Out]